Blog # 1 – EMPOWERMENT & NETWORKING I 2010 havde jeg det held, at mit arbejde tog mig til Amerika, Afrika, Asien og Mellemøsten. Alle de steder, jeg rejste, blev jeg slået af kvinders styrke. Således opmuntret står det i dag fuldkommen klart for mig, at verdens fremtid ligger i at “empower” kvinder i mindre velstillede lande (beklager det lidet mundrette ord empower, der synes blot endnu ikke at være et dansk ord, der dækker begrebet tilstrækkeligt). Empower skal forstås som at bistå med at give kvinder bedre muligheder, mere handlekraft, mere uddannelse – og hjælpe dem med hjælp til selvhjælp.
Verdens kvinder kan tre for fremtiden så vigtige ting, som jeg vil fokusere på her:

  1. Kvinderne har, modsat mænd, vist, at de vil sørge for børnenes og familiernes foderstand, før de gør noget som helst andet.
  2. De har, modsat mændene, vist, at de kan sørge for at investere i næste generations uddannelse, når de igen og igen demonstrerer, at de bruger deres først tjente mønt på at sende et barn i skole.
  3. De har, modsat mændene, vist, at de kan skabe bæredygtige virksomheder og kan betale enhver sit, når de får adgang til en netværksgruppe og til det mindste lille mikrolån. Ja, de har endda vist, at de kan gå skridtet videre og være gode til “mikro-opsparinger” og “mikro-investeringer”.

Jeg forstår, hvis en læser bliver provokeret af, at kvinder nævnes på mænds bekostning i de tre opsummeringer. Jeg blev også provokeret. Af mænd i den tredje verden. Og især af mændene i Afrika, der er luddovne, egoistiske og fordrukne. Og nogle triste forbilleder for børnene. Så er det sagt. Til gengæld ejer mændene jorden, husene, produktionsmidlerne – og er der en cykel, så ejer han også den. Kvinder ejer generelt ingenting – og betaler alting, også mænds mad og børns skolegang. Det er kvinderne, der skal satses på i fremtiden. Så er det også sagt.
Tilbage til mikro-opsparinger og mikro-management. Det sidste mødte jeg i Bangladesh. Hvor jeg talte med snesevis af kvinder, der rejste sig op af ingenting og byggede vækst ud af ingenting. Som tog et kursus for at lære at læse, efter at have opfostret en børneflok. Som tog et lille lån for at udføre en god ide. Som tog et initiativ. En af disse stolte kvinder var Kechobala, der stolt fremviste sin silkesommerfuglefarm. Fede orme lå i lag på hylder af siv i produktionslokalet – en sivhytte. Der var godt gang i butikken. Bagefter sad vi i mødelokalet – en gårdhave – og talte med hele Kechobalas netværksgruppe af sari-klædte kvinder, der hjælper hinanden med at varetage de små-bitte virksomheder, lån og investeringer. Vi talte om bæredygtighed, om fremtidsdrømme og forretning. Og som altid, når kvinder mødes uden mænd, faldt talen på… mænd.

Foto: Signe Wenneberg, billede fra Bangladesh
Efter mine rejser jorden rundt kan jeg sige, at er der en ting, som kvinder altid kan tale om, hvor som helst og når som helst, er det mænd. Og sex. Det kom faktisk lidt bag på mig. Men det gjorde bestemt ikke mine rejser kedeligere.
Også i Afrika besøgte jeg kvindegrupper, der var sammen ti og ti om bittesmå lån og store, store drømme. Som helt enkelt handlede om, at disse kvinder gerne ville klare sig selv – mens de forsørger i gennemsnit seks børn hver (!). Kvinderne her var eneforsørgere. Krigsenker, eller enker fra AIDS eller enker efter deres mænds selvmord (ofte som følge af krig) – eller alene, fordi manden er stukket af. Kvinderne havde mange børn selv, nogle var gravide, selv om de var enlige (der er mænd, som tager sig friheder, får jeg forklaret), og mange tager forældreløse børn til sig.
