Det summer af aktiviteter hos Amina, da jeg besøger den moskebaserede NGO for kvinder her i år, hvor mellem 100-120 kvinder arbejder frivilligt. Her bliver kvinder undervist, og der bliver afholdt bazar, hvor håndarbejde bliver solgt til fordel for fattige familier, ligesom i 1990´erne, hvor jeg fulgte organisationen tæt. I dag er aktiviteterne udvidet med undervisning af skolebørn, et børnehjem for forældreløse og et projekt for fattige familier med iværksættertræning og produktionsvirksomhed. Alligevel savner jeg noget.

I 1990´erne var jeg fascineret af de islamisk orienterede kvinders store engagement i Amina, når de undersøgte den muslimske kvindes rolle og ville udvikle den, så kvinderne i højere grad blev oplyste og tog ansvar. Dengang var koranundervisning for kvinder i – og omkring moskeerne meget populært, og selvom kvinderne først og fremmest blev opfordret til at sætte sig ind i islam, så kom en mere generel sekulær uddannelse også til at fremstå som en pligt for kvinderne.

I dag opsummerer koranunderviser og ledende skikkelse i Amina gennem næsten to årtier, Sawsan Ayub, at formålet med undervisningen er, at “kvinder og piger skal vide, hvordan man skal opføre sig, når man er muslim”.

– Jeg vil stadigvæk sige, at jeg ikke fortolker koranen, jeg er simpelthen ikke på det niveau, men må læne mig op af andres fortolkninger. Mit bidrag er i højere grad, at jeg uddyber, hvad koranen og andre islamiske tekster betyder i praksis, og hvordan vi kvinder skal handle i hverdagen, fortæller Sawsan Ayub ydmygt.

Selvom Sawsan Ayub ikke fortolker koranen, hverken dengang eller nu, var hun alligevel mere skarp i 1990’erne i sit opgør med andre islamiske aktørers restriktive udlægninger af kvindens rolle:

– Der er en skræmmende tendens i samfundet. Mange islamiske lærde siger: Følg mig, jeg skal fortælle dig, hvad du skal gøre, lad være med at læse noget andet. De tillader ikke folk at tænke selv og give dem chancen for at bruge hovedet. Og selvfølgelig går alle disse råd ud på at lukke for kvindens muligheder: Det gælder hendes måde at klæde sig på, alt skal være lukket og tildækket, hun skal være hjemme, og selv hendes bevidsthed skal være lukket, hun skal ikke tænke.

Mellemøstens religiøse autoriteter er under forandring

Diskussionerne om, hvorvidt den muslimske kvinde selv skal tage stilling og ansvar eller andre skal gøre det for hende, afspejler nogle omfattende omorganiseringer af religiøs autoritet i Mellemøsten i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Fra at koranfortolkning udelukkende havde været mandlige lærdes domæne, skete der et monopolbrud, der betød, at lægfolk, unge og altså også kvinder, nu kunne have en kvalificeret mening om, hvad islam er, og hvordan et islamisk engagement skal udmønte sig. I dag er der islamiske argumenter overalt – islam diskuteres i medierne på livet løs, og folk i alle aldre og af begge køn kan have en mening om, hvordan koranen skal forstås.

Det betyder dog ikke, at kampen om den religiøse autoritet og den muslimske kvindes position i samfundet er overstået. I foråret 2010 pågår der for eksempel en magtkamp om, hvorvidt kvinder kan være dommere i det administrative retssystem, og i medierne stilles der spørgsmålstegn ved kvinders evner, dømmekraft og rette position i samfundet.

Aktive kvinder 

“Alle kvinder har pligt til at udføre dawa“, sagde Ayat Ismail i 1997. Ayat var én af deltagerne i Sawsan Ayubs koranundervisning i 1990´erne. Næstefter opfordringen til at læse selv, var opfordringen til at udføre dawa nok det mest fremherskende bud fra de islamiske kvinder i 1990´erne. Dawa betyder mission eller at overbevise andre om, at islam er den rette vej. For kvinderne i moskebevægelsen blev det til, at man skulle overbevise andre gennem sin egen hverdagspraksis.

