Ihan Haydar er ikke en hvilken som helst 22 årig kvinde. Udover at være trommeslager i en af Danmarks mest populære popduoer, er hun irakisk flygtning, født i en krigshærget landsby og kom som 10-årig til Danmark.
Udover at redefinere de muslimske normer hjemmefra, har Ihan også i den grad rykket ved forestillingen om, hvad det vil sige at være kvinde i den danske musikbranche. I løbet af hendes korte levetid, har hun taget flere opgør for at få lov at være den hun er, end de fleste andre gør i løbet af et helt liv.
Som trommeslager er Ihan berømt for hendes excentriske og helt personlige trommestil, hvor hun med let selvfølgelighed, stående og storsmilende nærmest danser sig ind i musikken. Den legende lethed Ihan udstråler bag trommesættet, er dog ikke kommet uden kamp. Et ord der går igen, i hendes beskrivelse af vejen til succes. Kampen for at få lov at leve under samme betingelser som de brødre, hun er opvokset med, kampen for at få lov at spille musik og i det hele taget bare kampen for at få lov at være den, hun er.
I starten af hendes trommekarriere, blev Ihan mødt med skepsis. Man forventede simpelthen ikke at møde en kvindelige trommeslager på så højt niveau. I stedet for at lade sig bremse af fordomme, har Ihan brugt modstanden konstruktivt. Både som trommeslager, hvor benhård øvedisciplin er standarden, men også til at tilkæmpe sig sociale rettigheder, hun ikke naturligt var givet hjemmefra. Ihan har derfor ikke kun rykket ved normerne i den danske musikbranche, hun har også rykket ved fordommene om ”den undertrykte muslimske kvinde”. KVINFO er derfor glade og stolte af at kunne præsentere en rigtig fighter på kvindernes internationale kampdag, tirsdag d. 8. marts, hvor Ihan Haydar sammen med resten af L.I.G.A, gæster VEGA til et brag af en fest.
Mere om Ihan Haydar og L.I.G.A:

Se hele programmet for KVINFOs 8. marts fest