– Selvom Brøgger og Thorup er utrolig populære blandt en bred kvindelig læserskare, er forfatterne overraskende nok ikke blevet beskrevet særligt grundigt i den akademiske verden, hvor der er mange mænd ansat. Hvis du derimod går hen på institutbibliotekshylderne om Søren Ulrik Thomsen eller Dan Turèll finder du mange monografier og artikler, fortæller Louise Zeuthen. Hun har netop forsvaret afhandlingen De virkelige halvfjerdsere. Krop, køn og performativitet hos Suzanne Brøgger og Kirsten Thorup, der gør op med rollefordelingen til de to kvindelige forfattere i dansk litteratur. 

Den forkætrede kvindelitteratur fra 70’erne har ellers sjældent fået tildelt en relevant plads i litteraturforskningen. Men ifølge Zeuthens afhandling skyldes dette et snævert litteraturbegreb, der ikke anerkender de æstetiske virkemidler, som 70’ernes forfattere benyttede sig af for at kunne beskrive køn og identitet. 

Det var vores egen samtidslitteratur, der førte Louise Zeuthen til Suzanne Brøgger og Kirsten Thorup. 

– Når jeg fulgte debatten om 90’ernes litteratur blev jeg irriteret, når Merete Pryds Helle, Helle Helle, Solvej Balle og Christina Hesselholt blev omtalt som smalle og virkelighedsfjerne forfattere, blege asparges, der ikke skrev om noget vigtigt. For når jeg læsteVandpest af Merete Pryds Helle så jeg en fuldstændig fantastisk beskrivelse af en kvindes udvikling – af køn, krop og seksualitet – og det irriterede mig, at mange kritikere ikke kunne se det. Da jeg inddrog Vandpest i mit speciale, slog det mig pludselig, at der var lighedstræk mellem halvfemsernes måde at udfordre realismen på og eksempelvist Brøggers og Thorups leg med realisme, virkelighed og fiktion. Derfor har forbindelsen mellem 90’erne og 70’erne fra starten været vigtig for mig at pointere. Fordi 70’erne er en øjenåbner i forhold 90’erne, hvor kønnet og seksualiteten også fremstilles som en vigtig del af identiteten. 

Brøgger og Thorup er beslægtede 

– Jeg har altid været glad for Suzanne Brøgger og Kirsten Thorup, men jeg har også haft en modstand mod forfatterskaberne, fordi de tilhører min mors generation. Det kræver overvindelse at gå tilbage til en tid, hvor man selv var barn, og se på dem med friske øjne. 

Til trods for, at Suzanne Brøgger tager livtag med bekendelsesgenren og Kirsten Thorup med realismen, mener Zeuthen, at der alligevel er en tæt forbindelse mellem de to forfattere: Begge undersøger med hver sin æstetiske strategi, hvordan kulturen konstruerer og repræsenterer køn og identitet. 

Superstjerner og divaer 

– De to forfatterskaber kommer frem lige på det tidspunkt, hvor medierne eksploderer, hvor kunstnerne for første gang enten bevidst kan bruge medierne eller ikke kan undgå at blive iscenesat. Den sky kunstner, som ikke viser sig på de offentlige scener, er også en rolle og en historie, som nødvendigvis får en betydning for læsningen af forforfatterskabet. Dette ses i forhold til fortolkningen af Thorups værker, forklarer Zeuthen. 

– Så snart en forfatter iscenesætter sig selv, bruger medierne og italesætter receptionen af værkerne, så åbner værkerne sig og rækker ud og bliver en del af virkeligheden. Det bliver svært at trække grænsen mellem værk og virkelighed, idet virkeligheden trænger ind i værket. Samtidig er det et godt kneb at gå ind i feltet mellem fiktion og fakta, hvis forfatteren vil sikre sig læsernes og mediernes reaktioner og dermed forstærke sit budskab, siger Louise Zeuthen skælmsk. 

“[Jeg har] været nødt til at digte om på mig selv og på virkeligheden i den udstrækning den har været i vejen. Jeg har brugt mig selv til hvad som helst for at blive til hvem som helst.” 
– Suzanne Brøgger i Fri os fra kærligheden (1973) 

– Skal man beskrive Brøgger og rigtig mange af forfatterne fra 90’erne og 0’erne bliver man nødt til at se værket på en anden måde. Forfatternes selviscenesættelser udfordrer den traditionelle måde at læse og fortolke på, og denne udfordring er vi slet ikke blevet færdige med at forholde os til. 