Jeg besøgte de nordlige provinser i Uganda, helt oppe ved grænsen til Sudan. Her har i årevis været kæmpestore flygtningelejre med hundredtusindvis af mennesker, hvor især kvinder og børn har levet under kummerlige forhold. Det værste var, fortalte kvinderne mig, at der ikke var mulighed for at give børnene “life-skills”. Og at de ikke selv fik life-skills med sig, da de for ganske kort tid siden selv var børn i lejrene. Når man bare rækker sin madskål passivt frem, for at få noget mad (nødhjælp), så lærer man ikke at dyrke maden selv, forklarer kvinderne så klogt, og det er netop den synsvinkel, der ligger bag nye projekter i udviklingslandene, som handler om hjælp til selvhjælp og “empowerment of women”.
Dem, der skulle lære fra sig i de forrige generationer var døde i krig eller var for få. Jord, der skulle have været dyrket, og hvor ældre skulle have lært yngre, hvordan man dyrker og sælger det, man dyrker og klarer sig, var mineret eller fyldt op med runde lerhytter – flygtningelejre – så langt øjet rækker. Mangotræer, der giver skygge og dermed frugtbarhed, var fældet. Vandboringer sprængt. Nu er enkerne i de “single-headed-households” ved at rejse sig.
Et af midlerne er disse mikro-lån-grupper, som ses overalt i Asien og Afrika. Her fokuseres der på meget andet end økonomi.
Det handler om networking. Eksempelvis støtter kvinderne hinanden ved sygdom, så ingen kommer bagefter med det daglige arbejde. Og man går sammen i “farmer field schools”, hvor børn og voksne lærer det, de skulle have lært for længe siden eksempelvis om barnepleje og om at dyrke grøntsager, der kan brødføde familier. Og en sidste ting: Hver gang en hytte rømmes i disse tidligere lejr-områder, så hjælpes kvinderne i netværksgrupperne ad med at rive hytten ned øjeblikkeligt. Hvorfor? For at hindre kønsrelateret vold. Logikken er, at hvis der er en tom hytte, vil den straks blive brugt til vold og voldtægter af kvinder. Kvinderne handler.
Disse kvinder har en situation, der giver helt ny mening til ordet “skod-situation”. Men de tager den og får det bedste ud af den, selv om det ser fuldkommen håbløst ud udefra. Kvinderne har fundet ud af, at de er stærke, når de støtter hinanden i flok. De har fundet ud af, at hvis de er ti, der er sammen, er der en, der har mere flair for regnskab end de andre, og en, der er bedre til at organisere, end de andre, og så videre, og de udnytter hinandens kompetencer. De starter med ingenting. Et lille stykke jord. Dyrke. Høste. Tage lidt fra. Sælge på marked. Tage en mønt fra. Investere i frø. Dyrke mere. Sælge lidt mere. Tage et par mønter fra. Sende et barn i skole. Og så videre.
Jeg spurgte kvinderne, hvad der har været den største omvæltning for dem ved, at der nu er skabt disse netværk. Ved, at man nu er begyndt med at målrette hjælpearbejdet til “empowerment of women”. Der er et svar, jeg aldrig vil glemme.
En kvinde, Maya, så mig direkte i øjnene og forklarede mig, på engelsk, at det er umuligt at forstå, hvor uværdig man føler sig som menneske, når man ikke kan lægge sengetøj over sine børn og sig selv, når man bare må ligge der på den bare jord og sove. Og når det er morgen, kan man ikke rigtig gå nogen vegne, fordi man ikke har andet end laser på kroppen, der gør en flov. Nu havde Maya pænt tøj på, og nu havde hun købt sengetøj. Hun smilede. Og man kommer til at tænke på det gamle hit, hvor Annie Lennox synger: “Sisters are doing it for themselves… standing on their own two feets…”. Det er vidunderligt at se Afrikas kvinder rejse sig – og at se denne Empowerment of Women udfolde sig i praksis. Men jeg håber nu også at vores smådovne brødre og sønner i Afrika kommer lidt ud over stepperne. Det ville klæde dem.

