Det er en af paneldiskussionerne ved årets mondæne komsammen for den globale magtelite i Davos.
Lederen af Den Internationale Valutafond, en EU-kommissær, rektor for Harvard og et par topchefer fra erhvervslivet har indtaget scenen til én af de debatter, der udgør rygraden i World Economic Forums årlige møde i de schweiziske Alper. Lutter højhælede sko og læbestift. Det er kun som et humoristisk indslag, at den enlige mandlige paneldeltager nævner den noget ulige kønsfordeling.
Nej, dette er hverken science fiction eller en omvendt karikatur på nutiden. Det er paneldiskussionen om “Kvinder i den økonomiske beslutningstagning”, og Christine Lagarde fra Valutafonden, Drew Gilpin Faust fra Harvard, Sheryl Sandberg, generaldirektør i Facebook og EU-kommissær Viviane Reding er her for at være rollemodeller. For i de øvrige paneldiskussioner og på gangene og restauranterne i den mondæne by, hvor magteliten hvert år udveksler visitkort og visioner for verdensøkonomien, står den helt traditionelt på jakkesæt og slips. Ligesom i de store, internationale virksomheder og internationale organisationer, hvis topledere sammen med verden politiske magthavere udgør det udvalgte selskab i World Economic Forum.
Men det skal der laves om på. World Economic Forum vil knuse glasloftet til direktionsgangene og bestyrelseslokalerne og er godt i gang med at etablere sig som kønspolitisk avantgarde i diskussionen om kvinders adgang til topstillinger.
For andet år i træk er kvinders adgang til topposterne på dagsordenen i Davos. Og siden 2006 har World Economic Forum offentliggjort en årlig Global Gender Gap Report, et index, der klassificerer 135 lande i verden ud fra parametre som andelen af kvinder i uddannelse, i lederstillinger og i virksomhedsbestyrelserne.
 

Konkurrence-evnen, ikke ligestilling er argumentet

Rapporten, der klassificerer Island, Norge og Sverige i toppen og Danmark som nummer syv, er flagskibet i WEF’s Program
for Kvindelige Ledere og Kønsligestilling.
Fremtrædende kvindelige erhvervsledere, som Beth Brooke, global vicepræsident i konsulentgiganten Ernst & Young, Ilene H. Lang, præsident og administrerende direktør i finansgruppen Catalyst, eller Yukako Uchinaga, direktør og eksekutiv vicepræsident i holdingselskabet Benesse er med til at tegne linjen i World Economic Forums indsats via det såkaldte Global Agenda Council on Women’s Empowerment.
Og en “Global Gender Parity Group” med lige mange mænd og kvinder fra erhvervsliv og universitetsverdenen forsøger at udtænke konkrete metoder, der kan få de store virksomheder til at tage flere kvinder om bord. Hvilket, hvis man vil være en anelse ondskabsfuld, er en revolution, der svarer til, at Vatikanet pludselig begyndte at gøre kampagne for kvindelige præster.
“Det er en fortløbende proces, og forståelsen for initiativet vokser,” svarer Saadia Zahidi på spørgsmålet om, hvordan verdens mest magtfulde mænd har reageret på WEF’s opfordring til at diskutere kønsskævheder i deres beslutningsorganer.
Saadia Zahidi er seniordirektør i World Economic Forum og leder af WEF’s program for kønsligestilling. Og det argument, hun og World Economic Forum kører i stilling for at skaffe sig ørenlyd i den økonomiske verden, er resultatet på bundlinjen.
WEF er blevet en af de mest fremtrædende fortalere for den forskning, som viser, at der er en økonomisk interesse, en business case, for virksomhederne i at øge antallet af kvindelige ledere.
“Vi ser på ligestilling som et spørgsmål om konkurrenceevne snarere end et spørgsmål om kvindesag. World Economic Forum laver hvert år en global rangliste over landenes konkurrenceevne, og det er ud fra samme synspunkt, at vi har lavet vores Global Gender Gap Report. Og det er det, som har ændret virksomhedernes holdning til at diskutere ligestilling. Det handler ikke kun om retfærdighed, det handler om økonomisk effektivitet. Og om at virksomhederne skal sørge for at få det fulde udbytte af den talentmasse, de har,” siger Saadia Zahidi.
 

