En kvinde står på hoved i en seng. Benene stikker ud i en halvfems graders vinkel, så fødderne støtter på den spejllignende væg bag sengen. Iført intet andet end hvide blondetrusser bevæger hun lænden frem og tilbage, så røvbalderne, der stritter mod loftet, ryster i bølgende takt til musikken. Foran en pink Cadillac sidder en anden kvinde på hug med lange, lyserøde fletninger og overnaturligt lange, multifarvede negle, flankeret af to spinkle fyre, passivt placeret på hver sit hjørne af bilens forende. Kvinden bærer en futuristisk bikinibrynje af guld, på fødderne et par 20 centimeter høje plateausko.
Den sidste af kvinderne er Brooke Candy, 23-årig selvproklameret ‘slut’ og musikvideoens hovedrolleindehaver, som lige nu forarger og fornøjer med sin pornoficerede æstetik og sine seksuelt eksplicitte og aggressive tekster. I videoen til nummeret ‘Das Me’ ser vi Brooke Candy lade sig køre af sted i en forgyldt kørestol, spankulere ned ad gaden i sin forgyldte metaludrustning med en lille asiatisk dreng i snor, vi ser hende ryste sin hampbladstatoverede, g-strengsbeklædte røv i badekarret med sine homegirls, og vi ser hende spytte champagne ud over sine svulmende, men dog bh-inddæmmede bryster.
De seksuelle udskejelser er i sig selv ikke opsigtsvækkende i en tid, hvor det er svært at undgå synet af halvnøgne kvindekroppe i det offentlige rum, og hvor pornoens forjættede land ikke er længere væk end et klik med musen. Og hvad populærkulturen angår, har kvindelige popikoner længe før Brooke Candy iscenesat sig selv som villige sexobjekter.

Tøjte en kompliment

Nej, det spektakulære ved Brooke Candy er hendes outrerede udtryk og aggressive tekster – hendes freakfaktor og hendes manifest af et feministisk projekt. “Slut is now a compliment” rapper hun med opfordringen til, at kvinderne tager magten over deres egen sexlyst, og at mændene i øvrigt blander sig uden om, hvem (og hvor mange) selvsamme kvinder går i seng med. “All the dudes wiggle your dicks for Brooke Candy/All the hoes jiggle your tits for Brooke Candy,” fortsætter hun med henvisning til sine egne seksuelle fortræffeligheder og med mere end antydningen af, at hun er til begge køn. Hun rapper om sin magtfulde kusse, om sine dobbelte D-skåle, og samler op: “Brooke Candy is my name, but there’s nothing sweet about me”.
 

Candy voksede op i en forstad til L.A. med en far, der arbejdede for Hustler magazine, og hun var dermed i en tidlig alder omgivet af dildoer og porno – noget, der som hun selv formulerer det, nok har været med til at forme hendes noget overseksualiserede æstetik. Hun arbejder som stripper og lægger ikke skjul på, at hun gør det for pengenes skyld – men måske også lidt for at støve sin selvtillid af. For som hun siger: “Du ryster din kusse foran en bunke klamme, frastødende fyre. Det er så ubehageligt og privat … hvis du kan optræde med selvtillid der? Det giver styrke, tror jeg, for kvinder besidder så meget magt med deres kroppe – det føles vildt at have de her fyre ved nosserne.”
Og selvom hun utvivlsomt trumfer de fleste med sit eksorbitante udseende – hun ligner mest af alt en mellemting mellem en pornostjerne og Lady Gaga på syretrip – er Brooke Candy ikke den eneste kunstner på den amerikanske kvindelige hiphopscene, der lige nu bryder kodekser og kønsstereotyper i hidtil uset grad. Mens Candy svulmer af seksualitet, bryster og liderlighed i sin æstetik såvel som sine tekster, rapper den 21-årige Angel Haze fra Detroit på nummeret ‘Cleaning Out My Closet’ i eksplicitte vendinger om, hvordan hendes far fra hun var syv år voldtog hende systematisk.
“He took me to the basement and after the lights had been cut / He whipped it out and sodomized and forced his cock through my gut,” lyder det råt for usødet fra Haze.
Hun fortæller om, hvordan misbruget i den grad ødelagde hendes barndom, om den spiseforstyrrelse og den selvskadende adfærd, hun senere udviklede som konsekvens af overgrebene, om sine mord- og selvmordsfantasier, og om hvordan hun i mange år var bange for mænd og derfor, da hun blev kønsmoden, rettede sin seksualdrift mod kvinder.
Og sidst men ikke mindst gør den 22-årige Azealia Banks fra Harlem, New York, sig bemærket med sit yndige lillepigeudseende og sine meget lidt yndige raptekster. Hun besynger ligesom Brooke Candy sine egne kønsdele og smider i nummeret ‘212’ om sig med ord som ‘cunt’, ‘bitch’, ‘nigga’, ‘fuck’ og ‘cock’, så man ikke er i stand til at misse pointen.
Fælles for de tre kvinder er, at de på hver deres måde tager til genmæle på en mandligt domineret arena, hvor kvinders råderum traditionelt set har været begrænset, og det har været mændene, der havde magten over såvel ordene som kroppene. Spørgsmålet, man kan stille sig, er dog, om Haze, Candy og Banks, som så mange kvindelige kunstnere før dem, bare underlægger sig de maskuline spilleregler med deres vulgære sprog og fremtoning, eller om de rent faktisk formår at overskride og bøje dem. Er ‘slut’ virkelig et kompliment?

