Ouagoadougou 9.6.2005 Hvis din hudcreme indeholder sheasmør, er det vegetabilske grundprodukt måske fremstillet med håndkraft af afrikanske kvinder. Sheasmørret er en af de få succeshistorier fra den internationale handel, hvor Afrikas kvinder ellers normalt hører til taberne. 

Det ligner nærmest kartoffelmos, der svømmer rundt i en brunlig sovs. Sveden driver af de vestafrikanske kvinder, som rører rundt i den hvidlige masse med lange træstokke, mens ilden under gruekedlerne føjer et par grader til den i forvejen trykkende hede i den snævre baggård. 

Ingen af dem kan læse og skrive. Alligevel er de i dette øjeblik et led i den internationale kosmetikindustri. Ude bag murene, i Burkina Fasos støvede hovedstad, Ouagadougou, holder en tankbil parat til at modtage syv tons af det hvide sheasmør, som kvinderne er i færd med at smelte og filtrere for urenheder. Bagefter skal tankbilen køres til et af nabolandene og udskibes til Frankrig, hvor kosmetikvirksomheden l’Occitane vil anvende det i sine natursæber og hudplejeprodukter. 

– De måneder, hvor vi har solgt noget smør, får jeg råd til at betale børnenes skole. De andre måneder sælger jeg hirsemel på gaden, men det giver ikke ret meget, og så kommer jeg i gæld”, fortæller Fati Ilboudo, 50 år og alene med syv børn.

Sheasmørret opdaget af vestens kosmetikindustri 

Kvindernes guld, kaldes det hvidlige vegetabilske fedtstof, som de vestafrikanske kvinder udvinder af sheatræernes frugt, sheanødderne. I århundreder har kvinderne udvundet dette “smør”, som de benytter i madlavningen i stedet for olie. De har altid vidst, at sheasmørret har en gavnlig effekt på ømme babynumser og hudproblemer i øvrigt. 

Det har vestlige kosmetikproducenter også fået øjnene op for. Sheasmør indgår i sæbeproduktion og fugtighedscremer, og medicinalindustrien undersøger smørrets effekt mod eksem og hudlidelser som fx psoriasis. 

The Body Shop og l’Occitane er nogle af de kosmetikvirksomheder, som har indvilget i at købe sheasmør direkte hos de kvindelige producenter. 

Det har skabt en efterspørgsel efter sheanødderne, som udelukkende vokser i Vestafrika, i et bredt bælte fra Senegal til Sudan. For de vestafrikanske kvinder, som traditionelt indsamler nødderne og udvinder fedtstoffet, er sheanødderne blevet en betydelig indtægtskilde. Og en succeshistorie om, hvordan nogle af verdens fattigste kvinder kan arbejde sig, om ikke ud af fattigdommen, så dog hen mod en lidt bedre levestandard.

Smørret løfter kvinderne og deres familier ud af fattigdommen 

– Ved at støtte kvinderne, der fremstiller sheasmør, ønsker vi at lette deres adgang til verdensmarkedet og dermed bekæmpe fattigdommen, udtaler Noleen Heyzer, leder af FNs særlige kvindefond, UNIFEM.

UNIFEM og en række bistandsorganisationer har hjulpet kvinderne med at organisere sig i kooperativer, der kan kontrollere kvaliteten og garantere leverancer af større mængder sheasmør. Man regner med, at over 30.000 burkinske kvinder fremstiller sheasmør i lokale produktionskooperativer, som tilsammen eksporterer 500-600 tons “smør” til en værdi af 2,6 millioner kroner. 

For Fati Ilboudo indbringer smørret gennemsnitligt 250 kr. om måneden. Det er mange penge i et land, hvor de fleste kvinder har under 100 kr. om måneden til hele familien. Halvdelen af indbyggerne i Burkina Faso lever under FN’s fattigdomsgrænse på en dollar om dagen. 

De fleste kooperativer bruger nu enkle maskiner til at slå skallerne af nødderne og male dem til en klæbrig, brun masse. Resten af processen foregår på den måde, kvinderne altid har kendt. 

Fati Ilboudo, som leverer sheasmør til den franske kosmetikproducent, l’Occitane, har kærnet sheanøddemassen ved at piske den med de bare hænder i timevis. Det er hårdt arbejde, og kvinderne skiftes til at tage en tørn. Efterhånden udskilles fedtstoffet som en hvidlig, kartoffelmoslignende masse fra den brunlige valle.

– Sheasmørret er med til at løfte i hvert fald nogle kvinder og deres familier ud af den værste fattigdom, mener Isabelle Tapsoba, som i mange år har arbejdet med det burkinske sheanøddeprogram. 

