Strategisk Forskningsudvalg på Biologisk Institut og fakultetet KU Science satte i slutningen af 2014 fokus på, at flere mænd end kvinder fortsætter karrieren på universitetet under titlen ‘Ligestilling i naturvidenskaben – status og løsninger’.
På mødet fortalte professor Nancy Hopkins fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) i Boston, hvordan MIT – et af USA’s førende universiteter – har knækket kurven, så der nu er blevet ansat flere kvinder.
Det er sket ved hjælp af ligestillingskomiteer på hvert institut, som refererer direkte til ledelserne, og der er også etableret en central ligestillingskomité lige under universitetets præsident. Komiteerne fører år for år statistik over og opsyn med, hvordan ligestillingen udvikler sig. De kommer med anbefalinger til ledelserne og gør indsigelse, hvis kvinder og mænd ikke har lige vilkår, eller kvinder ikke tilgodeses tilstrækkeligt ved ansættelser.
Men trods klare mål om flere kvinder og komiteernes arbejde, sker udviklingen ikke automatisk. Forandring kræver konsekvent ledelsesopbakning, sagde Nancy Hopkins.
“Så snart der ikke er opmærksomhed fra ledelsen, flader kurven ud,” konstaterede hun og fremviste en oversigt over antallet af kvindelige ansatte inden for naturvidenskab på MIT over en periode på 50 år. Hver gang kurven stiger stejlt, skyldes det en leder, der vil ligestilling. Hver gang kurven flader ud, er der en leder uden samme vilje.

Stadig ‘ubevidst bias’ til fordel for mænd

Selv om kvinderne i dag kun udgør ca. en femtedel af den videnskabelige stab på School of Science på MIT, er der sket store gennembrud for ligestillingen, siden komiteerne blev etableret i 90’erne, mente Nancy Hopkins.
MIT’s ledelse er bevidst gået efter at ansætte kvindelige institutledere, dekaner og laboratoriechefer, og MIT har også haft en kvindelig præsident. Uligheden i tildeling af ressourcer og belønninger er væk takket være det fokus, der er opstået gennem de vedholdende og gentagne undersøgelser gennemført af ligestillingskomiteerne. Følelsen af uretfærdighed er også væk, og i år blev MIT udpeget som et universitet, hvor kvinder og mænd får lige løn.
At der stadig er for få kvinder skyldes i et vist omfang et underskud de steder, der rekrutteres fra. Desuden er der familiære barrierer for kvinder med børn, og endelig findes der nu som før en stor, usynlig barriere for ligestilling: ‘Den ubevidste bias’: Både kvinder og mænd tror spontant, at mænd er dygtigere end kvinder.

Danmark kan lære af MIT

“Den ubevidste bias består desværre stadig og udelukker kvinder fra vigtige aktiviteter. For to år siden viste en videnskabelig artikel fra Yale University, at både kvindelige og mandlige professorer og lektorer på amerikanske universiteter stadig foretrækker at ansætte John frem for Jenifer, og de vil betale John en højere løn, selv om CV’erne er identiske. Det fortæller os ikke kun, at en kvinde endnu i dag er nødt til at være dygtigere for at blive vurderet lige med en mand. Det fortæller også, at udviklingen vil gå baglæns, hvis vi holder op med at lægge data for ligestilling frem og holder op med at korrigere for bias under ansættelser,” konkluderede Nancy Hopkins.
Danske universiteter kan med fordel tage MIT’s systematiske metode til sig, lød det på mødet fra indflydelsesrige personer i dansk forskning, bl.a. dekan på KU Science John Renner Hansen og institutleder Maja Horst, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.
Også formanden for Det Frie Forskningsråd Peter Munk Christiansen ville hilse en styrket indsats for flere kvindelige lektorer og professorer på universiteterne velkommen. Det er nødvendigt, hvis kvinder i fremtiden skal tildeles en større andel af forskningsmidlerne, sagde han. I dag får mænd hovedparten, og mænd har større succesrate end kvinder.

Den danske situation

Situationen i USA er sammenlignelig med den danske, påpeger ph.d.-studerende Mathias Wullum Nielsen fra Dansk Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet. Også i Danmark er der brug for ledelsesfokus på danske universiteter, hvis kvinder skal fylde mere. Tidens gang løser ikke problemet.
“På universiteterne har man sagt: ‘Hvis vi bare venter, så løser det sig?’ Bare det var sådan…,” sagde han.
Mathias Wullum Nielsen har undersøgt, hvilken effekt tidens gang har haft på fordelingen af kvinder og mænd på forskellige karrieretrin inden for naturvidenskaben i Danmark frem til 2010. Analysen offentliggøres i hans ph.d. senere i 2015 under den forventede titel ” “New and persistent gender equality challenges in academia”. Analysen tager udgangspunkt i midten af 1990’erne, da næsten halvdelen af kandidaterne (38 pct.) var kvinder. Derefter går den 14 år frem og finder, at kvinderne stadig ikke fylder meget i staben.
Ni ud af ti professorer er mænd. Otte ud af ti lektorer er mænd, og syv ud af ti postdocs er af hankøn. Særligt på lektor og professorniveau er der kun en lille udvikling at spore. På 14 år er andelen af kvindelige professorer steget fra tre til ti procent, og andelen af kvindelige lektorer er vokset fra 12 til 17 procent. På postdoc-niveau er kvinderne bedre med. Her er næsten hver tredje kvinde – mod 17 procent i 1996. Men problemet er, at kvinderne falder fra.
“Det er i overgangen fra postdoc til lektor, kvinderne støder på glasloftet, og mange forlader universitetet,” konkluderer Mathias Wullum Nielsen, og det gælder ikke kun i naturvidenskaben, men generelt på universiteterne.

