Wiens “kønsfølsomme” byplanlægning er måske ikke det, som falder turisterne ind, mens de i tætte flokke bevæger sig gennem den østrigske hovedstad med digitalkameraerne stift rettet mod barokfacader og rokokkostukkes kejserlige prunk. 

Ikke desto mindre er gender-mainstreaming i løbet af de sidste ti år blevet et integreret og strukturerende princip for en kvalitetsudvikling af Wien, der som en af de eneste storbyer i verden har forsøgt at føre de idéer om kønsspecifik byplanlægning ud i livet, som især var på mode i 80’erne.

Trafikplanlægning, parkanlæg, gadebelysning og boligbyggerier, alle hjørner af byplanlægningen, kan anskues fra en kønsvinkel. Og gør man det, resulterer det i beslutninger, som er mærkbart anderledes end de ellers ville have været, mener man i Wien.

– Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det stadig kvinderne, der tager sig af omsorg for børn og eventuelt ældre slægtninge. Og gamle mennesker er også i overvejende grad kvinder. Det betyder, at kvinder opholder sig mere i det boligkvarter, som de bor i, og at kvarteret derfor også bruges på en anden måde til forskel fra mænd, der bare skal hjem og holde fri. Men tidligere har det været mænd, der har udtænkt og gennemført byplanlægningen, påpeger byplanlægger Elisabeth Irschik fra Leitstelle Alltags- und Frauengerechtes Planen und Bauen [Ledende afdeling for hverdags- og kvindetilpasset planlægning og byggeri, red.]. Med brede beføjelser fungerer afdelingen som en form for ligestillings-task force centralt placeret i toppen af Wiens tekniske forvaltningshieraki, som dermed har indflydelse på hovedstadens bybillede.

Praktisk for kvinder betyder praktisk for alle

– Hverken Frauen-Werk-Stadt eller byplanlægningen i Wien er decideret feministisk. Vi er gået fra at have en kønsvinkel til at se på, hvad der er praktisk, og hvad der fungerer i hverdagen. Fordi det viser sig, at det som er praktisk for kvinder, faktisk er praktisk og velfungerende for alle, fortæller arkitekten Elsa Prochazka, som er en af arkitekterne bag Frauen-Werk-Stadt, det største projekt for ‘Genderhousing’ eller kønsbyggeri i Europa. Frauen-Werk-Stadt eret originalt boligprojekt fra 1998 udtænkt af et rent kvindeligt arkitektteam, som også havde til hensigt at få flere kvinder ind i byplanlægning.

Samme holdning finder man i Wiens tekniske forvaltning:

– Vi konstaterer, at det skaber øget livskvalitet for alle, når vi tænker kvindernes behov ind i planlægningen. Det, som er praktisk for kvinder, er ganske enkelt praktisk i hverdagen for mange mennesker og befolkningsgrupper, som man bare ikke var vant til at tage hensyn til, siger Elisabeth Irschik.

Byggeri opmuntrer til fællesskab og nabohjælp

I Wien er gendermainstreaming et systematisk element i den offentlige licitation. Alle boligprojekter bliver målt og vejet i forhold til 24 ‘kønsfølsomme’ principper, som for eksempel overskueligt naboskab med max. 30 boliger pr. blok, udsyn og råbekontakt ved indgangen til hver opgang eller naturlig belysning i køkkener og attraktive legerum.

– Alle byggerier kan – og skal ikke nødvendigvis leve op til alle kriterier. Men alle kriterier skal med i overvejelserne og kun tilsidesættes, hvis det absolut ikke er praktisk muligt at gøre det anderledes, fortæller Elisabeth Irschik.

De 24 kriterier udspringer af det allerede omtalte boligprojekt,Frauen-Werk-Stadt, der er et boligbyggeri med 359 lejligheder, som blev bygget på Karminweg i den nordøstlige del af Wien i 1998.

