Venstre

12.09.2011

Det er næppe spørgsmålet om ligestilling, der kommer til at afgøre folketingsvalget. Derimod bliver kvindernes valg højst sandsynligt afgørende for, om regeringen fortsætter. Eller om vi får en ny. Kvinder stemmer nemlig i stigende grad til venstre for mænd. Meningsmålinger viser en kønsforskel på op mod 10 %. Men der er forskel på at føre ligestillingspolitik og at forsøge at kapre kvindelige stemmer.
Lars Løkke havde taget sin ligestillingsminister, Lykke Friis, med i debatten med Jersild. Og det smagte da lidt af fugl! Jersild præsenterede alene Lykke Friis som klima- og energiminister, og hun bragte da heller ikke ligestilling ind i udsendelsen, lige så lidt som skiftende ligestillingsministre gennem 10 år har ført bare noget, der ligner en ligestillingspolitik, der virker. Der er åbenlyst brug for ligestilling stadigvæk. Ikke bare i samfundet, hvor Danmark får en bundkarakter sammenlignet med andre lande i forhold til kvinders indflydelse. “Mød partierne” har tydeligt vist, at politiske partier præsenterer sig stærkere, når chefen er en kvinde og makkeren en mand. En holdopstilling, hvor begge leverer, hvor chefen giver plads, og hvor Jersild viser respekt. Eneste markante undtagelse fra den regel var Astrid Kragh fra SF, der slog igennem lydmuren.
Det kan man desværre ikke sige om Lykke Friis, selv om hun kæmpede med sports- og sprintermetaforer og en lidt nørdet argumentation for energiafgifter. Jersild angreb vækstkurven og boligboblen, og Lars Løkke skød skylden på bankerne, som ikke har administreret regeringens gode lånemuligheder godt nok. Lars Løkke havde tildelt sig selv en hovedrolle i Venstres video med en overvægt af unge og yngre kvinder, der sloganagtigt “stemmer Venstre fordi”. Penge i sig selv betyder ingenting, lød det manende fra Lars Løkke, der som blød mand ville tale til den kvindelige vælger. Men penge er nu gode at have. Især for dem, der har for få, tænker jeg. Selv når jeg med Lars Løkke glæder mig over at tilhøre “verdens lykkeligste folk”.

Socialdemokraterne

08.09.2011

Mandag Morgen bragte efter folketingsvalget i 2007 en kritisk artikel, der satte spørgsmålstegn ved, hvorfor ligestilling ikke havde fyldt massivt i Socialdemokraternes valgkamp. Nu hvor de stillede med Danmarks første kvindelige statsministerkandidat? Der er en indlysende sammenhæng mellem velfærd og ligestilling, mellem velfærd og kvindelige vælgertilslutning. Men intet skete på den front. (Afsnittet rettet 14.9.: I min oprindelige anmeldelsen angav jeg Noa Redington, der blev rådgiver for Helle Thorning-Schmidt, som forfatter, men artiklen er, når ret skal være ret, skrevetet af Lars Nordal Jensen og Torben K. Andersen i Mandag Morgen nr. 39 – 12.11.2007)
Indrømmet. Det er nemmere at være kvindelig leder af et højreparti, for ingen ville mistænke Margaret Thatcher og Angela Merkel for at være feminister. Vores egen Pia Kjærsgaard kan tilmed både blæse og have mel i munden. DF har aldrig stemt for en ligestillingslov. Det er som bekendt kun de stakkels indvandrerkvinder, der er ofre for onde mænd og onde kulturer. Som venstreorienteret, kvindelig leder tør Helle Thorning-Schmidt kun lufte feminismen ved særligt festlige lejligheder. Så såre 8. marts er overstået, er det ind i skabet igen.
Jeg tør ikke påstå, at Socialdemokraterne var stået stærkere med ligestilling som indlysende mærkesag. Tydeligvis tror partiet ikke selv på den analyse og i Jersilds optik er ligestilling en by i Rusland. Så hurra for valgvideoens levende præsentation af en mangfoldighed af stemmer. Her formidles oplevelsen af det fællesskab mellem mænd og kvinder, unge og gamle, brune og hvide, som partiet går til valg på. Og det var heldigt, for jeg blev ikke meget klogere af det forvirrende mundhuggeri med Jersild, der afbrød på samme måde som med Liberal Alliance. Og så blev jeg så edderspændt rasende over, at Jersild som afskedssalut forsatte BT´s skattejagt på Helle Thorning. Hun burde få rigtig mange sympatistemmer på den sag. I denne anmeldelse belønnes, at partiet stiller med en kvinde som statsministerkandidat, et stærkt mand/kvinde samspil mellem Thorning og Sass-Larsen og endelig videoens vision om et ligestillet hverdagsdanmark. Tre stjerner til Socialdemokraterne.

