I 1916 stod to kunstmalere – Marie Henriques og Helvig Kinch – på trappen til Thorvaldsens Museum og snakkede. Foran den tempellignende bygning tilegnet Bertel Thorvaldsen, det store danske nationalsymbol, fik de den idé at lave en faglig sammenslutning for kvindelige kunstnere. Fagforbundet skulle danne ramme om kampen for retten til at deltage i det danske kunstliv på lige vilkår med mandlige kolleger. 
Sådan lyder historien om Kvindelige Kunstneres Samfund i hvert fald. Uanset hvad blev idéen til virkelighed, for der blev afholdt stiftende generalforsamling den 7. februar 1916. KKS’s jubilæum har nu givet anledning til den digre antologi 100 års øjeblikke – Kvindelige Kunstneres Samfund.
Antologien – der er redigeret af Charlotte Glahn og Nina Marie Poulsen i samarbejde med Lene Rasmussen og Pylle Søndergaard fra KKS – taler med sit imposante omfang og sit forord af kulturminister Marianne Jelved – med en høj, klar og autoritativ stemme.

Sværvægteren falder på et tørt sted

En sådan sværvægter, eller “historisk storværk”, som der står i pressemeddelelsen, falder på et tørt sted. For her et helt århundrede efter de to kvinders samtale foran museet er diskussionen om kvinders vilkår i kunstverdenen er uafsluttet. Debatten blev endda for nylig atter sat på spidsen, da en ny stor undersøgelse dokumenterede, at der stadig er kønsmæssige skævvridninger på spil i kunstverdenen: Mandlige kunstnere er i overtal, hvad angår offentlige kunstindkøb og repræsentation på nye udstillinger, til trods for at kvindelige kunstnere i dag i langt højere grad gør sig gældende.
Bogen strækker sig fra tiden umiddelbart efter Kvinders Valgret i 1915, hvor kvindebevægelsen også på det kulturelle og kunstneriske område fik vind i sejlene, over 1970’ernes feminisme og frem til samtidskunstens mere flerstemmige politiske investeringer. Med tekster af kunsthistorikere, museumsfolk, kritikere og kunstnere tegner værket både et nødvendigt historisk billede og stiller skarpt på kønsbevidstheden i samtidens kunstpraksisser.
Hvor bidragsydere som Nina Høgh-Jensen, Connie Hansen og Hanne Abildgaard er gået ombord i KKS’s righoldige arkivmateriale for monografisk at undersøge enkelte undereksponerede kunstnere, går andre artikler til værks ved at trække tråde op til nutiden. For eksempel Eva Pohls Mod og modtagelighed, der undersøger det kontroversielle spørgsmål, hvorvidt kvinder har adgang til andre og anderledes æstetiske erfaringer på baggrund af deres kropslige eller sociale status. Med dét greb i læsningen forvandles en ellers begrædelig historie om udelukkelse og ignorance til et positivt mulighedspotentiale. I den optik åbnede de kvindelige kunstneres prekære rolle op for nogle andre kunstneriske sensibiliteter end de dengang fremherskende.

Arkivmateriale hentet ud af glemslen

Den rigt illustrerede bog er fuld af opmuntrende og rørende fotografier af de nye, optimistiske kvindefællesskaber, der formede sig omkring et enstemmigt håb og krav om retten til samfundsindflydelse og livsudfoldelse. Titlen 100 års øjeblikke indrammer også meget fint den selvmodsigelse, der ligger i enhver fremskrivning af underprivilegeredes historier.
På den ene side tilstræber værket at give den store, sammenhængende historie, som indtil nu har manglet. I den forstand er bogen et vigtigt bidrag, som sammenkæder de enkeltstående tilfælde og løfter dem ud over de spredte biografiske læsninger og personlige skæbnefortællinger, som fortidens kvindelige kunstnere ofte modtages som.
På den anden side tager bogen højde for begrænsningerne og umuligheden af sådan et projekt. Som titlen antyder, har fremstillingen karakter af enkeltstående “øjeblikke” og beskriver i højere grad en kvindehistorie, der i sagens natur fremstår som ufuldstændig, hullet og usammenhængende. Eksemplarisk og elementært spændende er Sofie Olesdatter Bastiansens arbejde med KKS’s arkiv, hvor hun er “gået i dialog med arkivet og mimer dets egen diskontinuerte fortællestil”, som der står i indledningen.