Set udefra skiller byggeriet sig ikke synligt ud fra andet nyere storbybyggeri : Forholdsvis lavt byggeri i tre etager, der lukker sig om en aflang, indre gård med grønne plæner, kendetegner projektet. Intet fantasifuldt spræl, ingen pangfarver og skæve vinkler. Dette er ikke et nyt Hundertwasserhus eller en kunstners drømmehus, men seriøst boligbyggeri.

Børnehave og lægekonsultation er integreret i byggeriet. Det samme er et fælles legerum til børn, toiletter i forbindelse med udenomsarealerne, gør-det-selv-værksteder og møde- eller festlokaler. Fælles vaskerum er ikke henlagt til en mørk kælder, men er indbydende og venlige og i tilknytning til legerum og udearealer, så børnene kan lege, mens man ordner vasken.

Byggeriet er i det hele taget tænkt som en invitation til fællesskab og gensidig hjælp mellem beboerne. Og så er lejlighederne indrettet, så skillevægge kan fjernes eller sættes op, efterhånden som familiens behov ændrer sig.

Arkitekturen gør op med et hierarkisk familiemønster

– Alle rum er lige store. Der er ikke noget hierarki mellem børneværelset og far og mors soveværelse, for det fastlåser familien i et bestemt familiemønster. Børnene vokser op og har måske brug for mere plads, eller man arbejder hjemme og har brug for et arbejdsrum. Alt det skal den enkelte bolig tage hensyn til, understreger arkitekten Elsa Prochazka. 

– Et andet vigtigt element er, at byggeriet lægger op til kontakt og fællesskab mellem beboerne. Og så skal man føle sig tryg. Underjordiske garager er typisk et sted, kvinder føler sig utrygge. Vi kunne af praktiske grunde ikke undgå det, men vi sørgede for, at der alligevel kom dagslys ind, fortæller Elsa Prochazka.

I dag er hun formand for Wiens licitationsudvalg og er ansvarlig for, at der ved opførelsen af alle nye, offentligt støttede boligbyggerier i byen tages højde for kønskriterierne. Et snævert, upraktisk cykelrum med dårlig plads til barnevogne eller et lille køkken uden udsyn til legepladser og udenomsområder, som isolerer den, der laver mad, fra resten af familien, bliver ikke accepteret af arkitekten Elsa Prochazka.

– Boligbyggeriet er noget af det, som på en afgørende måde strukturerer bybilledet. I Wien er 60 procent af boligbyggeriet offentlig støttede boliger, som alle skal igennem kønskriterierne. Det placerer gendermainstreaming centralt og meget synligt i byplanlægningen, mener hun.

I alt lever 70.000 boliger i dag op til kønskriterierne. Et Frauen-Werk-Stad II blev bygget færdigt i 2004, og et privat, feministisk boligprojekt, RO*SA, er på tegnebrættet.

Kvinders trafikale behov og sikkerhed prioriteres

Det gælder især i forhold til trafikplanlægningen. Her er Mariahilf-kvarteret, et boligkvarter med 30.000 indbyggere tre metrostop fra den centrale Stephansplatz, blevet udset til at gennemføre et pilotprojekt om gendermainstreaming.

– Undersøgelser viser, at der er klare kønsforskelle i trafikvanerne, påpeger byplanlægger Elisabeth Irschik fra Leitstelle Alltags- und Frauengerechtes Planen und Bauen.

60 procent af kvinderne bevæger sig rundt i området til fods mod 40 procent af mændene. Der er også flere kvinder end mænd, der benytter de offentlige transportmidler, hvorimod mændene er i flertal på cyklerne og bag rattet.

– Kvinder bevæger sig ofte rundt i kvarteret, fordi de skal købe ind, hente børn i en daginstitution eller følge dem til sportsaktiviteter. Det kan man tage hensyn til, for eksempel ved at sikre, at det er let at komme frem og tilbage, til fods eller med offentlige transportmidler, mellem forskellige vigtige steder som skoler, børnehaver, biblioteker og indkøbscentre. Der skal være farbare genveje gennem kvarteret, så man slipper for at gå en stor omvej med et træt barn og store indkøbsposer, påpeger Elisabeth Irschick.

