Nej. I virkeligheden kørte Helen Hessel ikke den elsker, der havde forladt hende, ud over en jernbanebro og ned i en fælles død for øjnene af sin mand.
Sådan ender kærlighedshistorien mellem tre Jules, Jim og Catherine i François Truffauts berømte film “Jules og Jim”, der i tresserne gik verden over, og stadig er blandt de store filmklassikere.
Kærlighedshistorien fandt virkelig sted, men alle parter levede videre. Og nu er en fascinerede biografi om den kvinde, historien var inspireret af udkommet i Frankrig. Bogen er skrevet af matematiklæreren Marie Francoise Peteuil, som har brugt sin fritid på at løfte sløret for en usædvanlig kvinde, der åbenbart var så skræmmende, at hun som fiktiv figur måtte dø.

Elskeren skrev romanen om Helen Hessel

Det var elskeren Henri Pierre Roché, som i 1953, mange år efter at forholdet var slut, skrev den roman, der inspirerede Truffaut til filmen af samme navn.
Her blev en kompleks kærlighedshistorie mellem Roché, den tyske forfatter Franz Hessel og dennes kone Helen Hessel, fra tiden omkring 1. Verdenskrig skrevet ind i et muntert, poetisk og kortfattet sprog.
Den unge filmmager François Truffaut, der i tresserne var på toppen af Nouvelle Vague [Nybølgefilmene, red.], faldt en dag i bedste romantiske stil over romanen i én af bogkasserne ved kajerne i Paris.
Trods kritikeranerkendelse havde den ikke haft nogen særlig succes, men Truffaut forelskede sig i bogens lette tone og hedonistiske skikkelser, der ikke blot svarede til hans egne fantasier om et frit kærlighedsliv, men også var som fod i hose til tressernes sorgløshed.
Filmen, der så dagens lys i 1963, blev en kæmpesucces, og Jeanne Moreau sang sig ind i publikums hjerter.

Helen altid bange for galskaben

Virkelighedens Helen Hessel var tysk, født i Berlin i 1886 med navnet Grund, som det sidste, forkælede og højt elskede barn af en børneflok på fem.
Faderen var bankmand, men foretrak sin fritid som amatørmaler. Moderen led gennem hele Helens barndom af stadig oftere melankolske anfald. Da Helen var 12 blev moderen indlagt en sidste gang og vendte aldrig tilbage til hjemmet.
I sine mange dagbøger skrev Helen Hessel næsten aldrig om sin mor, hun nævner knap, da moderen dør på en psykiatrisk klinik i 1915. Moderens depressioner blev ikke bedre af faderens hyppige affærer med andre kvinder, han fik blandt andet barn med stuepigen, opdraget sammen med de andre børn, men aldrig gjort legitimt.
Da moderen blev indlagt, var det den næsten ti år ældre søster Ilse, der overtog husholdningen.
Søskendeflokken skulle hærges af sindssygdom, Helen var altid bange for galskaben. Den ældste bror begik selvmord som 21årig, den anden blev depressiv og døde ung. Også Ilse skulle langt senere tage sit eget liv. Helen beskrev trods forældrenes forhold altid sin barndom som lykkelig, en opfattelse, som nok fortæller allermest om hendes lyse sind.

Rammer er noget, man bryder

Helen voksede op til at være en smuk, høj, lyshåret, atletisk pige. Ægteskabstilbud var der nok af, men Helen nægtede at gøre som Ilse, der giftede sig ind i et fornuftsægteskab. Hun søgte ind på Kunstakademiet i Berlin og blev optaget hos Käthe Kollwitz, en af de få lærere, der overhovedet underviste kvinder i maleri.
Men Helen betragtede ganske som faderen ikke maleriet som et fag. Hun skrev i sin dagbog, at “hun hadede maleriet på grund af rammen”.
Og rammer brød hun. Hun malede og udlevede sin seksualitet. Af en akademiveninde fik hun at vide, at mænd ikke selv bestemmer, om de får erektion, en oplysning, der gjorde stort indtryk på hende. Hun æggede bevidst mænd til denne mystiske erektion – også selvom hun ikke ellers var interesseret i dem.
Som nittenårig tog hun sig sin første elsker, George Mosson, en tredive år ældre lærer, uden mindste henblik på ægteskab. Forholdet sluttede først, da hun i 1912 flyttede til Paris for at fortsætte sin maleruddannelse. Det var her, hendes vej skulle komme til at krydse de to mænd, vi kender som Jules og Jim.

