En af KVINFOs samarbejdspartnere i Marokko var i sidste uge tæt på at blive valgt ind i parlamentets andetkammer. Ilham Zhiri, der indtil for nylig var præsident for mentornetværket for kvinder, RFMN, var opstillet for landets vigtigste erhvervsorganisation CGEM til en af de to pladser, der er reserveret til organisationen fra landets nordlige del.
Andetkammeret er indirekte valgt og består mest af medlemmer fra regionsrådene, men der sidder også repræsentanter fra forskellige organisationer.
Listerne ved valget skulle have paritet – altså lige mange mænd og kvinder opstillet, og Ilham Zhiri var opstillet sammen med en mandlig medkandidat, som hun førte en energisk valgkamp sammen med.
Men i sidste ende fik deres liste kun den ene af pladserne og den gik til hendes medkandidat. Et mønster som man desværre ofte ser de steder, hvor der er kvoter på valglisterne.
Alligevel var det tilsyneladende ikke barrierer nok for nogle af de marokkanske politikere. Der har efter valget været en mindre skandale, hvor to kvindelige kandidater er stået frem og har fortalt, at de inden opstillingen måtte skrive under på, at hvis det var dem, der blev valgt, så ville de trække sig til fordel for deres mandlige medkandidater.
”Aldrig i livet! Ikke mig!” lyder den korte svarmail fra Ilham Zhiri, da hun får oplysningerne om presset mod nogle af de kvindelige kandidater. Hendes arbejde i mentornetværket for kvinder og samarbejdet med KVINFO er en væsentlig del af baggrunden for, at hun har søgt ind i politik. 
Netværket, som KVINFO har været med til at opbygge siden 2010, er skabt netop for at fremme kvinders muligheder i det mandsdominerede marokkanske erhvervsliv, hvad end det handler om at finde et job, starte egen virksomhed, oprettelse af cooperativer eller gennemføre en uddannelse.
Læs mere om mentorprojektet i Marokko
Foto: Jens Juul