Det er ikke en overdrivelse at hævde, at Mette Fugl repræsenterer en periode i ordets mange betydninger. I sin journalistik har hun fået lov til meget mere, end langt de fleste i faget kan drømme om. Hun har lavet avis og TV, været politisk reporter og udenrigskorrespondent, dækket krige og folketingsvalg. Hun har dækket tidernes skiften, og mærket den på både sjæl og krop. Så da den smertelige erkendelse af nye tider i DRs nyhedsjournalistik rammer hende, tager hun konsekvensen og forlader ”Moderskibet” Danmarks Radio i 2012. Perioden er slut og en ny kan begynde.

Med erindringsbogen ”Fra koncepterne” lægger Mette Fugl kun få bånd på sig selv. De begrænsninger, der omfattes af en tavshedsklausul bliver ikke udfordret….ret meget. Så ingen chefer er nævnt ved navn, men der stopper hensynet også. Og der bliver heller ikke lagt fingre imellem, når Fru Fugl langer ud til venstre og mest til højre.

Over stok og sten går det med fortællinger om opvækst i det pæne rummelige borgerhjem i udkanten af København, over rollen som mobbeoffer og senere selv mobber i skolen. Gennem verdens begivenheder farer vi og helt ned til de små sylespidse observationer om dagens borgerliggjorte Danmark.


Respektløs på godt og ondt

Mette Fugl beskriver med en klædelig selvironi og mange sjove ordspil sin rejse, sin angst og sine lidenskaber og gør dermed opmærksom på det store skrivetalent hun også er; hudløs og benhård indenfor samme sætning.

De forhåbentlig mange læsere af bogen, der ikke kender Mette Fugl, vil genopdage den kvinde de så tit har set spidde politikere både på den hjemlige og den internationale scene. Og de læsere, der selv kender Mette Fugl, vil se hende for sig, når hun hoster ild ud over chefer i almindelighed og udvalgte typer i særdeleshed.

Respekt for roller og autoriteter er ikke en sportsgren Mette Fugl har dyrket, forfriskende i en tid fyldt med uambitiøse medløbere (ifølge Mette), men formentlig også anstrengende for dem, det gik ud over.

At arbejde sammen med Mette er en tur i livets rutsjebane, fyldt med op og nedture, grin, ironi og et beundringsværdigt ordforråd. Den grundlæggende usikkerhed og nerve bliver til tider forklædt som hysteri, det ved hun bedre end nogen. Og side efter side lukker hun os ind i de inderste kroge af sindet med stoffer, depression og ukueligt livsmod og kampvilje.

En kvinde på redaktionen

Et helt kapitel i bogen er tilegnet kvindebevægelsen. Et skarpt og fornøjeligt resumé af en periode, hvor ligeløn og sexchikane var blandt de nye emner på redaktionsmøderne. Her får vi et indblik i det maskuline avismiljø i 70érne.

Her ignorerede man(d) den første kvinde på den politiske redaktion, men holdt sig ikke for god til lægge an på den unge dame. Straffen, eller belønningen om man vil, for at afvise et tilbud var, at samme mand lagde ”O’s historie” på hendes bord med beskeden ”Læs den. Narrefisse”, og Mette læste den med interesse.

De historieløses hetz

Over stok og sten går det til kvindelejr på Femø. Diskussioner om at gøre det private offentligt og kække slogans som ”Vask din egen sok” – jo, jo, der blev gået til den, og den gamle kæmper har ikke meget tilovers for nutidens kritik af den tid:

”Nu kan jeg så blive stiv i hele stellet af irritation over svovlprædikanter, vendekåber og den nyere alliance af liberale, der profilerer sig med overfald på gammelfeministerne”.

Og Mette Fugl har heller ikke meget respekt for en regering, der fraviger planen om at indføre øremærket barsel til mænd og ”… historieløses hetz imod øremærket barsel til mænd”.

Erindringerne er heldigvis i tematisk og ikke kronologisk orden. Og det gør bogen vildt underholdende, sjov og tankevækkende.

For Mette Fugl er perioden med Danmarks Radio slut, og efter at hun har slikket sine, indrømmer hun, delvist selvpåførte sår, har hun heldigvis bedyret, at hun igen har fået lyst til at være journalist. For Mette Fugl er journalistik langt mere et kald end et job, og det hun viser med denne bog.