Fredag den 11. februar 2011 gik Mozn Hassan rundt i det centrale Kairo; i området mellem den centrale Tahrir-plads og det egyptiske parlament et par gader væk. Hun gik sammen med en gruppe medaktivister fra kvinderettighedsorganisationen Nazra, hvor hun er direktør. Gruppen var i gang med at indsamle vidnesbyrd og øjenvidneberetninger til den voldelige behandling af demonstranter under den 18 dage lange revolution. Det var på det tidspunkt, de hørte nyheden om, at landets præsident gennem 31 år, Hosni Mubarak, var trådt tilbage.  
Mozn Hassan har ikke andre ord for sine følelser på det tidspunkt, end at øjeblikket var historisk. Og måske er det også den mest præcise beskrivelse, et menneske kan give.
Tre dage efter Mubaraks tilbagetræden har Mozn Hassan, trods glædesrusen, nu mere travlt end under demonstrationerne, for hun er overhovedet ikke i tvivl om det endegyldige mål:
’Vi går efter reelt demokrati og ligestilling ’, som hun slår fast.

Man må først og fremmest bide sig fast


Første gang WoMenDialogue har været i kontakt med Mozn Hassan, er dagen før Mubaraks tilbagetræden, hvor hun fremlagde perspektiverne for den egyptiske kvindebevægelse i tiden efter præsidentens fald. 
Her er det svært for Mozn Hassan at liste konkrete krav og ønsker op for kvinder og ligestilling i det fremtidige Egypten. Derimod er det en uhyre vigtig opgave at holde fast i kvindeorganisationernes ret til at være med til at præge udviklingen og dannelsen af den nye stat og det nye styre. 
’Det er for tidligt at tale om navngivne emner – kvinderne skal først og fremmest bevare deres plads i det politiske miljø, og så skal rettighedsgrupperne sætte sig ned og nærlæse lovene og komme med deres forslag til lovændringer, der tilgodeser kvinder,’ siger Mozn Hassan.
“Det handler ikke om tal. Spørger du mig og mine ligesindede gør det os ikke specielt lykkelige at have 64 kvinder siddende i parlamentet, efter som de på ingen måder bredt repræsenterer egyptiske kvinder(…)”
Helt generelt mener hun, at det retslige system ikke anerkender kvinders rettigheder. Det gælder navnlig forfatningen, men også straffeloven og loven om arbejdsret, der forskelsbehandler kvinder; en diskussion, der har stået i skyggen under den generelle debat, som  især har fokuseret på kvoter for parlamentsmedlemmer.
’Det handler ikke om tal. Spørger du mig og mine ligesindede gør det os ikke specielt lykkelige at have 64 kvinder siddende i parlamentet, efter som de på ingen måder bredt repræsenterer egyptiske kvinder, og som ikke aktivt kæmper for kvinders rettigheder. Hvis det kom dertil, ville jeg faktisk hellere have en mandlig politiker siddende på en post, hvis han arbejdede effektivt for at fremme kvindernes stilling generelt i samfundet ‘, lyder det.

Køn i sig selv skaber ikke forandring

Mozn Hassan betegner sig selv som en del af den ’nye feministbølge’ i Egypten. Og disse kvinder har nok set kvindelige professorer, ministre og direktører i årtier, men de har også set, at det ikke er nok at have sit køn alene med på en toppost, hvis man vil skabe forandring.
’Igen, jeg er ikke interesseret i at se, hvor mange kvinder, der kan sidde på diverse poster rundt omkring – jeg er interesseret i at se, hvor mange aktive kvinder, der beklæder disse poster‘, siger hun.
Og de nye feminister får for alvor travlt i den næste tid, hvis det står til Mozn Hassan. Hun slår til lyd for, at man ’meget snart begynder at cirkulere en fælles erklæring, hvori man nævner en række punkter, som skal stå øverst på den kønspolitiske dagsorden i de næste fem år. Og selvom Mozn Hassan altså ikke på stående fod kan komme nærmere ind på listens konkrete indhold, ved hun godt, hvem den skal spredes til:
’I princippet alle, men naturligvis de kvinder, som siden 2005 har været engagerede som ungdomsaktivister, og som nu er politisk engagerede. De skal sætte køn på dagsordenen!’

Forfatningskampen

Nu, en måned efter at Mubarak er trådt tilbage, er aktivisterne allerede godt på vej ind i deres første slag omkring udformning af lovtekster: Den egyptiske forfatning er under bearbejdning, og en koalition på over 100 egyptiske rettighedsorganisationer har allerede sendt en protesterklæring ud mod den foreslåede, nye forfatning. 
Den kan nemlig læses sådan, at ’den egyptiske præsident ikke kan være gift med en ikke-egyptisk kvinde’ – forstået på den måde, at en sproglig spidsfindighed i det arabiske sprog gør, at ingen ord er kønsneutrale – og i udkastet til forfatningen er det således specificeret, at præsidentens ægtefælle er af hunkøn. 
“(…)eftersom Egypten ikke tillader ægteskab mellem to personer af samme køn, er der næppe tale om et pludseligt opstået seksuelt frisind(…)”
Det udelukker naturligvis kun heteroseksuelle kvindelige præsidentkandidater, men eftersom Egypten ikke tillader ægteskab mellem to personer af samme køn, er der næppe tale om et pludseligt opstået seksuelt frisind blandt forfatterne bag udkastet til den nye lov, fastslår Mozn Hassan. Konstitutionens nye udkast er udfærdiget af en komité, som De Væbnede Styrkers Øverste Råd har udpeget, som tidligere er blevet kritiseret for at mangle kvindelige repræsentanter, og det vil blive sendt til folkeafstemning den 19. marts.  

