Med bogen Femkamp – Bang om nordisk feminism gør det svenske tidsskrift Bang status over feminismens og ligestillingens kår i Norden anno 2004. Antologien er et tiltrængt opgør med myten om det ligestillede samfund, der stadig rider ikke bare Danmark, men alle de nordiske lande, som en mare. Den fantasi skulle vist én gang for alle være manet i jorden med de mere end 40 artikler, som spidder “det ligestillede Norden”. Sproget er norsk, svensk og dansk, suppleret med ordliste og margenoversættelser. Det er blot én af antologiens gode læserservicer, der inkludrer tidslister over vigtige begivenheder i ligestillingens historie, håndgribelige statistikker og en feministisk “rejseguide” med adresser på væsentlige feministiske institutioner. 

Forsigtigt og optimistisk tegnes en bevægelse fra 1990’ernes overvældende tavshed til en voksende protest mod myten om det ligestillede samfund. Det er især spørgsmål om prostitution, vold mod kvinder, ligeløn og (den mere eller mindre seksualiserede) repræsentation af kvinder i det offentlige rum, som er omdrejningspunkt for artiklerne i Femkamp

Mest overraskende er det måske, at de nationale forskelle ikke ligefrem springer i øjnene. Selvom den svenske institutionalisering af feminismen åbenlyst repræsenterer den mest radikale af de fem landes inkorporering af feministiske tankegange og strategier, kan også de svenske politiske diskurser om ligestilling kendetegnes ved, at alle spørgsmålstegn ved det kønsmæssigt ligestillede samfund vedbliver at være ugyldiggjorte og fejes på forhånd af bordet – helt på linje, desværre, med situationen i Norge, Finland, Island og Danmark. Men hvor feminisme er et trivialiseret og dermed fundamentalt utænkeligt standpunkt for danske politikere, anklages de svenske politikere således for at gøre feminisme til etuforpligtende slogan.

Køn og etnicitet

Antologiens tekster spænder fra journalistiske artikler, pointerede debatindlæg og egentlige analyser til rundbordsdiskussioner, litterære tekster og ordbogsforklaringer af væsentlig feministjargon. De mest spændende artikler analyserer detaljeret de respektive landes politiske og mediemæssige retorikker om køn, kønsforskelle, ligestilling og – ofte – etnicitet. 

Med Vita feminister med hedern i behåll? leverer Gunilla Edelmo en rammende eksemplificering af, hvordan politisk og journalistisk tale om etnicitet og køn benyttes til på én gang at gøre såvel antiracistiske som feministiske projekter ugyldige – ikke mindst i Danmark! 

Thorgerdur Thorvaldsdóttir angriber i The Amazing Beauty of Icelandic Women spørgsmålet om etnicitet, køn og nationalitet fra en anden kant, nemlig den islandske turistindustris iscenesættelse af Island som en – førhen jomfruelig, nu seksuelt tilgængelig – kvindekrop. 

Flere af artiklerne brillerer ved at medreflektere etnocentrismen som et problem med åbenlyse relationer til feministisk kamp. Disse bidrag demonstrerer feminisme som et brugbart udgangspunkt for kritik af nationalisme og etnocentrisme og går således i clinch med en ellers fristende retorik, der nemt kunne have gjort den stakkels undertrykte fremmede kvinde til feminismens nye befrielsesprojekt.

Opgør med feminismens usexede image

Flere af artiklerne søger at karakterisere “feminismens tredje bølge” ved både at vedkende sig arven og samtidig afgrænse sig fra de foregående bølger i mål, middel og – væsentligt – i stil. Artiklerne beskæftiger sig ofte med selve ordet feminisme, da det i den almene befolkning er forbundet med mange fordomme og derfor afholder fx unge skolepiger fra at identificere sig med feministiske mål. Et problem, som især de yngre skribenter forholder sig til ved at vise feminismen som et positivt identitetsprojekt. Indirekte forsøger flere af disse ‘hvordan jeg blev feminist’-artikler dermed at gøre op med feminismens ‘usexede’ og mandehadende image. 

