Unge og kvinder i nærområderne i Jordan får nu en håndsrækning til at skabe en bedre fremtid. Det sikrer en bevilling på 999.998 kroner fra Novo Nordisk Fonden til KVINFO. Pengene skal på arbejde i lokalsamfund i Jordan, som er under hårdt pres.

”Vi skal arbejde med mennesker i en yderst presset situation, som kan have svært ved at se en fremtid for sig, uanset om de selv er flygtninge, eller om de er fra de jordanske samfund, som er værter for tusindvis af flygtninge,” siger Lene Steffen, der er international chef i KVINFO.

Jordan står ifølge internationale organisationer i en humanitær krise med ungdomsarbejdsløshed på op over 40 procent, udbredt seksualiseret vold og et voksende problem med børneægteskaber. Samtidig har halvdelen af jordanske unge ingen tiltro til, at de selv kan spille en rolle i for eksempel politiske beslutninger i deres samfund.

Det er den situation, projektet adresserer. Det giver deltagerne redskaber til at organisere sig og sætte egne initiativer i værk. Målet er, at de på den måde kan være med til for eksempel at stoppe korruption og kræve god regeringsførelse af myndighederne og i det brede perspektiv bidrage til at skabe social retfærdighed og ligestilling.

Arbejdet sker i Jordan i samarbejde med lokale eksperter i en jordansk organisation og bruger blandt andet den anerkendte Value Based Community Mobilizing-metode, der er udviklet på Harvard Kennedy School på Harvard Universitet. Den udvikler og systematiserer organisationers og gruppers arbejde med at forandre deres samfund.

”Vi glæder os over, at unge og kvinder i de jordanske lokalsamfund får redskaber til at forandre og forbedre deres egne liv,” siger Lene Steffen.

Jordan har det næsthøjeste tal for flygtninge pr. indbygger. Ifølge FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, bor godt 650.000 flygtninge hovedsagligt fra Syrien i Jordan. Det faktiske tal formodes dog at være betragteligt højere, da især syrere på flugt lever hos slægtninge og bekendte og derfor ikke er registreret som flygtninge.

Læs mere om KVINFO’s internationale arbejde på dette link.