Udstillingen af Elisabeth Vigée Le Bruns værk på Grand Palais i Paris er en af den slags pariserudstillinger, der vanligvis er et tilløbsstykke. Denne gang nok for et lidt mere konservativt publikum end tilfældet var, da den feministiske kunstner Niki de Saint Phalle udstillede samme sted for et lille års tid siden. Faktisk havde denne skribent forsøgt at nå ind at se udstillingen med Vigée Le Bruns malerier adskillige gange, men måtte give op over for timelange køer.
Denne aften i november klatrer jeg i selskab med nogle få ældre mennesker op ad trappen til Grand Palais ved Champs-Élysees og går direkte ind i den store udstilling efter at have undgået bip i sikkerhedskontrollen.

Der har været terror i Paris og hovedstadens gader, biografer, spillesteder, restauranter og museer ligger stille hen. På mange måder er det så et meget passende tidspunkt at sætte sig ind i Elisabeth Vigée Le Bruns værk. Gennem hendes historie kan man lære en del om, hvordan tiderne kan skifte, så man det ene øjeblik maler Marie Antoinette ved hoffet i Versailles, for det næste at blive underrettet om dronningens henrettelse, når man selv er sluppet ud af landet og lever i eksil rundt om i Europa.

Et gyldent eksil ganske vist, for Vigée Le Brun fortsatte med at male adelen og de meget velhavende rundt om i Europa, men også i Zarens Rusland. Vigée Le Brun havde et begivenhedsfuldt liv, som da også er det, der allermest optager de mange, som i øjeblikket skriver om hende på grund af udstillingen i Paris.

Skabte næsten 100 værker

Først og fremmest var Elisabeth Vigée Le Brun en fremragende portrætmaler og en af de meget få kvindelige af slagsen, hvis navn trods alt huskes i eftertiden:
Næsten 1000 værker skabte hun gennem et langt liv, der rakte fra 1755, hvor hun blev født ind i en borgerlig familie i Paris med en far, som selv var maler. Hun fortsatte med at male, til hun døde i 1742, anerkendt som en af sin tids allerstørste portrætmalere, mæt af dage, men skuffet over den forandring Frankrig i mellemtiden var undergået.

Den franske revolution, hvis terror hun havde haft tæt inde på livet, betragtede hun ikke med milde øjne: ”Førhen var det kvinder, som regerede, men det fik revolutionen sat en stopper for,” skriver hun i de erindringer, hun brugte de sidste år af sit liv på at forfatte.

Den feministiske amerikanske kunsthistoriker Mary D. Sheriff, der har skrevet en bog om hende i 1996, kalder i sin titel Vigée Le Brun for en ”exceptionel” kvinde. Dermed mener Sheriff både, at Vigée Le Brun havde et helt usædvanligt talent, men også, at hun med sin praksis som succesfuld maler og senere som forfatter til sin egen biografi, udgør den undtagelse, der bekræfter det, der ellers var reglen i det i det 18. og 19. århundrede: At det var mænd, som var kunstnere.

Kunstner var Vigée Le Brun så i sjælden grad. De over hundrede malerier, der nu er udstillet på Grand Palais, er hentet ind fra samlinger verden over. Langt de fleste er portrætter af den art, som skulle blive Vigée Le Bruns levebrød, både i Frankrig og under det mangeårige eksil. Det hele får en lidt syret, nærmest modernistisk virkning, når man ser så mange af dem samlet på ét sted.

Den samme stråhat bruges i adskillige værker til at kaste en let skygge over et ansigt, den samme fjer sættes på forskellige hatte, og så er der roserne. De sidder på hatte eller holdes i hånden af de mange yndefulde kvinder – der er noget meget forbavsende ved en rose i hånden på Marie Antoinette i stadstøj, med rosen lige ved kønnets plads. Der er også roser blandet med andre blomster i vaser i maleriets imaginære rum, i en stil som vel nærmest er rokoko – i al fald indtil 1789, hvor Vigée Le Brun måtte forlade sit trygge liv i Paris.

Marie Antoinette i moderrollen – bestilt som propaganda?