Kursskifte for en supertanker 

Udfordringen består helt overordnet i at få et stiftet og etableret et system til at tænke ud af boksen, der formår at samle rettighedsaktivisternes forskellige interesser i et fælles, vedtaget program, understreger Mozn Hassan.
’Jeg tror faktisk ikke, at kvinder har flere udfordringer end alle andre, der ønsker forandringer – for nu er vores dagsorden fælles‘, fortæller hun.
Mozn Hassan mener samtidig, at det er vigtigt at dokumentere den massive, kvindelige deltagelse under hele revolutionen. Kvinder har ikke blot deltaget, men fungeret som ledere, igangsættere og fornyere, understreger hun. 
“Jeg tror faktisk ikke, at kvinder har flere udfordringer end alle andre, der ønsker forandringer – for nu er vores dagsorden fælles”
’Folk har under denne revolution set, at man kan skabe forandring med nye redskaber. Det har været muligt for kvinder at engagere sig i demonstrationer, at bruge nye medier, at bruge humor og lave jokes, at danse i gaderne… Vi har danset i gaderne i 17 dage, og ingen har sagt til os, at kvinder ikke bør danse offentligt’, fortæller hun ivrigt.

Aktivister med erfaring og global støtte 

Ifølge Mozn Hassan er en af forklaringerne på, at kvinderne er trådt i karakter netop nu, at Egypten for første gang har haft kvinder med erfaring fra politisk ungdomsaktivisme op gennem ’nullerne.’ Disse kvinder har dels opmuntret andre kvinder til at deltage, og dels selv sat køn, ligestilling og kvinderettigheder frem som et separat politikområde. 
Det er nærliggende at spørge, om globaliseringen på nogen måde har haft indflydelse på den politiske ungdomsaktivismes opståen og udbredelse. Og det mener Mozn Hassan bestemt, at den har: 
’Den solidaritet, vi har fået fra andre kvindebevægelser rundt om i verden, gør os stærkere. Vi har dagligt dialoger med kolleger og venner i Iran og udveksler erfaringer med dem angående kvinders roller under revolutioner‘, fortæller hun.

Islamisme – en international besættelse

Hvad er risikoen for, at det går den forkerte vej? Er det muligt, at der sker tilbageskridt for kvinderettigheder og ligestilling, hvis nu konservative islamiske grupper, som nogle steder nyder stor folkelig opbakning, kommer helt eller delvist til magten? Det er spørgsmål, som især vestlige bekymrede har stillet, når de i de sidste måneder har set regimer styrte i kølvandet på revolutioner, der er opstået og næret af folkelig utilfredshed med langvarig undertrykkelse.  

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Til det har Mozn Hassan til gengæld et temmelig klart svar:
’Det er en international besættelse, at Det Muslimske Broderskab (konservativ, islamisk bevægelse, hvis mål er etablering af den islamiske stat baseret på islamisk sharialov, red.) har en lederrolle i demonstrationerne. Det Muslimske Broderskab har hele tiden været – og er også i disse dage – en del af det politiske landskab i Egypten. De tager del i demonstrationerne og i revolutionen, og det benægter ingen. Men som vi også har sagt i årevis – Det Muslimske Broderskab leder ikke Egypten. For første gang i historien sidder kvinderne ved siden af mændene og ikke bag ved dem, når der er bøn. Vi sover i gaderne, og ingen peger fingre af det eller virker overraskede over det. Og for første gang bliver Det Muslimske Broderskab nødt til at indse, at de må tale og deale med sekulære, liberale kvinder, og det er faktisk noget nyt‘, siger Mozn Hassan. 
“Det er en international besættelse, at Det Muslimske Broderskab har en lederrolle i demonstrationerne.”
Hun tager selv emnet ’tilsløring’ op i samme åndedrag, da hun er klar over, at det er et emne, der konstant og kontinuerligt afføder debat på den internationale scene. 
’Det er rigtigt, at de fleste muslimske kvinder i Egypten bærer slør. Men det er et kulturelt fænomen, ikke et religiøst. Verden har i årevis stemplet disse kvinder som ulykkelige og undertrykte, men som sekulær feminist er jeg glad for at se disse kvinder, som også sover i gaderne og hjælper, hvor der er behov for det. Jeg synes, det fremmer vores sag’, slutter Mozn Hassan.