Imidlertid er det iøjnefaldende, at antologien kun sporadisk behandler spørgsmålet om heteronormativitet -altså dén tankegang, som fastholder hierakiet mellem mand og kvinde gennem en naturliggørelse af heteroseksualitet. Det er bemærkelsesværdigt set i lyset af i hvor høj grad den teoretiske feminisme har påpeget heteroseksualitetens normative status som patriarkalsk kontrolinstrument. Og det nærmer sig det problematiske, at så mange artikler berører og søger at gøre op med fordommene om den usexede, mandhaftige, mandehadende (og – tør vi sige det –lesbiske) feminist, men at kun to (hhv. Ryberg og Breingaard & Mertz) reelt analyserer den heteronormativitet, som såvel fordommene som opgøret med dem er udtryk for. 

Det, der er bekymrende, er ikke så meget, at den tredje bølges feminister øjensynligt ikke interesserer sig synderligt for lesbiskes og enliges ret til fx lægeassisteret insemination, men at tredjebølgen potentielt spænder ben for sig selv ved at afstå fra at reflektere over sammenhængene mellem på den ene side: kravet om kvindelig sexethed, entydig kønsidentitet og heteroseksuelt begær – og på den anden side: patriarkat og manglende ligestilling.

Et andet problem er, at feminismens mål og teoretiske horisont øjensynlig er forholdsvis indforståede for flertallet af bidragyderne. Selvom teksterne er teoretisk tilgængelige, forbliver de argumentatorisk lukkede: Der er uden tvivl flere principielle argumenter mod prostitution og seksualisering af det offentlige rum. Men det kunne være rart at høre nogen af dem, snarere end at lade disse meget komplekse og uensartede samfundsfænomener stå som indiskutable onder. Især hvis man vil have andre end de allerede overbeviste i tale. Ikke mindst er seksualisering – herunder den såkaldte pornofisering – bestemt begreber, som med fordel kunne uddybes og teoretiseres. Hvad blev der af 70’er-parolen om, at også skellet mellem det offentlige og det private – som i høj grad markeres af seksualiteten – er en patriarkalsk institution?

Mere farlighed efterlyses

Her savner jeg generelt en klargøring af forholdet mellem årsag og virkning. Er de stereotype, seksualiserende kvindebilleder, prostitution og vold mod kvinder årsag til kvindeundertrykkelse, eller er de snarere symptom på de patriarkalske samfundsstrukturer, som betinger den? Sådan som den tredje bølge er repræsenteret i Femkamp, er det primære mål at opbløde de værste følger af patriarkatet gennem lovgivningen. Altså praktiske løsninger på praktiske problemer – den svenske “statsfeminisme” som væsentligste eksempel og “succeshistorie”. Al respekt for de pragmatiske løsninger! Men her kunne en ung kvindelig feminist godt ønske sig at få præsenteret bare nogle enkelte og mere omfattende handlingsforslag parallelt med de forskellige lovindgreb, der kun hjælper til at afbøde de værste sideeffekter af patriarkatet og ikke tilbyder midler til en reel forandring af den samfundsform. 
Som statusrapport er Femkamp dog uden tvivl rammende og nyttig. Den giver en nærværende fornemmelse af debatten i de fem nordiske lande. Men samtidig er Femkamp også en lidt mat oplevelse: Den journalistiske ‘rapport fra slagmarken’ er en form, som ikke vedbliver at være interessant 511 sider igennem. Spørgsmålet er, om det er den bedste løsning at bringe refererende sammendrag af de forskellige debatter i stedet for at invitere de implicerede til selv at skrive? Ville det fx ikke have været mere interessant at se antropolog Don Kulick og den tidligere svenske ligestillingsminister Margareta Winberg redegøre for deres holdninger til den svenske prostitutionslov end at læse et resumé af deres uenighed? Eller at lade radikalfeministernes egne ord anklage queerfeministerne og vice versa?

Det er prisværdigt og en stor fordel for formidlingen ikke at pakke stoffet ind i kompliceret teori. Men omvendt savner man noget mere end blot refererende artikler. Flere argumenterende indlæg eller sågar konsekvente manifester, der kunne have gjort Femkampmindre lukket, mere farlig og dermed til mere end en guidebog og statusrapport. 

Mons Bissenbakker Frederiksen, f. 1975, cand.mag. i nordisk og filosofi.