“Emma Goldman er interessant, fordi hun havde meget markante holdninger til seksualpolitik og kønspolitik. Alligevel kaldte hun sig aldrig feminist, selv om begrebet eksisterede i hendes samtid,” fortæller den britiske professor i feministisk filosofi ved London School of Economics, Clare Hemmings.
Hun har de seneste år gransket Emma Goldmans tænkning, skrifter og bøger som del af projektet Considering Emma: Feminist Passion and Politics for the 21st Century.
“Jeg er optaget af en historie om feministisk tænkning, der både kan omfatte folk, som kaldte sig feminister, og som ikke gjorde det. Man får en meget forkortet feministisk filosofihistorie, hvis den skal begrænses til de få, som påberåbte sig en identitet som feminist.”

Politiske handlinger og feminisme

Et andet forskningsfelt for Clare Hemmings er affektteori, og selv om det er en selvstændig interesse i forhold til Emma Goldman, bliver der også her trukket nogle tråde til den rabiate anarkist.
I artiklen Affective solidarity. Feminist reflexivity and political transformation (2012) skriver Hemmings, at det er følelser som fortvivlelse, raseri, lidenskab og nydelse, der giver feminisme liv. I artiklen er Hemmings især fokuseret på, hvordan det at føle sig utilpas, kan være en katalysator for politisk forandring.
“Med hensyn til Emma Goldman er jeg interesseret i, hvordan en form for overdreven lidenskab kan forandre verden på bestemte måder. Begge følelser kan være en del af feminismen, uanset om folk, der artikulerer dem, ser sig selv som feminister.”
I forlængelse af det mener Clare Hemmings, at det er vigtigt at kunne sondere mellem identitet og politik. Bare fordi man ikke identificerer sig selv som feminist, kan ens politiske handlinger sagtens være feministiske. Det ser man netop hos Emma Goldman.

Red Emma begejstrede i 1970erne

Den kontroversielle og karismatiske anarkist, der levede fra 1869 – 1940, var skribent, politisk agitator og berømt offentlig taler i USA i slutningen af 1800tallet og begyndelsen af 1900tallet. Hendes analyser og tænkning spillede en stor rolle for politikudvikling i anarkistiske bevægelser i USA og Europa.
Når “Red Emma”, som hun hed i folkemunde, gik på talerstolen og agiterede for social retfærdighed, forsamlingsfrihed, prævention eller kvinders frigørelse, havde hun ofte flere tusinde begejstrede og opildnede tilhørere, fortæller Clare Hemmings.
I 1970erne blev Emma Goldman et ikon for den radikale kvindebevægelse, og hendes selvbiografi fra 1931 Living My Life (Anarkistiske erindringer) blev eksempelvis genudgivet i 1970. Køn og seksualpolitik var centrale for Goldmans analyser af magtstrukturer og social forandring, og hun forfægtede fri kærlighed for kvinder og mænd uden ægteskabets snærende bånd, forklarer Clare Hemmings.
Kvinders frigørelse og aktive politiske deltagelse var en forudsætning for enhver samfundsændring, og ikke overraskende tog kvindebevægelsens kvinder Emma Goldman til sig som én af deres egne.

Det private og politiske hang ikke sammen for Goldman

I begyndelsen af 1980erne fik man kendskab til Goldmans kærlighedsbreve, og hun faldt i nogen grad i unåde, forklarer Clare Hemmings.
I brevene afslørede Goldman nemlig en desperat, krybende tone over for sine mange elskere. Tonen stod i skærende kontrast til den selvsikre, fandenivoldske, politiske agitator, man kendte fra hendes øvrige skrifter og virke.
“Det ene øjeblik ville hun afvise en elsker helt og holdent for i det næste øjeblik at trygle ham om at blive taget til nåde,” siger Hemmings.
Det var en tone, som radikale feminister havde vanskeligt ved at kapere, for det private og det politiske skulle gerne være integreret i den enkeltes liv og handlinger. Tidligere i 1970erne havde man i øvrigt også set bort fra Goldmans harske kritik af kampen for kvinders stemmeret.
I Goldmans anarkistiske optik var politisk reformer og forandringer ikke noget, man skulle søge inden for staten, og ve den kvinde, der troede, det var muligt. “Faktisk var hun ret giftig over for suffragetter,” siger Hemmings. Alt i alt blev modsætningerne i Goldmans virke for stor en mundfuld for feminister, der foretrak entydighed. Læg dertil, at Goldman var meget kritisk over for kvinder og kvindelighed i det hele taget og derfor måtte hun vige fra pladsen øverst oppe på piedestalen.

Goldman: Slip båndet til kvindeligheden

Alligevel er der god grund til at granske i Goldmans person og tænkning, for feminisme i dag har meget at lære af Goldman, mener Clare Hemmings.
Hun udfordrer nemlig nutidens feministiske tænkning og blotlægger nogle af de skismaer, der præger både feminismen og postfeminismen. Blandt andet spørgsmålet om kritik og fordømmelse af andre kvinder og manifestationer af kvindelighed.

