Der findes et fotografi af en cirka halvtredsårig Lou Andreas-Salomé, der troner midt i en stor forsamling psykoanalytikere ved den 3. Internationale Psykoanalyse Kongres i Weimar i 1911. Med sin lange nederdel og rolige blik, sine blonder og den kæmpe pelsboa hun i årevis bar, har hun indtaget en plads som naturligt midtpunkt.
Umiddelbart bag hende står psykoanalysens “fædre”, Sigmund Freud, men også Sandor Ferenczi, Gustav Jung og Karl Abraham. Et år senere i 1912, havde Lou Andreas-Salomé rent faktisk indtaget den plads, hun nærmest profetisk indtager på fotografiet.
Hun havde med sædvanlig energi og flid kastet sig over studier af de psykoanalytiske tekster. Freud accepterede hende i inderkredsen, og hun deltog som en af de eneste kvinder i de berømte onsdagsmøder, hvor den nye videnskab blev udviklet. Og skønt Salomé var diskret, havde hun atter gjort sig uundværlig: “Jeg savnede Dem ved seancen i går”, skriver Freud i et brev til hende. “Jeg har fået den dårlige vane altid at henvende min konference til en bestemt blandt tilhørerne og kunne i går ikke lade være med fascineret at stirre på den tomme plads, som stod klar til Dem”.

Lou-bal åbnede i 2002

Den franske forsker i sammenlignende litteratur, Isabelle Mons, har i det forgange år udgivet en biografi om Lou Andreas-Salomé, og det er hun på ingen måde den første, der gør. Lou fascinerer i dag, som hun også gjorde det på sin egen tid.
I Frankrig udkom Stephane Michauds glimrende biografi i 2002, hvilket åbnede et Lou-bal, så det fransklæsende publikum siden er blevet forkælet med Pascale Hummels oversættelser af hele seks romaner.
Fra Isabelle Mons omfattende litteraturliste skal også nævnes amerikaneren H. F. Peters milepæl “Min søster, min ægtefælle” fra 1967, der føjede sig instruktivt og især faktuelt til Salomés egen mystiske og stærkt stiliserede selvbiografi: “Mit liv”, udgivet posthumt i 1951.
Alligevel er det med nysgerrighed, man kaster sig over endnu en fortælling, og Mons når da også et stykke videre. Hun har haft næsen i de arkiver Dorothea Pheiffer i 1986 overtog ved sin far Ernst Pheiffers død, og som nu er tilgængelige.
Det har især tilladt Mons at lægge et kapitel om årene som kunstkritiker midt i det moderne gennembrud til fortællingen om Salomé.
Hvem var så denne helt usædvanlige kvinde, født i Rusland i 1861, som med så stor selvfølge satte sig tilrette i adskillige af Europas intellektuelle kredse og som halvtredsårig bragte et solidt omdømme, både som tænker, forfatter og kvinde, med ind i psykoanalysen?

Præget af stærkt forhold til faderen

Liolia von Salomé voksede op i Sankt Petersborg i en kosmopolitisk og velhavende militærfamilie. Faderen Gustav Salomé havde rødder i Sydfrankrig i en familie af konverterede jøder. Ved den franske revolution var familien flygtet til de Baltiske lande, og Gustav blev som ganske lille sendt til Sankt Petersborg, for at gøre karriere i den russiske hær under Zar Nikolai den første.
Han blev adlet med et “von” for sin indsats ved den polske invasion. Moderen stammede fra en dansk, tysk borgerlig familie, og Liolia var det sjette barn efter fem sønner, hvoraf to døde. Lige så fjern moderen var i den lille piges opvækst, lige så forgudet var faderen.
Lou Andreas-Salomés liv skulle præges af det nære forhold til en far, der elskede sin eneste datter, det fine forhold til brødrene, men også af en streng religiøs opdragelse, der i barndommen gav sig udtryk i et stærkt personligt Gudsforhold, som hun beskriver i sin egen biografi.
Efter kort tid i en engelsk skole, overtog Liolias far personligt den lille piges uddannelse, og hun talte både fransk, tysk og engelsk, før hun nåede frem til det russiske sprog, der taltes i samfundet uden for den glasklokke, familien levede i.
Moderkærlighed mindedes hun især fra en barnepige, moderen selv stod for en religiøs rigiditet udlevet i en reformert kirke for kredsen af tysktalende.

