Jeg lander i Cairo i en sandstorm. Flyet cirkler rundt i en orangebrun tåge i en halv time. Alle i flyet sidder helt stille; og som det er i den slags internationale fly, Austrian air Wien-Cairo, er vi en blandet flok.
Vi har alle samme mål, Cairo, men hvad målet betyder for os, er forskelligt. Jeg studerer folk omkring mig, den eneste anden danske familie i flyet med tydelige egyptiske rødder, han i jakkesæt, hun med tørklæde og fodlang blå kjole og et spædbarn på armen; jeg tænker på, om vi skal dø sammen, men det gør vi ikke, vi lander, og smiler lettet til hinanden.

Fakta om blog workshoppen

KVINFO, Center for Kultur og Udvikling, Dansk- Egyptisk Dialoginstitut og Dansk PEN er gået sammen om et stort projekt for danske og arabiske kvindelige bloggere. Workshoppen fandt sted i Cairo, slutningen af maj 2010. 

 

Udenfor flyet er vinden voldsom og fyldt af sand, jeg siger farvel på dansk til parret og vi følges ud af lufthavnsbygningen. Hele familien står klar til at tage imod dem og det lille ny dansk-egyptiske familiemedlem; familien, der tager imod er klædt i tætte traditionelle dragter, og jeg ser på kvinden igen; hun er traditionelt klædt i mine øjne, men i hendes families øjne må hun være meget moderne klædt.
Det er måske der vi alle står, måske især mange kvinder fra Mellemøsten; med et blik på os er vi traditionelle, med et andet moderne. Og måske er det her, internettet og nettets muligheder finder en sprække at vælde op i; her kan vi mødes på den anden side af, hvordan vi ser ud for nogens blik, for ingen ser, hvem der står bag en netside, medmindre man ønsker at lægge et billede på af sig selv; og selv da, kan det billede man lægger på forestille noget, man bare forestiller sig. Den påklædning og opførsel vi bruger til at vise vores identitet for omverdenen kan vi ændre, idet vi bliver virtuelle, og det kan være en stor frihed for nogen.
Jeg er kommet til Cairo for at deltage i en workshop for kvindelige bloggere, arrangeret af KVINFO og dansk PEN, med især kvindelige bloggere fra Mellemøsten som deltagere, men der deltager også to unge danske bloggere, og så mig selv, der ikke blogger, men skal tale om andre digitale medier, om sms-fortællinger og facebook og andre sociale medier som mulige fiktionsrum.
Jeg kører gennem det trafiktætte Cairo, palmerne står støvede og vajer i sandstormen, vi kommer frem og jeg går fra hotellet hen til DEDI, Det Dansk-Egyptiske Dialog Institut; jeg går på de samme gader i de tre dage, frem og tilbage, jeg ser politibetjentene på alle hjørnerne, vagterne, butikkerne, ambassaderne; denne del af Cairo er smuk og rolig, men stadig med utroligt meget politi.
Så kommer jeg hen til DEDI; jeg er den sidst ankomne, har stadig kvalme efter den lange ubehagelige landing, men bliver straks opmuntret; for her får de netsider jeg har studeret de sidste måneder ansigter og krop; 14 unge kvinder, alle med egen blog, de fleste med en it-behændighed der langt overgår min egen, og med mange forskellige mål og ønsker for, hvordan de kan bruge nettet til at udtrykke sig selv og formidle det, der ligger dem på sinde.
Vi er i Mellemøsten, og det er klart, at det betyder noget for, hvad kvinderne ønsker at udtrykke, og de problemer der generelt er omkring ytringsfrihed. Men bloguniverset er fælles, og vi skal ikke kun tale om indhold, men også om billeduploadningsprogrammer, programmering, og om hvordan man får læsere til sin blog.
Det er meget forskellige, men alle meget aktive og engagerede kvinder, der deltager i konferencen. Flere af kvinderne er palæstinensere, der bor i andre lande, en i London, en i Oman, hvor hun er it-ingeniør, andre i Cairo og Libanon; der er en saudiaraber der bor i USA, men gerne vil tilbage til Saudi-Arabien og arbejde, og som siger noget af det, der gør størst indtryk på mig; jeg spørger til livet i Saudi-Arabien, om ikke det er hårdt at være kvinde der, men Hala har ikke mit ydre politiske blik, Saudi-Arabien er hendes land og politikken er hendes vilkår; vi har segregation mellem kønnene, siger hun. Men ikke i cyberspace. I cyberspace kan mænd og kvinder møde hinanden, og vil man tale om noget, regimet ikke må læse, kan man skype, det går uden om telefonaflytningerne.
Det er også noget af det, hendes blog handler om; at være fanget imellem et regime, der er problematisk, men som man lever i, og et ydre vestligt blik på det regime, man føler også er undertrykkende.
Netop vores vestlige blik er tit forsimplende; vi tænker Mellemøsten over en kam, vi tænker ikke nationaliteter, vi tænker islam over en kam, og måske også undertrykkelse. Men som en anden deltager, Ranwa, præsenterer sig selv, kan man se, at den mellemøstlige kvindes identitet ofte er utrolig kompleks:
– I’m Ranwa Yehia. It’s becoming increasingly hard for me to say where I’m from. I’m a Lebanese-Iraqi born in Nigeria, grew up in Lebanon and have spent the last 9 years of my life in Cairo. I’m married to a Palestinian-Egyptian and I’m a mother of two very young boys.
Igen, man står imellem måske ikke kun tradition og modernitet, men imellem nationaliteter og kulturforskelle, skubbet rundt i Mellemøsten af de sidste mange års politik. Men på nettet kan vi udtrykke os hen over landegrænser, hen over identiteter og kulturopfattelser. Ranwas blog er på arabisk og jeg kan ikke læse den, men den er et uddannelsesredskab til unge, et ønske om at nå dem gennem deres eget medie. De to mest aktive egyptiske bloggere bærer begge tørklæde, og klæder sig traditionelt; altså moderne traditionelt i farvestrålende luftigt tildækkende tøj.
De har fra hver deres vinkel og hver deres blog kastet sig ud i en utrolig modig kamp for ytringsfriheden i det demokratiske rum i Egypten, der er et meget lille rum.
Det er faktisk så lille, at jeg ikke her vil skrive navnene på de to kvinder, men kun henvise til deres blogs.
Den ene blog hedder Torture in Egypt og er ligeledes på arabisk. Den består af dokumentation fra Cairos politistationer, hvor der er billeder og beskrivelser af den tortur, folk har været udsat for på de enkelte steder. Man kan klikke på en politistation og se, hvad der er foregået der, og se skriftlig dokumentation, billeder eller videodokumentation, og man kan klikke på listen over navngivne politifolk, og se, hvad de er anklaget for.
Det er naturligvis en blog, der har vakt stor interesse, og ud over sit tema også viser, som i Saudi-Arabien, hvordan nettet kan være med til at understøtte den demokratiske bestræbelse. Ikke kun demokrati forstået som lige adgang til informationer for alle, men også som et indholdsfelt, som de kontrollerende regeringer har svært ved at kontrollere og som fungerer i forhold til unge mennesker, der er netvante både som producenter og brugere af netinformation.
Det samme forhold gælder den anden egyptiske blog, kolenalaila.com. Den har ikke et lige så specifikt politisk sigte som tortureinegypt.net, men taler om de problemer almindelige kvinder har i dagliglivet; et af de emner der har vakt mest opsigt handler om mænd der gramser på kvinder i de offentlige transportmidler; et påtrængende emne man ikke kunne tale om, men som så kunne italesættes på bloggen med stor succes; og ikke kun af kvinder, men også af de mænd, der støtter den egyptiske kvindesag og retten til at gå i fred på gaden. Kolenalaila er blevet et forum hvor man kan vende feministiske emner, og hvor kvinderne selv kan sætte dem i den konkrete egyptiske moderne sammenhæng, de lever i.
Ud over de ovennævnte er der en række spændende blogs, der er en tegneseriefigur, blogs der viser kort med Israels angreb ind i Libanon, blogs med digte, blogs med foto; i det hele taget en række meget forskelligartede emner, der viser den mangfoldighed af kvinder der lever i Mellemøsten; og hvor man kan få et indblik ikke kun i den politiske situation, men også i den indre virkelighed for de kvindeliv, vi måske ikke kender så godt.
Der var også to danske bloggere med på workshoppen, Christina Juhlin og Viktoria Wendel Skousen. Begge kvinder undersøger verden gennem en blanding af tekst og fotografi, af refleksioner og lyriske tilgange til både det daglige liv, livet i byrummet og større sammenhænge ind i det overordnet politiske, der former os.
Det var spændende at opleve de møder, der fandt sted under de tre dages workshop; møder mellem kvinder der havde læst hinandens blogs i årevis og mødte hinanden første gang på workshoppen og snakkede og sov i samme værelse fordi de nærmest ikke kunne komme tæt nok på hinanden. Opleve hvor overvældende det kan være for os danskere, der er vant til at tænke i andre baner, at blive konfronteret med kvinder med en hård politisk dagsorden, og skulle acceptere, at selvom vi har en blødere dagsorden, er den lige så vigtig.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

