FN’s udviklingsmål frem mod 2030 bliver det helt centrale fokus på det årlige møde i FN’s kvindekommisssion, CSW (Commission on the Status of Women). Mødet åbner i dag i FN’s hovedkvarter i New York og løber frem til den 24. marts og for 60. gang samler det ikke bare regeringsrepræsentanter fra FN’s medlemslande, men også en lang række kvindeorganisationer fra hele verden. 
2030-målene for bæredygtig udvikling, som blev vedtaget sidste år, har ikke bare kvinders og pigers ligestilling som et af målene. Ligestilling og kvinders empowerment er også anerkendt som et tværgående centralt middel i opnåelsen af alle 17 udviklingsmål.
Fokuset på kvinders rolle i udviklingsmålene begyndte allerede på kvindernes internationale kampdag 8. marts, både med møder i FN og meget synligt i byen, hvor CSW’s logo blev projiceret på den ikoniske Flatiron-bygning, som var New Yorks første skyskraber.
Mødet i kvindekommissionen vil dels forhandle sig frem til en sluterklæring om status for ligestillingen for verdens kvinder og så vil det formulere anbefalinger til FN’s økonomiske og sociale råd ECOSOC om kvinders rettigheder, og hvor der kræves øjeblikkelig opmærksomhed. Ud over og i sammenhæng med 2030-målene, så vil temaer som vold mod kvinder, klimaforandringer og migration være i fokus. 

Minister, politikere og organisationer med 

Danmarks delegation ledes af ligestillingsminister Ellen Trane Nørby og består foruden af embedsmænd fra Udenrigsministeriet og Ligestillingsafdelningen også af en række folketingspolitikere fra udenrigsudvalget og ligestillingsudvalget samt repræsentanter fra civilsamfundet. Fra KVINFO deltager Katarina Blomqvist fra international afdeling sammen med repræsentanter fra blandt andre Folkekirkens Nødhjælp, Kvindernes U-landsudvalg, Dansk Kvindesamfund, Kvinderådet, Sex og Samfund, IMS, Institut for Menneskerettigheder, Soroptimisterne og Danner.
Også en række af KVINFOs partnere fra Mellemøsten og Nordafrika er til stede. Det gælder blandt andet CRTD.A (Collective for Reseach & Training on Development – Action) fra Libanon, der arbejder med social retfærdighed, ABAAD, også fra Libanon, der arbejder med bekæmpelse af vold mod kvinder, og de egyptiske kvindeorganisationer, Nazra for feminist studies, Center for Egyptian Women’s Legal Assistance (CEWLA), Women and Memory Forum og New Women Foundation.
Ved siden af og udenfor det officielle program i FN-hovedkvarteret arrangerer NGO’er fra hele verden et væld af parallelle events hvor de prøver at gøre opmærksom på deres dagsorden. CSW NGO-forum tyvstartede allerede i går med den såkaldte NGO CSW consultation day.
”Nu handler det om implementering, implementering, implementering. Verdensmålene ligger der, ambitionsniveauet er sat, og der kan kun lægges til – ikke trækkes fra,” sagde UN Womens leder Phumizile Mlambo-Ngcuka i sin tale på NGO-dagen.
Billede fra UN Women.