Lous intellektuelle forhold kæntrede med det seksuelles indtræden

At faderen døde, da Liolia var blot sytten skulle blive afgørende. Den sørgende, men allerede meget selvstændige unge kvinde nægtede at modtage kristendomsundervisning fra den reformerte kirkes præst, som hun var uenig med. Hun havde ikke alene mistet sin far, men også troen på sin barndoms Gud og fik gennemtrumfet at få Hendrik Gillot, en hollandsk protestantisk præst, som lærer. For overhovedet at sikre, at hun blev konfirmeret, måtte moderen give efter.
Det skulle blive Hendrik Gillot, der ikke alene gav hende navnet Lou, men også indledte den helt enestående uddannelse, der senere skal åbne døre overalt i Europa.
Lou læste Spinoza og Kierkegaard, studerede de hellige skrifter, og blev sat ind i logik, metafysik og erkendelsesteori. Gillot lod hende skrive visse af sin prædikener, som med et præg af Frans af Assisi og Paulus gjorde Gud til det store Alt, livet til et underordnet mysterium og især et rum for frihed, kærlighed og håb.
Men uddannelsen fik brat ende, da den 25 år ældre Gillot, som en Pygmalion forelskede sig hovedkulds i sin skabning og ville forlade kone og børn, for at gifte sig med hende.
Det skulle blive et mønster i Lou Andreas-Salomés liv, at et forhold, hun betragtede som intellektuelt og ideelt kærlighedsfyldt kæntrede med det seksuelles indtræden. Med Gillot i faderens sted, indeholdt det dertil et umuligt incestuøst træk.
Lou blev syg – hun omtalte det selv senere som psykisk betinget. Hun måtte væk. Sammen med moderen rejste hun som nittenårig til Zürich og blev indskrevet på et af de eneste europæiske universiteter, der optog kvinder, for at studere filosofi, kunst og religionshistorie. Men hendes dårlige helbred og blodstyrtninger, der for en tid var livstruende, tvang dem videre til Italiens milde himmelstrøg.

Nietzsche og Rée forelskede sig håbløst i Lou

Det er fra Rom i 1882, at et andet meget berømt fotografi af Lou Andreas-Salomé stammer. Den smukke unge kvinde med hvepsetalje sidder i en lille vogn med en pisk. Vognen trækkes af to mænd, filosoffen Paul Rée og hans ven, den næsten blinde Friedrich Nietzsche.
Lou var blevet introduceret til den eksilerede tyske forfatter og kvindesagsforkæmper Malwida von Meysenbourgs kreds i Rom, hvor Rée øjeblikkeligt forelskede sig i hende. På trods af, at hun afslog hans ægteskabstilbud, forblev de venner, og i 1882 ankom Nietzsche så.
Efter et intenst intellektuelt møde forelskede han sig også. Når man på fotografiet konstaterer den unge kvindes skønhed, og også tager hendes uddannelse og intelligens i betragtning, er det måske mindre fatalt end temmelig logisk. Aldrig havde Nietzsche mødt en kvinde, der i den grad foregreb hans ideer både om “Guds Død”, men også en quasireligiøs opfattelse af en deraf frigjort livskraft.
“Hvilken stjerne er vi dog faldet ned fra for at møde hinanden?”, spurgte den betagede 37årige filosof. Han satte begejstret et digt af Lou til musik, en hyldest til livet, der slutter med strofen “og har du ikke mere glæde at give, så giv mig din smerte”. Digtet hedder “H. G.”, der finurligt kan stå for Herr Gott – men også for Hendrik Gillot.
Men Lou ville ikke gifte sig med Nietzsche. Til gengæld udviklede hun sammen med ham og Rée en plan om et bofællesskab, der var stik mod alle moralforestillinger i tiden, men måske også mod de to mænds følelser.
Nietzsche endte med- med sin intrigante søster Elisabeths indblanding – at trække sig dybt såret tilbage fra Lou. Elisabeth følte sig uden tvivl truet af den unge Salomés selvstændige tankegang og indflydelse på broderen og gjorde alt for at undergrave et forhold, der ellers var et af de mest lidenskabelige Nietzsche havde haft. I et aldrig afsendt afskedsbrev er kærligheden blevet til had, den skuffede filosof kalder Lou for “en stinkende abe med falske bryster”. Når han i “Således talte Zarathustra”, skriver, at “går du til kvinder da glem ej pisken”, træder fotografiet af Lou uvægerligt frem.

