Hvad sker der med latinamerikanske kvinder fra landsbysamfund, når de eller deres ægtefælle forlader hjemmet for at udvandre alene til en storby i et andet land? En hel del, lyder det fra forskere fra Mexico i nord til Argentina i syd. 

Studiet af disse kvinders situation før – og efter udvandringen optager flere og flere forskere, fordi processen får tusindvis af latinamerikanske kvinder til at gøre op med fasttømrede kønsroller. FORUM var med til Rio de Janeiro-kongressen for Latin American Studies Association (LASA), hvor sydamerikanske kvinders selvstændighed var højt oppe på dagsordenen med utallige eksempler på kvinder, som har brudt normer for at opnå bedre vilkår og rettigheder. 

Her talte FORUM med fire forskere: Adriana Causa, sociolog fra Argentina, professorerne Rosio Córdova-Plaza og Ofelia Woo Morales fra Mexico samt den amerikanske professor Lana Alman om de processer, der i disse år får latinamerikanske kvinder til at rykke egne og andre grænser i bestræbelserne for at få et bedre liv. Og det er karakteristisk for de tusindvis af kvinder, som de fire forskere i årevis har fulgt, at de alle har formået at rykke på det mest vitale af alt: deres selvopfattelse og selvværd.

De mandefrie udvandrerkoner 

45-årige Martha González bor i Mexicos kaffedyrkende region tæt på Veracruz. Hun har fire teenagebørn og har netop sendt de to ældste børn i kommuneskolen. Dét er helt nyt for de to børn, da de yderst sjældent var i skole i de første fem år af deres skolegang, fordi deres far og Martha González´ ægtefælle, forbød dem at gå i skole, idet de skulle hjælpe til i familiens landbrug. Men faren er på fjerde år i USA og sender af og til, og slet ikke så regelmæssigt som Martha González kunne ønske, penge hjem. 

Til gengæld er hun i dag en selvstændig kvinde, der har udvidet sortimentet af dyrkede afgrøder. For Martha González er det vigtigste dog, at hun på fjerde år bestemmer over sig selv og sine børn. Der er mere tid til at vaske sig og pleje sig selv, som hendes mand forbød hende, da “hun ville smukkesere sig for at finde en anden mand”. 

Martha González må dog ofte høre kritik fra sin svoger, men hun har lært at ignorere ham. I landsbyen er hun ikke længere den eneste kvinde, der bor alene på grund af en udvandret ægtefælle. Hun mødes en gang om måneden med de andre udvandrer-koner, de “mandefrie” som de kalder sig. Og selvom der er problemer med pengene til tider, spiser familien tre måltider om dagen, børnene går mere i skole end da manden var der, og hun er mere livsglad.
 
Hustyranen, som Martha González kalder sin ægtefælle, kan nu kun ramme hende verbalt over telefonen. Men han ringer mindre og mindre. Ordet selvstændighed har hun først rigtigt forstået efter mandens afrejse. Og hvad der sker, når, eller hvis, han en dag vender hjem, tænker Martha González en del over. Det bliver ikke det samme som før, det sværger hun. Om hun så i yderste konsekvens skal skilles selvom den katolske kirke ikke tillader ægteskabelig skilsmisse.

Den globale verden ændrer familiemønstre

Ovenstående er et klassisk eksempel i dagens Latinamerika. Ifølge tal fra FN er hundredtusinder af latinamerikanske kvinder i en situation, hvor de, bevidst eller ubevidst, tvunget af omstændighederne ændrer mønstrene – eller prøver på det. Den globale verden forandrer i det hele taget familiemønstrene. Hvad enten det er veninder, der opfordrer dem til at bryde op og søge lykken et andet sted, hvad enten det er i storbyen, i et andet land eller bare sammen med en anden mand, så er de latinamerikanske kvinder, trods kontinentets enorme sociale forskelle, on the move. 

Det kan være ved at bruge internettet til finde et nyt job i et andet land, eller det kan som Martha González være at flytte rundt på møblerne i hjemmet, så det, når husbonden kommer tilbage, er ugenkendeligt. Det handler om, at kvinderne ændrer mønstre for at forbedre egen velfærd.

Kvinder rykker ved selvopfattelse og selvværd

Professor Rosio Córdova-Plaza fra Universidad Veracruzana i Mexico har fx gennem flere år fulgt tre landsbyer i kaffeområdet, og hun mener, at hvis manden er bortrejst i mere end fem år, vil kvinderne ofte bryde med familietraditionerne og undertrykkende mønstre:

– Mens kvinderne er alene øger de deres kendskab til familielandbruget og formår at dyrke flere forskellige afgrøder, så familien som helhed bliver mere selvforsynende. Det er en logisk konsekvens af, at kvinderne ellers ville være alt for afhængige af mandens jævnlige pengeforsendelser fra USA. Flere kvinder har overskud til at oprette en lille biks med blandt andet syarbejde. 