Norge og Sverige er længere

Mathias Wullum Nielsen har sammenlignet den danske indsats for ligestilling med indsatsen i Norge og Sverige, hvor der er en større andel af kvindelige lektorer og professorer. Fælles for de to nabolande – og forskelligt fra Danmark – er, at ligestilling er skrevet ind i universitetslovene, og at der hvert år sker en løbende, forpligtende afrapportering af udviklingen.
I Danmark skal universiteterne blot hvert andet år sende redegørelser til Ligestillingsministeriet, og ifølge Mathias Wullum Nielsen “er det utydeligt, hvad man egentlig gør med redegørelserne. Der er ikke rigtig noget, der bliver fulgt op på.” I Norge og navnlig i Sverige arbejdes der mere målrettet, struktureret og med klar ansvarsplacering, så det er tydeligt, hvilke chefer der performer, og hvilke der ikke gør.
Der er også forskel på den måde, man italesætter ligestilling på. I Danmark diskuterer man stadig, om det er problem eller ej, at der er få kvinder i den akademiske stab. Fokus er på, hvilken nytte det vil gøre, hvis en større del af ‘talentmassen’ kommer i spil. I de øvrige lande er der også fokus på nytte. Men problemet er erkendt, og udgangspunktet for ligestillingsarbejdet er samtidig kendetegnet ved et ønske om retfærdighed, lige muligheder og rettigheder samt forebyggelse af diskrimination.

Arbejdsmiljøet skræmmer

På det nære plan er den gal med arbejdsmiljøet på universiteterne i Danmark, viser Mathias Wullum Nielsens gennemgang af arbejdspladsvurderinger på Aarhus Universitet. Kvinderne oplever i mindre grad social inklusion og samarbejde end mændene, og “kvinderne har sværere ved at se en fremtid for sig på universitetet.”
Desuden er der brug for at etablere nye og åbne karriereveje, hvis den videnskabelige stab på universiteterne i højere grad skal afspejle samfundet udenfor. Flere job skal slås åbent op, og stillingerne skal appellere til en bredere ansøgerskare, frem for at skræddersyes snævert – måske til én konkret.
I dag slås 20 pct. af stillingerne ikke op i åben konkurrence ved Aarhus Universitet, fordi der er tale om job, som man kan udpeges til gennem netværk. Og når jobbene slås åbent op, er der i øvrigt kun én ansøger til 30-40 procent af dem, fordi stillingsbeskrivelsen er formuleret meget snævert. Den rekrutteringsmetode bremser kvindernes vej til jobbene, mener Mathias Wullum Nilsen.

Mødre rammes hårdere end fædre

Endelig er universiteterne ifølge Mathias Wullum Nielsen nødt til at forholde sig konstruktivt til, at der i Danmark er en ‘mummy penalty’, hvor kvinders karriere bliver hårdere ramt end mænds, når de får børn.
“Den kendte karrierevej fordrer, at man i postdoc-fasen publicerer og bliver citeret meget og dermed viser, at man på sigt kan skaffe funding. Det sker på et tidspunkt, hvor både kvinder og mænd stifter familie. Men de højtuddannede kvinder tager større ansvar for familiære forpligtelser end deres mandlige partnere, som i øvrigt ofte også gør karriere i forskningsverdenen.”
Kvinder publicerer som postdocs lidt mindre end mænd inden for naturvidenskaben, som er et af de områder, Mathias Wullum Nielsen har undersøgt. På de efterfølgende stillingsniveauer udlignes forskellene. Derfor, mener han, må universiteterne til at se langsigtet på kandidaternes potentialer ved ansættelser frem for ren meritokrati. Der er også brug for kvalifikationer som f.eks. evne til samarbejde og at skabe netværk med den omgivende verden.

Overrasket amerikaner

Nancy Hopkins fortalte efter Mathias Wullum Nielsens gennemgang på mødet på Københavns Universitet, at hun var meget overrasket over, at Danmark ikke er kommet længere med ligestilling.
“Jeg troede, Danmark var et foregangsland. Det lader ikke til, at kvinder skubber ret meget på for forandring i øjeblikket. Kan det være, at mange her – både mænd og kvinder – er tilfredse med status quo,” spurgte hun efter mødet.
“Jeg vil minde om, at vanen har rigtig stor magt. Både kvinder og mænd ser verden, som den plejer at være. Men kvinder er ikke dårligere forskere end mænd. Derfor er man nødt til at gøre en bevidst indsats, hvis tingene skal laves om. Universiteter og forskningsprogrammer skal forpligtes til forandring, og deres resultater skal måles og lægges offentligt frem,” understreger Nancy Hopkins.