Blog # 2  KLUB HELD OG GLÆDE
På mine rejser i Afrika, Asien og Mellemøsten
 fik jeg fuldkommen optur over kvinders universelle styrke og mod. Jeg kan overkomme alting, efter at have mødt kvinder, som klarer udfordringer, der er tusind gange vildere end dem, jeg nogensinde vil møde. Disse kvinder fik mig til at se på mit eget liv med helt nye øjne: Jeg har for eksempel aldrig følt mig så heldig, som efter at Susanna, en kulsort humørbombe af en frisør i den nord-ugandiske by Gulu, fik redt rød jord ud af mit sammenfiltrede hår og fortalte mig, hvorfor jeg er så utrolig heldig, at kunne klare mig selv uden en mand. Men først tager jeg lige en afstikker til USA.
Det har været en øjenåbner at opleve, at vi i dag kæmper med præcis de samme problemer i den rige del af verden og i den fattige. Klima, sundhed, mad, overlevelse og uddannelse. Hvad skal vi – og vores børn – leve af, og hvad skal vi leve for.
Vi kvinder spekulerer over vores børns foderstand og over deres skolegang – og vi er vildt bekymrede for klimaforandringerne. Der er ingen forskel verden over. Vi tager endda nogle af de samme midler i brug for at løse problemerne.
I USA, og mange andre steder, er børn fejlernærede blandt andet, fordi der i de sidste 50 år – siden krigen – er subsidieret de “forkerte” afgrøder (statsstøtte) i den vestlige verden. Hvede, majs, sukker, olie – er noget af det billigste skrammel at æde i hele verden. En burger er lavet af disse ingredienser (plus noget klamt kød), og det er, hvad de fattige i USA spiser: Burgere, transfedtsyrer (fritter), olie, hvidt brød, sukker (cola).

Foto: Signe Wenneberg, billede fra Afrika
I Afrika er der indført disse “forkerte” afgrøder på markerne i blandt andet Uganda. De er den hvide mands afgrøder. Overskudslagre er afsat her. Hvede og majs kan høstes for få gange om året her. Og der har ikke nok proteiner pr. kilo. Det er mad, der puster børnene op uden at give dem næring. Der er fokus på dette i farmer-skolerne. De gamle, oprindelige afgrøder bliver genindført og den mad, som gør afrikanere godt, genfindes. Hirse har eksempelvis fået en revival.
Afrika har farmer fields schools, hvor kvinder lærer at dyrke helt fra grunden, og hvor de via sms kan få tips og tricks og viden om vejr og priser på frø (jo, jo, der er mobiltelefoner opladt via solceller. 60 pct har mobiltelefoner i de fattigste landområder i Uganda, hvor man helt har hoppet over det med fastnet – og direkte på mobilnettet, ligesom i mange andre fattige lande, der er ramt af den teknologiske revolution lige nu. Se bare på Mellemøsten, og alt det der sker her lige nu…).
USA kunne godt bruge nogle farmer-skoler. Med sms-dækning. Skoler, hvor fejlernærede voksne og børn kunne lære om jord-til-bord. De findes ikke endnu. Til gengæld er USA store på andet, der har med dyrkning at gøre:
Gardening therapy ved bl.a. krisecentre for kvinder – hvor man har bevist, at det virker, at lade mennesker (kvinder, børn og ja, også soldater med post-traumatisk-stress) hele traumer ved at dyrke noget liv. De har guerrilla gardening, urban gardening, farmers markeder, og filmstjerner, dvs forbilleder, der fortæller, at de er “into composting” – det grønne er meget trendy derovre…
Og så har USA den første biodynamiske køkkenhave ved Det Hvide Hus nogensinde – som er initieret af den første sorte præsidentfrue med ægte afrikanske rødder nogensinde. First Mom, som hun kaldes, går vildt op i, at børnene i USA er fejlernærede. Hun har Child Obesity, den livstruende epidemiske fedme blandt børn, som sin mærkesag og bruger haven som redskab til at tale om, at vi bliver, hvad vi spiser. Hun henvender sig direkte til de kvinder/mødre, der står for 80 pct af købsbeslutningerne i husholdninger verden over og fortæller dem, at de må handle anderledes og sundere (væk fra sukker, cola og burgere og væk fra olie, majs, hvede), hvis børnene skal overleve deres barndomme. Og hun går foran – og siger, at kvinder må dyrke køkkenhaver!