I de tre dage i Cairo, i et rum hvor solen blev lukket ude så man kunne se sin computerskærm, blev der udvekslet erfaringer og teknisk viden; og om aftenen, i en picnicbåd på Nilen, i et vidunderligt kulturhus, på markedet og på restauranter og vandpibebarer fandt den anden udveksling sted, hvor vi talte om de liv vi har, som ligger under de blogs man læser, og som er de oplevelser, der gør at der fortsætter et samarbejde ud over workshoppen.
I Litteraturvidenskaben taler man nu om, at den store utopi måske er væk, men at vi står tilbage med lokale mikroutopier, som det enkelte menneske udfolder. Det synes jeg må være det, bloggerworkshoppen viser; ingen forestiller sig at ændre hele verden, men det betyder ikke, at man ikke forsøger at ændre et hjørne af den.
På workshoppen blev kvinderne enige om at skrive om det samme tema hver måned på deres blogs, med hver deres udtryk, og hver deres tanker; i denne måned er temaet Me in the city.
Til november vil alle bloggerne mødes igen i København og fortælle om deres erfaringer, med blogsene og med de liv, der ligger bag; ikke kun med hinanden, men i et større forum. De vil nok ikke lande i en sandstorm, men alligevel; vi er vel hver især et virtuelt sandskorn der lander og danner et større mønster.