„Jeg hedder Chueh Lee. Jeg er født den 15. marts og bor i Taipei på Hanghjou-gade nr. 13, lejlighed 3A. Jeg er kommet herhen netop for at bede dig om hjælp til at finde en mand. Han skal bare være én, man kan tale med, og som vil deles om de huslige pligter, så jeg, når vi får børn, stadig kan gøre de ting, jeg synes om.”
Måske hviskede den unge kvinde, som jeg så i et af de små rum i bygudens tempel, netop sådan. I taoismen retter man sine bønner til forskellige guder, afhængigt af deres speciale. Bygudens hustru er kendt i hele Taipei for at hjælpe dem, der søger en partner, for at give råd i parforhold og våge over familiens ve og vel.
Først skal man præsentere sig og indynde sig lidt („jeg er kommet herhen netop for at bede til dig”). Derpå skal man fremsige sin anmodning. Jo mere eksakt, jo bedre. Taosimens guder holder af klar tale.
At kvinden var i templet for at bede for et lykkeligt forhold understøttes også af statistikken. Hun var omkring de 30, velklædt, med nydelig frisure og så tydeligvis ud som en veluddannet repræsentant for middelklassen.
Omkring halvdelen af den slags kvinder er på Taiwan ugifte og har ingen børn. Jo hurtigere Taiwan udvikler sig, jo flere bliver der af den slags kvinder. Og desto flere der er af hendes slags, desto færre børn fødes der på øen.
De sidste 40 år er fødselsraten faldet på Taiwan. I 1984 nåede den ned under den magiske grænse, hvor den næste generation ikke kan erstatte den forrige, dvs. 2,1 barn pr. kvinde. Myndighederne var i starten glade for, at deres familieplanlægningspolitik gik så godt. Men da antallet af børn de næste år blev ved med at falde, begyndte man at blive bekymret. I nogle år har fødselsraten på Taiwan hørt til verdens laveste og udgør kun 0,9 barn pr. kvinde. Hertil kommer det særlige, at næsten 20% af de børn, der fødes, har udenlandske mødre.
At kvinden i templet hed Chueh Lee var noget, jeg fandt på. Jeg kender ikke hendes rigtige navn. Vi lader hende forblive et anonymt symbol på alle de andre kvinder på Taiwan i samme situation. (Lad mig med det samme sige til den årvågne læser, at det, at jeg mødte kvinden i et tempel, under ingen omstændigheder betyder, at hun hører til den knap så moderne del af samfundet, som dyrker de traditionelle værdier. I Taipei er templerne fyldte hver eneste dag. De besøges af tandløse gamle koner, men også af mange unge mennesker klædt i tøj, som følger de seneste, vestlige modetrends. Studerende beder til guderne, inden de skal til eksamen, og forretningsfolk rådfører sig om, hvorvidt det nu er klogt at indgå en kontrakt med en ny kunde).
Men lad nu et par andre kvinder fra Taiwan, som jeg har haft held til at være i kontakt med, udtale sig på hendes vegne.

Med sit barn sidder man da hjemme

– „I morgen skal vi ind og se en polsk film om den polske jazzmusiker Komeda og hans liv med musikken”, – fortæller Tzin mig stolt.
Der er filmfestival i Taipei. Tzin er vild med biograffilm. Hun går til flere forestillinger dagligt. Jeg fortæller hende, at jeg også gjorde sådan engang, men nu har jeg to børn og har ikke så meget tid. – „Netop”, siger hun, – „og derfor vil jeg ikke have børn”, svarer hun.
Tzin er 34 år, kun et år yngre end mig, men lever sådan, som jeg gjorde, da jeg var knap 20. Hun bor hjemme hos forældrene og har ikke planer om at stifte familie. Hun er færdig med sine studier og arbejder som skoleleder på en statsskole.
– „Jeg vil ikke binde mig til nogen for enhver pris. Hvis jeg møder en fyr og forelsker mig, så er det noget andet. Men indtil nu har jeg bare ikke mødt nogen, som jeg ville stifte familie med,” – siger hun.
De fleste af hendes veninder fra studietiden er også singler. Det er de fleste mandlige studiekammerater også, men det fortæller ikke så meget, da der kun var ganske få af dem. De mødes stadigvæk. De ses og spiser sammen om aftenen, i weekenden går de på restaurant. De sludrer om film, bøger og om livet i almindelighed.
– „Når nogen har børn, så må de være sammen med familien i weekenden. Man kan ikke tillade sig at gå ud med vennerne,” – forklarer Tzin mig. Jeg kan ikke helt forstå hvorfor, men hun får mig hurtigt til at forstå, at det ikke hører til god tone i Taiwan at tage sine børn med, når man skal mødes med vennerne. Folk i Taiwan synes ikke, at man kan tage sit barn med uden for overhovedet de første 100 dage efter fødslen. Og senere helst så lidt som muligt. „Hvorfor skulle man dog udsætte den lille for den forurenede luft, smittefarer og larm”, – hedder det.
Tzin kan godt lide at rejse. Normalt rejser hun med sin veninde, så kan de dele udgifterne til overnatning, det er billigere, og hun tjener ikke ret meget.
– „Sidste år skulle jeg til Tunesien. En af mine veninder, som har to børn, sagde, at hun var enormt misundelig, så jeg foreslog hende at tage med. Det var kun 10 dage. Hun kunne vel efterlade barnet hos sin mand og tage på en kort ferie. Men selvfølgelig endte det med, at hun ingen steder tog”, – siger Tzin ærgerligt.