Der er ingen forskel. De kvinder, jeg mødte i de fattigste, mest afsides liggende provinser i Bangladesh og i Afrika, har fokus på, at hvis de ikke kan skaffe sund mad til deres børn, der er fejlernærede, må de fandengalemig dyrke det selv. I Amerika, hvor en grønthandel er lige så usædvanlig i forstæderne, som en cykel, er First Mom kommet til den samme konklusion og forsøger at skabe en bevægelse med sig selv som rollemodel.
Amerika er verdens rigeste land, verdens største forbrugermagt og det sted i verden, hvor der er flest mennesker, som lider med følgerne af overspisning og fejlernæring. Det er også “The land of freedom and opportunity” – alt det, de drømmer om i de lande, jeg skulle komme til at besøge efterfølgende. Derfor kan jeg ikke lade være med at fortælle om Marysia på 87 år, som jeg mødte i USA.
Amerika var landet for frihed og muligheder for Marysia, da hun efter at have overlevet alle sine tre brødre og to koncentrationslejre og efter at have tilbragt et år på opfedning i Røde Kors’ lejre i Sverige, satte sig på en færge med kurs mod Amerika i 1946.
Nu er Marysia en smuk newyorker, der ferierer om vinteren i sommertemperaturer nær grænsen til Mexico på et Badehotel fra år 1900. Da jeg fortalte, at jeg var fra København, udbrød Marysia, at der havde hun engang været, og hun havde gode minder om byen, fordi hun for første gang i lang tid havde spist sig mæt her (hun spiste Amagermadder!), da hun via de hvide røde-kors busser var blevet evakueret fra lejren efter krigen.
– “Ved du hvad, Signe, det pisser mig stadig af!” – siger Marysia med de gnistrende øjne til mig over morgenmaden, da vi taler om, hvad det er, der gør, at man ikke giver op, selv når alt synes helt sort. – “Det der virkelig gør mig gal er, at mine tre brødre gav op. Man skal aldrig give op! Aldrig! Det slår en ihjel, forstår du. De gav op. Min sidste bror døde af sult få dage, før vi blev befriet. Jeg udstod hvad som helst i lejrene. Men jeg gav aldrig op. Jeg ville leve! Jeg tænkte positivt, det gør jeg stadig. Jeg er så heldig! Jeg har levet et godt liv, og jeg har fået børn, der har fået børn. Jeg havde intet, da jeg tog med skibet til Amerika. Intet. Jeg levede min ungdom først i skjul i kældre og i jordhuler og så i to koncentrationslejre. Jeg skulle have haft en uddannelse i de år. Jeg ser positivt på livet. Jeg har altid set fremad, aldrig tilbage. Jeg betragter mig selv som meget heldig. Men jeg ville gerne have haft en uddannelse. Og det er det råd, jeg vil give til unge kvinder overalt. Få en uddannelse. Sørg for at I kan klare jer selv. Man ved aldrig, hvad der sker. Og giv aldrig nogensinde op!”.
“Jeg er så heldig!” – er de ord, som Marysia bruger mest. “I’m so lucky!”.
Stadig med Marysias ord i hovedet, satte jeg mig ugen efter mit uforglemmelige møde med denne polsk-fødte overlever i Californien, ind i et fly i Amsterdam, der ville tage mig til Nairobi. Jeg gik engang i skole i denne by og ville finde skolen, nu jeg alligevel var her. Så jeg fandt en chauffør og fik ham til at finde både vores gamle hus, klubben, hvor jeg lærte at svømme og skolen på Hospital Hill. Her blev jeg mødt af den kvindelige skoleleder, Mrs. Agnes N’Kago, der straks, da jeg forklarede, hvem jeg var og viste hende min gamle skoleuniform, jeg havde med i tasken, en uniform, som er særlig for denne skole, faldt mig om halsen og råbte til de andre lærere: “Thiis iss oone of our gal’s!”. Så bliver man jo lidt stolt. Jeg er en af deres piger!