Brækker sig ud over populærkulturen

“Hun ligner jo en alien,” siger Christian Stadsgaard, der underviser i visuel kultur på Københavns Erhvervsakademi og er medstifter af sex- og kunstmagasinet Mandatory, om Brooke Candy.
“Hun ser næsten farlig ud. På den måde er hun jo ikke et sexobjekt i den klassiske MTV-poppede forstand, fordi hun også er frastødende og har et ekstremt aggressivt udtryk. Som mand tænker man ikke umiddelbart, at her skal man rykke ind.”
Christian Stadsgaard, der også driver undergrundspladeselskabet Posh Isolation, er som så mange andre fascineret af Brooke Candys uigenkendelige udtryk – noget, der minder ham om medieteoretikeren Dick Hebdiges skelsættende studie af 1970’ernes punkrockbevægelse i værket ‘Subculture: The Meaning of Style’:
“En af pointerne Hebdige har i sit studie af punkrocken er, at dens tegn virkede så arbitrære og deciderede modsætningsfyldte, at de var semiotisk uaflæselige. På den måde var det en fuckfinger til hele afkodningssystemet, fordi punkrockens udtryk nedbrød den måde, man normalt forstod tegnsammensætninger på.
Og det kan være noget af det, der gør, at Brooke Candy er så effektiv i forhold til chokværdi – fordi hun er et clash af forskellige delelementer,” siger han.Svala Vagnsdatter Andersen, der er cand.mag. i litteraturvidenskab og visuel kultur og har undervist i begær og seksualitet, er enig:
“Man kan vælge at sige, at hun bare er mærkelig, men man skal ikke underkende, at hun har en intention og et projekt med det, hun gør. I hvert fald ender det med at give en eller anden mening – der er så meget betydning, som hun bare læsser på. Det er, som om hun brækker sig ud over populærkulturen med alt, hvad den repræsenterer.”
Alien i kønssuppe
På samme vis som punkkulturen brød med eksisterende og velkendte visuelle udtryk, er Brooke Candy i gang med et dekonstruktionsprojekt, der forskyder og udvider de eksisterende kønsstereotyper og rokker ved den måde, vores begærsretninger normalt fungerer på, mener Svala Vagnsdatter Andersen: 
“Hun er en kønsalien, der bliver dumpet ned i denne her kønssuppe, som vi sidder fast i. Ligesom man tror, man har fat i et eller andet genkendeligt i hendes udtryk, så siger eller gør hun noget, der ikke passer ind i det univers. Hun hyperseksualiserer kvindekroppen, så den næsten ikke virker kvindelig mere – hun siger, at hun har den største pik og den største kusse på én gang, og det forvirrer os. Fordi der ikke er noget identifikationspunkt i hende, kan der heller ikke rigtigt være et begærsfokus.”
Underlægger hun sig ikke bare de eksisterende kønskategorier ved at gøre sig til et – om end ekstremt – sexobjekt?
“Som jeg ser det, er der er nogle ting, hun er nødt til at finde sig i. Vi har en kultur og et sprog – man er nødt til at vade ind på scenen, som er der i forvejen, hun kan ikke bare lave sort skærm. Så hun må bruge en vis genkendelighed og bruge sproget, som det findes. Det er umuligt at komme uden om den symbolske fallos og den magt, den har, for den indgår som en del af sproget. Men hun lægger sig ind imellem, fordi hun siger, at hun har den største pik – det er nok på et symbolsk plan – samtidig med, at hun påberåber sig den største kusse. Problemet er, at den symbolske, magtfulde kusse ikke findes, men hun står og råber det alligevel og insisterer på, at det kan hun godt.”
Brooke Candy har selv proklameret, at hendes projekt er feministisk, og udtalte i oktober sidste år til VICE Magazine:
“Mit primære mål er at styrke kvinders position og bryde grænserne for, hvordan kvinder forventes at opføre sig seksuelt. Når kvinder bliver kaldt tøjter, er det på tide at vende den om. Tage den tilbage og sige: nu er ‘tøjte’ et kompliment.”
Og det er ikke svært at få øje på det manifest-lignende i Candys tekster, hvis man spørger Svala Vagnsdatter Andersen:
“Når hun synger ‘My name is Brooke Candy, but there’s nothing sweet about me’, siger hun: Det kan godt være, at jeg er kvinde, men jeg gider ikke leve op til de forventninger, som det ord dækker over. Og det er et greb, som flere af de her kvinder bruger – der er nogle ord, de er nødt til at tømme for betydning og fylde med noget andet.”

