Efter flere års kritik af manglen på kvindelig repræsentation i Cannes Filmfestivalens konkurrenceprogram, står dette års guldpalmevinder, Adèle, som en autentisk tour de force i umanieret kvindelig seksualitet og kønsidentitet; en lesbisk coming-of-age-fortælling, unik i sin rå sanselighed og kompromisløse afsøgen af det homoseksuelle kvindeunivers.
Og selvom Adèle er instrueret af en mand, fransk-tunesiske Abdellatif Kechiche, var juryen i Cannes klog nok til for første gang at dele prisen mellem instruktøren og de to kvindelige hovedrolleindehavere, Lea Seydoux og Adèle Exarchopoulos, for de to kvinder er filmen. Med kød og blod, hud, hår og kønslæber.
Adèle, der er bygget over franske Julie Marohs lesbiske tegneserie, følger den unge Adèle i en årrække, fra hun er en sitrende ung gymnasiepige, og til hun flere år senere går videre ud i livet med lidt mere poleret kant og en hel del mere bagage.

Bambi på socialiseringsprocessens glatis

At man ikke fødes som sit køn, men bliver det i en kulturelt skarpt tilrettet proces, er en klar præmis i filmens første, unge del. Den ofte slumrende Adèle vågner på mange måder op til sin seksualitet og kvindelighed, men det er ikke en proces, der er hendes alene.
Pigerne i gymnasiet i arbejderforstaden til Lille taler sjældent om andet end, hvor mange drenge de har knaldet, og hvilken plads de drenge har i det sociale hierarki. Den lidt kluntede og uglede Adèle føler sig tydeligvis udenfor samtalerne, selvom hun gør sit bedste for at hægte sig på. Hun vakler konstant mellem sin plads i pigernes inderkreds og sin egen manglende erfaringsramme; en bambi på socialiseringsprocessens glatis.
Hun ved godt, at der er noget, hun bør leve op til, men samtidig er hun optaget af at finde sig selv. Med andre ord er hun en ret almindelig teenagepige, og 19-årige Adèle Exarchopoulos, der spiller filmens Adèle, rammer kombinationen af goofy skrøbelighed og påtaget selvsikkerhed så rent, at det næsten gør ondt i maven af genkendelse.
At socialiseringsprocessen handler om magt, både pigernes indbyrdes magt såvel om kulturens heteronormative krav, bliver håndgribeligt, da den lidt ældre Thomas begynder at flirte med Adèle.
Hans interesse vækker tydeligvis ingen genklang i Adèle, men hun presses af de andre piger til i det mindste at fake en form for interesse.
Det er jo sådan, det skal være, og Adèles forsøg på at leve op til normen bliver et studie i heteronormativ adfærd. Hun spiller sig famlende gennem alle datinglivets ritualer. De to har absolut intet til fælles, men Adèle går pligtskyldigt på date med Thomas, griner ad hans vittigheder, holder ham i hånden og har kikset teenagesex.
På vej til et af deres møder sker der dog noget skelsættende. Idet Adèle krydser gaden (symbolikken er til at få øje på) udveksler hun et langt blik med den neonblåhårede Emma, der går tæt omslynget med sin pigekæreste. Noget rykker sig i Adèle, og fra da af er det Emma, der befolker hendes natlige fantasier.

Ingen problemfilm

Adèle er hverken en problem- eller en programfilm, og heldigvis for det. Kechiche er hverken ude på at problematisere Adèles seksualitet eller opstille en opskrift for, hvordan man springer ud som teenager. Tværtimod er den et indfølt pigeportræt, der giver sig tid til at få nuancerne med i skildringen af overgangen fra pige til kvinde.
Adèles oplevelse med Thomas er heller ikke hverken forfærdelig eller skildret som et overgreb, som den måske kunne være blevet i et mere sort/hvidt univers. Den er blot et skridt på vejen i teenagelivet, hvor man så ofte træder ved siden af.
Kun da gymnasieveninderne får mistanke om Adèles seksualitet, selvom hun endnu ikke selv har sat navn på den, falder heteronormativitetens straf kortvarigt. Men hårdt: Hun har forrådt sit køn, og hun bliver outet og ydmyget offentligt i skolegården.
Da Adèle ved et tilfælde (som selvfølgelig overhovedet ikke er noget tilfælde) går ind på en lesbisk bar en aften, og møder Emma med det neonblå hår igen, er der ikke længere nogen vej tilbage. Hun går lige lukt ind i den store, identitetstransformerende forelskelse, som kun den første kærlighed kan være det.
De to opsluges af lidenskab for hinanden, og med passionen forsøger de at krabbe sig henover alle de åbenlyse forskelle, der er imellem dem. For de er et mis-match. Emma er ældre, hun er bevidst om sin seksualitet, hun er rundet af den politisk bevidste og frigjorte øvre boheme-middelklasse, og hun er i gang med en kunstnerisk karriere. Adèle er et ubeskrevet blad, hun kommer fra en typisk fransk arbejderklassefamilie uden fine fornemmelser, og hendes største og eneste ambition er at blive folkeskolelærer for de små klassetrin. Et livsmål Emma rynker på næsen ad.
Hos Emmas forældre får de østers og champagne i det rustikke samtalekøkken; hjemme hos Adèle serverer faren sin legendariske spaghetti med tomatsovs, mens fjernsynet kører, og der ikke mæles et ord om, at Emma er andet end Adèles lektiehjælper.
På mange måder er Adèle ikke bare en film om køn, men også om klasse. Adèle søger den stabilitet, som et fast arbejde giver, mens Emma luksuriøst jagter selvrealiseringen.
Gang på gang er Adèle som en kluntet hund i et spil kegler i Emmas inderkreds af hippe kunstnervenner, men hun holder stædigt ved, for mødet med Emma har transformeret hende, har åbnet hende op for dybder i sig selv, hun ikke vidste fandtes, og uden Emma er hun bange for, at alt det skal forsvinde igen.