– Når man fx læser debatten om sandhedsværdien i Knud Romers roman, Den som blinker er bange for døden, så er det ærgerligt, at man ikke får øje på de tydelige forbindelser tilbage til 70’ernes diskussioner om fakta og fiktion – for eksempel er den debat, der kom i kølvandet på Dan Turells Vangede Billeder, næsten et spejlbillede af debatten om Romers bog. Men fordi de væsentligste ting ved 70’ernes litteratur aldrig er blevet beskrevet, er vi ikke blevet klogere på, hvordan disse selviscenesættelses-strategier virker i værkerne og kritikken. Mange af de nyere kunstnere bruger også sig selv – de bruger deres køn, krop, seksualitet og biografi som en væsentlig del af deres værk. Alt det startede i 70’erne. Ikke at man gør det på præcis samme måde i dag, men 70’erne er en forløber til de selviscenesættelser man ser i dag. 

Forfatterskab som opskrift på frigørelse 

“Man må ta’ mig hvorsomhelst, men aldrig på ordet”, 
– Suzanne Brøgger i Creme Fraiche (1979) 

Mange har især læst Suzanne Brøggers bøger helt bogstaveligt og opfattet dem som en sandfærdig udviklingshistorie – en opskrift på, hvordan de selv kunne frigøre sig og komme stærkere til udtryk. Der opstod da også et ramaskrig blandt flere kvindelige læsere, da det blev offentliggjort, at personen Suzanne Brøgger tillod sig at gifte sig og blive gravid. For i sit forfatterskab havde hun kritiseret familien som institution så voldsomt, at det ifølge læserne ikke kunne komme på tale, at hun i privatlivet blev gift eller fik et barn. 

– Suzanne Brøgger tager fusen på os: Hendes værk er ikke en virkelighedstro gengivelse af hendes liv. Tværtimod sætter hun sig selv frem som et objekt for læsernes fantasier. Brøgger siger med sine bøger og sin selviscenesættelse: “Jeg kan være alt, hvad I beder om”, og dermed afmonterer hun hele forfatterskabets set-up, fortæller Louise Zeuthen. 

– Brøgger lokker med det biografiske, afmonterer det og sender det tilbage til læseren som fantasier og fordomme. I begyndelsen af Jaskriver hun fx, at hovedpersonen i Creme Fraiche “gjorde sig lækker, men var uspiselig”. Det er derfor, at hun foreslår at denne ulidelige person skal udryddes i Ja“, siger Louise Zeuthen. Men når Brøgger lader offentlighedens forargelse over Creme Fraiche få afgørende betydning for, hvordan hovedpersonen skal opføre sig i efterfølgeren, undergraver det naturligvis værkernes værdi som selvbiografi. Derfor er det så vigtigt, at dette spil med grænsen mellem privat og offentlighed, mellem fakta og fiktion kommer med i beskrivelsen af forfatterskabet, siger Louise Zeuthen, der mener, at både Thorup og Brøggers forfatterskab bliver reduceret, hvis man kun sammenholder bøgerne med forfatternes levede liv. 

– Forsøger man at åbne forfatterskabet med en traditionel biografisk fortolkningsnøgle, lukker man det ned i stedet for. Man må med forfatteren Claus Beck-Nielsens ord tage værkernes uafgørlighed på sig og blive ved med at holde fast i, at forfatterskabet ikke kan afgøres med en enkelt formel, som det sker, når man siger, at det handler om forskellige faser af forfatternes liv. Det handler om så meget mere. Fx om hvilke forventninger vi har til den kvindelige kunstner. 

– Brøggers største problem er, at hun er blevet læst som en opskrift på frigørelse og derfor bliver hun ikke anerkendt af den akademiske verden. For her er den biografiske læsning mistænkeliggjort og den akademiske verden anerkender ikke både en biografisk og æstetisk relevans. Min pointe er, at Brøggers bøger – ligesom en række andre nyere forfatterskaber – gør det umuligt at adskille det biografiske niveau og det æstetisk/formelle. Der er behov for nye læsemåder, der forener disse to sider af litteraturen.

Amerikansk bodyart bringer forståelse af Brøgger 

I afhandlingen dokumenterer Louise Zeuthen en tæt forbindelse mellem forfatterskaberne og samtidens amerikanske bodyart (Brøgger) og minimalistiske kunst (Thorup). 

Med den amerikanske samtidige kunstner Hannah Wilkes iscenesatte fotos illustrerer Zeuthen, hvad der er på spil i Brøggers forfatterskab: 

– Det har været så interessant at sammenligne Brøgger med Hannah Wilke. De udfolder begge en eksplicit seksualitet og med deres smukke ydre udfordrer de kulturens blik på kvinder – og ikke mindst det kvindelige kunstnersubjekt som superstjerne og den objektgørelse, den kvindelige kunstner ofte er underlagt. 