 

Dansk Folkeparti

07.09.2011

Pia Kjærsgaard bejler til rangen som Danmarks dygtigste politiker og partileder. Det virkede næsten som om, Jersild havde opgivet på forhånd. Vil DF gerne i regering, og føler Pia Kjærsgaard sig svigtet af Løkke og Barfoed? DF tager stilling på valgaftenen, og Pia Kjærsgaard føler sig ikke svigtet, for hun har prøvet det så tit, og det kan man ikke blive ved med at hulke over! Det særlige er, at det hver gang lykkes Pia Kjærsgaard at placere sig som lille offer. Da valget udskrives, svigtes hun igen af dem, der skylder hende mest. Men hun er tapper. Store piger græder ikke, og hverken Jersild eller politiske modstandere kan få alvor få skovlen under dansk politiks suverænt retoriske Yvonne fra Olsen Banden.
Det er en stor fejl at anklage DF for at have solgt ud af efterlønnen. DF har tværtimod reddet, hvad reddes kunne. De andre ville jo fjerne efterlønnen helt, men ind trådte DF som den lille mands forsvarer. Jersild genbruger grafen over regeringens røde tal fra 2002-2009. Underskud?! Uansvarlig styring? Hvor vil han hen? Thulesen Dahl er glad for, at pengene er brugt til velfærd og den offentlige sektor. 5 milliarder kr. årligt er sparet på den førte udlændingepolitik. Derfor skal det være svært at komme til Danmark. Man skal gøre sig umage. Men så skal pointsystemet nok få flere ind.
Det helt absurde er, at DF slet ikke bliver udfordret på den nationalkonservative politik, som de er så stolte af, og som Venstre og Konservative måske er ved at være trætte af. Videoen, der blænder op for den nationalkonservative drøm, truet af et islamisk mareridt, rører ved Pia Kjærsgaards følelser, men aktiverer hverken hjerneceller eller spørgsmål hos Jersild. “Jeg er Danmark”, lyder det med Søren Espersens stemme. Intet nationalt klenodie er DF helligt. Denne gang er det Jeppe Aakjærs højt elskede: “Jeg er havren”, der kopieres som litterært og filmisk greb. Ligestilling indgår både som bikini og stemmeret i den danske drøm, burkaer og flerkoneri i mareridtet. Kom det til substans ville DF få minuspoint. Men evnen til at kapre en kritisk ligestillingsdagsorden fejler ikke noget. Fem stjerner til Dansk Folkeparti.