Det økonomiske argument vinder frem

Det faldende fødselstal i den vestlige verden betyder, at der bliver mangel på talent, og det er de virksomheder, der sikrer sig de dygtigste medarbejdere, der overlever i fremtidens konkurrence, lyder World Economic Forums argumentation. Talent bliver fremtidens store konkurrenceparameter, på lige fod med adgang til kapital; og fremtidens vil ikke længere hedde kapitalisme men “talentisme, lyder budskabet fra World Economic Forum.
“Kvinderne udgør over halvdelen af de universitetsuddannede. Vi repræsenterer halvdelen af økonomien, som både arbejdstagere og forbrugere. Det må virksomhederne ganske enkelt tage hensyn til. I fremtidens verden har virksomhederne ikke råd til at spilde talent, fordi deres kvindelige medarbejdere falder ud af karrierestien cirka midtvejs,” siger Saadia Zahidi. Det økonomiske argument for kvinders adgang til lederstillinger vinder i det hele taget frem i en række internationale organisationer.
Kønsligestilling på arbejdsmarkedet er et af redskaberne i EU’s vækststrategi, og i den seneste årsrapport om ligestilling fra april 2012 hedder det blandt andet, at “der er voksende bevis for de økonomiske fordele ved at få flere kvinder med i den økonomiske beslutningstagning. (,,,) Det skaber bedre økonomiske resultater i virksomhederne og øger konkurrenceevnen”. Også OECD har i flere år analyseret, hvordan væksten kan stimuleres af kvinders adgang til arbejdsmarkedet. Og senest har organisationen lanceret et OECD Gender Initiative, der blandt andet mundede ud i en konference i december sidste år.
“Lige økonomiske muligheder for mænd og kvinder giver stærkere og mere bæredygtig vækst via øget produktivitet og bedre udnyttelse af den menneskelige kapital,” hed det blandt andet i oplægget til konferencen.
“Det økonomiske argument er det absolut eneste, der har effekt, ikke mindst i Danmark. Her kommer vi ingen vegne med at tale om fairness”, siger Nina Smith, professor i økonomi ved Århus Universitet.
“Som økonom kan jeg kun sige, at ligestilling er økonomisk vigtig. Derfor er det også vigtigt, at EU og organisationer som World Economic Forum tager kønsligestilling op på det grundlag. Måske lyder det lidt søgt at tale om “talentisme” som en parallel til kapitalisme. Men der er absolut ingen tvivl om, at det er helt afgørende at udnytte folks kompetencer bedst muligt”, mener Nina Smith.
 

Et kønspolitisk tvivlsomt argument

Kønsforsker Karen Sjørup fra Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet er en anelse mere skeptisk over for den kønspolitiske trend, der tegner sig.
“Det er da fint, at World Economic Forum tager ligestilling og kvinders adgang til den økonomiske beslutningsproces op. Og det betyder klart noget for modtagelsen i erhvervslivet, hvem afsenderen er. World Economic Forum bliver formentlig ikke mødt med argumenter, som vi for eksempel har hørt i Danmark, at hvis der skal kvinder i bestyrelserne, skal de i hvert fald have store bryster, så der er noget at se på. Men det er slående, at man anlægger en vinkel, der ikke har det mindste med rettigheder at gøre”, pointerer Karen Sjørup.
“Selve argumentet er problematisk: at man skal arbejde for ligestilling, fordi det kan betale sig. Nogle af de undersøgelser, der peger på øget effektivitet og rentabilitet takket være kvinder i lederstillinger kan videnskabeligt set anfægtes. Betyder det så, at man alligevel ikke skal satse på kvinder i ledelse? Det kan også være, at kun store virksomheder har råd til at indføre fleksibel arbejdstid eller andre tiltag, der fremmer kvinders karriere. Men hvad så med ligestillingen i de mindre virksomheder”, spørger Karen Sjørup.
Hun peger på, at man ikke kan skille debatten om økonomisk ligestilling fra en debat om velfærdsstaten og adgang til daginstitutioner, barselsorlov og barsel for mænd.
Det er man sådan set enig i i World Economic Forum. Offentligt-privat samarbejde er for eksempel rygraden i de såkaldte Task Forces, WEF har oprettet som noget helt nyt i tre lande med et meget stort kønsgab på arbejdsmarkedet og i topledelse: Japan, Tyrkiet og Mexico. Topledere og private erhvervsledere skal sammen analysere barriererne for kvindernes karriere og forsøge at udvikle redskaber, der kan få flere kvinder til tops.
“Det er så nyt et initiativ, at vi endnu ikke har konkret tilbagemelding om, hvad de enkelte Task Forces arbejder med. Men det er et forsøg på omsætte den voksende bevidsthed om betydningen af ligestilling i konkret handling, der kan give konkrete resultater. Og her mener vi, at samarbejde mellem den offentlige og den private sektor er afgørende. For kvinders adgang til topstillinger handler ikke bare om at ændre magtstrukturerne og kulturen i virksomhederne. Det handler også om, hvordan man får passet sine børn, om man har adgang til barselsorlov, og om mænd også skal have orlov. Og det handler om beskatning, der kan favorisere eller ikke favorisere kvinders karriereincitament”, siger Saadia Zahidi, seniordirektør i World Economic Forum.
 