Friedrich Carl Andreas vandt hendes hjerte, men ikke krop

Rée og Lou flyttede, på trods af bruddet med Nietzsche og advarsler sammen i Berlin, i et platonisk fællesskab, som Lou havde drømt det. De prøvede begge at slå igennem. For Rée lykkedes det aldrig, hans empiristiske moralfilosofi faldt på tør grund, men Lou fik sit gennembrud i 1885 med romanen “Im Kampf um Got”. Hun udgav den, sikkert klogeligt, under synonymet Henry Lou, og kritikken var positiv.
Og så giftede Lou Salomé sig så alligevel i 1886. Manden, der vandt hendes hjerte, men aldrig hendes krop, var den eminente orientalist Friedrich Carl Andreas, som hun forlovede sig med i 1886. Det forbliver et mysterium, hvad de egentlige grunde til dette ægteskab var. Var det virkelig, fordi den ellers stærke mand plantede en kniv i brystet for at tage livet af sig selv, hvis hun ikke gjorde det?
Det virker som en grusom tydelig understregning af, at hun alligevel valgte “frit”, at det var Hendrik Gillot, der viede dem og for altid knyttede navnet Andreas til navnet Salomé.
De skulle forblive gift til Carl Friedrichs død fyrre år senere. Umiddelbart førte det til bruddet med Rée, der stille bad hende om aldrig at kontakte sig igen, og herefter helligede sit liv til lægevidenskaben. Han døde ugift, måske ved selvmord femten år senere. Det var først efter hans død, at Lou, mere nietzscheansk end Nietzsche selv i sine nærmest overmenneskeligt frie valg, syntes at blive grebet af samvittighedskvaler.
På sin side valgte Friedrich i sin sorg over et aldrig forløst seksuelt forhold til sin kone at have et forhold til husholdersken, med hvem han fik et barn. Maria blev opdraget i deres fælles hjem og blev Lou Andreas-Salomés arving.
Men det, som Lou Andreas-Salomé så formåede at føre videre med dette ægteskab var et liv præget af rejser og arbejde, hvor hun på anden vis aldrig lod sig binde.

Undersøgte menneskets plads i en gudeløs verden

Gennem de næste mange år skulle hun i takt med det moderne gennembrud, men også tidens videnskab og filosofi fortsat undersøge menneskets plads i en verden uden Gud.
Mons viser i sin biografi, hvordan Salomé gennem avisartikler og anmeldelser på nært hold fulgte med i tidens strømninger i litteratur, teater og kunst.
I 1892 udgav hun et essay om de kvindelige hovedpersoner hos Henrik Ibsen, der gjorde hende kendt i litterære kredse Europa over, og i 1894 publicerede hun det første værk overhovedet om Nietzsches filosofi.

Med Rilke fulgte hendes sublimerede krop trop med ånden

Hun skulle undervejs forblive “fatal”, for mange mænd, men uden at det ramte hende selv. For hende skulle kærligheden først og fremmest være sublim og udvide forholdet til verden og viden, og den type af platoniske – men alligevel lidenskabelige “forhold” skulle hun få mange af.
Det skulle først blive ved mødet med den unge digter Rilke, at hendes sublimerede krop fulgte trop med ånden. Var det aldersforskellen der gjorde, at der ikke – for hende – var en incestuøs trussel?
Lou Andreas-Salomé var som 36 årig på toppen af en intellektuel skønhed, “ren klarhed, gennemskuende og sund,” som litteraturkritikeren Akim Volynski skriver om hende.
Den 21årige Rilke søgte sig selv, og de fandt hinanden omkring to temaer, de begge brændte for: Kristendommen og Rusland. De havde i kort tid korresponderet gennem digte og artikler, og da de mødtes, gik der ikke mere end nogle uger, før den så fysisk tilbageholdende Lou Andreas-Salomé og Rilke var elskende i ordets fulde forstand.
Hun gav ham kunstnernavnet Rainer i stedet for Renée, og resten af livet og på trods af det seksuelle forholds ophør efter tre år tilegnede Rilke livet igennem sin digtning til hende og fandt dermed en ramme, han lidelsesfyldt kunne udfylde.
Sammen rejste de til Rusland, som Lou genfandt. De opsøgte bønder, landskaber og digtere og var i deres begejstring for jorden, det oprindelige og den russiske ånd blinde for den fattigdom, der hærgede landområderne. Folk, der mødte Lou på dette tidspunkt, fandt hende “sjusket”, hun havde i enhver forstand sluppet korsettet.
Men ikke for lang tid. Ikke engang med Rilke blev det ved.
Lou kunne ikke holde hans følelsesmæssige svingninger ud og vendte endnu engang tilbage til den sikre havn hos sin ægtemand, og de rejser til Europas hovedstæder, der nærede hendes tanker.
Rilke forblev i sin forpinthed, men også sin digteriske storhed, som Lou hyldede i en biografi om ham et år efter hans død i 1927. I sin selvbiografi skrev hun:
“Hvis jeg var din kvinde gennem alle disse år, så var det fordi du for mig var “den første realitet”, hvor kroppen og manden er uadskillelige, som livet selv uden tvivl er det.”
Ikke mindst i essayet “Erotikken” fra 1910 er det måske mødet med Rilke, der bliver analyseret med filosoffens men også den elskendes indsigt.
Men Lou Andreas-Salomé undersøger også i modsætning til mange af den tids feminister, midt i forholdet til Rilke, også forskellen på det kvindelige og det mandlige og ikke det universelle, det ens. Måske var det den ekstraordinære personlige frihed, hun så ubesværet havde tiltaget sig, som tillod hende denne luksus på et tidspunkt, hvor hendes medsøstre for størstedelens vedkommende var underlagt mænd, ikke havde stemmeret eller lige ret i anden forstand?