På denne skole går der 1400 børn – lige mange drenge og piger – men i dag kun farvede børn, ingen hvide. Nogle af børnene begynder at gå hjemmefra kl. 5 om morgenen, for at kunne være i skole kl. 8. Det er heldagsskole – der er te kl. 14, men skoledagen slutter først kl. 17. Der er dyr på skolen – kaniner og høns – og der er køkkenhave, som bruges i biologitimerne, for at illustrere for børnene, hvordan det forholder sig med jord-til-bord, får jeg forklaret. Børnene skal have life-skills, må jeg forstå, for at kunne klare sig… Skolen har en klar vision og mission, der står skrevet – og gjorde det også, da jeg var barn – på muren foran administrationsbygningen. Det, man vil her, er: “To draw the best of pupils – to bring up an all round future citizen”. Smukt.

Foto: Signe Wenneberg, skole i Nairobi
Efter mit besøg i Nairobi tog jeg videre til Kampala og videre derfra med et lille fly, som lignende noget fra en film, til Nord-Uganda, hvor jeg hver nat boede et nyt sted – og endda også prøvede at sove i telt ved Nilens bred (her bliver man vækket af flodheste). Jeg kørte rundt hver dag fra morgen til aften. Fik snuppet min madpakke bestående af bananer af en flok bavianer. Blev tilbudt at spise ged og det, der var mærkeligere. Oplevede børn, der begyndte at skrige, når de så mig: En “mzungu” (hvid). Jeg kørte og kørte. Fra projekt til projekt. Og så vandrende kvinder, med pakker eller vanddunke på hovedet og børn på ryggen, langs alle veje. Masser af kvinder, der gik, bar, arbejdede, foretog sig noget. Og mændene… de sad i skyggen og drak øl eller tyggede khat eller gik tomhændede af sted. Det er så sandt, som det er sagt. Da jeg taler med tolken om det, siger han, der er en rar og arbejdsom mand, at “thiis is kinda embarrasing!”. Sandt.
Da jeg havde rejst i mange dage på denne måde, fandt jeg på at gå til frisør. Hos Susanna. Og mens Susanna leende kaldte på sine veninder, der skulle prøve at røre ved mit underlige hår, svarede jeg beredvilligt på spørgsmål om mit liv i Danmark. Den type spørgsmål jeg fik igen og igen på mine rejser: – “Gider mændene arbejde? Gider de betale skolepenge? Går de i seng med andre damer? Hvor meget behøver du arbejde? Hvor mange børn og hvor mange husdyr har du?”.
Jeg forklarede, at mænd er ret flinke hos os, men at jeg bor alene i mit eget hus med mine børn og vores fem høns, og at det er helt normalt, at kvinder klarer sig selv i Danmark. Og så kom den sætning, som ville runge i mit hoved i de næste mange måneder sammen med Marysias. “Aj, hvor er du heldig, du har fået dine børn, og du behøver ikke arbejde dobbelt. Du skal ikke både passe en mand og passe et arbejde. Du er bare helt vildt heldig!”. Jeg føler mig også heldig. Meget heldig.
Blog # 3  UD & DANNELSE
Det er lørdag og tre graders frost i Danmark. Der er langt til de varme lande i dag. Den myndige stemme på P1 fortæller, at man får hjertesygdomme af kort uddannelse. Det følges op med en læge, der udtaler, at nu skal alle læger være på vagt, hvis en patient har kort skolegang. Sikke en tosset måde at formulere en ellers alvorlig problematik på.