Fra konkret til diffus ulighed

Under læsningen støder man gang på gang på historiske fakta, der om ikke andet slår en tyk streg under vigtigheden af KKS’ virke i fortiden, samt foreningens fortsatte relevans. For eksempel fik kvinder først i 1908 mulighed for at søge optagelse på Kunstakademiet. Man skal dog helt frem til 1924, før de kvindelige kunststuderende også fik adgang til at tegne efter nøgenmodel. Og tidsrummet fra kvindelige kunstnere fik adgang til Kunstakademiet, til der ligefrem blev ansat en kvindelig professor, var ikke mindre end 65 år.
Men bogen skildrer også en mere diffus og strukturel ulighed, der, som nutidens debatter har vist – også er vanskeligere at diskutere end den åbenlyse diskrimination, pionergenerationen af mønsterbrydende kvinder fra borgerskabet oplevede. Kirsten Justesen, som Lisbeth Bonde portrætterer i artiklen Hvert sprog til sin tid, er et godt eksempel på en kunstner, der trods international anerkendelse som vægtig repræsentant for 1960’ernes minimalisme og konceptkunst stadig er undervurderet og underrepræsenteret.

 

Ambivalens og kvindevrøvl

Foreningen blev stiftet for at arbejde for lige muligheder, “ikke for at skaffe Kvinderne en Særstilling inden for Kunstnerverdenen”, som Helvig Kinch sagde i sin tale i 1916. Men selv om det er slået fast, har det ikke udryddet den ambivalens, der tit er forbundet med at påtale forbindelserne mellem kunst og køn. Som det noteres et sted i bogen, er det ofte først, når uretfærdigheder opleves på egen krop, at opbakningen til sagen bliver en realitet. Anna Ancher, der allerede ved foreningens stiftelse var en succesfuld kunstner, skrev for eksempel i et brev om foreningen:
“Med hensyn til Kvindevrøvlet da har jeg netop ogsaa tænkt på det samme som Du, at melde mig ud, jeg gjorde det for resten en Gang, saa bad Fru Gauguin om Navnet maatte blive staaende, og det var jeg fjollet nok til at sige Ja til; men nu skriver jeg igjen og udmelder mig, for naar man bor heroppe saa langt borte, kan man ingen Nytte gjøre alligevel, og det er jo kjedeligt at have Ansvar for hvad Frk. Krebs og alle de andre finder paa at gjøre.”
Bag polemikken genlyder Anchers brev af det beskedne ønske om at blive modtaget som et helt menneske i offentligheden uden automatisk at blive reduceret til en ensidig “kønsdebattør”, såfremt man vover at ytre sig om ligestillingsproblematikker. Netop på det punkt er der tilsyneladende ikke sket nogen nævneværdig udvikling i samfundsdebatten i de mellemliggende 100 år.

Et grundigt overblik

Bogen er på en gang et vægtigt oversigtsværk og et holdningsbaseret indlæg, der rammer ned i de igangværende debatter om køn og kunst. Ikke mindst på grund af Hans Dam Christensens bidrag Med kønnet på museum, der undersøger danske museers skæve indkøbspolitik. Som Christensen skriver i sin vurdering:
“Det handler om at turde indsætte køn foran kvalitet i forbindelse med indkøb og udstillingspolitikker. Med en skærpet kønsoptik og en begrundet redegørelse i indkøb og fravalg kunne noget ændres. Det er udtryk for en repressiv argumentationslogik ikke at gøre det, og det burde, som nævnt, ikke være problematisk, fordi museerne i så mange andre sammenhænge indsætter filtre, før der foretages en kvalitetsvurdering.”
Med 100 års øjeblikke har vi fået et grundigt overblik over kvindelige kunstnere i Danmark. Og så må vi håbe, at det også vil give anledning til videre diskussioner om emnet på et mere sagligt, fagligt og historisk velfunderet grundlag.