Helen havde al den vitalitet, Franz manglede

Den lille runde, der i filmen er Jim, var Franz Hessel. En 32årig forfatter ud af en velhavende jødisk familie, der allerede i fem år havde slået sine folder i Paris. Den høje slanke var Henri-Pierre Roché, kunstkender og forfatteraspirant. De to havde længe nydt hinandens selskab og ofte de samme kvinder. Men da Franz Hessel mødte Helen, bad han for en gang skyld vennen om at holde fingrene væk.
Også for Helen Hessel var mødet noget særligt. Franz lærte hende at holde af Paris på grundigt planlagte vandreture, til de poetiske hjørner, han havde fundet under sine utallige strejfende ture. Han fik overtalt Helen til at gifte sig med et tilbud om, at de begge kunne fortsætte deres liv som hidtil.
Helen havde al den vitalitet, han manglede. Scenen fra filmen, hvor Catherine er irriteret over, at Jules og Jim fordyber sig i en indbyrdes samtale og resolut springer i Seinen, fandt virkelig sted.
Men da hverdagen indfandt sig, og Franz vendte tilbage til sit forfatterskab, mistede Helen den opmærksomhed, hun var så afhængig af. Hun blev gravid i 1914 og var lykkelig for det, men barnet kom til verden under en vanskelig fødsel. Helen kæmpede indædt og mod lægernes råd for den lille Ulrichs liv, ved at dryppe modermælk i munden på ham. Da det senere viste sig, at han skulle få vanskeligheder med at gå og led under epileptiske anfald, plagedes hun af samvittighedskvaler.
Og så brød 1. Verdenskrig ud. Franz åndelige fravær blev et fysisk fravær, måske havde hun alligevel drømt om at kunne det som moderen ikke kunne, nemlig fastholde mandens opmærksomhed?
I al fald begyndte Helen et mønster, som skulle præge hendes liv fremover.
Hvis elskeren ikke var opmærksom nok, måtte hun selv gøre noget. “Der skal mange mænd til at skabe en kvinde” skrev hun og gik i byen, klædt i brokade og guldørenringe og “følte sig som en tsarinde”.
Hun blev atter gravid, med Franz påstod hun, fødslen forløb denne gang let, det var den senere så kendte diplomat og skribent Stephane Hessel, der kom til verden.
Da Franz kom tilbage fra fronten, var det ikke lykken, der vendte tilbage.
Franz beskrev i en af sine romaner, hvordan en hjemvendt soldat nærmest lader sig dø af sine krigsoplevelser. Ægteskabet skrantede. Helen tog sagen i egen hånd og forlod mand og børn og arbejdede som landarbejder forklædt som mand.