Er man mor, skal det hele være perfekt

Tzins veninde tog ikke afsted, fordi hun ikke ville overlade barnet til sin mand i de 10 dage. Hun var bange for, at han ikke ville klæde hende rigtigt på og give hende det forkerte at spise. Så kunne naboerne finde på at sige, at hun var en dårlig mor, som havde efterladt sit barn for sin egen fornøjelses skyld.
Kvinderne i Taiwan gør ikke noget halvt, bare sådan. Når de går i gang med noget, gør de alt, hvad de kan. Det gælder også det at være mor.
Hsiang-fen Chen er 39 år gammel og bor alene i en toværelses lejlighed, som hun har taget lån til. Hun har en kat. – „Se, den har sin egen seng”, – siger hun og peger på en sammenrullet klump uld på sin iPhoneskærm. Hun vil gerne have børn, men er bange for det, der følger med. Hun føler, at hun hverken har penge eller tid til at opfostre dem. Hun har et job i Arbejdsministeriet og tjener helt godt, men over en tredjedel af hendes løn går til at betale af på lånet. Hendes arbejde er så hårdt, at hun stort set ikke orker nogetsomhelst, når hun kommer helt flad hjem fra arbejde klokken syv. Desuden skal hun hjælpe sine forældre. Hendes bror har selv familie, så pasningen af det efterhånden mere og mere ubehjælpsomme forældrepar hviler helt på hende. Men først og fremmest har Hsiang-fen ikke nogen mand.
At være single kvinde og have et barn er stadig tabu på Taiwan. Og selv om landets regering nogle år har tilstræbt at føre en ligestillingspolitik, er det at leve som enlig mor meget besværligt. For at klare sig må man knokle hårdt. For en kvinde, der bor i hovedstaden, er det helt almindeligt, at man tager på arbejde kl. 8 om morgenen og kommer hjem ved 19-tiden. Barselsorloven er på knap 8 uger, og derpå har begge forældre mulighed for 6 måneders forældreorlov hver med 60% løn. I praksis er det dog kun statsansatte, der tager forældreorlov. – „De private firmaer har held til at få deres medarbejdere til at undlade at benytte sig af deres ret”, – bekræfter professor Ching-lung Tsay, som er demograf. – „Eftersom antallet af elever er faldende, laver myndighederne en del skoler om til vuggestuer. Men der er stadigvæk meget få offentlige vuggestuer og for få børnehaver.
Den eneste udvej for en arbejdende mor er at lade barnet blive passet af mormor eller farmor, og hvis ikke det kan lade sig gøre, da at hyre en privat børnepasser. En børnepasser kan, afhængigt af, hvor mange børn hun skal tage sig af, om hun skal passe barnet i dets eget hjem eller kan tage det med sig (ofte inklusiv overnatning, så børnene kun ser deres forældre i weekenden), tjene fra omkring 1/3 til det halve af, hvad en arbejdende kvinde kan tjene.
Derfor vælger den typiske kvinde på Taiwan aldrig bevidst at få et barn selv. Det er noget andet med de kendte og velhavende. Den berømte kvindelige instruktør Sylvia Chang Ai-chia har fået barn uden at afsløre faderens navn. Det samme gjorde millionæren Yin Chi, som er direktør for Taiwans højhastighedstognet. En gennemsnitsfamilie skal have to indtægter for at klare sig, når børnepasningen er betalt.