– De provokerer og lokker publikum, og begge er blevet kaldt narcissistiske og selviscenesættende. Men først nu kan vi – med de poststrukturalistiske teorier – forstå hvor nuanceret og avanceret deres kunst egentlig er. 

Hos Thorup finder Louise Zeuthen mange lighedstræk med den amerikansk/canadiske kunstner Jackie Winsor: Thorups minimalistiske debutroman Baby (1973) insisterer på, at det sprog, som vi bruger for at give verden betydning, allerede er struktureret i forhold til kønnede og kropslige erfaringer. Baby er både dragende og samtidig svær at komme helt ind i. Zeuthen ser en forbindelse til Jackie Winsors værk Fence Piece (1970), der er et firkantet hegn, bygget af trælister sømmet sammen, der ligesom i Baby både lukker omkring sig selv samtidig med at man bliver draget. 

– Det ville også være mærkeligt, hvis der ikke var de forbindelser til andre samtidige kunstneriske udtryk. På sigt har jeg også lyst til at vise forbindelsen til danske billedkunstnere. Mange kvindelige kunstnere vil sikkert også kunne passe ind her, tilføjer Louise Zeuthen. 
 

Judith Butler som æstetisk øjenåbner 

Et fællestræk for Brøgger og Thorup er også, at de begge stiller spørgsmålstegn ved systemerne. En kritik de deler med teoretikeren og filosoffen Judith Butler. Men det er dog alligevel bemærkelsesværdigt, at Louise Zeuthen anvender Butler i en æstetisk sammenhæng og ikke som queer-teoretikeren. 

– Vi er slet ikke færdige med Judith Butlers teorier. Det er mit indtryk at mange litteraturforskere har skubbet Judith Butler til side og sagt: Butlers teorier kan bruges til at afsløre, hvor mange mærkelige måder kønnene og seksualiteten kan vise sig på, det er jo meget sjovt – men det kan vi ikke bruge til noget i litteraturforskningen. 

– Jeg lægger mig i forlængelse af især amerikanske teoretikere, hvor det æstetiske niveau læses frem med Butlers teorier. Med Butler bliver det tydeligt, i hvor høj grad der er køn på færde i både sproget og billedkunstens materiale. Og det er nyt inden for dansk litteraturforskning at vise forbindelsen mellem Butler og det æstetiske. I den akademiske verden taler man ofte om køn som en politisk agenda og ikke som et læseredskab. 

– Fordommene mod at tænke i køn er størst blandt ældre kolleger. Jeg møder ingen modstand blandt jævnaldrende mandlige ph.d.-studerende. Men jeg oplever alligevel, at der inden for dansk forskning i modsætning til fx i Sverige er en modstand i forhold til at inddrage køn og seksualitet som en væsentlig parameter, og det er ærgerligt, for kønnet er ikke til at komme udenom. Kønnet er så væsentlig en del af menneskets måde at skabe virkelighed på. Jeg mener, at angsten for at tale om køn i forhold til litteraturen har bremset vores forståelse af 70’erne, og muligvis også for væsentlige dele af den nyere litteratur. 

Afhandlingen åbner nye muligheder i gymnasieundervisningen 

Suzanne Brøgger dominerer afhandlingen. Louise Zeuthen fortæller dog også, at i begyndelsen var fascinationen af Brøggers forbindelse til den amerikanske bodyart også størst. Men med tiden er hun blevet lige begejstret for Thorup og Brøgger. 

Louise Zeuthens æstetiske tilgang til 70’ernes to store kvindelige forfatterskaber, som repræsentanter for årtiets bekendelseslitteratur og den realistiske prosa, giver nye muligheder for fremtidens gymnasieundervisning i dansk. Så fordommene om 70’ernes kvindelitteratur og den manglende kunstneriske værdi ikke bliver bragt videre til de næste generationer. 

– I dag interesserer man sig sjældent for 70’erne, fordi man forestiller sig, at perioden er dogmatisk, at den vil bane alle løgne af vejen og dermed komme frem til sandheden om virkeligheden. Men Brøgger og Thorup vil egentlig det modsatte, nemlig at vise, at sandheden om virkeligheden er umulig at afdække. Derfor er det med stor ironi og et spil på fordomme, at jeg kalder afhandlingenDe virkelige halvfjerdsere, slutter Louise Zeuthen. 

Forskningen af 70’erne er forhåbentlig lige begyndt. Den yderst velskrevne afhandling vidner om, at her er en skattekiste af nye tanker, der kan åbne vores øjne, viske tavlen ren og bringe os ny forståelse – også for vores egen tid.