Pierre skulle redde Helen fra Franz’ melankoli

Gennem stort set hele Helens liv med små børn var det enten husholdersker eller søsteren Ilse, der tog sig af børnene, når Helen fulgte sine indfald.
Et halvt år senere vendte hun uden kommentarer tilbage med fornyede kræfter og kastede sig ud i en stor genoptræning af sin lille handicappede søn.
Det var på dette tidspunkt, at Franz inviterede sin gamle ven Pierre til at komme og redde Helen fra hans egen melankoli. Det skulle blive et lidenskabeligt kærlighedsforhold, der varede i 14 år, ofte under samme tag som Franz, men i skiftende lande.
Det, man kender til forholdet, stammer ikke kun fra den fiktion Henri Pierre Roché skrev. I 1990’erne blev de to elskendes dagbøger fra starten af forholdet udgivet på fransk. Roché havde foreslået, at alle parter skulle skrive hver deres version, også Franz og Helens søster Johanne, der begge var involverede, skulle skrive.
Helen kastede sig med sædvanlig energi og entusiasme ud i et “dagbogsprojekt”. Mens Henri-Pierre Rochés dagbog fremstår klassisk og dannede baggrund for den senere roman, skulle Helens bidrag som sædvanlig sprænge rammerne.
Det blev skrevet på tre sprog, tysk, fransk og engelsk alt efter sindsstemning. Hun flettede barndomserindringer og beskrivelser af kunstneriske projekter ind i nøje beskrivelser af deres kærlighedsakter. Det færdige værk udgør en enestående Joyce-agtig bevidsthedstrøm, der endnu ikke for alvor har fundet plads i litteraturhistorien.
Et af de elskendes konkrete projekter var et barn, Pierre drømte om en søn. Helen lod sig skille fra Franz for, at barnet officielt kunne fødes som Pierres. Men hele tre gange aborterede Helen, fordi Pierre alligevel ikke troede på deres kærlighed eller mente, at tidspunktet var helt rigtigt.
Helen benyttede sin sædvanlige metode, fandt andre elskere, og det sårede ham. For Helen var det blot at tage sig samme frihed, som han gjorde.
Gennem deres stormende kærlighedshistorie fortsatte Pierre et forhold til en anden kvinde i Paris, som Helen godt kendte til, hans “rolige kærlighed”, som han kaldte det.
Det var først, da Pierre i hemmelighed for de to andre fik et barn med en helt tredje kvinde, at det gik helt galt. Forræderiet bragte nærmest Helen på grænsen af vanvid. Pierre var rædselslagen for, at hun ville slå ham ihjel med en revolver, hun engang havde anskaffet sig. Hun, der som den eneste af de tre havde lært at køre bil, kørte rundt og rundt i de gader, hvor Pierre boede. Han både meldte hende til politiet og forsøgte at få hende indlagt.

Helen overlevede både sin lidenskab og sammenbrud

I romanen “Jules og Jim” fortætter Henri Pierre Roché disse oplevelser ind i en pittoresk fælles død. Passede det ham i virkeligheden bedst, at han i den grad var den eneste ene for Helen, at hun ikke kunne overleve?
Det er jo en helt anden fortælling, at Helen Hessel i virkeligheden overlevede sin lidenskab og sit sammenbrud. Hun var ikke længere en isoleret husmor på landet i Tyskland.
I Paris var hun omgivet af kunstnere og tænkere som Apollinaire, Aldous Huxley, Breton, Marcel Duchamps, Gisèlre Freund og mange andre. Hun havde gennem længere tid skrevet modekronikker fra Paris til Frankfurter Zeitung, hvor hun udfoldede sin intelligens og observationsevne til at hæve et tilsyneladende banalt emne til analytiske højder. Filosoffen Theodore Adorno anbefalede dem for eksempel til sin ven Walther Benjamin, for at forstå mode som fænomen.
I Tyskland i 1935 blev Helen Hessels artikler dog adskillige gange udsat for kritik fra “Das Scwartze Korps”, et blad SS udgav. Ifølge sønnen Stephane Hessel forudså moderen allerede i 1935, at Hitler ville tage den totale magt i Tyskland af den simple grund, at han skaffede folk i arbejde. Hun fik hentet sin nu voksne søn Ulrich til Paris.
Samtidig begyndte Helen en nomadetilværelse, hvor hun ofte boede sammen med andre kvinder, selvom hun aldrig opfattede sig selv som lesbisk. Hun havde haft erotiske oplevelser med kvinder, men hendes lidenskab rettede sig mod mænd.
Faktisk synes den afsluttede lidenskab til Pierre at give hende den håndfaste styrke tilbage, der prægede hende i de unge dage. Hendes eksmand Franz var, på trods af at han var jøde, forblevet i Tyskland. I 1939 tog Helen sin bil, kørte til Berlin og hentede ham ud. Ved paskontrollen overrakte hun tolderen en stak papirer, som han gik ind for at tjekke. Da han kom tilbage udbad han sig Franz pas. “Det har de lige set” svarede Helen, uden at blinke med de skarpe blå øjne, hun var kendt for. Det reddede Franz liv. Hun fik sat ham på et tog mod Paris og vendte tilbage til Berlin, hvor hun skulle komme til at overvære Krystalnatten.
Da krigen brød ud, forfattede hun i Paris et opråb til de tyske kvinder, for at få dem til at stoppe krigen. Hun arbejdede sammen med Aldous Huxley, men de syntes ikke at have kunnet nå igennem til de rette diplomatiske kanaler og opnå amerikansk opbakning. Projektet endte i en skuffe.
Men også i Frankrig var jøder forfulgt, og både Franz og Ulrich blev arresteret. Helen fik skaffet dem ud, men denne gang var Franz, som hun ikke længere var gift med, for udmattet og lagde sig vitterligt til at dø. Et mislykket flugtforsøg til Schweitz fik også Ulrich til at give op. Han forsøgte at begå selvmord, men overlevede.