Et andet fikspunkt er følelsen af sikkerhed. Her fokuserer man på at undgå mørke stræder og krinkelkroge, hvor piger og kvinder – eller mænd for den sags skyld – kan være bange for at gå. Det har man imødegået ved at sætte spejle og ekstra belysning op og undgå, at for eksempel trækronerne dækker for lyset fra gadelygterne.

Det er koncepter, som er blevet anvendt i rehabiliteringen af Donaueschlingenstrasse i Birgittenau-kvarteret. Her er kvinder, unge og andre befolkningsgrupper blevet taget med på råd for at gøre den lange vej langs Donaufloden både trafiksikker og familievenlig.

– Det handler om, at alle friarealer og det offentlige rum i det hele taget skal kunne benyttes af alle, uanset køn, alder eller førlighed, siger Elisabeth Irschik.

Boldbanen er nu også for piger

Hvis Elisabeth Irschik skal pege på et område, hvor princippet om, at alle skal kunne indtage det offentlige rum, bliver det parkerne. Her har bystyret i Wien taget hensyn til undersøgelser, der viser, at piger og drenge har forskellige aktivitetstyper.

Traditionelt er østrigske parker udstyret med en boldbane omgivet af et højt hegn med en låge. Og boldpladsen er systematisk drengenes territorium. Det betyder, at 70 procent af pigerne går ud fra, at det slet ikke kan betale sig at forsøge at komme til at spille med på boldbanen.

I Wiens Einsiedlerpark er boldpladsen derfor blevet redesignet, så der kan spilles flere spil på én gang, og siddepladserne er organiseret sådan, at man kan begynde med at se på og efterfølgende blive trukket med i spillet. Og lågen, som drengene vogtede som en grænsepost, er væk.

I andre parker, som Sankt-Johann Park, tager landskabsarkitekterne hensyn til pigernes behov for at føle sig i sikkerhed takket være et godt overblik over hele parken, samtidig med at rummet alligevel er opdelt, så der skabes ugenerte hyggekroge til venindesnak.

Men her løber kønsfølsomheden af sporet, mener landskabs- og trakfikplanlægger i Wien, Bente Knoll. Hun underviser på universitet i Wien og er medindehaver af tegnestuen KnollSzalai, der har specialiseret sig i feministisk- og genderplanlægning inden for regional-, by-, landskabs- og rumplanlægning, og hun er forfatter til bogen Genderplanning om trafik- og mobilitetsplanlægning med et kønsperspektiv. Og Bente Knoll advarer mod, at kønsplanlægning kan cementere traditionelle adfærdsmønstre i stedet for at ændre dem.

– Hvis man nøjes med at sige, at piger vil sidde og snakke eller løbe på rulleskøjter og så giver dem mulighed for det, så fastholder man både piger og drenge i deres kønsrollemønstre fremfor at ændre dem. Det samme sker, hvis man forveksler gendermainstreaming og byplanlægning med en byplanlægning, som fokuserer på familier eller mødre, og fx kun tænker i bredere fortove til barnevogne, påpeger Bente Knoll.

Wien en øjenåbner for København

Trods den rejste kritik er Wiens byplanlægning ved at vække interesse hos udenlandske byplanlæggere og eksperter, som arbejder med ligestilling. Også i Danmark.

– Det er superspændende. Wien virker som en øjenåbner, kommer det spontant fra ligestillingskonsulent i Københavns Kommune, Sarah Højgaard Cawood, som er overbevist om, at indretningen af det offentlige rum påvirker vores adfærd og dermed har en potentiel ligestillingsdimension.

