Ikke en eneste af de 22 film i verdens mest kunstnerisk betydningsfulde filmkonkurrence i Cannes var i år instrueret af en kvinde. Det vakte furore allerede inden festivalen for alvor blev skudt i gang den 16. maj. Medier verden over bemærkede og undrede sig over den maskuline dominans. Kun en gang i festivalens 65-årige historie har en kvinde vundet Den Gyldne Palme. Det skete i 1993, da australske Jane Campion vandt hovedprisen for sin film “The Piano”.
Sidste år i 2011 blev det anskuet som en sensation, at hele fire film i hovedkonkurrencen var instrueret af en kvinde. Det blev nævnt igen i år under pressemødet med dette års jury, da Diane Kruger, tysk skuespiller blev spurgt til fraværet af kvinder i den konkurrence, som hun skulle være med til at bedømme. Hun mente, at sidste års flotte antal af kvindelige konkurrenceinstruktører viste, at kvinder bestemt var velkomne, men at der i år blot ikke var skabt film af en kvinde, værdig til konkurrencen.
En anden af de fire kvinder, der sad i den ni mands store jury, den engelske instruktør Andrea Arnold, bakkede Kruger op:
“Jeg ville ikke selv bryde mig om, at min film blev udtaget, fordi jeg er kvinde”, sagde hun. Men hun nævnte herefter tørt, at da halvdelen af verdens befolkning er kvinder, så antog hun, at deres stemmer og blik på verden også har en vis relevans.
Desuden bemærkede hun, at kvinderne i juryen var blevet introduceret før mændene, noget hun havde svært ved at forstå. Hertil svarede den mandlige konferencier grinende: “Jeg er fransk”. “Det er manerer, det ved jeg godt, men måske burde man introducere juryen i alfabetisk orden i stedet”, funderede Andrea Arnold.
Manerer kan netop være en af forklaringerne på, at ingen kvindelige instruktører har været i spil til Den Gyldne Palme i år. Manerer forstået som indgroede vaner og utidssvarende traditioner, der blindt gentages. Ikke af ond vilje, men af tankeløshed. Og det gælder i hele filmbranchen, ikke på Cannes Filmfestivalen alene. Som Andrea Arnold udtrykte det, så er festivalen en lille lomme i virkeligheden. Når der er mangel på kvindelige instruktører generelt, så afspejles det naturligvis på en festival. Det er med andre ord ikke festivalen, der har et problem, men hele industrien.

Ikke meget feministisk skæg

Ikke alle delte dog Andrea Arnolds tolkning af problemstillingen. En fransk feministisk aktivistgruppe syntes ikke, der var meget skæg ved den 65. Cannes Filmfestival. Hvis man altså så på årets konkurrenceprogram med kønsbriller på.
Tog man dem af, var der nemlig masser af hårvækst på kæbepartiet. Det satte aktivistgruppen, der kalder sig Le Barbe (‘Skægget’), fokus på, ved først at skrive et opråb under titlen “En mand er en mand”.
Det åbne brev blev bragt i avisen Le Monde og The Guardian på festivalens fjerdedag og var det hidtil mest aggressive angreb på festivalen for den kønsmæssigt enøjede konkurrence. Det blev hurtigt spredt på diverse hjemmesider. I brevet stod der blandt andet, at festivalen bekræftede, at:
“Mænd elsker kvindelig dybde, men kun når det drejer sig om deres kavalergang”.
Desuden anklager “Le Barbe” festivalen, hvis hovedkonkurrence jo er det ypperste, en filminstruktør kan deltage i, for at undergrave kvinders håb om at kunne komme til at betræde den røde løber som andet end vedhæng til en prince charming. Eller som enten værtinde ved prisuddelingen eller plakatudsmykning. I år var det et billede af Marilyn Monroe, der i øvrigt aldrig var i Cannes til filmfestivalen, der prydede den officielle plakat.
På den røde løber under plakaten af Monroe stillede fem kvinder fra Le Barbe sig op sidste søndag, udstyret med skæg og med ironiske takkeskilte. De takkede på skæggets, altså det maskuline hegemonis, vegne. Ingen kvinder kunne i år true med at detronisere den mandlige filminstruktør, der ville blive valgt som dette års bedste.
Som reaktion på den krasse kritik, udsendte festivalchefen Thierry Fremaux en officiel tilbagevisning. “Som professionel udvælger jeg film på basis af filmens kvalitet. Vi kunne aldrig finde på at udvælge en film, som ikke fortjente at være med, alene fordi den var lavet af en kvinde”, skrev han og fortsatte:
»Kvinders rettigheder skal helt sikkert forsvares, ikke kun i Cannes, og det giver mening at starte debatten her under festivalen. Men at anklage festivalen giver ingen mening«, konkluderede han.