I Ayats tilfælde blev det omsat i hendes arbejde som lærer, hvor hun bl.a. stod for en kampagne rettet mod elever, der snyder, og som hun mente kunne bidrage til bekæmpelsen af bredere samfundsmæssige problemer såsom korruption.

De kvindelige koranundervisere opfordrede dengang til, at kvinderne skulle se deres aktiviteter som en del af et større islamiserings projekt. Her med Sawsan Ayubs ord fra 1996:

“Islam siger ikke, at kvinden skal blive hjemme og undlade at arbejde eller gøre andre ting uden for hjemmet. Kvinden har masser af aktiviteter og masser af energi, som de kan bruge på nyttigt arbejde”.

I dag siger Sawsan Ayub, at kvinder skal “arbejde i samfundets tjeneste” og fremhæver aktiviteterne i Amina som en oplagt mulighed for at praktisere dawa.

Men her i 2010 hører jeg ikke nogen, der kræver, at kvinder skal have en stemme og være med til at ændre samfundet, fx ved at bekæmpe snyd i skolen og korruption i samfundet eller ved at få en god uddannelse, så man kan få ansvar og indflydelse.

Da jeg spørger nogle af de piger, som deltager i de ugentlige aktiviteter for børn ml. 6 og 16 år, hvad de får ud at deltage, svarer de, at der er mange gode aktiviteter som at lave smykker og madlavning, og at de lærer at være smilende og imødekommende over for andre. 

Og de frivillige lærere fortæller, at undervisningens formål er at forbedre børnenes opførsel, fremme ærlighed og lære dem at udvise omsorg over for slægtninge.

Kontrol med civilsamfundet

Den egyptiske regering har op gennem 00´erne øget deres kontrol med civilsamfundet, og det har ændret betingelserne for enhver form for aktivisme, både sekulær og islamisk.

Med 9/11 fik det egyptiske styre en mulighed foræret for at slå kraftigt ned på enhver form for islamisk opposition. En lov fra 2002 indførte en lang række kontrolforanstaltninger over for NGO´ere, der blandt andet omfatter pligt til minutiøst at afrapportere alle aktiviteter. Styret overvåger dermed både bestyrelse og administration og kan gribe ind i forhold til uønskede aktiviteter samt stille krav om dokumentation af alle donationer, som NGO’erne modtager.

Stramninger i NGO-loven og den praksis som fulgte, kunne legitimeres med henvisning til terrortruslen. Det regerende parti har i årtier opfattet den islamiske opposition som den mest alvorlige trussel på grund af den brede befolkningsopbakning. Tidligere har styret været begrænset i sine bestræbelser på at slå ned på den moderate del af den islamiske opposition, fordi vestlige fortalere og donorer har haft opmærksomheden rettet mod beskyttelsen af det civile samfund. 

Men efter 9/11 er opmærksomheden imidlertid blevet mindsket; og det er i Vesten blevet gængs at skelne mellem det gode og det dårlige eller ligefrem onde civilsamfund, hvor muslimske organisationer ofte kommer i den sidstnævnte kategori. Det har givet Egypten og en række andre mellemøstlige lande en kærkommen lejlighed til at slå hårdt ned på kritikere af islamisk observans, om de er nok så moderate.

Det betyder, at alle foreninger og NGO’er skal være registreret og anerkendt for at kunne operere lovligt. Det gælder også Amina, der har været registreret som NGO siden 1996. Som alle andre dokumenterer de også organisationens aktiviteter, fremlægger undervisningsplaner for undervisning af skolebørnene og indberetter fx nye frivillige. Men på trods af indberetningskravene afviser organisationens ledere, at kontrolforanstaltningerne begrænser deres råderum:

– Vi interesserer os for kvinders dannelse og opdragelse af børn, og det er der ingen problemer i, siger Sawsan Ayub og afviser i samme åndedrag, at organisationen ønsker at forandre samfundet. 

Samtidig understreger hun, at Amina ikke har nogen forbindelse til den islamiske opposition, der først og fremmest vil sige det Muslimske Broderskab, som i 1990´erne blev opfattet som en bred bevægelse, der nok var en politisk opposition, men som dog også repræsenterede en bredere social strømning, man kunne tilslutte sig eller føle sig som en del af uden at være formelt tilknyttet. I 1990’erne tilkendegav flere af undervisningsdeltagerne i Amina, at de havde et tilhørsforhold til broderskabet; i dag afsværges enhver forbindelse af alle, jeg taler med i Amina.