– Kvindernes indtægt investeres i familien. Der bliver råd til bedre mad, så sundhedstilstanden forbedres. Det er også kvinderne, der betaler for børnenes skolegang og lægebesøg. At have en selvstændig indtægt betyder, at kvinderne får større indflydelse i familien. 
– Hvis manden ikke synes, det er nødvendigt at bruge penge på et lægebesøg, når børnene er syge, kan kvinderne selv beslutte at gå til lægen, når de har pengene til det. At støtte kvinderne, er en meget effektiv måde at bekæmpe fattigdommen på, konstaterer Isabelle Tapsoba.

Vesten giver med den ene hånd – og slår med den anden

Gode historier som sheasmørret er sjældne. Sædvanligvis er det nogle ganske andre, der fortælles om verdenshandelens konsekvenser for landbofamilierne i verdens 49 fattigste lande, som Burkina Faso tilhører. 

En af de efterhånden velkendte historier er den om bomulden. Den handler om, at amerikanske landbrugstilskud til 25.000 amerikanske bomuldsproducenter har skabt overproduktion af bomuld, så priserne er blevet halveret, til skade for to millioner afrikanske bomuldsbønder. Ti millioner mennesker lever af bomulden i Burkina Faso, Mali, Benin og Tchad, og en halvering af indtægterne har skabt øget fattigdom, alt imens FN gør status over de såkaldte Årtusindmål, hvor man ønsker en halvering af fattigdommen inden 2015.

Verdenshandelsorganisationen WTO har kendt tilskuddene ulovlige, men intet tyder på, at den amerikanske regering vil gøre sig upopulær blandt vælgerne i sydstaterne ved at afskaffe dem. Også EU er blevet kendt skyldig i ulovlige subsidier til sine sukkerproducenter, som dermed kan udkonkurrere sukkerproducenterne i de fattige lande. 

Eksemplerne er lige så mangfoldige som landbrugsvarerne. EUs overskudsproduktion af mælk sælges, takket være eksportsubsidier, til dumpingpriser i for eksempel Kenya og Caribien. Alene i Den Dominikanske Republik er 10.000 mælkeproducenter holdt op med at producere mælk, fordi Arlas mælkepulver er meget billigere. Og i Cameroun er mange kyllingeopdrætter gået fallit, fordi EU sælger og eksporterer kyllingevinger til spotpriser – europæerne foretrækker nemlig filet og lår.

– Der er en selvmodsigelse mellem de rige landes udviklingspolitik og deres handelspolitik. På den ene side finansierer bistandsorganisationerne forskellige projekter, som skal bekæmpe fattigdom i tredje verdenslande. På den anden side er handels- og landbrugspolitikken med til at ødelægge befolkningernes levebrød, siger Amandine Bach fra organisationen Women in Development/Europe, WIDE.

Kvinder er sårbare over for privatisering

WIDE er et netværk, der arbejder med sammenhængen mellem udviklings- og kvindepolitik. Netværket blev oprettet efter FNs tredje kvindekonference i Nairobi, 1985, på foranledning af afrikanske kvinder, som ønskede et relæ i Europa til at undersøge konsekvenserne af de strukturtilpasningsprogrammer (SAP), som dengang blev pålagt de fattige lande til gengæld for lån i Verdensbanken og i Den internationale Valutafond, IMF. 

Nu holder WIDE især øje med forhandlinger i WTO, der drejer sig om liberalisering af verdenshandelen, herunder at åbne de fattige landes hjemmemarkeder for privatiseringer og de rige landes eksportvarer.

Til årsskiftet skal WTO afslutte en udviklingsrunde, som blev iværksat i 2001. Den skal sikre tredje verdenslandes markedsadgang og liberalisere verdenshandelen. Dertil kommer GATS-forhandlingerne, der drejer sig om liberalisering af handel med tjenesteydelser. 

– Kvinderne er ofte særligt sårbare, fx over for privatiseringer eller forringelser af de offentlige serviceydelser, siger Amandine Bach.

– Et eksempel er privatisering af vandforsyningen, som ofte fører til prisstigninger. I Afrika fx er familiernes udgifter fordelt på køn. Kvinderne betaler vandet, og har de ikke længere råd, kan de blive nødt til at gå langt for at få adgang til gratis vand, som måske tilmed er sundhedsfarligt. Og den ekstra tid, de bruger på at hente vand, går fra det arbejde, de skulle leve af. På den måde kan privatiseringer betyde øget fattigdom for mange kvinder, siger WIDEs repræsentant i Bruxelles.

Øget handel kan betyde nye muligheder

En række FN-organisationer, herunder UNIFEM og udviklingsorganisationen UNDP, oprettede for få år siden en Task Force om kvinder og international handel under ledelse af FNs handelsorganisation UNCTAD. 

Men at betragte handelspolitik og globalisering med særlige kønsbriller er en forholdsvis ny og temmelig kontroversiel praksis.

– Nogle NGO’er mener, at enhver handelsliberalisering skader kvinderne, og skader dem langt mere end mænd. Men en øget handel kan også betyde nye muligheder for alle, påpeger Anh-Nga Tran-Nguyen fra UNCTAD.

