Selvom dansk billedkunst i disse år er midt i en gevaldig optur, er det stadig kun kunstlivets få lysende stjerner, der for alvor får del i den økonomiske fremgang.

Det store flertal af billedkunstnere i Danmark lever – som altid – på et eksistensminimum. Og at billedet ser særlig grelt ud for kvindelige kunstnere, kan man forvisse sig om ved f.eks. at kaste et blik på museernes indkøbstal og på Bkfs indtægtsundersøgelse for kunstnere fra 2004. Tallene er baseret på oplysninger fra 135 mænd og 135 kvinder og viser, at kvindelige billedkunstnere tjener mindre end deres mandlige kolleger:

Gennemsnitsindkomst i kroner/årMændKvinder
Samlet indkomst217.027201.405
Samlet indkomst af ikke-kunstneriske aktiviteter102.79667.698
Lønindkomst fra ikke-
kunstnerisk virksomhed
37.60130.144
Indkomst fra pensioner,
dagpenge, kontanthjælp mv.
65.19537.554
Samlet indkomst af
kunstneriske aktiviteter
114.231133.707
Indkomst fra legater og fonde,
CopyDan, biblioteksafgift mv.
12.75828.112
Indkomst fra udsmykning, bestillings-
opgaver, salg, udstillinger mv.
75.91070.630
Indkomst af anden kunstnerisk virksomhed25.56334.964
Fradrag og afskrivninger48.57258.181
Nettoindkomst168.455143.224

Kilde: Bkf’s indtægtsundersøgelse, 2004

Men hvordan oplever kvindelige kunstnere selv disse vilkår i kunstlivet? Det kan man læse om i en ny forskningsrapport fra Center for Ligestillingsforskning på Roskilde Universitetscenter, der offentliggøres den 6. marts.

Bag rapporten, der er bestilt af Kunstrådet, står lektor, cand.scient.soc. Karen Sjørup og forskningsassistent, cand.jur. Charlotte Kirkegaard.

– Kvinderne støder ind i en lang række barrierer, når de vil gøre karriere i kunstlivet – barrierer som ikke kan reduceres til, at det er kvinderne, der føder børn. Det handler om reelt kønsdiskriminerende mekanismer, der fx gør det sværere for kvindelige kunstnere at få adgang til de etablerede kunstinstitutioner, siger Karen Sjørup.

Forskernes analyse af kvindelige kunstneres sociale og økonomiske vilkår bygger bl.a. på 24 dybdeinterviews med kvindelige kunstnere fra musikkens, scenekunstens, litteraturens og billedkunstens verden. En gennemgående barriere for kvinder inden for alle kunstarterne er, at deres arbejde generelt vurderes af mænd.

Set i forhold til deres mandlige kolleger får kvinderne færre legater, færre prestigegivende ansættelser – og deres kunst når ikke i så høj grad som mænds frem til landets koncertsale, teaterscener og boghylder. På billedkunstens område gælder det således stadig, at det er de mandlige kunstneres værker, der dominerer på kunstmuseernes indkøbslister.

– De kvindelige kunstnere har meget sværere end mændene ved at komme ind på de offentlige kunstmuseer. Vi har talt med fortvivlede kvindelige kunstnere, der har deltaget på flere censurerede udstillinger, og som er repræsenteret på store museer i udlandet, men som danske museer stadig ikke viser den mindste interesse, fortæller Karen Sjørup.


Kvinder i kasser

Et eksempel fra musikkens verden: En fransk undersøgelse viser, at der udtages langt flere kvindelige musikere til de prestigefulde symfoniorkestre, hvis man hænger et tæppe op foran konkurrencedeltagerne, så juryen ikke kan se musikerne under prøven.

Samme tendens til automatisk og ubevidst forskelsbehandling ses i den hjemlige kunstverden, fortæller Charlotte Kirkegaard:
– En af de medvirkende kunstnere fortalte os, at hun overvejer at male under mandenavn. Simpelthen fordi hun oplever, at hendes kunst ikke bliver set på med samme øjne som mænds kunst, siger Charlotte Kirkegaard og uddyber:

– Der er tilsyneladende bestemte forventninger til kvinders kunst. Fx var der på Kunstakademiet i København i en periode en forventning om, at yngre, kvindelige billedkunstnere skulle skabe eksperimenterende installationskunst. Nu er flere kvindelige billedkunstnere gået tilbage til det traditionelle maleri og har givet maleriet en renæssance, som har stærk appel til både publikum og gallerister. Så kvinderne passer ikke ind i de kasser, kunstverden møder dem med. Men de skal slås mere for at blive set og hørt på deres egne præmisser, siger Charlotte Kirkegaard.