Det er overklassen, der males, selvfølgelig. Meget hurtigt, bliver det oven i købet Frankrigs absolutte rigeste og mest magtfulde, der drager nytte af Vigée Le Bruns talent: Midt i udstillingen troner et kæmpemæssigt maleri af dronning Marie Antoinette med sine tre børn. Et foreløbigt højdepunkt på karrieren, som Vigée Le Brun maler i 1787. Det var et portræt, der så kort tid før Revolutionen, var bestilt nærmest som propaganda.
Marie Antoinette skulle, som reaktion på de verserende rygter om et udsvævende liv, fremvises i moderrollen. Desværre skulle kritikken se noget helt andet i maleriet: Marie Antoinette blev bebrejdet for netop ikke at udvise den mindste kærlighed. Børnene synes at søge hendes opmærksomhed, mens Marie Antoinette troner køligt. Det store skab til højre i billedet blev tolket som et smykkeskrin, midt i en obskur smykkeskrinsskandale, der havde sat Frankrig på den anden ende. Alligevel fremstår det imponerende værk for vor tids øjne, som forbavsende levende: Dekorationen virker stiv, men børnenes kroppe, ansigter og bevægelser sprudler.
Men hvordan var det så overhovedet lykkedes for en kvindelig portrætmaler at drive det så vidt, på et tidspunkt i historien, hvor ”kunstneren” altså sædvanligvis var en mand?

Faderen anerkendte hendes talent

Man kan ikke sige, at det var moderkærlighed, der prægede den lille piges tilværelse. Ganske som Elisabeth Badinter har gjort rede for det i sit værk Kærlighed i tilgift: moderkærlighedens historie (17.-20. århundrede) (1981), blev den lille pige, som det var sædvane i Frankrig på den tid, sendt på landet hos en plejefamilie. Det var der mange børn, der ikke overlevede. Den lille Louise Elisabeth landede i gode hænder, men først som seksårig blev hun hentet tilbage til sine forældre i Paris. Her synes hendes far, der selv var maler, at have haft en afgørende indflydelse. Han lod hende for det første male, men anerkendte også øjeblikkeligt hendes talent: ”Hvis hun ikke bliver maler, er der ingen, der bliver det”.
Den yndige og talentfulde unge malerinde, møder så med faderens billigelse og hjælp en række lærere, som hun suger al mulig teknisk viden fra ”som en bi”, skriver hun selv. Ikke mindst den kendte maler Joseph Vernet. I stedet for at begræde, at hun aldrig i egentlig forstand kunne stå i lære på et akademi, udtrykker hun taknemmelighed, over de råd han gav hende om at finde sin egen stil.

Vigée Le Bruns selfier

At hun både var yndig og talentfuld kan til gengæld ses af den række af selvportrætter, der indleder udstillingen på Grand Palais. Højst avancerede ”selfier”, der også gør, at Vigée Le Brun fra starten maler sig selv ind i kunsthistorien.

Simone de Beauvoir skulle i ”Det andet køn” nedgøre Vigée Le Bruns værk, som værende narcissistisk, men måske var det snarere den venstreorienterede, revolutionsnostalgiker end den feministiske Beauvoir, der her talte? For i rækken af selvportrætter ser man både den lyse, yndige unge pige, der med forrygende talent maler sig selv som blot sekstenårig, men også den langt mere modne kvinde, men altid med en særlig udstråling af energi og foretagsomhed.

Midt i trediverne maler hun sig selv i færd med at male Marie Antoinette – intet mindre end et visitkort både i sin egen tid, men også til fremtiden. Hele hendes tekniske kunnen er her på et højdepunkt i et forbavsende prunkløst selvportræt, nærmest kun i sort, hvidt og rødt. Selvportrættet er malet blot to år efter det portræt af en anden maler Hubert Robert i 1788, hun selv betragtede som sit mesterværk.

Portrætter blev solgt i dyre domme

I al fald synes den unge kvinde til enhver tid at have udnyttet en given situation, der ofte handlede om mænd, der trak økonomiske veksler på hendes virke. Faren døde, da hun er blot elleve år gammel, og moren giftede sig med en anden mand. Allerede fra Vigée Le Brun var seksten begyndte hun at modtage bestillinger på portrætter, som blev solgt i dyre domme. Det var stedfaderen som inkasserede pengene. Var det for at slippe ud af hans myndighed, at hun allerede som 18årig giftede sig med maleren og kunsthandleren Jean Baptiste Le Brun, der ellers havde et blakket ry?
Det blev så under sin mands myndighed, hun i de kommende år fik skabt sig en forrygende karriere. Han var ekspert i hollandsk kunst, hun malede og holdt salon i deres hus over for Palais Royal med legendariske fester. Hendes portrætter blev solgt til tårnhøje priser, men som eksempel fik hun selv 6 franc for et maleri, der blev solgt for 12.000. ”Jeg var så ubekymret om penge, at jeg knapt nok kendte deres værdi” skriver hun selv i sine erindringer.