Kønsdebatten påvirker velfærdsdebatten

Men hvad er det for redskaber, store virksomheder og de offentlige administrationer i fællesskab kan blive enige om? Og betyder det, at World Economic Forum ligefrem anbefaler en udvikling af velfærdsstaten efter skandinavisk mønster?
“Ikke nødvendigvis,” svarer Saadia Zahidi.
“Der er mange forskellige modeller, og hvert enkelt land må selv finde sin egen løsning. USA har for eksempel ingen eller meget få daginstitutioner, men de har alligevel en forholdsvis høj andel af kvindelige ledere sammenlignet med andre lande,” siger Saadia Zahidi.
Hvordan ligestillingsdebatten “frames” og dermed påvirker debatten om velfærdsstaten, er også et af Nina Smith at pege på:
“Danmark har satset på lang barselsorlov, som kvinder insisterer på at benytte som en rettighed. Men det betyder også, at de gør sig til dårlig arbejdskraft, især fordi man ikke i modsætning til for eksempel Sverige har krævet barselsorlov til mænd. Og i Danmark har vi også satset på daginstitutioner, som har den ulempe, at de lukker, så forældrene, og ofte kvinderne, skal gå tidligt for at hente deres børn, hvorimod man i et land med større lønspredning vil have bedre mulighed for at ansætte en “nanny” eller en au-pair pige,” siger Nina Smith.
Og det er netop Karen Sjørups anden indvending mod den kønspolitiske tendens, der tegnes. “Det er en funktionalistisk indgangsvinkel, som vi også har set herhjemme, for eksempel i Lykke Friis’s (V) tid som ligestillingsminister. Og den hviler på en klart liberalistisk økonomisk analyse, der helt overser konsekvenser for eksempel i form af større ulighed og stigende klassedeling blandt kvinder. Hvad sker der med sosu-arbejderne, der næsten alle er kvinder? At alle kompetencer skal i spil, og kvindernes talent udnyttes er et fint budskab, især til de veluddannede kvinder, og man kan ikke rigtig sige nej til det. Men det har konsekvenser i forhold til den samfunds- og velfærdsmodel, vi vælger,” understreger Karen Sjørup.
 

20 procent kvinder i Davos

Dertil kommer, at det økonomiske argument måske nok får virksomhederne til at slå ørerne lidt mere ud, men som Herminia Ibarra, professor ved den amerikanske Insead Business School og medlem af WEF’s Global Agenda Council, formulerer det:
“De dårlige nyheder ligger ikke så meget i tallene for kvinders deltagelse i den økonomiske magt, som vi alle kender: 14-16 procent kvinder i bestyrelserne, 3-4 procent kvindelige administrerende direktører eller CEO’s, 15 procent kvinder i toplederposterne lige under CEO-niveau. De dårlige nyheder er, at det går så langsomt med at ændre på tallene. Flere og flere er opmærksomme på, at det er nødvendigt at få flere kvinder med. Men det bliver ikke ført ud i praksis,” siger Herminia Ibarra.
Heller ikke ved World Economic Forum’s egne årlige møder, hvor 80 procent af deltagerne er mænd. Men der er sket fremskridt, siden organisationen begyndte at tage spørgsmålet om kvinder og økonomisk magt op tilbage i 2002.
“Dengang var der under ni procent kvindelige deltagere ved World Economic Forum i Davos, og mange store virksomheder havde kun mandlige delegerede ved mødet. I 2011 kom vi op på 16 procent, og i år nåede vi tæt på en fordobling i forhold til udgangspunktet, med 17 procent af de godt 2,500 deltagere. 81 procent af de deltagende virksomheder har mindst én kvinde på deltagerlisten, og 300 af talerne, eller lidt over hver femte, er kvinde. Det er langt fra en revolution, men deltagernes sammensætning afspejler det erhvervsliv, der deltager. Og her er virkeligheden jo, at kun tre procent af direktørerne i de 500 største virksomheder i verden er kvinder,” siger Saadia Zahidi.
Og det er ikke sket alene ved at argumentere for bundlinjeresultatet. Saadia Zihidis forklaring på, hvordan det er lykkedes, er uventet.
 