Lou Andreas-Salomés idealer pegede langt ind i fremtiden

I 1899 havde hun stor succes med et essay med titlen “Kvindens menneskelighed”, som kvindesagen modtog med skepsis. Hedwig Dohm, en af datidens store tyske feminister skrev senere:
“Hos Lou fandt jeg sætninger, der kunne få håret til at rejse sig på hovedet, men også andre, som kunne være kvindesagens allerkraftigste argumenter. Jeg ville da også selv gerne folde mig ud som en blomst, men i hverdagen sker der noget helt andet. Virkeligheden modsiger så grusomt Frau Lou’s idealer.”
Lou Andreas-Salomés verdensfjerne analyser af kvindens mystiske plads i kærlighedsmødet, kunne ikke rummes i en tid, hvor den mest basale ligestilling stadig lå ude i fremtiden.
Isabelle Mons har endnu engang, med et væld af detaljer, skrevet en fængende biografi om et fængende liv, hvor så mange møder, mænd og mennesker her er udeladt.
Det var denne kvinde, der med sit store ry som forfatter, men også med mytisk forbindelse til navne som Nietzsche og Rilke, der satte sig midt i billedet i 1911 kort efter, at værket om erotikken var udkommet. Hun havde “ventet på psykoanalysen”, som hun selv formulerede det.
På endnu et fotografi, ud af de egentlig ikke så mange, der findes af hende, ser man hende fra ryggen gå ind mod sit hus “Loufried” i Göttingen, dér, hvor hun boede med Carl Friedrich, og hvor hun trak sig tilbage og helligede sig sin psykoanalytiske praksis.
Hun beskæftigede sig indtil sin død i 1937 især med begrebet narcissisme, et af de nødvendige udviklingsstadier i et menneskes liv, og hun forblev en tro discipel af Freud gennem de mange skismaer i psykoanalysen i disse år. Hun skrev et beundringsskrift til Freud, udgivet som “Åbent brev til Freud”, en af de eneste tekster, som fortsat udkommer verden over i dag.
Kort efter Lou Andreas-Salomés død blev hendes bøger brændt i Göttingen af nazisterne. Freud måtte flygte og endte sine dage i London, mens dødsdriften hærgede Europa.
Efter endnu en biografi om Lou Andreas Salomé er undertegnede dog stadig sulten efter at få besvaret en række spørgsmål: Hvordan var det med den “oceaniske” følelse af enhed, var der noget næsten religiøst i kærlighedsmødet, som netop havde at gøre med Salomés allertidligste barndom? Dominerede længslen efter moderen, måske det, som Freud måtte formulere sent som dødsdrift, når det tager overhånd? Var det nostalgien efter det, der drev Lou fra lille Liolia til Grand old lady? Og hvordan hang det sammen med samtiden? Og hvornår får vi en læsning af hendes romaner i det perspektiv, samt hendes psykoanalytiske tekster læst i forhold til andres?
Lou Andreas-Salomé kom til psykoanalysen ovenfra, som Freud formulerede det. Mons introducerer atter til hende, men der står stadig en hel Lou Andreas-Salomé-forskning og venter.

http://www.youtube.com/watch?v=MHWUbOFedxk&NR=1&feature=endscreen