Kvinderne bruger mere tid på sig selv og deres børn. Noget så grundlæggende som at vaske sig jævnligt og bruge rent tøj er et gennemgående eksempel for ændret praksis. For mange mænd i disse landsbysamfund forbyder kvinden at vaske sig for tit, fordi de så, ifølge manden, har til hensigt at finde en anden, fortæller Rosio Córdova-Plaza. Samtidig konkluderer hun også, at kvinderne efter få måneder alene tilegner sig vigtig viden inden for mandsdominerede sektorer, som blandt andet at overvåge peones [medhjælpere, red.] i familielandbruget, og det ændrer magtstrukturerne og frisætter kvinderne.

Frigørelse med forbehold

– Jeg kalder det for en kvindefrigørelse med forbehold, siger Rosio Córdova-Plaza. Hendes undersøgelser viser, at 84 procent af alle kvinder i disse tre mexicanske landsbyer i gennemsnit lever 3 år uden deres mænd, når disse udvandrer til USA. Veracruz-kafferegionen har på grund af hårde tider for kaffesektoren set en udvandring på 800.000 mennesker fra 1997 til 2005. Langt størstedelen er mænd, der sender penge hjem månedligt. Disse pengeoverførsler er imidlertid ustabile, fordi mændene bliver snydt, drikker dem op eller beholder pengene selv, og det er en barsk motivation for kvindernes arbejde hjemme i Mexico. 

De bliver tvunget til at lære at overleve. Og er ifølge Rosio Córdova-Plaza overordentlig gode til det. Dugfriske tal fra Mexicos Institut for Statistik og Geografi (INEGI) viser, at hele 41 procent af de mexicanske hjem er uden mænd. Tallet var ved sidste måling i 1995 på 31 procent. Årsagerne er mange: udvandring, skilsmisse, utroskab, druk og kvindernes længere levetid. I tal betyder det, at Mexico i dag har 11 millioner hjem uden en far. Og at Mexico i dag har tre millioner hjem med permanent kvindelige eneforsøgere. En tendens der vil stige de næste årtier iflg. Rosio Córdova-Plaza.

Internettet åbner døre og opruster kvinderne

Alle fire forskere har observeret, at internettet er et vigtigt redskab i kvindernes frigørelse. Og i deres forberedelser til også at rejse ud.

33-årige Ana Morales fra Paraguay står fx op klokken fem om morgenen, tager bussen ind til Buenos Aires, hvor hun for en månedsløn på 1.500 kroner er hjemmehjælp hos en argentinsk middelklassefamilie. Hun er hjemme hos sig selv igen klokken syv om aftenen. Hendes to børn bor hos hendes søster i Paraguay, som hun skyper med på en internet-café.

Ana Morales forlod sin voldelige mand for halvandet år siden og fik jobbet som hjemmehjælp via internettet for at spare sammen til et selvstændigt liv og eget stykke jord i Paraguay. På internettet og i dagbladene annoncerer hun med weekendarbejde som hjemmehjælp og hendes kusine i Spanien skriver jævnligt emails om nye muligheder her. Ana Morales ved, at hun kan få et arbejde som au pair hos en familie i Madrid, men at det vil skabe endnu større afstand til hendes børn. Alligevel er hun villig til at rejse til Europa for hurtigere at skrabe penge sammen til at kunne flytte tilbage til Paraguay igen. 

Sociolog Adriana Causa fra Buenos Aires Universitet har fulgt mange kvinder med historier som ligner Ana Morales´, og hun undersøger, hvordan internettet hjælper kvinderne frem i verden. Og – om nødvendigt – væk fra en ægtefælle. 

Adriana Causa undersøger de to største grupper af indvandrerkvinder i Argentina, Paraguay og Peru. Argentina har siden 2001 modtaget 923.000 udlændinge, hvoraf 35 procent kommer fra Paraguay. Lige over halvdelen af indvandrerne fra Paraguay er kvinder. Ni ud ti af disse kvinder bliver hjemmehjælpere uden at være officielt ansatte, og det fratager dem rettigheden til sygesikring og ferie.  

Men Adriana Causas studier viser, at opfattelsen af kvinderne ændrer sig, når de ankommer i så stort tal. De skaber egne klubber og netværk. Bliver de fyret, hjælper netværk dem hurtigt på fode igen. Grundlæggende kan dette teknologiske netværk ikke sikre dem mod fyringer eller underbetaling, men de kan til gengæld debattere urimelighederne med andre i samme situation. Og tage deres forholdsregler over for fremtidige urimeligheder.

– Selvom de ofte bliver diskrimineret, oplever de det ikke selv sådan. Internettet er et ekstremt vigtigt værktøj for kvindernes vej ind i Argentina og det argentinske jobmarked. Det giver dem mulighed for at søge væk og samtidig gør fx Skype det lettere for dem at bevare kontakten til dem derhjemme. Internettet bliver dermed det vigtigste redskab for at skabe netværk, der igen hjælper dem i kampen for at overleve. De sidste par år har man samtidig set en interessant udvikling, hvor kvinderne fra Peru og Paraguay i højere grad end tidligere foretrækker at blive i Argentina, selvom de får mulighed for at udvandre videre til USA eller Spanien, og det understreger, at netværket giver dem mere sikkerhed for, at de kan overleve og ret hurtigt finde et nyt job, understreger Adriana Causa.