WEF praktiserer kønskvotering

“Vi har faktisk indført en form for kønskvotering”, siger hun.
“Blandt vore omkring 1000 medlemsvirksomheder var 100 særligt aktive på dette område. Små ti procent af deres delegerede var kvinder, og i 2011 bad vi dem om at opfylde et mål om at fordoble den andel til 20 procent. De sender hver fem højniveau-delegerede, og mindst én af dem er nu en kvinde. Vi traf den beslutning, efter at vi i 2009 vedtog et mål om en ligelig kønsfordeling blandt vore Unge Globale Ledere i 2014. Vi er nu oppe på 40 procent, eller 12 procentpoint flere end udgangspunktet. Og vores seneste initiativ, Global Shapers, der er et forum for fremtidens potentielle ledere, har lige mange mænd og kvinder”, siger Saadia Zahiidi.
Ved paneldiskussion om kvinder i den økonomiske beslutningsproces var EU-kommissær Viviane Reding netop inviteret for at argumentere for kønskvoter, som hun gerne ville indføre med et EU-direktiv. Men som foreløbig er blevet slået ned af modstand fra en række lande, heriblandt Danmark.
“Kønskvoter er ét blandt flere politiske redskaber, som har vist sig at virke, ikke mindst i forhold til politisk repræsentation. Og kvoter kan være forbigående. Man kan afskaffe dem igen, når de gjort deres effekt og fået kvinderne indenfor”, siger Saadia Zahidir.
Men kvote-entusiasmen har sin begrænsning. World Econoic Forum går ikke så vidt som til ligefrem at anbefale erhvervslivet og regeringerne at indføre kvoter.
“Det er ikke et synspunkt, World Economic Forum generelt står for,” understreger Saadia Zahidi.
WEF taler i stedet for mere traditionelle redskaber, som en vidensbank, det såkaldte Depository for Best Practices, hvor virksomhederne kan dele deres erfaringer med at skaffe flere kvinder frem.
 

Kønsspecifikke barrierer er tabu

“WEF’s initiativer er et vink med en vognstang til virksomhederne om, at vi skal til at tænke og handle anderledes”, siger Claus Kristoffersen, seniormanager i revisionsfirmaet KPMG, den eneste danske virksomhed, der har lagt et ligestillingsinitiativ i WEF’s vidensbank.
Kun ti procent af partnerne, som er toplederne i KPMG’s struktur, er kvinder, til trods for at der ansættes lige mange mænd og kvinder. Og det er spild af talent, mener man.
“Vi har haft en ligestillingsdebat 1.0, der handlede om at identificere barriererne for kvinders adgang til topstillingerne. Nu skal vi så til at føre ændringerne ud i livet. Men vi oplever, at det kan være kvinderne selv, der er imod konkrete tiltag. Vi er en branche, hvor vi pr. definition mener, at tingene skal gå rigtigt for sig. Og kvinderne vil ikke have siddende på sig, at de får særbehandling”, siger Claus Kristoffersen.
Men kvinderne skal netop selv blive bedre til at tage karrierebarriererne op på deres arbejdsplads, lød Sheryl Sandberg, generaldirektør i Facebook opfordring ved paneldebatten i Davos om kvinder i den økonomiske beslutningsproces:
“Vi er nødt til at tale åbent om, at vi kan have svært ved at få familie og arbejde til at hænge sammen. Og sammen med virksomheden finde ud af, hvad vi kan gøre ved det. Men det er tabu. Vi vil nemlig ikke indrømme, at vi har problemer med det. For vi kan jo det samme som mænd. Men hvis vi ikke tager den diskussion ude i virksomhederne, kommer vi aldrig videre.”
World Economic Forum er navnet på det årlige topmøde for økonomiske og politiske ledere, som hvert år afholdes af organisationen af samme navn i Davos, et mondænt skisportsted i Schweiz. Organisationen blev dannet i 1971 under navnet European Management Forum i den hesigt at udbrede amerikanske managementprincipper i Europa via et årligt møde for topledere i europæisk erhvervsliv. I 1987 blev navnet ændret til World Economic Forum, efter at organisationens sigte var blevet udvidet til at omfatte globale økonomiske og politiske problemstillinger. Omkring 2.500 prominente politikere, erhvervsledere og eksperter deltager i Forum’et, som skaffede sig international autoritet ved at være rammen om forhandlinger mellem Tyrkiet og Grækenland, der afværgede en truende krig i 1988, efterfulgt at det første offentlige møde mellem Nelson Mandela og Sydafrikas præsident Frederik de Klerk i 1992 og forhandlinger mellem PLO-lederen Yasser Arafat og Israels udenrigsminister Shimon Peres i 1994.

http://www.youtube.com/watch?v=8Fz8UFC9r_o