Det er et krigsråb, der lyder fra Bruxelles. Sonja Lokar, ny forkvinde for European Women’s Lobby, EWL, som blev valgt på organisationens generalforsamling i Ungarn i sidste måned, vil lancere “rødstrømpebevægelsen 2.0”.
“På en måde skal vi tilbage til rødderne, til 70’ernes kvindebevægelse, hvor kvinderne var oppe på barrikaderne. Vi skal være i offensiven igen. Vi er blevet lullet i søvn og har glemt den politiske kamp. Vi skal være en mobiliserende, pro-aktiv styrke, der har kapaciteten til ikke blot at reagere på kønsdiskrimination, men også være dem, der kommer med de fremsynede forslag,” siger Sonja Lokar.
Sonja Lokar fra Slovenien overtager som den første kvinde fra Østeuropa roret i Europas største paraplyorganisation for 2500 kvindeorganisationer i de 27 EU-lande samt de nye kandidatlande på et tidspunkt, hvor presset på ligestillingen i Europa vokser. Gældskrisen, der har ramt Europa, er godt i gang med at rulle ligestillingens landvindinger tilbage og splitte Europas kvinder. Og Sonja Lokar ser det som sin mission at standse denne udvikling, og det gør hun som en af de ledende kræfter bag organisationen af den østeuropæiske kvindebevægelse efter Berlinmurens og kommunismens sammenbrud.
“Det er meget betegnende for situationen, at det eneste fremskridt, vi kan konstatere lige nu, er, at løngabet mellem mænd og kvinder er blevet en smule mindre. Men årsagen til det er ikke, at vi generelt har fået mere ligeløn, men at mændenes lønniveau er faldet, fordi mændene har fået færre og lavere bonusser udbetalt under finanskrisen.
“På alle andre ligestillingsområder kan vi konstatere, at kvinderne rammes særligt hårdt af krisen. Lønningerne i den offentlige sektor, hvor mange kvinder er ansat, er under pres. Samtidig skæres der i de offentlige serviceydelser som for eksempel daginstitutioner, så børnene ikke kan blive passet i samme omfang.  Især unge kvinder og migrantkvinder rammes særlig hårdt. De unge, fordi de endnu ikke har fundet rodfæste på arbejdsmarkedet. Migrantkvinderne er også udsatte, fordi de især er beskæftiget med privat hjemmepleje og derfor bliver presset i både løn og arbejdsvilkår,” remser Sonja Lokar op.

“Ligestilling er det første, der spares på”

Samtidig er kvindeorganisationerne ofte i første linje, når regeringerne udpeger poster, der kan spares væk i de trængte budgetter.
“Der bliver færre penge til ligestillingsorganisationer på nationalt plan, men også i EU’s institutioner, hvor vi oplever, at ligestilling og kvinders menneskerettigheder ikke længere er en prioritet, når der skal uddeles støttemidler. Vi har flere eksempler på organisationer, der har mistet halvdelen af deres budget.”
“Det undergraver generelt kampen for ligestilling,og ikke mindst bekæmpelsen af vold mod kvinder. Og det kan få langsigtede konsekvenser for ligestillingen i Europa. Det har taget mange år at udvikle ligestillingskompetencer og -værktøjer. Hvis det forsvinder med de dygtige medarbejdere, som bliver afskediget rundt omkring i Europa, bliver ligestillingsarbejdet bombet årtier tilbage,” advarer Sonja Lokar.
Og netop Østeuropa, hvor Sonja Lokar selv kommer fra, leverer nogle af skræmmeeksemplerne på, hvor hurtigt ligestillingsbestræbelserne kan rulles tilbage, mener Sonja Lokar, der peger på Ungarn som et skoleeksempel på tilbagerulningen af kvinders rettigheder under de højrepopulistiske partiers fremmarch.