Desuden er der stadig hold i den gamle sandhed om, at værtshuset udgør et knudepunkt i etableringen af kunstlivets aftaler og strategiske alliancer. Og værtshusets status som mandligt territorium er tilsyneladende uantastet.

– Hvis man skal begå sig i kunstlivet skal man ikke blot møde op til ferniseringer, men også gå med på værtshus bagefter – og det gider mange kvinder med børn og familie ikke. Så i et vist omfang vælger kvinder selv karrieremulighederne fra. Karrierevejene passer simpelthen ikke ind i kvindernes måde at leve på, siger Karen Sjørup.


Ung og køn

I det hele taget fungerer mange kvinder – især de ældre – dårligt med de krav, der gælder i kunstlivet i dag, fortæller Karen Sjørup.
– Der er tale om en generationskløft, hvor de yngre kunstnere klarer sig meget bedre end ældre. Vilkåret er, at man skal være på e-mail, gå på udstillinger og til receptioner, dyrke netværk og opsøge galleriejere – i det hele taget være på. Og når det handler om at sælge sig selv på markedets vilkår, så klarer kvinder sig generelt dårligere end mænd. Det gælder her, såvel som i den akademiske verden og i erhvervslivet, siger hun.

– Den voksende markedsorientering betyder, at du i højere grad skal kunne sælge din egen person med værket og være i stand til at agere strategisk i forhold til kunstinstitutionen. Dét er mange kunstnere håbløse til – og det gælder sikkert både mænd og kvinder. De skal nærmest være ved at dø af sult, før de opdager, at de mangler noget at leve af, siger Karen Sjørup.

At alder – ligesom køn – har stor indflydelse på billedkunstneres karrieremuligheder, overraskede forskerne.
– Vi troede, at alder især betød noget i teaterverdenen, hvor der er meget få roller til kvinder over 40 år. Med mindre du vil spille rollen som den gamle morlille eller ammen i gyngestolen. Men f.eks. fortæller en af de billedkunstnere, vi interviewer, hvordan galleriejerne slider gulvene på akademierne tynde for at finde netop “deres” unge kunstner, som de kan forme og bruge som markedsførings-ikon.

Men hvad med de yngre kvindelige billedkunstnere, der i den senere tid har fået stor opmærksomhed både af udstillingssteder, gallerister og publikum? Tyder den udvikling ikke på, at kvinderne har vundet territorium i kunstlivet?

– Der er tale om en særlig gruppe unge, kvindelige kunstnere, fortrinsvis malere. Midaldrende og ældre kvindelige billedkunstnere har stadig svært ved at trænge igennem. Meget tyder på, at kunstverdenen er ved at blive lige så ungdomsfikseret og fascineret af lillepigefiguren, som man fx er i film- og teaterverdenen, siger Karen Sjørup, der peger på, at mange af de medieombejlede yngre, kvindelig malere også ser sig selv som værende i opposition til “macho-maleriet”.

– En generation af stærke, ekspressive mandlige malere har domineret kunstetablissementet i en årrække. De nye, kvindelige malere har fundet tilbage til en strammere form, hvor maleri godt kan være sofastykke, men samtidig også er eksperimenterende.

– Nogle af de kvinder, vi har interviewet, ser deres egen udvikling og position i et feministisk perspektiv – selvom de ikke vil ind i skabelonen “kvindelige kunstnere”. De vil absolut have sig frabedt, at man befamler dem med ligestillings-arme! siger Karen Sjørup med et skævt smil.

Overhovedet at tale om sig selv som kvindelig kunstner har været en overvindelse for mange af dem, der har medvirket i undersøgelsen, fortæller Charlotte Kirkegaard.
– Umiddelbart mener kvinderne ikke, at kønnet har betydning. Men når man spørger ind til det, begynder de at reflektere. Og når de først kommer i gang, er de næsten ikke til at standse.


Etværelses med cykel

Hvordan klarer kvinderne sig så økonomisk? Rapporten bekræfter billedet af, at mange billedkunstnere i perioder er afhængige af dagpenge, selvom de sælger værker eller tildeles arbejdslegater.

– Socialt bedrageri i et vist omfang er næsten uundgåeligt, hvis man vil arbejde med sin kunst, siger Karen Sjørup.
Og i mange kvindelige kunstneres tilfælde er partneren en helt nødvendig kunstmæcen:
– Det er jo ikke billigt at være billedkunstner. Selv hvis man sælger udmærket, tager udgifter til materialer, transport og kommission til galleriejeren det meste af indtægten. Kunstnerne lever på en sten – typisk i en etværelses med cykel – eller af deres partners indkomst. De har urimeligt lave indtægter set i forhold til andre faggrupper, siger hun.