 

 

SF

07.09.2011

Med Jersilds spørgsmål om kønskvotering til bestyrelser, blev ligestilling endelig et politikområde! SF vil gerne lovgive med “et lille puf” til virksomhederne, love bøder til dem, som ikke følger loven, og Astrid Krag forsvarede ligestilling lige så overlegent, som hun selv i praksis leverede en ligestillet indsats i debatten.
De kritiske indgangsspørgsmål handlede om økonomi, efterløn og samarbejdet med de Radikale og Dansk Folkeparti. Vil SF stemme for forringelser af efterlønnen, hvis der er et flertal for indgrebet i et nyt folketing? Jersild brugte rigtig meget tid på et spørgsmål, som jeg tror, alle har hørt svaret på for længst. For selvfølgelig stemmer S og SF for, hvis det handler om en rød regerings overlevelse. Klogt nok var fokus på efterlønnen SF´s eget emne, så der blev tid til at udfoldekritikken af forringelserne af efterløn og dagpenge. Mon ikke de 38.500 danskere, der mister deres indtægtsgrundlag næste sommer, kommer stærkt ind i valgkampens sidste uge?
Som forventet forsvarede SF lønmodtagernes vilkår og mindede med kravet om praktikplads til indvandrerdrenge om mangler i et mangfoldigt Danmark. Undervejs slog Villy Søvndal og Astrid Kragh et slag for det gode humør, og SF-holdet fungerer så ubesværet sammen, at det forplantede sig. Selv alvorsmanden Jersild begyndte at grine. Efter bedste Hitchcock-inspiration klippede SF´s video flere gange Villy Søvndal ind i filmen. Mon vi ligefrem blev udsat for skjulte Villy-klip, som kun underbevidstheden kan opfatte? Den filmiske forførelse fungerede i hvert fald med billeder af et Danmark med plads til alle. Stemningen steg til så nye højder, at interviewet klingede ud med Villy Søvndals fejende flotte vision for sine udenrigsministerdrømme. 

 

Konservativt Folkeparti

06.09.2011


I mit sind var der tvivl og spænding til det sidste, for hvem ville Lars Barfoed vælge som makker i dysten med Jersild? Lene Espersen havde jeg afskrevet på forhånd. Det ville være for sært og svært, selv om hun som udenrigsminister både er VK-regeringens og de konservatives højst placerede kvinde. Måske er den brutale detronisering allerede gået i glemsel, men havde Lene Espersen siddet der, ville seerne ikke tænke på andet. Måske blev det Brian Mikkelsen? Regeringens magtfulde erhvervs- og økonomiminister? Imod talte, at de slipsebærende så igen ville dominere helt, og de konservative har en historisk ligestillingsambition. Valget faldt på socialminister Benedikte Kiær, som sympatisk nok havde det så svært ved den passive støtterolle, at man kunne se det på hende.
Jersilds blik var fra første øjeblik fast rettet mod Barfoed. Og der blev det, selv om Benedikte Kiær tappert forsøgte at bryde den tunge onkel/niece-konstellation. En enkelt gang blev hun sågar sat på plads af sin partileder. Langt om længe nåede Jersild frem til 65.000 tusinde fattige børn, for hvordan vil de konservative bekæmpe den nye fattigdom? De enlige, sårbare mødre, i lejlighed, uden uddannelse og uden arbejde påvirker mig dybt, insisterede Benedikte Kiær indfølende. Men hvad ville hun gøre ved det? Nogen skulle i “familiehuse” og resten i job. Det er vel VK-regeringens lave ydelser, der har udløst den nye fattigdom, tænkte jeg kritisk. Men ok, hvis man tror på, at lavere skat og bedre vilkår for erhvervslivet fører til højere vækst, ja så har også konservative et svar på den nye fattigdom. Benedikte Kiær trak den enlige mor ind i debatten, men jeg undrer mig stadigvæk over videoens billeder af det arbejdende Danmark. Står videoens billeder til troende, er det alene de slipseklædte, der skal ud af døren om morgenen og hjem igen efter endt arbejdsdag.