Østlandene: fra backlash til fremskridt og retur

“I Ungarn har premierminister Viktor Orban og hans højrenationalistiske Fidesz-parti gjort så stort et indhug i de grundlæggende frihedsrettigheder, herunder presse- og ytringsfriheden, at EU Kommissionen har indledt en undersøgelse af, om der er tale om traktatbrud, blandt andet på baggrund af begrænsninger i retsvæsenets og nationalbankens uafhængighed.
Orban har delvist trukket reformerne tilbage, men ligestillingsarbejdet saboteres stadig, understreger Sonja Lokar.
“Ungarns ligestillingsorganer blevet nedlagt, og de offentlige serviceydelser er privatiseret. Den fri abort er i praksis afskaffet, og kvinderne sendes i stigende grad hjem til privatsfæren, hvor man mener, de hører til. Regeringen er støvsuget for kvinder, og under ti procent af parlamentarikerne er kvinder. Ungarn er et lysende eksempel på den nye politiske trend i EU, når det gælder kvinders rettigheder.
“Og det er så meget desto mere beklageligt, da Østeuropa på ligestillingsområdet netop var ved at komme op i gear efter at have været igennem en meget interessant udvikling efter kommunismens sammenbrud,” påpeger Sonja Lokar.
“Den vanskelige overgangsfase til markedsøkonomi førte i første omgang til en udhuling og en nedbrydning af den arv, som kommunismen havde efterladt, når det gælder ligestilling. Efter murens fald blev de østeuropæiske kvinders økonomiske uafhængighed undergravet af den økonomiske krise, der fulgte med overgangen til markedsøkonomi og privatiseringen af de statsejede virksomheder. De offentligt finansierede daginstitutioner blev nedlagt, og kvinderne blev i 1990’erne tvunget til at vælge mellem arbejde eller børn.
“Vi var dog kommet langt siden 90’ernes tilbageskridt, og det skyldes ikke mindst optagelsesprocessen til EU. Her har vi fået indarbejdet EU’s minimunsstandarder for ligestilling i lovgivningen. Vi har taget fat på problemet med vold mod kvinder. Og vi er også kommet et godt stykke vej, når det drejer sig om kvinders politiske repræsentation.”
“Før optagelsesforhandlingerne var vi langt bagefter andre vestlige lande med hensyn til andelen af kvinder i politik. I Slovenien er kvinderne fx gået frem fra 13 til 22 procent af mandaterne, hvor en særlig kampagne for flere kvinder i politik i 2010 var med til at øge antallet af kvindelige parlamentsmedlemmer. Selv i Polen har der været fremgang, hvor andelen af kvinder i det polske parlament er gået frem fra 20 til 23 procent ved det seneste valg i 2011.”

Truslen fra højrepopulismen

Men disse landvindinger er nu i fare.
“Regeringerne sparer på den offentlige støtte til ligestilling. Det betyder, at de offentlige tilskud til de frivillige organisationer beskæres eller fjernes. I stedet opretter regeringerne, som fx her i Slovenien, et regeringsorgan for få offentlige midler”, siger Sonja Logan.
“Vi ser i mange lande en tendens til, at højrepopulistiske partier på den ene side hævder at gå helhjertet ind for ligestilling, blandt andet fordi det fremstilles som et særligt nationalt særkende. Men på den anden side gør de alt for at fordreje ligestillingsbegrebet, så det kommer til at betyde det stik modsatte.
Økonomisk ligestilling undergraves af ufrivilligt deltidsarbejde på midlertidige kontrakter med dårlig beskyttelse under påskud af, at kvinder skal have lov til at vælge at tage sig mere af deres børn. Retten til at vælge forvandles til et tab af enhver støtte til både at have job og familie,” raser Sonja Lokar.
I andre lande er der mindre tale om bevidst sabotage af ligestillingen, men snarere om at man skærer, hvor det er nemmest.
“Men under alle omstændigheder er dette tilbageslag et direkte resultat af kvindernes marginale politiske repræsentation. Ligestilling ses ikke som et centralt politisk redskab til trods for, at ligestilling netop er et middel mod krisen”.