Jeg gifter mig ikke med hele familien

For Taiwans moderne kvinder symboliserer ægteskabet den tabte frihed. Yin Huei taler glimrende polsk, hun har boet otte år i Warszawa og fortæller mig, hvad der efter hendes mening er den største forskel mellem Polen og Taiwan. – „I Polen er ægteskab lig med en kvinde og en mand plus eventuelt deres børn. På Taiwan er ægteskabet lig med en kvinde og en mand plus hele hans familie.
Trods den hurtige modernisering står den patriarkalske model fortsat stærkt på Taiwan. En ung kvinde, som træder ind i en ny familie, bliver dens ejendom. Fra det øjeblik må hun følge den nye families vilje. De børn, hun føder, kommer også til at tilhøre mandens familie, som bestemmer deres fremtid meget mere end moderen selv. Først for få år siden har landets regering ændret familielovgivningen. Før dette tilfaldt forældremyndigheden automatisk faderen i tilfælde af skilsmisse, og barnet måtte ikke få moderens efternavn. Kinesere, især fra Taiwan, som ikke har oplevet den kommunistiske kulturrevolutions omvæltninger, er meget knyttet til deres familie. Forældrenes tarv betyder for mange unge mennesker mere end deres eget ve og vel. Det gælder for øvrigt også mange kvinder, som beklager sig over, at deres kommende partner er alt for afhængig af familien.
Yin Huei er 34 år og har ud over tiden i Polen altid boet sammen med sine forældre. De har en to-plans lejlighed tæt på Taipens centrum.
Hun indrømmer ærligt, at det simpelthen er den bedste løsning. – „Jeg har ikke råd til lån, og på denne måde kan jeg spare penge. Jeg er med til at betale regningerne, jeg betaler for strøm og køber af og til ind, selv om mine forældre helst ser, at jeg ikke gjorde det.”
Hver dag laver Yin Hueis mor mad til hende og hendes bror, som snart skal giftes. Da hendes mor engang ikke var hjemme, fordi hun skulle overnatte hos Yins storesøster og hjælpe hende med børnene, ringede hun og sagde: „Min kæreste datter, du må altså meget undskylde, at jeg ikke kan lave morgenmad til dig i dag”.
– „Jeg har en kæreste. Han har et hus i en af forstæderne, men jeg vil ikke flytte sammen med ham. Jeg får frygtelig langt til arbejde, og desuden har jeg det godt hos min far og mor. Jeg elsker at snakke med min mor. Jeg ville savne hende,” – forklarer Yin. Selv hvis hun engang skulle gifte sig, vil hun foretrække, at hendes mand flytter ind hos hende, eller rettere hendes forældre, frem for at bo hos ham.
Yin Huei er så nært knyttet til sine forældre, at hun sågar ikke ville have noget imod, at de fandt en mulig mand til hende. Engang havde hendes far inviteret sin kollega og dennes søn hjem. De unge vidste begge, at målet med besøget var, at de unge skulle se hinanden an. Yin Huei mødtes efterfølgende med sønnen to gange. – „I starten kunne jeg lide ham. Men det viste sig hurtigt, at vi ikke rigtig havde noget at tale om. Så jeg aftalte aldrig et tredje møde. Jeg fortalte mine forældre grunden, og de tog mig det ikke ilde op.”