Underskriftindsamling

Det har dog ikke fået “Women and Hollywood”, et af de mest respekterede hjemmesider relateret til kvinder og film såvel som andre popkulturelle produkter, til at trække stikket på deres kritik af konkurrenceudvalget. Tværtimod initierede man her en underskriftindsamling med titlen “Hvor er de kvindelige instruktører?”.
Den henvendte sig direkte til dette års jury, men også til hele filmindustrien som sådan med ordene: “Vi opfordrer Cannes og andre filmfestivaler verden over til at forpligte sig til gennemsigtighed og ligestilling i udvælgelsesprocessen. Vi dømmer film som mennesker, der er formet af vores egne perspektiver og erfaringer. Det er derfor afgørende, at der hersker lighed og mangfoldighed i udvælgelsen.
Mr. Fremaux har ret, når han siger, at kvinders rettigheder skal behandles året rundt. Vi, de undertegnede, tilskynder til en debat i hele industrien og opfordrer industriens ledere til at deltage i – og bidrage til en dialog om, hvordan vi kan, for at citere Mr. Fremaux, “skabe større rum for kvinder i filmens verden”.

God debat

Melissa Silverstein, der står bag “Women and Hollywood”, har dog også gode ting at afrapportere fra dette års Cannes Filmfestival. Og det er netop den ganske voldsomt forøgede interesse i netop kønsspørgsmålet. For blot to år siden, i 2010, var heller ingen kvindelige instruktørers film udtaget til konkurrencen. Men den debat døde hurtigt ud, på trods af at det var umiddelbart efter, at den amerikanske filminstruktør Kathryn Bigelow, som den første kvinde nogensinde, havde vundet en Oscar som Bedste Instruktør. Det gjorde hun for krigsfilmen “The Hurt Locker”.

Kvindelig dansk fotograf fik hædersbevisning

Problemet er ikke nær så stort i Danmark, mener Zentropa-boss Peter Ålbæk Jensen. Umiddelbart efter, at Mads Mikkelsen havde modtaget en Guldpalme for Bedste mandlige hovedrolle i Cannes, gik det nemlig op for filmholdet, at også fotograf Charlotte Bruus Christensen havde modtaget en hædersbevisning for sin indsats i Thomas Vinterbergs “Jagten”. Hun modtog en teknisk pris, der gives for en fremragende kunstnerisk-teknisk præstation. Med denne pris in mente, udtalte Ålbæk Jensen til denne signatur:
“Danmark er det eneste land, der er fuldstændig domineret af kvindelige instruktører. Alle de mest succesfulde instruktører er kvinder, og det er også dem, der er højest betalt. Så jeg har svært ved at se, at der er noget problem – i Danmark i hvert fald. Modsat mange andre lande, har vi ikke skænket kønsfordelingen en tanke, og langsomt har kvinderne jo bare taget over.”
Til sammenligning støttede det Danske Filminstitut 4 kvindelige instruktører ud af i alt 25 film i 2011, 6 kvindelige instruktører ud af 31 i 2010 og 8 kvinder ud af i alt 21 film i 2009. Og kun 2 kvindelige instruktører har i de sidste 10 år modtaget en Bodil for årets bedste film. Peter Ålbæk Jensens opfattelse af den kvindelige dominans gælder heller ikke foran kameraet. I en undersøgelse, som filmmagasinet Ekko bragte for nylig, afdækkes det, at der bliver lavet dobbelt så mange danske film med mænd i hovedrollen, som med kvinder. Tallene er baseret på en undersøgelse af danske film fra 2009-2011. Til det kommenterer direktør for Radio24syv, Jørgen Ramskov, i Ekko: ” Det ser ud til, at dansk film i al ubemærkethed har truffet sin beslutning. Nemlig at kvinder i filmhovedroller ikke sælger – at film er en mandeverden”.