De peruanske kvinder udgør i dag omkring 90.000 i Argentina. Og til forskel fra kvinderne fra Paraguay, kommer de peruanske kvinder oftere med børn og ægtefæller til Argentina. De er også bedre uddannede, hvilket giver dem job i flere forskellige sektorer. 

Internettet har ifølge Adriana Causa den effekt, at det afkorter afstanden mellem disse udvandrede kvinder, så de kan stå sammen. Uden internettet ville de ifølge Adriana Causa slet ikke have fundet en vej ud af armoden i Paraguay og Peru, både fordi de ikke var blevet indfanget af netværk, og fordi de rent mentalt i mange tilfælde slet ikke ville vide, at de kunne forandre deres tilværelse til noget andet, og ofte bedre, i eksempelvis Argentina.

I skal have det liv, jeg aldrig fik

Den amerikanske professor Lana Alman fra det store amerikanske consultant-firma Booz Allen Hamilton har i 2006 studeret, hvordan peruanske kvinder klarer udvandringen til Chiles hovedstad, Santiago. Kvinderne her var i gennemsnit 35 år, fraskilte eller ugifte. Over halvdelen har børn i Peru og mere end 70 procent efterlader dem i Peru hos slægtninge.
 
Her viser Lana Almans undersøgelse, at de peruanske kvinder går fra at bo hos familien til at leje eget værelse og derfra til at arbejde i endnu flere servicefunktioner. De arbejder intenst på drømmen om at bruge Chile som springbræt til USA, Spanien eller Brasilien.

– Jeg er villig til at ofre alt for, at I skal få det liv, jeg aldrig fik, siger María Cabrera over telefonen til sin datter i Perus hovedstad, Lima, som er et tredje eksempel på migration på det sydamerikanske kontinent, og som professor Lana Alman viser en dokumentaroptagelse af på konferencen.

María Cabrera er en af tusindvis af peruanske hjemmehjælpere i Santiago de Chile. Hun fortæller sin datter om sin dagligdag, og at hun er udvandret til Chile for at spare sammen til børnenes fremtidige universitetsuddannelse hjemme i Peru. Datteren græder.

Ifølge professor Lana Alman og illustreret med den ovennævnte telefonsamtale er de peruanske kvinder ekstremt motiverede. Men hendes studier viser også kvindernes sårbarhed over for eksempelvis plattenslageri. Omkring 20 peruanske kvinder i Santiago de Chile bliver fx af deres arbejdsgivere opfordret til at efteruddanne sig på et Røde Kors-kursus, hvorefter de ikke får mere i løn, skønt kurset opkvalificerer dem.

– Konklusionen er, at de peruanske kvinder i mit studie gennemlever et paradoks mellem drømme og virkelighed, og at stærk motivering til tider ikke er nok i mødet med strukturelle barrierer på arbejdsmarkedet, siger Lana Alman.

Mulighed for selvstændighed afhængig af klasse

Professor Ofelia Woo Morales fra Guadalajara Universitetet i Mexico undersøger, om kvinder er ekstra sårbare under udvandring. I dette tilfælde fra den nordlige by Guadalajara til USA. Her krydsede 98 procent af udvandrerne Rio Grande-floden illegalt, og 46 procent af dem var kvinder. Ofelia Woo har fundet, at de gifte Guadalajara-kvinder ofte følger i mandens fodspor, men at de under selve grænsekrydsningen er ekstra udsat for voldtægt og andre overgreb, ikke kun fra deres egen coyote, men også fra de såkaldte asalta-coyote – andre der bogstaveligt overfalder gruppen og tager endnu mere for at hjælpe dem ind i USA.
 
Ofelia Woos studier viser også, at kvinderne oftest lever længe uden at forsøge at blive legaliseret med green card [arbejdstilladelse, red.] eller amerikansk statsborgerskab. Denne periode kan vare helt op til to årtier, hvor ægtefællen i mellemtiden har fået statsborgerskab. I ventetiden er kvindens rettigheder lig nul, og har hun født børn i USA er disse automatisk amerikanske statsborgere, hvorimod moderen er i konstant deportationsfare. Alligevel foretrækker hovedparten af disse kvinder at blive i USA.

De fire forskere er enig om, at kvinders selvstændighed er betinget af, hvilken social klasse der er tale om og dermed adgang til uddannelse. Men uddannelse er ikke altid nok, når familietraditioner eller giftermål stiller sig i vejen for kvinders råderum. 

Derfor er konklusionen ifølge forskerne, at ved udvandring både ser og får kvinderne nye muligheder. Når de så vender hjem, eller deres mand gør det, bliver situationen igen en anden, og de er tvunget til at kæmpe for ikke at blive rykket tilbage til det oprindelige udgangspunkt.

– Når kvinder udvandrer, er det delvist en flugt fra et familie- og samfundsmønster til et andet, der på mange punkter ligner det første. Kvinderne lærer eller bliver tvunget til at bryde egne mentale grænser for at bryde ud af rammerne. Og det kommer dem til gode senere i livet i form af øget selvstændighed, siger Ofelia Woo Morales.