Arbejde, tøjvask og madlavning

Mænd fra middelklassen, kolleger fra Yin Huei, Tzin eller Hsiang-fens skole eller arbejde ville aldrig i livet indrømme, at de gerne vil have en rigtig husmor som kone. De tror i teorien på ligestilling. – „De vil aldrig sige til konen, at hun skal gøre rent, vaske tøj, lave mad og passe børn. Men når de kommer hjem, rører de ikke en finger, mens kvinder på Taiwan er opdraget til automatisk at påtage sig deres pligter”, – fortæller Tzin mig.
– „Alle fyre er ens”, – ler Yin Huei. – „De vil have konen til at passe hus og børn, samtidig med at de bidrager med en løn til husholdningen.”
Begge kvindernes udtalelser bekræftes af undersøgelser lavet på vegne af Fonden til fremme og udvikling af kvinders rettigheder. Knap 5% af mændene gør rent, køber ind, laver mad eller passer børn eller et ældre familiemedlem. At gå ned med skraldeposen og lave småreparationer i hjemmet er, hvad mændene svinger sig op til. Og selv om flere og flere kvinder på Taiwan har arbejde (på det seneste er tallene omsider nået op mod 50%), falder deres andel i de huslige pligter ikke. De kvinder, der ikke har udearbejde, arbejder i gennemsnit 2 timer dagligt i hjemmet, kvinder med job kun 20 minutter mindre.
Medier, skolen og universitetet har i årevis fortalt de unge og veluddannede kvinder fra Taiwan, at de er lige så gode, dygtige og værdsatte, som mændene. Det er derfor ikke så svært at forstå, at de ikke vil afstå deres uafhængighed for at stifte en familie, hvor det traditionelt stadig er dem, der står i skyggen af manden.
Det sker nu oftere og oftere, at det er kvinder fra andre lande, som indtager denne traditionelle rolle i stedet for.

Koner fra andre lande

„Få en kone fra Vietnam. Stikker den første af, er den næste gratis…”. „Udenlandske koner. Garanteret jomfruer”. For blot få år siden kunne den slags annoncer ses i provinsen på Taiwan, hvor det blev vanskeligere og vanskeligere for de lokale mænd, især de fattigste eller dårligst uddannede eller tydeligt handicappede, at finde sig en kone.
Nu har regeringen, som gerne vil bringe Taiwan væk fra toppen af listen over lande med menneskehandel, forbudt den slags annoncer.
– „Men ægteskabsbureauer med speciale i at finde udenlandske koner til mændene på Taiwan, findes fortsat. De annoncerer på internettet eller ved mund til mund-metoden. En samlet pakkeløsning, som giver mulighed for at træffe en halv snes kvinder, samt fremskaffelse af de fornødne papirer til den, som kunden vælger til kone, kan koste op til 10.000 dollars” – fortæller Wi Jiazhen fra agenturet Trans Asia Sisters, som yder hjælp til udenlandske kvinder, der skal giftes med en mand på Taiwan.
Trods prisen er der ikke mangel på mænd, der er interesseret i en udenlandsk kone. På nogle flyvninger til Ho Chi Minh-byen i Vietnam eller Manila på Filippinerne er over 80% af passagererne mænd på vej til møder med kvinder arrangeret af ægteskabsbureauerne.
Alene sidste år ankom 450.000 kvinder til landet for at blive gift med mænd fra Taiwan. I rekordåret 2003 blev ikke mindre end en tredjedel af alle ægteskaber på øen indgået med udenlandske kvinder. Over halvdelen af disse kom fra Den kinesiske Folkerepublik, mens resten var fra Filippinerne og de fattigere lande i Sydøstasien. Ofte kommer de fra lokale, kinesiske mindretal. De fleste af dem tager beslutningen om at rejse væk på grund af fattigdom eller desperation. Tit er deres videre skæbne i det velstående Taiwan ikke særlig munter. Ofte ender de i de traditionelt tænkende og socialt tilbagestående familier, hvor de ikke behandles som ligeværdige, men som gratis arbejdskraft.
Særlig vanskelig er situationen for dem, der ikke kan sproget. Tynget af børn og huslige pligter kan de ikke få det arbejde, som ville give dem et minimum af uafhængighed, og de bliver overladt til deres mænds forgodtbefindende. Før i tiden skete det ofte, at den slags kvinder blev sendt retur, hvor de var kommet fra, så snart de børn, de havde født, var store nok til at klare sig uden en mor. Ændringer i familielovgivningen har betydet, at de kan blive på Taiwan efter en skilsmisse og har ret til at tage sig af deres børn.
De er dog fortsat udsat for diskrimination fra samfundets side. De er endt i en blindgyde, som det er lykkedes mange kvinder, som er født på Taiwan, at undslippe. Sådan er det ofte gået i kvindefrigørelsens historie. Det ser man også i mange andre lande. De lokale kvinder opnår deres uafhængighed på bekostning af kvinder fra fattigere og mere tilbagestående områder, der overtager deres pligter.

