Doris Lessing har om nogen formået at omsætte det 20. århundredes
kvinde- og kønshistorie i et enestående forfatterskab. Derfor var det
en særlig begivenhed for mig at interviewe forfatteren sammen med tidl.
FORUM-redaktør Annette Nielsen, da Doris Lessing sensationelt besøgte
Bogmessen i København, november 1999.

Dengang var
jeg foruden at være direktør på KVINFO også anmelder på Berlingske
Tidende, og i anledning af interviewet opfordrede avisen mig til at
dele mine overvejelser med Berlingske Tidendes læsere. Overvejelser som
jeg nu 8 år senere, hvor Doris Lessing modtager Nobelprisen i
litteratur, har frisk i erindring.

Veninden vil bare væk – helt alene

Et
halvt års tid inden interviewet stødte jeg på en veninde fra gamle
dage, som dog ikke var mere fjern, end at det stadigvæk falder
naturligt at standse op, udveksle og lige høre, hvordan det står til.

Veninden, der er optaget af sin forestående 50-årsfødseldag, trækker som noget helt selvfølgeligt Doris Lessings roman Sommeren før mørket
ind i samtalen, og går som en selvfølge ud fra, at jeg er helt med. For
lige her før sin fødselsdag er hun mentalt i samme tilstand og stemning
som romanens hovedperson Kate Brown, der forlader alt og alle for i
ensomhed at gennemleve krisen midt i livet. Veninden taler om et
eksistentielt behov for at trække sig ud og væk, sætte sig på en
bjergtop et sted i Europa og ikke vende hjem, før hun er parat. Hun
drømmer sig langt, langt væk. Alene, helt alene. Gerne i månedsvis.

Venindens henvisning til Sommeren før mørket
dukker op under forberedelserne til interviewet med Doris Lessing. En
privilegeret situation, som jeg aldrig havde drømt om, da jeg i 1974
læste netop den roman som den første af hendes bøger. Som årene er
gået, er bogens oversætter flyttet fast ind i mit liv, men på det
tidspunkt havde jeg heller aldrig mødt Merete Ries, der også stod for
den danske version af Den gyldne bog 1-2 (1975) – i erindringen et af de betydeligste 70’er værker, skønt The Golden Notebook (1962) med sine vilde formeksperimenter er en 60’er-bog om nogen.

Åbenbaring
grænser vel som betegnelse for en læseoplevelse til det blasfemiske,
men i hvert fald var det som ungt menneske af hunkøn en skelsættende
erfaring at læse Doris Lessings beretning om de frie kvinder Anna og
Molly, der deler en lejlighed i London, alt imens Anna forsøger at få
hold på sig selv, sit liv og sit forfatterskab.

Der var meget, der brød sammen i de år

En
sammenbrudsroman var Lessings egen betegnelse. Og ja, der var meget,
der brød sammen i de år, da Lessing fandt sin vej ind på
privatbiblioteket. Selv havde jeg den første skilsmisse bag mig, var
alene med to små børn, havde mødt en ny stor kærlighed, var gået i stå
med specialet, underviste på universitetet, var optaget af
kvindebevægelsen og politisk aktiv på venstrefløjen.

Doris
Lessing, der er født i 1919, var ikke jævnaldrende. Tværtimod tilhørte
hun forældregenerationen. Hun var debuteret med en international
bestseller allerede i 1950 med romanen Græsset synger om
racemodsætninger i Syd-Rhodesia, udspillet i et dramatisk erotisk
forhold mellem en hvid kvinde og hendes sorte tjener. Året forinden
havde den unge Doris Lessing forladt Afrika, sit andet ægteskab og to
små børn. Hun var 30 år gammel, og med sig til London havde hun stort
set kun manuskriptet til sin første roman samt sønnen Peter, født i det
andet ægteskab med Gottfried Lessing, der hellere ville være embedsmand
i DDR end arbejdsløs kommunist i London.

Central i europæisk efterkrigslitteratur

Doris
Lessing var således slet ikke 70’er-forfatter. Eller rettere, det var
hun også, ligesom hun i dag ikke mindst med udgivelsen af de to
selvbiografiske værker Under huden (1994, på dansk 1996) og Vandring i skygge (1997, på dansk 1998) er en af de europæiske forfattere, som har allermest at sige vor egen tid. Martha Quest som både er hovedperson og titel på første bind i romanserien Børn af vold 1-5 (1952-69), rummer for mig det helt centrale i Doris Lessings placering i europæisk efterkrigslitteratur.

Med
ubesmykket fokus på egne livsvalg, skærer Lessing dybt i hjertet.
Hun blotlægger og anfægter den individualisme, der i dag fremstår som
livsvilkår for begge køn og triviel som tidsånden selv. Da hun rejste
til London for at blive forfatter, skriver hun, at det, der drev hende
efter den første skilsmisse, var at nå frem til en identitet, der kunne
retfærdiggøre, at hun havde forladt sine børn. Det afgørende og
drivende for forfatterskabet har været at finde en identitet, som gav
svigtet en mening. Og hvor finder man mon den?

Den absolutte lidenskab

I
de to erindringsbøger afsøger hun de kollektive processer, som styrer
os politisk, ideologisk og mentalt. I erindringernes første bind
skriver hun således, at det er gået op for hende, at hun som barn
vokser op i traumerne fra 1. Verdenskrig, som hendes forældre på hver
deres måde blev et offer for.

Og i erindringernes andet bind
indkredser hun den totalitære fristelse, som hun selv som kommunist har
ligget under for. Lidenskaben for det absolutte kan se ud som en
lidenskab for at være ulykkelig. Om roden til kommunismen, skriver hun
lige ud:

…. en kærlighed til revolutionen – er, tror
jeg, masochisme, lystfyldt smerte, glæde ved lidelse, identifikation
med det frelsende blod. Korset faktisk.


At være
kommunist, erkender hun, var forbundet med et ønske om, at sorgen ville
ramme hendes hjerte. Og som litterært eksempel inddrager hun Kate
Brown, der i Sommeren før mørket tillader sig en slags sammenbrud – en kvinde som gennem de ydre formers opløsning nærmer sig en forståelse af sig selv.

De
spørgsmål Doris Lessing stiller sig er barske, og de svar hun giver, er
langt fra kønne. Men hun går under huden på nutidens store kollektive
anfægtelser. Læser man Lessing, bliver man kastet tilbage på sig selv.
Svar skyldig.

Den store fortælling om
selvstændige kvinders livtag med samfund, politik og privatliv i det
20. århundrede bliver med Doris Lessings forfatterskab indskrevet i
verdenslitteraturens kanon. Med Nobelprisen 2007 til Doris Lessing
bliver den kvindelige livserfaring anerkendt som almengyldigt
kunstnerisk afsæt og en helt ny æstetisk praksis. Tillykke!