 

Kristendemokraterne

02.09.2011

Der er noget forsonende ved små partier med en mærkesag. Således også med Kristendemokraterne, der denne gang er gået sammen med den vestjyske Fælleslisten, der kæmper for lige adgang til sygehuse og akuthjælp, uanset hvor i Danmark, man bor. Og jeg havde glædet mig til at møde Esther Jakobsen, en ildsjæl fra Thyholm, der personligt indsamlede 43.000 underskrifter mod lukningen af Holstebro sygehus. I stedet dukkede næstformand, Stig Grenov, op på skærmen, så klar og stringent, at Ørum tydeligvis frygtede konkurrencen.
Per Ørum vil efter eget udsagn ikke optræde som valgkampens komiske Ali. Men hvem ville han pege på? Hvis Lars Løkke vil være statsminister, skal han lytte til mig, lød det fra Per Ørum. Dagen før havde han nærmest ultimativt truet med at pege på Helle Thorning, men alt det var nu “mediecirkus”. Jersild mindede om, at de utilfredse, vestjyske vælgere han bejler til, typisk tilhører Blå Blok. Mon ikke, det er her, skoen trykker?
Det kristne kærlighedsbudskab flugter dårligt med regeringens pointsystem. Men tro mig, Per Ørum har det dårligt med, at han som sidste mandat sikrede netop den deal. Men skal jeg virkelig have ondt af ham? Et eller andet må lykkes for ham, når 81 % af stemmerne ifølge DR kommer fra kvinder. Ud over rene medlidenhedsstemmer er der givet mange kvinder, som belønner de positive budskaber om det gode, fælles familie liv med tanke på næsten. Gjaldt det selvironi, var Kristendemokraterne en sikker vinder med Lille Per (Ørums) “Man sku altid bo på landet” som slagsang i den 50’eragtige video.
Kristendemokraterne er modstandere af fri abort, som jeg betragter som en grundrettighed. De kommer ikke igennem med et forbud, men satser i stedet på tvungen rådgivning, som de håber fører til, at 5000 uønsket gravide vil føde lige så mange børn.
Der er i sandhed brug for gode vilkår for børnefamilier. En stjerne til Kristendemokraterne.

 

Enhedslisten

01.09.2011

 

Når ikke engang Johanne Schmidt-Nielsen bruger et præsentationsprogram til at slå et slag for ligestilling mellem mænd og kvinder, begynder jeg at få nervøse trækninger. Hun er landets mest populære partileder, hendes infight ryster partilederrunder og på skærmen brager hun topcool igennem.
Enhedslistens præsentationsvideo blev effektivt indledt med en række kritiske klip fra ti år med VKO, inklusive stærke flash backs på såvel asyl- som integrationspolitik. Rigtig meget kan gå galt på ti år, lød det manende, men tænk så på, hvor meget godt, vi kan skabe de næste ti år! Jersild havde vist mest lyttet til advarslen. Galmandsværk! Lød det om “millionærskatten”, for derefter at kaste sig over Enhedslistens fremlagte budget. For som han sagde, “Med de meningsmålinger, risikerer I at blive taget alvorligt”. Netop den vinkel så ud til at komme noget bag på Per Clausen og Johanne Schmidt Nielsen . I årevis er Enhedslistens repræsentanter i den varme stol blevet beklikket på fortid, motiver og demokratisk troværdighed. Nu lægger partiet for første gang et “krone-for-krone” budget frem, og det hele kommer til at handle om, at enten har de regnet 14.000 arbejdspladser forkert, eller også hænger budgettet ikke sammen. Den konklusion fik så lov til at stå i luften.
Var Jersild fair? Ja, det synes jeg. Enhedslisten vil ” knække ulighedskoden”, hvis de får indflydelse på en kommende finanslov. Johanne Schmidt-Nielsen kom stærkt igennem med lighed og arbejdsløshed som tema. Men uden at tale om køn. Er det mon vejen til at komme ind i varmen? Under alle omstændigheder har Johanne Schmidt-Nielsen som partileder i den grad personligt knækket koden for køn og magt, at det tæller her. Tre stjerner til Enhedslisten. 