Et barn født i Dragens tegn

Tsai Ing-wen, den på det seneste mest kendte kvinde på Taiwan, som den 15. januar stillede op til præsidentvalget og var lige ved at vinde over den siddende præsident, som stillede op til sin anden periode, er også single og har ingen børn. Ved adskillige lejligheder forsøgte man under valgkampen at gøre hendes privatliv til et politisk emne. Det blev antydet, at hun, eftersom hun var single, måtte være lesbisk, og derfor burde „komme ud af skabet”.
– „Det vil vise, hvor meget hun går ind for minoritetsrettighederne”, – sagde folk spydigt. Tsai nægtede dog konsekvent at tale om sine seksuelle præferencer og beslutningen om ikke at have børn. – „Mænd, – sagde hun, – „er der aldrig nogen, der spørger om sådan noget, enten de er gift eller ej”.
På Taiwan er alle de symptomer, der kendetegner samfund under modernisering, samlet på én gang. Alt nyt sker med ekspresfart. På nogle få årtier har den tilbagestående ø, hvor lederne af de kinesiske nationalister søgte tilflugt efter nederlaget til kommunisterne, forandret sig og er i dag den 20. største økonomi i verden.
Indtil slutningen af 1980’erne var Taiwan en autoritær stat. Først i 1987 ophævede man den krigstilstand, som havde varet ved i 38 år. Gradvis indførte man borgerrettigheder. Også dem, der handlede om kønnenes ligestilling og kvindefrigørelse. Og selv om det stadig er sådan på Taiwan, at kvinderne kun ejer 1/3, og gifte kvinder skal have mandens underskrift for at få en abort, så har de dog en frihed, som havde været utænkelig i deres mødres eller bedstemødres tid. Der undervises i ligestillingspolitik i skolerne. På universiteterne har man særlige råd bestående af professorer og repræsentanter for de studerende. Man kan klage over en kønsdiskriminerende forelæser, og hvis et udvalg finder, at denne virkelig har opført sig i strid med princippet om ligestilling, kan der blive tale om en henstilling eller sågar fyring.
Dog er samfundet på Taiwan i mange henseender stadig meget konservativt. De kvinder, som det er lykkedes for at komme fri af samfundets dominerende rolle takket være uddannelse og erhvervsarbejde, har den opfattelse, at et ægteskab og familie vil tvinge dem tilbage i det traditionelle mønster.
Den manglende lyst til at få børn bliver hos kvinderne på Taiwan yderligere skærpet af øens usikre politiske situation. Man lever i stadig angst for det kommunistiske Kina. Og krisen har blot gjort utrygheden større. Vesten, som har brug for de kinesiske valutareserver, vil måske ikke gå i forsvar for det lille Taiwan med dets 23 milllioner indbyggere.
Alligevel er det i år et særligt år for folk på øen. Det er 100-året for Den kinesiske Republik, som her fejres for fuld kraft, og 100 er i kinesisk kultur et lykketal. Overtroiske folk på Taiwan tror derfor på, at et barn født netop i år vil blive lykkeligt.
Desuden er det Dragens År, og dragen er det lykkeligste tegn i det kinesiske horoskop. Af begge årsager er mange par, som i årevis har udskudt at stifte en ny generation, fast besluttet på at få et barn. For første gang i mange år venter man et stigende antal fødsler.
– „Det er en forbigående trend. Den er ovre, når året er omme,” – mener professor Ching-lung Tsay. – „Vores regering udskriver konkurrencer om det bedste slogan for at få folk til at ville have børn. Men man får ikke kvinderne til at føde børn, så længe de ikke er sikre på gratis, eller i det mindste billig, pasning af deres børn. Uden garanti for, at man problemfrit kan vende tilbage til sit job efter en forældreorlov er der ingen grund til så meget som at drømme om en øget naturlig befolkningstilvækst.”
Så indtil videre må de kvinder på Taiwan, som er selvstændige og sætter pris på deres uafhængighed, nøjes med at bede til guderne. Udover bygudens kone er der i templerne i Taipei en række andre guder, som man kan bede om hjælp til et opnå et godt forhold, et godt ægteskab og en mand, som vil skifte ble og lave mad. Spørgsmålet er så, om det praktisk indstillede folk virkelig vil affinde sig med, at landets fremtid ligger i hænderne på guderne? Hvis den politik, som skal få folk til at reproducere sig ikke fører til resultater, vil problemerne med relationerne mellem Kina og Taiwan inden så længe løse sig selv. Der vil simpelthen ikke være folk tilbage på Taiwan.