Task Force-gruppen er netop blevet nedlagt efter at have udgivet en rapport, som i mange henseender bekræfter teorien om, at kvinder risikerer at blive særligt marginaliserede i verdenshandelen.

“Trods de nye muligheder, der opstår i kølvandet på globaliseringen, er småbønderne ofte ude af stand til at konkurrere ikke alene på eksportmarkederne, men ofte også på deres egne hjemmemarkeder, som oversvømmes af importvarer”, står der i landbrugsafsnittet i rapporten Trade and Gender – Opportunities and Challenges for Developing Countries.

“80 procent af fødevarerne i Afrika og Caribien produceres af kvinder, og to tredjedele af den kvindelige arbejdsstyrke i udviklingslandene er beskæftiget i landbruget. Kvinder vil i stigende grad få ansvaret for produktion af fødevarer, når den økonomiske situation bliver forværret, fordi mændene flytter til byen eller emigrerer i håb om at tjene flere penge.
Det betyder, at kvinderne får ansvaret netop når sårbarheden over for importvarer bliver større og produktionen mindre rentabel”, hedder det i rapporten. 

Som et eksempel nævner rapporten, hvordan 50.000 filippinske kartoffelavlere, som har set prisen på deres kartofler rasle ned til det halve. En frihandelsaftale tillod USA at eksportere færdiglavede pommes frites, så efterspørgselen efter lokale kartofler faldt drastisk. 

– De kvindelige landbrugere er særligt sårbare, fordi de ofte har sværere end mænd ved at få banklån og jord, på grund af det traditionelle kvindesyn. Derfor har de sværere ved at tilpasse sig en ny situation, fx ved konkurrence udefra, påpeger Amandine Bach fra WIDE.

– Problemet er ikke, at man vil liberalisere handelen, fastslår Anh-Nga Tran-Nguyen fra UNCTAD, men det går for hurtigt. De fattige landes handelsbarrierer nedbrydes, før de er i stand til at konkurrere på lige vilkår med de stærke producenter og eksportører i nord. Hvis man gør det rigtigt, kan handel i stedet være med til at forbedre kvindernes situation. For der er også eksempler på, at kvinder har fået større økonomisk selvstændighed ud af de nye muligheder, den internationale handel tilbyder, fortæller hun.

Det er de vestafrikanske kvinders sheasmør et eksempel på. Men selv om tusindvis af kvinders hverdag er blevet forbedret, er fremtiden langt fra rosenrød. 

I landsbyen Toundoudweogo uden for Ouagadougou har kvinderne også organiseret sig i et kooperativ. Men ordrerne udebliver. De har svært ved at få afsat deres sheasmør, for de udenlandske aftagere foretrækker at købe nødderne i hel tilstand.

Vestafrikanske kvinder skal satse på kosmetikindustrien

650.000 tons sheanødder indsamles hvert år af de vestafrikanske kvinder. Langt den største del bruges af afrikanerne selv. Godt 70.000 tons eksporteres i hel tilstand, blandt andet via den danske specialist i vegetabilske olier, Aarhus United, en af de største virksomheder på området. Aarhus United udvinder selv fedtstoffet, som derefter benyttes i fødevareindustrien, især til chokolade. 

I Burkina Faso udgør sheanødderne landets tredjestørste eksportvare efter bomuld og kvæg. Lokale opkøbere aftager kvindernes høst af nødder. Men prisen er lav, omkring 72 øre pr. kg. Derimod indbringer et kg smør til kosmetikbranchen ti gange mere. 

Men kvinderne har ikke altid hverken kompetencer eller teknik til at leve op til især levnedsmiddelindustriens strenge krav. Og så snart en økonomisk sektor begynder at integrere moderne teknik, har mændene det med at overtage sektoren, påpeger Delphine Ouandaogo fra FNs udviklingsorganisation UNDPs kvindeprogram i Ouagadougou.

– Sheasmørret har altid været forbeholdt kvinderne og skaffet dem en indtægtskilde. Men nu, hvor der begynder at være penge på spil, og behovet for bedre teknologi presser sig på, er der en risiko for, at kvinderne mister deres guld, understreger Delphine Ouandaogo.

Felicité Traoré har i mange år fulgt udviklingen af sheanøddeeventyret for den canadiske bistandsorganisation CECI, en af de første NGO’er som sammen med UNIFEM begyndte at støtte de vestafrikanske kvinders eksport af sheasmør i midten af 90’erne. Hun har sit eget bud på, hvordan kvindernes guld kan forblive en givende indtægtskilde:
– Hvis kvindernes guld for alvor skal batte noget i fattigdomsbekæmpelsen, skal kvinderne sælge til kosmetik- og medicinalbrancherne, som vil betale ordentligt, og holde sig fra levnedsmiddelindustrien, som vil have de rå nødder. Men først og fremmest skal de selv bevare kontrollen over deres produkt.

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.