Mildnede Marie Antoinettes træk

I 1778 bliver hun dronning Marie Antoinettes officielle maler. Dronningemoderen var utilfreds med, hvordan hendes datter med de typiske habsburgske træk tog sig ud, og Vigée Le Brun formåede at mildne dem.
Vigée Le Brun beherskede også den kunst at underholde dronningen med sang og konversation, mens hun malede, hvilket får en af hendes biografer til at hævde, at hun især havde et socialt talent. Endnu en nedgørelse?
Hun forstod i al fald også at bruge sin kongelige forbindelse til at får åbnet den dør til det kongelige franske akademi, som ellers var forblevet lukket på grund af hendes køn. I 1783 blev hun med dronningens mellemværende medlem og kvitterede med et allegorisk maleri: ”Freden fører overfloden med sig”, der forestiller to kvinder, den ene lys den anden lidt mørkere. Vigée Le Brun har oven i løbet dristet sig til at vise den enes nøgne bryst. Nøgenhed var det ellers forbeholdt mænd at male – kvinder havde ikke adgang til at studere nøgenmodeller og anatomi, hvilket mange af Vigée Le Bruns skikkelser bærer præg af – der er en række lidt løjerlige halse… Det var Vigée Le Bruns håb, at hun dermed kunne få udnævnelse til ”historiemaler”, men det lykkedes ikke. Direktøren for akademiet var stærkt imod Vigée Le Bruns udnævnelse og lod det ske uden titel.
Og så kommer Revolutionen så i 1789 og den unge malers skæbne tager en helt ny retning. Vigée Le Brun har i 1780 fået en datter og tager hende med på en lang flugt, som kommer til at føre hende rundt i hele Europa, ikke mindst med lange ophold i Italien. Hendes mand lod sig skille, for at sikre sin formue og efter at have forsøgt at få hendes navn slettet som værende i ledtog med de kongelige. Vigée Le Brun rejser videre til Rusland og Saint Petersborg, hvor lige som alle de andre steder hvor hun slår sig ned undervejs, opbygger et klientel. Ret beset er det først herfra at hun for alvor er selvstændig i nutidig forstand.

Maler det mor/barn-forhold, som vi i dag tager for givet

På hele anden etage på Grand Palais er det derfor den eksilerede malers portrætter man kan se, samt nogle ganske få betagende landskabsskitser. Landskaber som ellers befinder sig i baggrunden af de mange sene portrætter. Men også portrætter med en langt dybere farveglød og enkelthed.
På vej ud af Grand Palais, diskuterer to franske overklassefruer denne novemberaften Vigée Le Bruns malerstil. ”Den ændrede sig jo ikke på nogen måde, livet igennem”, slår den ene af dem fast og den anden nikker. I museets butik er der da også et utal af souvenirs med roser, al denne yndighed og romantisme, som er det første indtryk, man får af hendes maleri.
Men det er netop i et utal af små detaljer, man i øjeblikket på Grand Palais kan konstatere, hvor enestående og også kunstnerisk fantasifuldt Vigée Le Brun skabte egne rammer for sit talent – ud over at kunne leve af det. Hun vover at male Marie Antoinette i en simpel bomuldskjole, på den tid betragtet som en natkjole. Maleriet vakte skandale, men så har hun et helt tilsvarende værk med den samme fjer i hatten, men fint påklædt i baghånden, så det skandaløse maleri kunne skiftes ud med et tækkeligt.
Hun maler også moderskabet. Det lykkes ikke at forføre folket med Marie Antoinette versionen, til gengæld blev hendes selvportræt med datter på skødet hurtig omdøbt til ”Moderkærlighed” og har lige siden hængt på Louvre. Også det har været foragtet og nedgjort, også af feminister, for det sødladne portræt af forholdet mellem mor og datter. Men det var helt nyt at male dette på denne måde dengang, Vigée Le Brun malede under indflydelse af filosoffen Rousseau og hans nyudkomne ”Emile”. Vigée Le Bruns værkbliver diskret selve billedet på et forhold mellem mor og barn, som vi nu tager som en selvfølge. Et forhold, som var stik modsat, hvad hun selv var vokset op med. Da Vigée Le Brun er vendt tilbage til Frankrig efter eksilet, maler hun så et portræt af Napoleons søster, som hun foragtede. Værket udstråler med en lille pige i en helt enkel kjole, som med undren ser op på sin pompøst udsmykkede og stive mor, noget helt andet og som er så langt fra de viltre lokker og kvindelig sensualitet Vigée Le Brun havde dyrket i alle sine tidligere malerier.
Det er første gang i Europa overhovedet, at Vigée Le Bruns værker på denne måde kan ses samlet. Man kan håbe at både publikum og forskere omsider begynder at bidrage til rehabilitering af en exceptionel kvinde, der burde indtage en langt større plads i kunsthistorien.