 

Liberal Alliance

31.08.2011


Der er dem, der mener, at der er for få eksperter i Folketinget. At der mangler folk med baggrund i erhvervsliv og økonomi.  Hvis man deler det synspunkt, er Batman og Robin, alias Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll, det nærmeste, vi kommer.  I programmet forsøger de slet ikke at sælge sig som politikere med en vision for samfundet, men som tryllekunstnere og magikere, der har løst alkymiens gåde. Forklædt som vandkæmmede bankmænd i et blåt univers af stål og glas, har de ”genrejst partiet”, der skal frelse Danmark. De vil sætte skatten ned til 40%, reducere den offentlige sektor med 40.000 ansatte (kvinder) og vupti vil  210.000 nye arbejdspladser som en fugl Føniks rejse sig fra asken i 2020.
Men tænk, hvis Liberal Alliance har ret? Måske er jeg som offentlig ansat, skatteyderbetalt kvinde i den offentlige sektor simpelthen inhabil? Jersild viste klip fra et interview med forskningschefen for Dream økonomerne, garanterne bag den økonomiske ”indtjeningsmaskine”, som Anders Samuelsen er så stolt af. Hvis forudsætningerne holder, hvis krisen er overstået i 2020, og hvis ”puklen af arbejdsledige” til den tid er væk, så holder det, lød svaret. Hvis ikke, står Danmark tilbage med en kæmpegæld og endnu større problemer. Der faldt så det drømmeslot til jorden. Liberal Alliances politik er en økonomisk teori, en model, som man kan putte i en regnemaskine. Men hvor er de politiske visioner for samfundet? Og hvor er partiets kvindelige kandidater blevet af?  Som parti opstiller Liberal Alliance, med 22 %, færrest kvinder. Borte har taget stærke opstillede navne som Thyra Frank og Heidi Wang. Tilbage står et regneark, Batman og hans lille hjælper. Det kommer der ikke meget ligestilling ud af. Nul stjerner til Liberal Alliance.

 

Det Radikale Venstre

29.08.2011


Mon ikke Det Radikale Venstre i lighed med alle andre partier også har lavet en valgvideo? Jeg vil næsten æde min gamle hat på, at der har ligget en forhåndsproduceret video, som er blevet overhalet indenom! Med en overraskende alliance med Det Konservative Folkeparti skabte Margrethe Vestager et så markant game change, at alliancen satte dagsorden for såvel partilederdebatten søndag aften som Jersilds præsentation af Det Radikale Venstre i DR´s Mød partierne.

Men som seer savnede jeg et gennemtænkt valgoplæg, som man kan tage stilling til. Det blev også en lidt kedelig omgang. Og jeg kan jo kun gætte på, at der også denne gang havde været tænkt på ligestilling i en videopræsentation af partiets politik. I den snak, som udfoldede sig mellem Margrethe Vestager, Morten Østergaard og Jersild, manglede ligestilling mellem mænd og kvinder totalt. Til gengæld er Margrethe Vestager som partileder en eksemplarisk rollemodel for alle med et ledergen. Hun er så meget sig selv, at hun end ikke behøver uniform. Jeg mener, hvem andre end Margrethe Vestager udstråler den ultimative autoritet iført en blød, mørkegrøn strikkjole? Samspillet med Morten Østergård er forbilledligt, og sammen viser de et ligestillet parti i praksis.

Jeg tror også på dem, når de erklærer, at ”lempelser og stramninger” af udlændingepolitik tilhører en gammeldags retorisk dagsorden, som bør være afgået ved samme død som blokpolitikken. Nu skal vi tale vækst, behov for arbejdskraft og en smidig sagsbehandling af opholdstilladelser, så vi kan tiltrække de bedste fra udlandet. Når Det radikale Venstre ikke fremhæver deres nej til 24 års-regel, tilknytningskrav og pointsystem, har Jersild givetvis ret i, at det er politisk spin. Men jeg kvitterer gerne for forsøget på at skabe et positivt afsæt for udlændingepolitikken og et etnisk ligestillet samfund. Hvis debatten om lempelser og stramninger efter valgkampen står tilbage som old school, er meget opnået. Men jeg vil se det, før jeg tror det.