Det minder lidt om, når vi igen og igen hører alt for forsimplede historier fra Mellemøsten og fra “Den tredje verden” om, at kvinder er ofre og mænd er dumme. Og det vidner også om et antikveret og endnu ikke globaliseret livssyn. For bruger vi logikken på den del af verden, hvor det er meget få (kvinder) forundt, at tage lange uddannelser, så burde de jo have problemer med hjertet hele banden. Alle i Indien, Nepal, Pakistan, Bangladesh og alle på det Afrikanske kontinent. Millioner af mennesker burde have dårligt hjerte som følge af kort eller ingen skolegang.
Man dør ikke af kort eller ingen uddannelse. Det er ikke det, der afkorter levealderen, men en hel masse andre faktorer, der følger i halen på at være fattig og have mangelfuld skolegang.
Over hele jordkloden er der det problem – og det er relativt alt efter, hvor vi befinder os og findes således også i Danmark – at de fattige ikke får uddannelse. Til gengæld får de alle børnene, en hel masse tomme kulhydrater og mange flere såkaldte livsstilssygdomme, som gør, at de dør yngre. Over hele jordkloden får de rige generelt set uddannelse, magert kød, fine fisk og grønne salater, de får færre børn og lever sundere, dels fordi de har råd, dels fordi de har viden. Og det er deres viden, der gør, at de lever længere. Det gælder for Danmark, hvor P1-radioavisen kan fortælle, at det medfører hjertesygdom at gå tidligt ud af skolen, og det gælder i resten af verden, hvor uddannelse er vejen frem, hvis kvinder, mænd og familier vil klare sig bedre og forlænge middellevealderen.
Da kvinderne er dem, der står for husholdningerne og passer både mændene og børnene, er det dem, der skal adresseres. Det er kvinderne, der sørger for indkøb, madlavning og sundhedstilstanden hos familierne, og det er kvinderne, man skal have fat i, hvis man ønsker at forbedre sundhedstilstanden blandt befolkninger verden over. Hvis kvinder/mødre er bedre uddannede, får de færre børn, og de dør ikke så ofte i barselseng og kan bedre magte de børn, som de får.
I Panchagor-provinsen i det nordlige Bangladesh mødte jeg kvinder fra nogle af de mest vellykkede velgørenhedsprojekter – som tager udgangspunkt i Empowerment of Women og uddannelse af kvinder. Her er der uddannet lokale sundhedshjælpere, kvinder, som bistår kvinder ved fødsler og vejleder om kost og prævention. Enkelt. Det har betydet en verden til forskel. Jeg sidder midt i en kvindegruppe af måske femogtyve kvinder på et lergulv i en hytte. Kvinderne er muntre, de spørger og de fortæller, at de alle sammen helt med vilje har fået to børn hver. Ligesom jeg har. De taler helt frit og naturligt om p-stav, kondomer, sex, p-piller og fødsler. De forklarer, at de ved mere, end deres mødre vidste, og at de har som mål, at deres døtre skal vide mere end dem selv. Deres døtre skal giftes senere, og de skal helst tage en uddannelse. Måske som læge eller lærer.
Det synes universelt, at mødre drømmer om, at deres børn skal få bedre uddannelse, end de selv har fået. At deres børn skal leve i bedre samfund. Det er meget opmuntrende.
Indtil november 2010 havde jeg aldrig rigtig været i Mellemøsten. Men så kom jeg både til Damaskus i Syrien og til Doha i Qatar – og blev oprigtigt opløftet af at møde kvinder fra Mellemøsten her og få nedbrudt mine egne fordomme. Fordomme jeg ikke vidste, at jeg havde. Jeg vil lade mine rejse-nedslag slutte i det Mellemøsten, som er så spændende at følge på tv lige nu. Det Mellemøsten, der rejser sig i Jasmin-revolutioner, og som kræver forandringer og demokrati. Det er vidunderligt. Vi må krydse fingre for, at hverken religion eller militær tager over.