Eksplicit sex

Da Adèle havde premiere i Cannes, var een ting på alles læber: sexscenerne. Og de er lange. Den ene varer efter sigende over 10 minutter (jeg tog ikke selv tid). Og de er eksplicitte. Så eksplicitte, at man skal over i pornoindustrien for at finde noget, der ligner.
Alligevel er de blottet for et porno-voyeuristisk hvordan-mon-to-lesbiske-kvinder-har-sex-blik. Ej heller er de gjort blide og indfølte, blot fordi det er pigesex.
De er rå, fordi kærligheden mellem de to kvinder er rå. Den æder dem op. Det er her, de mødes og rammer hinanden. Det er sex som transformativt potentiale. Det er med andre ord sex mellem to mennesker, der er vilde med hinanden og ikke kan få nok.
Efter al den teoretiserende snak i Sex and the City, og de forskellige soft-tonede forsøg på at lave ‘kvindeporno’, er der noget befriende ved at se to kvinder tage deres begær i egne hænder og udleve det. Lige på og hårdt. Adèle er den kvindelige seksualitet demystified.

Patriarkatets forblommede myter

Da Emma holder fest, kaster en af hendes overklasse-bohemevenner sig ud i en længere diskurs om kvindens mystiske seksualitet. Emma holder tand for tunge, for vennen er en indflydelsesrig galleriejer, som hun gerne vil udstille hos. Alligevel siger hendes blik alt: Det er en forblommet patriarkalsk myte. Kvindens seksualitet kan være præcis så direkte, krævende, ublu og fysisk som mandens.
Det er en af filmens stærkeste pointer, at den kvindelige seksualitet får lov til at udspille sig på sine egne præmisser. Den anden er, at de to kvinder ikke reduceres til kun deres seksualitet. Adèle er først og fremmest en kærlighedshistorie om to mennesker, der forsøger at række ud mod hinanden på tværs af et skel, der måske er for stort. En følelsesfortælling om at finde og miste sig selv og om at være bange for begge dele. Om forelskelse og tab.

Mainstream homokærlighed

Det er svært ikke at tænke på Ang Lees Brokeback Mountain fra 2005, filmen om to cowboys kærlighed til hinanden, der gjorde homokærlighed mainstream. Men Adèle er langt mere formeksperimenterende end den stjernespækkede Brokeback Mountain (Jake Gyllenhaal, Heath Ledger, Michelle Williams, Anne Hathaway), hvor især længden og den flydende fortællestil, der ikke gør meget for at markere tid og sted for sit publikum, gør den sværere tilgængelig.
Men kunne Adèle alligevel gå hen og blive en lesbisk Brokeback Mountain for artfilm-publikummet? Måske.
Og så alligevel ikke. For det kontrovers, der fulgte i kølvandet på premieren, satte på mange måder spørgsmålstegn ved Abdellatif Kechiches egentlige intentioner.

Adèle styret af et mandligt blik?

En film om to kvinders kærlighed og eksplicitte sexliv, der er instrueret af en mand, vil altid rejse spørgsmålet om, hvorvidt kvindekroppen endnu engang blot stereotypt er fastholdt af et mandligt begærsblik.
Og Abdellatif Kechiche ved det, og giver bevidst plads til spørgsmålet i filmen, da han lader den opblæste galleriejer mystificere og fremmedgøre den kvindelige seksualitet. Samtidig forsøger filmen at etablere et alternativt rum for netop det kvindelige begær – både i Emmas kunst, der drejer sig om den nøgne kvindekrop i nye fordrejninger, og i spillet mellem de to kvinder, der aldrig mister hverken nærvær eller nerve i den næsten tre timer lange film.
Kort efter premieren gik de to hovedrolleindehavere dog ud og satte spørgsmålstegn ved autenciteten af netop dette rum. I et interview med The Daily Beast beskrev de, hvordan de skånselsløse forhold under indspilningerne havde føltes som overgreb. Kechiche havde været en kontrolfreak og tyran, han havde krævet alt af dem og havde kontrolleret processen ned til mindste detalje. Især sexscenerne havde været udmattende og grænseoverskridende. En kritik, der er umulig at se bort fra i anmeldelsen af Adèle.
Efterfølgende truede Kechiche med at trække filmen fra distribution. Den var blevet besmittet og nedgjort. Heldigvis gjorde han ikke alvor af sine trusler, for ligegyldigt, hvordan man stiller sig i forhold til den efterfølgende kontrovers, er Adèle et komplekst og ambitiøst dyk ned i kvindelivet, der bør ses af alle, der enten er, har været eller bare kender en, der er blevet kvinde.

http://www.youtube.com/watch?v=DBfO_Sn5epc