Hullet er fyldt op

Det er netop, hvad den rapkæftede Azealia Banks gør i hitnummeret ‘212’, der efter udgivelsen i 2011 hurtigt røg til tops på såvel anmelder- som hitlister. Videoen har i dag over 44 millioner hits på Youtube, modeindustrien elsker hende – hun har blandt andet givet koncert i privaten hos Karl Lagerfeld i Paris – og hun er en af de fem personer, Kanye West har nedladt sig til at følge på Twitter.

Hun ser ellers så sød ud med sine fletninger, sit brede smil, Mickey Mouse-blusen og det drilske blik. Men i teksten til ‘212’ er hun fuld af selvhævdelse, en voldsom nedgørelse af de ‘bitches’, ‘cunts’ og ‘niggas’, der går i vejen for hende, og demonstrerer den mest beskidte kæft, man kan forestille sig. Ordene, der blandt andet kredser om oralsex, visualiseres i videoen med et nærbillede af Bank’s store, fyldige læber, krydsklippet med sekvenser af sangerinden, der koket smilende står lænet op af en rød murstensvæg. Svala Vagnsdatter Andersen:
“Ligesom Brooke Candy prøver at tømme ordene for betydning, giver Azealia Banks også sit udtryk en helt ny mening. Hun taler til et traditionelt mandligt blik – der er virkelig zoomet ind på hendes mund, og med tekstens tema for øje er det oplagt at se det som en slags byden sig til, når kameraet zoomer helt ind på læberne. Hendes mund er åben, men det betyder ikke, at man får det, man forventer. For samtidig er det jo stedet, hvorfra hun skyder ordene ud – bevægelsen går den modsatte vej. Så hun chokerer os, fordi vi tror, der kommer en sød pige i Mickey Mouse-trøje – og når det konkret er et hul, vi ser, er det jo ekstra sjovt, for det kan vi genkende som et seksuelt billede, men det er ikke et tomt hul, det er allerede fyldt op med noget – ord, der bliver affyret mod beskueren.”
For nylig udtrykte skribent og psykoanalytiker Tine Byrckel sin bekymring over, at unge kvinder i dag tilsyneladende ikke har et ord for deres egne kønsorganer. Ifølge en fransk undersøgelse vidste halvdelen af de franske piger i 8. og 9. klasse ikke, at de overhovedet havde en klitoris, og danske kvinder i 20’erne kalder tilsyneladende ikke deres køn noget som helst.
Det er et udtryk for, at samfundet ikke vil vide af de kvindelige værdier, mener Tine Byrckel; at mens fallossymbolet står for styrke, for handlekraft og at have styr på tingene, kommer kvindekønnet til at stå for noget uklart og svagt. Og dermed forbliver den kvindelige seksualitet mystisk og mærkelig – noget, der skal skjules eller undertrykkes.
Set i det lys er Brooke Candy og Azealia Banks’ ekstreme udpensling af deres køn og seksualitet forfriskende, mener Svala Vagnsdatter Andersen:
“Det virker måske voldsomt med denne her insisterende benævnelse af kvindekønnet – der er ‘cunt’ og ‘pussy’ over det hele – men det er i virkeligheden en tilskrivning af magt til kønnet. Både til den, der bærer kønsorganerne og den, der bærer kønnet – og på den måde er det vældigt stimulerende. Det er i hvert fald et sted at starte,” siger hun.

