Året er 2014: Generationsskiftet blandt landets dekaner er godt på vej. Syddansk Universitet har netop fået sig en ny dekan for det Samfundsvidenskabelige Fakultet. På universitetets hjemmeside kan man læse, at hun er en 40-årig kvinde, der er god til at tænke i nye muligheder. Tilsvarende overtog en anden dygtig kvinde sidste år dekanposten på det Humanistiske Fakultet. Hun var også visionær. Og ja, sågar universitetets rektor er ny – og kvinde selvfølgelig. Direktionen består af en kvindelig rektor, en kvindelig prorektor og fem kvindelige dekaner. Sådan har det altid været. Men der er selvfølgelig også mænd i direktionen og faktisk er kønsbalancen perfekt… idet samtlige syv sekretærer er mænd.
Forestil jer et universitet, hvor topledelsen kun består af kvinder. Og altid har gjort det. Virker det absurd? Mon ikke mandlige medarbejdere (såvel som kvindelige) ville stille spørgsmålet: Hvorfor bliver der ikke ansat mænd i direktionen? Med mindre man mener, at mænd fra naturens side eller bare pr. definition er mindre intelligente eller ambitiøse end kvinder, så forekommer et universitet, hvor ledelsen alene består af kvinder, urimeligt.
Måske ville man(d) også påpege, at indsigter, talenter, perspektiver og nye ideer kan gå tabt, hvis man konstant ansætter yngre udgaver af sig selv. Nogle ville måske gå så langt som til at spørge, om det at være kvinde i sig selv er en af de kvalifikationer, der kræves for at blive dekan?
Historien i dag er faktisk næsten den samme – bare omvendt. Året er 2014: Generationsskiftet blandt landets dekaner er godt i gang. Men i den ‘virkelige (universitets)verden’ bliver ældre mandlige dekaner erstattet med yngre mandlige ‘ledelsestalenter’. Således ansatte Syddansk Universitet sidste år en ny dekan for det Humanistiske Fakultet. I år en ny rektor og endnu en dekan – denne gang for det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Alle er mænd og matcher fint de mænd, som allerede sidder i direktionen. Alle syv sekretærer er kvinder.
Vi undrer os: Hvorfor udlignes ubalancen mellem mænd og kvinder sig ikke i direktionen på Syddansk Universitet? På Københavns Universitet er to ud af seks dekaner kvinder, Aarhus Universitet har én kvinde ud af fire dekaner, mens kun Aalborg Universitet udmærker sig ved, at halvdelen af dekanerne er kvinder. Det er ikke altid, fordi kvinderne ikke søger. Og vi ved, at kvinder er mindst lige så kvalificerede og ambitiøse som mænd.
Vi spørger derfor os selv: Hvilke konsekvenser har det, når ledelsen består alene af mænd? I det snævre perspektiv er det dårlig nyt for ambitiøse kvinder på alle niveauer. Fratager det kvinder lysten til at søge institutlederstillinger, når det tyder på at være sidste skridt på denne karrierestige? Sikrer det arbejdet med udligningen af det stadig meget store gab mellem antallet af mandlige og kvindelige professorer på de danske universiteter? I det store perspektiv er det dårligt nyt for danske universiteter og den internationale konkurrence, som vi hele tiden skal forholde os til. Sikrer vi tidssvarende og nytænkende ledelse af universiteterne, ved at udelukke halvdelen af poolen? Næppe.
Vi er glade for, at Samfundsvidenskab på Syddansk Universitet har fået en dygtig dekan. Stort tillykke til ham! Vi tror på, at han – som rektor skriver – er “en visionær leder, der er god til at tænke i nye muligheder.” Vi håber, at de nye muligheder er godt nyt for kvinderne på Samfundsvidenskab. Her var nemlig ingen af fakultetets 33 ordinære professorer i 2013 kvinder. Og vi håber, at denne nytænkning på sigt smitter af, så ledelsen på universiteterne bliver modige nok til at ansatte kandidater, der ikke bare er yngre udgaver af dem, der går af.