“Goldman har en meget klar analyse af, at kvindelighed nødvendigvis må kritiseres for at kunne blive til noget andet. Kvinder må slippe deres bånd til kvindeligheden, ” siger Clare Hemmings.
For Goldman var kvinder alt for interesserede i det overfladiske. De tænkte kun på, hvad de kunne købe og forbruge, og hvordan de kunne hægte sig på en mand.
“Hun var faktisk meget ubehagelig over for kvinder, men det handlede om at få dem til at forestille sig selv uden for denne overfladiskhed. Hun ville ryste kvinder til at tænke og handle anderledes.”
Iflg. Hemmings havde Goldman en dyb tiltro til den menneskelige natur som god og optimistisk, og at man kunne ændre samfundet til det bedre. For hende handlede al politik om proces og om relationer mellem mennesker. Man kunne ikke vente til “efter revolutionen” med at ændre betingelserne for det faktisk levede liv. For kvinder gjaldt det om at få en fornemmelse af, hvem de var som kvinder og mennesker ud over den rolle, de blev tildelt i familien og i samfundet. Man må uddanne sig selv og bidrage til, at andre også bliver klogere, var Emma Goldmans parole.
“I dag har en pluralisme og et fokus på individet erstattet politisk kritik,” mener Clare Hemmings.
“Hvis kvinder for eksempel gerne vil have skønhedsoperationer, så fred være med det. Men Goldman gjorde mig opmærksom på, hvor vigtigt det er at kunne kritisere og vurdere.”

Hemmings beundrer den farverige Goldman

Clare Hemmings er fuld af beundring for den passionerede anarkist Emma Goldman, fordi hun var så konsekvent i sin politik, også selv om det ofte indebar store risici for hende. Det gjaldt ikke mindst de sidste fire år af Goldmans liv, hvor hun deltog aktivt i Den Spanske Borgerkrig og støttede anarkister og kvindelige aktivister i kampen mod Franco-styret.
Derudover levede hun fuldt ud. Hun var en farverig person, der elskede mad, og politik var en fast ret ved middagsbordet. Hun havde glødende skænderier med folk, blev uopretteligt uvenner med dem og afbrød al kontakt. Siden hændte det, at hun tog dem lidenskabeligt tilbage, fortæller Hemmings.
Af datidens forkæmpere for fri seksualitet var Emma Goldman tilmed en af de få, der opponerede mod Oscar Wildes fængselsdom. Hun holdt mange offentlige taler om homoseksuel frigørelse, og opfattede især homoseksuelle mænd som mere i kontakt med deres kreative, feminine side.
Det er i øvrigt også værd at bemærke, at hun selv havde en meget kvindelig fremtræden. “Ikke i den måde hun var kritisk på,” fremhæver Hemmings, “men hun gik med flamboyante tørklæder og klædte sig i blonder og flotte hatte.”
Clare Hemmings fortæller, at hun reagerede med stor fornøjelse på nogle af Emma Goldmans mest krasbørstige bemærkninger om kvinder. Det gjaldt specielt et kritisk indlæg mod kvinder fra Titanic-forliset, for efter Goldmans mening elskede de åbenbart ikke deres mænd nok til at følge dem i døden.
Hemmings er dog en smule foruroliget over den fornøjelse, hun oplevede ved Goldmans hårde udfald.
“Der er et spændingsfelt i kernen af feminismen, som blandt andet handler om, at når man kritiserer femininitet som en del af feminisme, kritiserer man også sig selv,” forklarer Hemmings.
Clare Hemmings mener, at hendes reaktion på Goldmans kritik af kvinder peger på den tvetydighed, der er i mange feministiske projekter, at kvindelighed på en gang er dybt problematisk og foranderlig.
Clare Hemmings fremhæver, at hun ikke er ene om at interessere sig for anarkisme og Emma Goldman. Skuffelsen over venstrefløjens manglende evne til at kunne tilpasse sig nye former for social magt i dag, har generelt ansporet kritiske akademikere til at se nærmere på anarkistiske ideer fra tidligere i det 20. århundrede.
Også sociale bevægelser har genopdaget den kontroversielle anarkist og den politik, Emma Goldman stod for. For eksempel har anti-globaliseringsbevægelser og occupy-bevægelsen sat fokus på anarkistiske ideer såsom spontan organisering og direkte aktion. Man ser også spor af anarkisme i måden aktionsgruppen Femen, der med blottede bryster agiterer mod kvindeundertrykkelse i forskellige lande. De vil, ligesom Emma Goldman, ryste kvinder til at tage en politisk kamp for retfærdighed op.
Lige nu arbejder Clare Hemmings på en bog, hvor hun gennem Emma Goldmans optik ser på de udfordringer, som feminismen står over for i dag.