Og så er der børnene – hvad betyder familielivet i kvindernes kunstneriske arbejdsliv?
– Nogle vælger børn fra, fordi de ikke synes, det kan forenes med behovet for kunstnerisk fordybelse og koncentration, fortæller Charlotte Kirkegaard og fortsætter:

– Andre vælger at få børn, og det påvirker deres kunst på forskellig vis. Nogle lægger kunsten på hylden, mens de har små børn. Mange vil meget gerne have børn, og ser det som en vigtig del af meningen med deres liv, men de kan ikke passe det ind. Så de skyder det frem foran sig, og får måske aldrig børn. Men alt i alt er det et indre valg, som kvinderne ser i relation til deres individuelle måde at være kunstner på. De ser det ikke som et økonomisk valg, fortæller Charlotte Kirkegaard.

I praksis falder de fleste kvindelige kunstnere dog igennem alle sociale sikkerhedsnet, hvis de vælger at få børn. Disse ofte højtuddannede kvinder er dårligere stillet end de lavest uddannede på arbejdsmarkedet, hvad angår løn under graviditet og barsel.

– Behovet for at oprette en barselfond for kvindelige kunstnere er meget stort. Det afbræk i arbejdslivet, som det medfører at få børn, er benhårdt i et erhverv, hvor kravet om at sælge sig selv er så stort. De vilkår, kvindelige kunstnere har under barsel i dag, er simpelthen chokerende dårlige, siger Karen Sjørup.


Ind i kunsthistorien

Tilbage står et billede af kvindelige kunstnere, der stædigt bliver ved at skabe, selvom de måske ikke storsælger eller blåstemples i kunstlivet. Kvinderne kører på en stærk indre kraft, men en stor del af deres værker bliver aldrig synlige i den etablerede kunstinstitution. Dermed står de uden for kunsthistorien – og uden for kanonen, for den sags skyld.

– Vi går glip af meget fantastisk kunst, skabt af kvinder, konstaterer Charlotte Kirkegaard.

I Sverige har man i nogle år gjort en målrettet indsats for at få kvinderne ind i beslutningssystemet i svensk kunstliv.
Bl.a. er der etableret mentorordninger, iværksætterkurser og rekrutteringsforløb, der klæder kvinder på til at håndtere magten – alt sammen initiativer, som de to danske forskere anbefaler dansk kunstliv at igangsætte.
Direkte kønskvotering som i Sverige anbefaler Karen Sjørup dog ikke.

– Men man bør tilstræbe, at mindst 40 procent af en given pulje tildeles det køn, som i forvejen er svagest repræsenteret. Sådan kan man undgå en skævdeling uden en egentlig kønskvotering. Problemet med kvotering er efter min mening, at det giver anledning til anklager om, at kvinder f.eks. får legater, fordi de er kvinder, ikke fordi de er fagligt dygtige, forklarer Karen Sjørup.

Faktisk findes der i Danmark allerede et krav om, at al offentlig aktivitet skal køns-mainstreames. Det betyder, at man skal tilstræbe en balanceret tildeling til mænd og kvinder, f.eks. når man uddeler arbejdslegater i Kunstrådet og i Statens Kunstfond. Karen Sjørup fortsætter:

– Det er lovbefalet at sikre, kvinder ikke har en dårligere chance end mænd, bl.a. når det gælder om at få del i kunststøtten. Offentlige kunstmuseer burde efter min mening være underlagt præcis samme krav: At man tilstræber, at mindst 40 procent af de indkøbte værker er skabt af kvindelige kunstnere.

– Det kunne også være et succeskriterium andre steder i kunstlivet, fx i forhold til ansættelse af undervisere på kunstakademierne. Og jeg kunne ønske mig, at der blev sanktioneret, hvis institutionerne ikke levede op til kravene, fx ved at skære i deres statstilskud, foreslår Karen Sjørup.

Endelig efterlyser de to forskere langt mere viden om emnet. Charlotte Kirkegaard siger:
– Først og fremmest har vi brug for en grundig undersøgelse af, hvad der foregår i udvælgelsesprocesserne på kunstinstitutionerne. Hvorfor er så få kvinder repræsenteret over hele linjen? Med sådan en undersøgelse i hånden vil vi være nået et stykke vej i forhold til at beslutte, hvad der kan gøres for at rette op på ulighederne.

Artiklen er første gang bragt i Billedkunstneren #1, marts 2007, fagblad for Billedkunstnernes Forbund. Artiklen må citeres med tydelig kildeangivelse.
Temaet for Billedkunstneren #1 2007 er ligestilling i kunstverdenen i anledning af seminaret “Den Blinde Vinkel”.