Madonna og Lady Gaga gør det

Mads Krogh er lektor i musikvidenskab ved Aarhus Universitet og har forsket i hiphop- og rapkultur. Han forklarer, at der historisk set har været et meget begrænset råderum for kvinder, hvis de ville begå sig på hiphoppens arena: 
“Der er en klar tendens i hiphopkulturen til at reducere kvinder til sexobjekter. Man har frataget dem en egen værdighed og i vid udstrækning betragtet dem som objekter – noget, der dels er repræsenteret i teksterne, men som også har gjort sig gældende for de kvindelige artisters vedkommende, fordi de har taget rollen på sig.”
Men der har også været en anden vej, de kvindelige rappere kunne gå:
“Der er en række kvindelige artister, som har indtaget en mere androgyn rolle. En rolle, der i højere grad lægger sig i forlængelse af kulturens traditionelle kvaliteter, hvor man vinder respekt på skills – at være god til at rappe og komponere rapnumre – og en vis politisk bevidsthed i forhold til det afroamerikanske.”
Her henviser Mads Krogh til kunstnere som Queen Latifah og senere Missy Elliot, der slog igennem henholdsvis sidst i 1980’erne og 90’erne – kvinder, som ikke lagde vægt på deres køn, men derimod gjorde sig ‘kønsløse’ ved at indtage den mandlige position, optræde i løstsiddende joggingtøj og vandt respekt på deres færdigheder som rappere og rimsnedkere.
I dag er kvindernes råderum blevet langt større, og det er blandt andet en konsekvens af den sammensmeltning af musikgenrer, der har fundet sted op igennem 00’erne, mener Mads Krogh. Mens kvinder traditionelt set har haft en marginaliseret rolle i hiphop og rap, har de stået stærkt i andre afroamerikanske genrer som gospel, soul og r&b.
“Den kvindelige empowerment, der har fundet sted i soul og r&b-musikken er ved at flyde lidt sammen med hiphop og rap, og det handler om, at de her genrer er blevet så store og mainstream, at deres skel er udviskede. Derudover er der sket en i retning af pop- og rockmusikken. Det betyder, at den bevægelse i popmusikken, hvor en figur som Madonna i mange år har tematiseret det med køn og seksualitet, og vi i dag har Lady Gaga, som gør det fuldt ud, bliver associerede positioner, der ikke nødvendigvis ligger så langt fra de her kvindelige rappere.”
Han ser kvindelige artister som Brooke Candy, Angel Haze og Azealia Banks som repræsentanter for denne tendens, fordi de formår at kombinere de to traditionelt set tilgængelige positioner – vægten på henholdsvis færdigheder eller seksualitet:
“De gør begge dele. De hævder, at de har nogle skills, og samtidig leger de med denne her attitude. Men de gør det på en oppositionel måde. Den kvinderolle, som identificerer sig med sexobjektet, har fået en offensiv kant – man kan sige, at den er gået fra at være affirmativ til at være oppositionel.”