Foto: Signe Wenneberg, Damaskus
Vidunderligt var det også for 15 danske kvinder fra Danmark at møde 15 syriske kvinder til netværksmøde i Damaskus. Her var smukke veluddannede og dannede kvinder med store stillinger – og et smukt sprog, formet på universiteter i udlandet. Det var helt klart repræsentanter for eliten, det er jeg klar over, men jeg mener ikke, at man skal ikke være bange for at møde også dem, hvis man vil vide, hvordan det står til i et land. Det er godt at kende bredden.
Damerne havde smukt hår. Frisurer, der mindede os danske damer om, hvor provinsielle vi i grunden er. Her var der ægte kosmopolitter. Verdensdamer. Netværkere. En yngre arkitekt, Roua, havde taget sin uddannelse i England og Israel – og er nu kommet tilbage til sin barndoms Damaskus: “I’m so lucky!”. Sagde hun, da hun fortalte om sin uddannelse… og jeg smilede.
I løbet af meget kort tid, begyndte disse kvinder at tale om det samme, som kvinderne i Amerika, Asien og Afrika havde talt om: Mad og mænd. Og så om… hvordan man klarer work-life-balance. Kvinderne her var meget nysgerrige efter at høre om vores fantastiske ligestilling. Stor var overraskelsen, da vi kunne fortælle, at vi ikke har så meget ligestilling, at det gør noget, men fx har 6-7 pct. kvinder i bestyrelser og generelt løber panden mod en mur.
Kvinderne var fuldkommen målløse over mere end vores manglende ligestilling. Da vi fortalte, at vi ikke har hjælp i huset, men selv gør rent, når vi har fri, troede de, at vi lavede sjov. De synes faktisk, at det er asocialt af os, at vi ikke giver arbejde til kvinder, der er mindre privilegerede, så de kan få noget at leve af. Og så talte vi om vores børn, om mad, om sundhed. Præcis som kvinder tilsyneladende gør overalt på kloden. En kvinde, jeg sad ved siden af, stod i spidsen for en velgørende fond, der har projekter for de mange, mange kvinder i Mellemøsten, som ikke er lige så privilegerede, som kvinderne her. Hun var gift med en bankdirektør, og jo, han laver mad derhjemme, fortalte hun.
Hvordan er de danske mænd? En spurgte, om det også er sådan i Danmark, at mænd godt kan tænde lidt af på stærke kvinder? En anden ville vide, hvordan vi møder hinanden? På nettet eller på en bar? Her i Mellemøsten omgår man forbuddet mod de sociale medier – som det ses så tydeligt i revolutionerne – og mødes på Facebook. Eller man sætter sin mobiltelefon til Blue-tooth, når man er på bar, så mænd kan se, at man er ledig. Vi talte også om det med at få børn uden mænd. Kan man det i Danmark? En af kvinderne her legede med tanken, for den rette mand var ikke dukket op, så måske skulle man tage og blive insemineret, sagde hun.
Aftenen sluttede meget sent – og efter mange drinks. Der er godt nok festligt i Mellemøsten. Der er kontraster, der er mangel på demokrati, der er krige, der er religionskonflikter, der er usle arbejdsforhold, der er alt muligt. Men der er også festligt.
Min sidste aften på alle mine mange rejser tilbringer jeg til en anden fest i Mellemøsten. I Qatar. Jeg taler med Tena. En smuk, veluddannet, ateistisk marokkaner, der er vild med dansk design – og som er en af de mange, der er rejst ud for at bruge sin uddannelse i lande, mere privilegerede end det land, man kom fra. Hun venter sit første barn: “I’m so lucky!”. Siger hun. Og jeg smiler. For det er den sætning, jeg har hørt flest gange, sagt af kvinder, der er heldige, mindre heldige og virkelig ikke særlig heldige. Det handler om at se positivt på sit liv og på de muligheder, man måske slet ikke har. “Aldrig give op!” – som Marysia, ville sige. Det handler om Empowerment of Women. Men også om hjælp til selvhjælp. Det er sådan, vi kan være med til at skabe den forandring, vi ønsker at se i verden.
Der er tre graders frost i Danmark i dag. Men der er ikke særlig langt til de varme lande.