Backlash koster vækst og BNP

Eller sagt med andre ord: Det, der er ved at ske nu, kan få afgørende økonomiske konsekvenser. Vi mister bruttonationalprodukt, hver eneste gang der går kompetencer og uddannelse til spilde på grund af manglende ligestilling og glaslofter, der afholder kvinderne fra at komme til tops. Ligestilling er én af løsningerne på krisen,” siger Sonja Lokar.
Hun har netop fået opbakning til dette synspunkt fra OECD, de rige landes økonomiske samarbejdsorganisation, som netop har offentliggjort rapporten “Tackle the Gender Gp to Boost Growth”. Rapporten fastslår, at der er en klar økonomisk fordel ved ligestilling.
“50 procent af væksten i bruttonationalindkomsten i OECD-landene mellem 1960 og 2008 kan tilskrives forbedringer i uddannelsesniveauet, og heraf tegner kvinderne sig for halvdelen”, konstaterer OECD.
Især med udsigt til et aldrende samfund og skrumpende generationer på arbejdsmarkedet er det særlig vigtigt at sikre, at talentmassen udnyttes maksimalt. Og så duer det ikke, at kvinderne holdes ude af arbejdsmarkedet pga. mangel på pasningstilbud eller kønsspecifik fordeling af omsorgsarbejdet i hjemmet, fastslår den økonomiske samarbejdsorganisation.
Sonja Lokar kan kun nikke bifaldende.
“Hvis ikke EU tager skeen i den anden hånd, vil vi komme til at betale for det backlash, der er under opsejling med både faldende vækst og faldende fødselstal. Vi ved jo godt, at det forholder sig sådan. Men når det kommer til handling, mangler den politiske vilje. Og det er også kvindernes eget ansvar at få ligestilling tilbage på dagsordenen,” siger Sonja Lokar.

Løsningen: ånden fra 70’erne

“Vi har pligt til at være ambitiøse. Vi skal være dem, der finder de nye, fremsynede løsninger. Kvindeorganisationerne står over for en helt ny udfordring, hvor det handler om at tage politisk ansvar. Vi skal demonstrere, at den måde, man griber gældskrisen an på, er forkert, og vi skal udvikle alternativerne. Vi skal være med til at udvikle morgendagens samfund, og vi skal ikke tro, det er nok at stemme en gang hvert fjerde år,” understreger den slovenske forkvinde.
Og det skal ske ved at styrke samarbejdet mellem Europas kvindeorganisationer og dermed Europas kvinder.
“Vi skal finde kvindesolidariteten frem igen og etablere en kvindebevægelse med en bred, folkelig base. I de gode tider var det nok at arbejde i små ekspertgrupper, der kunne forhandle sig til fremskridt med de politiske beslutningstagere i EU og på nationalt plan. Men finanskrisen har ændret situationen grundlæggende.
“Mainstreaming af ligestilling er lagt på hylden i EU-landene. Tiltag, der i højere grad kunne styrke kvinders økonomiske og politiske indflydelse og er begrænset til få beskæftigelsestiltag og debat om kvinder i virksomhedernes bestyrelser. Uden en massiv mobilisering af kvinder vil landvindingerne blive rullet tilbage, som vi også oplever det i Spanien, hvor den konservative regeringsleder Mariano Rajoy ønsker at afskaffe den frie abort, som ellers blev indført i 2009, ” siger Sonja Lokar.
“Det er på tide at vågne op, ikke mindst i de lande, hvor ligestillingen har gjort de største fremskridt”, siger Sonja Lokar med adresse til blandt andet de skandinaviske lande.
“Vi er blevet gjort til forbrugere frem for politisk aktive borgere, og det har undergravet kvindernes indbyrdes solidaritet. Vi skal op på barrikaderne og stå sammen, ellers taber vi kampen. Det er ikke helt forkert at sige, at vi skal finde kampånden fra 70’ernes kvindekamp frem igen. Vi skal smide bh’en – i overført betydning”.