I perioden fra 1998, hvor jeg sidst besøgte Amina og frem til foråret 2010, har organisationen konsolideret sig som en NGO og udvidet aktiviteterne betragteligt. I den proces har de også afskåret alle forbindelser til den islamiske opposition, så der i dag ifølge de ledende medlemmer hverken er samarbejdsmæssige eller ideologiske forbindelser til det Muslimske Broderskab. Hvorvidt det skyldes den øgede kontrol med den islamiske opposition, er vanskeligt at trænge til bunds i – jeg får overhovedet ingen svar, når jeg stiller spørgsmål, der har noget at gøre med ideologi eller hvad organisationen vil i et større samfundsmæssigt perspektiv.

Men jeg kan iagttage, hvordan der – samtidig med afsværgelsen af den islamiske opposition og et bredere samfundsengagement – også er sket en udvanding af de kvindepolitiske budskaber. Det gælder i de aktiviteter, jeg deltager i, undervisning af voksne kvinder og af børn i alderen 6-16 år. 

I 1990´erne lød budskabet til kvinder “læs” og “tag ansvar, vær aktiv og dermed et godt eksempel for andre”. I dag hører jeg alene, at “det er vigtigt, at kvinder ved, hvordan de skal opføre sig”, mens skolepigerne fremhæver, at man skal “huske at smile” og være imødekommende.

Jeg sætter mit tørklæde, som jeg vil 

I dagens Cairo aflæser jeg en øget kvindelig selvbevidsthed i omgangen med islam. Man får indtryk af, at enhver ung pige med respekt for sig selv sætter sit tørklæde, som hun vil. I hvert fald er de tørklæder, som i dag florerer i gadebilledet og i organisationer som Amina, spraglede, kunstfærdigt opsatte og båret sammen med ofte stramtsiddende modetøj. Kvindernes tøj i Amina har i højere grad et individuelt præg end den uniformering, som var udbredt blandt de unge islamisk engagerede kvinder i 1980´erne og 1990´erne.
Men på trods af selvbevidsthed og empowerment af kvinder hos de kvindelige aktivister, er det ordet “flinkeskole”, jeg kommer til at tænke på, da jeg er tilbage og deltager i undervisningen i Amina i 2010.
Kvinderne i Amina har et højt aktivitetsniveau, de arbejder frivilligt, og det er lykkedes dem at skabe sig et rum til sig selv uden for familien. I 1990´erne var kvinderne i Amina også aktive i kampen for kvinders uddannelse. I dag, hvor mange kvinder har opnået uddannelse, og hvor kvindepolitiske organisationer generelt kæmper for kvinders muligheder på arbejdsmarkedet, afholder de kvindelige aktivister i Amina sig helt fra at deltage. De konkurrerer ikke med mændene om arbejdspladserne og stiller ingen krav til at arbejdsmarkedet tager højde for kvinders behov, sådan som andre kvindepolitiske aktører i Egypten gør. Samtidig søger de heller ikke i dag efter islamiske argumenter, der taler for, at kvinder skal have en plads på arbejdsmarkedet, sådan som de gjorde det i 90’erne i forhold til uddannelsessystemet.

En deltager i Aminas undervisning i 1990´erne, Noha Hawash, belærte mig dengang om, at udearbejde ikke var et privilegium. “Det er mit valg, om jeg vil gå på arbejde”, understregede hun. Selv gik hun på arbejde og var meget glad for det, ligesom de fleste af de kvindelige aktivister, jeg interviewede dengang. Men i 1990´erne havde jeg alligevel vanskeligt ved at forestille mig, at disse veluddannede, ambitiøse kvinder ikke ville gøre karriere, selvom de fastholdt, at det ikke var muslimske kvinders primære mål i livet.

I dag kan jeg konstatere, at flere af dem har droppet lønarbejdet, nogle har helliget sig familien, andre har kanaliseret deres energi ind i frivilligsektoren, hvor de er engageret i sociale aktiviteter for eksempel i forbindelse med forældreløse børn eller fattige familier. Men de lægger altså også en masse energi i at være søde.