Hjalp folk til at flygte og dermed overleve

Når Jeanne Moreau i “Jules og Jim” synger om at være grebet af livets malstrømme, får det her en helt anden mening.
Helen Hessel havde nok foretrukket udelukkende at beskæftige sig med kærlighed, seksualitet, dans og mode, men blev revet med i andre historier.
Som den dygtige svømmer hun var, svømmede hun mod strømmen. Mens Franz Hessel lod sig dø, og Marcel Duchamp ikke rørte en finger, kan man i Francoise Peteuils biografi fra 2011 læse, hvorledes deres koner indså faren og hjalp folk til at overleve og flygte.
Også efter krigen var livet hårdt. Der var ingen aviser at skrive til i et krigshærget Tyskland. Franz var død, Pierre var for altid ude af hendes liv og kunne ikke støtte hende økonomisk, sønnen Stephane var flyttet til USA med sin kone.

Helen elskede Jeanne Moreaus figur

I 1947 var Helen 60 år gammel og udmattet. Hun forsøgte, nærmest som et ritual i familien at gøre en ende på sit liv.
Mente hun det virkelig alvorligt? I al fald overlevede hun, og da Stephane hørte om hændelsen, inviterede han hende til New York. Hun drog derover, men efter et halvt år er spændingerne mellem hende og svigerdatteren for voldsomme. Helen søgte herefter plads som tjenestepige, kørte tværs over USA og arbejdede for andre i halvandet år. En togulykke satte herefter punktum for eventyret. Hun var tvunget til at vende tilbage til Frankrig.
Som en midlertidig løsning flyttede Helen ind hos en veninde.
Det kom til at vare i tredive år, inden hun døde over halvfems år gammel. Hun oversatte bøger, hun står fx for den tyske oversættelse af Nabokovs “Lolita”.
I 1953 udgav Roché så sin roman “Jules og Jim”. I starten var Helen vred, hun syntes, han havde stjålet ideerne fra dagbøgerne.
Det havde Pierre forudset, tyve år efter bruddet var han stadig bange for Helen. Men langsomt begyndte Helen at smelte sammen med den personage, han havde skabt.
Pierre døde i 1959, og for Helen var det en gentagelse af tabet. Hun kunne ikke bære, at den krop hun havde kendt, blev til aske. Francois Truffaut var i gang med at arbejde med filmatiseringen, men undgik trods brevveksling behændigt at møde Helen. Var også han bange for virkelighedens Helen Hessel?
Da filmen fik premiere, var Helen begejstret. Fortolkningen af hende i Jeanne Moreaus skikkelse, glædede hende. For den svarede til hendes egen selvopfattelse om sin livslyst og glæde. Alt det mørke, man hos Marie-Françoise Peteuil finder i hendes historie, forsvandt bag kunstens sublimerede overflade.
Der var en kvinde, som Jules og Jim elskede, som i romanen hed Käthe, i filmen Catherine, og nu har Marie-Françoise Peteuil hentet Helen Hessel frem fra glemslen. Mindre som romantisk heltinde end som en kvinde, der trods krige og sin families deroute, igen og igen tog sin skæbne i egen hånd.

http://www.youtube.com/watch?v=oPWTJsO89-M