– Vi ved jo, hvordan ghettobyggerier producerer mere hærværk, hvilket bekræfter, at byrummet påvirker, hvem vi er. Der er også lavet undersøgelser af, hvad det betyder for drenge og pigers adfærd i fritidshjemmet, at det er drengenes billiardbord, der står midt i lokalet, mens pigernes aktiviteter finder sted i periferien. Hele spørgsmålet om, hvem der får plads til, hvad der er med til at strukturere adfærden i det offentlige rum, er central.

– Risikoen er selvfølgelig, at man kommer til at operere med kønsstereotyper, og i Wien er det tydeligt, at der er tænkt meget på moderskab og husarbejde som kvindeopgaver. Men omvendt : Hvis traditionel byplanlægning gennemføres af mænd på baggrund af mænds behov, så er der opbrud og fornyelse at hente i at medtænke en kønsdimension. Det er da fx påfaldende, at vaskemaskinerne typisk er placeret i en mørk kælder, som man kommer til ad stejle trapper, understreger Sarah Højgaard Cawood.

Kirsten Simonsen, professor i kulturgeografi på Roskilde Universitetscenter, peger på, at erfaringerne fra Wien ligger tæt op ad de tanker, som i 80’erne blev udviklet af forskningsprojektetNya Värdagslivet under Nordisk Ministerråd. Et projekt, som aldrig er nået ud over rapportstadiet.

– Men det er stadig relevant at have kønsperspektivet med i byplanlægning for eksempel i boligbyggeriet og i trafikken. Det er stadig kvinderne, der tager bussen. I sig selv skaber de fysiske rammer naturligvis ikke ligestilling. Men de fysiske rammer påvirker den sociale adfærd ved at gøre det nemmere eller vanskeligere at handle på en bestemt måde. Gør man for eksempel boligerne mere fleksible, skaber man rummelighed til at løse familiens problemer på en ny måde. Ganske vist er der sket meget i byggeriet, som idag er tæt og lavt og organiseret på en anden måde end de traditionelle boligblokke. Men vi er på et lavpunkt mht. kønsdimensionen, som burde være større i den offentlige planlægning, mener Kirsten Simonsen.

Mænd i København skal op på cyklerne

FORUM spørger om man kan forestille sig, at Københavns Kommune i fremtiden vil tænke kvindernes behov ind i byplanlægningen ?

– Nej, det kan jeg ikke forestille mig, siger Sarah Højgaard Cawood, og fortsætter:

 – I Danmark er vores ligestillingsforståelse vokset fra at tale om specifikke kvindelige behov. Og man kan også sige, at kvinder og mænd kun er to af mange kategorier, man kan operere med. Kvinder tilhører forskellige aldersgrupper og forskellige sociale lag. Kønnet er ikke det eneste parameter, man kan se på, når man vil målrette byplanlægningen og skabe livskvalitet. Men i øjeblikket sidder vores Center for Natur og Park og vurderer deres politiske indstillinger i forhold til køn. Her kan man godt forestille sig, at de får øje på, at der er visse dele af parkerne pigerne og kvinderne ikke har samme adgang til som drengene og mændene, og at de forsøger at rette op på de skævheder. Men så formulerer de det ikke som særlige kvindelige parker, men som parker, der kommer alle borgere til gode uanset køn.

– For kvinder og mænd har forskellige adfærdsmønstre. I København vil vi formentlig i trafikplanlægningen komme til at arbejde med initiativer, der sigter på at få mændene ud af bilerne og op på cyklen eller ind i de offentlige transportmidler, siger ligestillingskonsulenten.

For den østrigste byplanlægningsspecialist, Bente Knoll, handler gender mainstreaming i byplanlægningen heller ikke om at tænke i specifikke kvindebehov:

– Kønsfølsom planlægning handler om at tage hensyn til, at livsmønstrene ændrer sig og fortsat vil ændre sig i de næste 20 år. Færre kernefamilier, flere ældre, flere enlige og enlige forsørgere og flere sammenbragte familier. Og så handler det om at få flere kvinder med i planlægningsprocesserne og i det hele taget overveje mere præcist, hvem man planlægger for, understreger Bente Knoll.