Sexobjekt gone bad

Mens Brooke Candy og Azealia Banks’ numre er legende, provokerende og spiller på humor, er Angel Haze’s musik mere mørk og dyster. Hendes historie, som hun overbevisende og uden filter folder ud på ‘Cleaning out My Closet’, sætter streg under, at her er en misbrugt krop, en ødelagt krop:
“I started starving myself, fucked up my bodily health / I didn’t wanna be attractive to nobody else / I didn’t want the appeal, wanted to stunt my own growth.”
Og det er i sidste ende den krop og det misbrug, hun har været udsat for, der bliver ammunitionen i hendes tekster, forklarer Svala Vagnsdatter Andersen:
“Hun er jo et sexobjekt fuldstændigt gone bad. Hun er blevet brugt som objekt, og hendes krop er synligt mærket af følgevirkningerne – hun er underligt tynd; hun har ikke villet være en krop, som hun også synger.”
Normalt er det jo ekstremt skamfuldt at være blevet misbrugt. Hvordan tolker du det, at hun åbent lægger sin ‘spolerede krop’ frem på den måde?
“Det er jo en ekstrem selvudstillelse. Men den er også betinget af, at hendes krop netop har været brugt og håndteret og objektiveret før. Hun giver så at sige igen med den genstand, misbrugerne har gjort hende til. Teksten er et empowerment-skridt videre som en ekstrovert selvobjektivering, hvor hun viser sig selv frem og siger: Det her er, hvad jeg er blevet på grund af misbruget.”
Det ses tydeligt, når Haze synger:
“And now I’m just standing living breathing proof look at me now / I made it through everything, I made you look like a clown / I’m fucking great can’t fucking hate you nigga look at me now.”
Her pointerer Svala Vagnsdatter Andersen, at netop fordi hendes krop virker så forkommen, bliver stemmen og teksten i endnu højere grad forbundet med magt og subjektivitet hos Haze:
“Man kan sige, at stemmen – som jo er fysiologisk betinget – bliver hendes nye krop.”
Kan man i forlængelse af det sige, at Haze, Banks og Candy bruger deres kroppe som ‘våben’ mod den undertrykkelse, de oplever – at kroppen så at sige bliver vejen til frigørelsen?
“Kroppen er helt sikkert et våben. Den er et lærred, hvorpå man kan male nye billeder, den er stedet for både objektivering og subjektivering, den er et hedonistisk lysthus – og lysten kan også bruges som våben – den er afsæt for sproget og stemmen, men bliver også til gennem sproget og stemmen, så de hænger uløseligt sammen.”
Og det, at Angel Haze i den grad blotlægger sin krop og sårbarhed på hiphopscenen, vækker opsigt, netop fordi det traditionelt set er mændenes arena:
“Billedkunsten og litteraturen har historisk set været områder, hvor kvinder har haft mulighed for at komme til orde og blande det politiske og det private. Haze tager det biografiske stof med ind i en mandlig genre – hun vader lige ind på rapscenen – og så får det, hun siger, mere potens, fordi hun allerede har mændenes opmærksomhed. De har jo allerede lyttet til hendes mere konventionelt vrede tekster. Så det er en måde at skabe blikfang og få folk til at lytte efter,” lyder det fra Svala Vagnsdatter Andersen.

Udenfor kategori

Den overseksualisering, Haze er blevet udsat for i en ung alder, har altså fået et andet udtryk end de umiddelbart mere sorgløse sidestykker Banks og Candy. Men Haze er ikke blevet aseksuel af den grund. Hun er iflg. eget udsagn panseksuel og tænder på både mænd, kvinder og transseksuelle. 
Heller ikke Banks og Candy begrænser deres seksualitet til at være rettet mod ét køn. Og de synes i øvrigt ikke at mene, at deres seksuelle orientering har nogen synderlig betydning. Banks annoncerede i et interview med New York Times, at hun er biseksuel, men at hun ikke gør et stort nummer ud af det:
“Jeg prøver ikke at være den der biseksuelle, lesbiske rapper. Jeg lever ikke på andre folks præmisser.”
Eller som Brooke Candy svarer på L.A. Weeklys spørgsmål om, hvorvidt hun er lesbisk:
“Whatever.”
Og netop ‘whatever’ er et godt svar, hvis kvinderne ønsker at forblive ‘uden for kategori’, mener Svala Vagnsdatter Andersen:
“Hvis man prøver at svare på det spørgsmål, er man skakmat – så er man straks inde i kategorierne og følger de definitioner, der ligger til grund for spørgsmålets præmisser. Hvis man derimod gerne vil dekonstruere, så svarer man bare ‘whatever’.”
Og mens man kan spekulere i, om det er en bevidst strategi at tage den mandlige kvotient ud af den seksuelle ligning og derved tage potensen fra mændene, peger Svala Vagnsdatter på, at kvinderne netop ikke proklamerer, at de ikke er til mænd:
“Det er ligesom, når Brooke Candy siger, at hun både har en pik og en kusse – hun veksler frem og tilbage, og derfor bliver det svært for folk at begære hende på den sædvanlige måde. Hun bliver svær at have med at gøre for os andre, og det er jo en strategi – jeg siger ikke, at hun vælger at være queer som strategi, men det bliver en måde at positionere sig på en flimrende facon.”
Eller som Christian Stadsgaard udtrykker det:
“Det er totalt sejt – nogle af de her kvinder overskrider alt det, vi har lært på universiteterne. De kan navigere på fuldstændig forskellige måder og stadig have et samlet udtryk. Der er ikke nogen bås at sætte dem i.”
http://www.youtube.com/watch?v=U7bZ08RNUyM