Skam få mig, hvis jeg skulle beklage, at ligestilling er blevet en politisk kampplads. Men nu, hvor ønsket er blevet en realitet, må jeg minde mig selv om, at man skal være forsigtig med, hvad man ønsker sig. I hvert fald må jeg konstatere, at det ikke er blevet nemmere at forholde sig til de helt grundlæggende spørgsmål, som aktiveres, når ligestilling anfægtes af en nyliberal dagsorden. Jeg mener, hvem havde set det komme, at en prostitueret hyldes som en entreprenant heltinde, et modigt forbillede for andre kvinder? Sådan som det sker i webavisen 180 graders referat fra et rødvinsarrangement for borgerlige kvinder hos CEPOS februar 2011, hvor nyliberale kvinder hylder den prostituerede gæstetaler.

Jeg havde heller ikke forestillet mig, at jeg ville få problemer med at svare på det helt enkle spørgsmål: Hvorfor der er forskel på at sælge sex i forhold til en massagebehandling af en værkende krop. Hvorfor sex ikke er en tjenesteydelse, man kan sælge, som så meget andet. Hvad forskellen er, hvis man ser bort fra en traditionel religiøs opfattelse af sex som hellig. Hvad forskellen er set fra et sekulært, moderne synspunkt?

Fra prostitutionsudredning spændende som en krimi

Det mest tankevækkende er måske, at spørgsmålet overhovedet stilles? At alting må argumenteres forfra. En af dem, der tager udfordringen op i forhold til den brandaktuelle diskussion om prostitution, er svenske Kajsa Ekis Ekman, født 1980, der med sin fremragende bog Varat og varan fra 2010 er helt i øjenhøjde med den nyliberale udfordring.

Teoretisk, politisk og eksistentielt afdækker hun prostitutionsdebatten fra 1800-tallet og frem med fokus på den store svenske udredning om prostitution, påbegyndt i 1977, der tyve år senere førte til verdens første lov om kriminalisering af sexkøb i 1999. Fra prostitutionsdebatten trækker hun en lige linje til debatten om surrogatmoderskab, hvor kvindens jeg også påstås at være lige med mandens, alt imens hendes krop gøres til et objekt.

Historien om udredningen er i sig selv spændende som en krimi. De tilknyttede eksperter blev fyret, og udredningen blev i første omgang publiceret uden de prostitueredes egne fortællinger om livet i prostitution.

Stik imod påstanden om, at de prostituerede aldrig selv bliver hørt i debatten, bygger den svenske forskning i helt usædvanlig grad på de prostitueredes egne fortællinger. Forskerne bag den svenske udredning tilbragte tre år i prostitutionsmiljøet, rejste rundt i sexklubber i hele Sverige og interviewede prostituerede, kunder og andre med tilknytning til miljøet.

Deres ambition var at forstå, hvad prostitution er, og det kom der en 800 sider lang rapport ud af, hvoraf de sidste 140 sider var direkte udskrift af de personlige beretninger, hvor prostituerede fortæller om opvækst, vejen ind i prostitution, om sexkøberne: familiefædre, direktører, kriminelle; om alkohol og narkotikas betydning, om forskellige typer alfonsrelationer, om hvordan prostitution påvirker dem, om vold, skam, styrke og overlevelsesstrategier.

Prostitution som en ekstrem variant af kønsforholdet

Hvor forskningen tidligere havde beskrevet prostituerede som afvigere, der som svagtudrustede, defekte mennesker kunne skrives ud af normalsamfundet, tog udredningen afsæt i de prostitueredes egne fortællinger med det resultat, at prostitution nu fremstod som en koncentreret, ekstrem variant af forholdet mellem kønnene, en fortælling om udnyttelse og om et ulige samfund.

Udredningen slog ned i det svenske samfund som en bombe, fortæller Kajsa Ekis Ekman, da den efterfølgende, efter voldsomme protester fra kvindebevægelsen, blev udgivet i sin helhed med de prostitueredes egne fortællinger om livet i prostitution. Med den konsekvens, at prostitution efterfølgende blev et anerkendt politikområde, der fik status af at være kønspolitik og social politik. Og prostitutionsforskningen skiftede fokus fra at søge årsagerne til prostitution i kvindens personlighed og sygdomme til at søge årsagerne i relationen mellem kønnene og i samfundet.

En af de deltagende forskere var professor, Sven-Axel Månsson, hvis forelæsning om prostitution for første gang fik mig til at overveje, om den svenske kriminalisering af sexkøb er et tegn på, at svenskerne er et skridt foran i ligestilling sammenlignet med Danmark. Da jeg hørte om loven første gang, var jeg lodret imod. Men nu kom jeg i tvivl. Efter læsning af Kajsa Ekis Ekman er jeg til gengæld overbevist om, at det afgørende slet ikke er spørgsmålet om forbud eller ej, men derimod stillingtagen til den ideologiske kamp om prostitution.

Kriminalisering af kunderne er bestemt en mulig vej til både at holdningsbearbejde, at dæmme op for tilgangen til prostitution og bekæmpe trafficking, men hvad der først og fremmest står på spil i dag er et nødvendigt opgør med den idealisering og idyllisering af prostitution, som også i Danmark tegner en meget stærk tendens i den offentlige debat.

Prostitution er big business

Hvad der var helt nyt for mig, er den indledende oplysning om, at det er ILO, den internationale fagbevægelse, International Labor Organization, der i 1998 anbefalede en legalisering af prostitution med det formål, at stater kan få del i indtægterne. Som bekendt fulgte Holland, Tyskland, New Zealand og dele af Australien opfordringen. Og der er mange penge i omløb. Prostitution er blevet big business. Alene i Tyskland tæller prostituerede 400.000 kvinder og 1.2 millioner mandlige sexkøbere om dagen til en beregnet værdi af 6 milliarder euro årligt. Med den statslige accept opstår behovet for en moralsk legitimering, og det er i bogens analyse af de sproglige, begrebslige og ideologiske manøvrer, der skal hvidvaske prostitution til at være et arbejde som alle andre, at Kajsa Ekis Ekman i klar tekst fremstiller det værdimæssige forfald, skabt i en ny alliance af nyliberale ideologer, queertænkning og venstreintellektuelle.

Det afgørende skridt i den moralske legitimering er indførelse af det sproglige begreb sexarbejde, som skal få os til at forstå prostitution som et arbejde, man kan vælge, som ethvert andet. Prostitution krænker ikke en kvindes fundamentale rettighed, men tværtimod skal vi forstå, at det er hendes ret til at sælge sex, vi bør forsvare. I forlængelse af ILOs anbefaling bør vi fokusere på, at kunderne bruger kondom, og at den prostituerede får en ordentlig betaling. Vi skal fjerne de dårlige sider ved prostitution gennem myndighedernes kontrol af området og gennem de prostitueredes egen organisering i fagforeninger. Vi skal huske, at prostitution ikke er skadelig i selv, så længe aftalen bygger på to voksnes frie overenskomst. I den nye logik om fagforening, rettigheder, selvbestemmelse mødes højrefløjen og den postmoderne venstrefløj. Som dansk læser kan man bare kombinere Informations årelange kampagne med den nyliberale Damefrokosten piftet op af forskere som Henning Bech, så er set-up’et lysende klart.

Den lykkelige luder er en stærk, selvstændig forretningskvinde

Den moralske legitimering skal overbevise os om, at prostitution intet har med relationen mellem mænd og kvinder at gøre, at prostitution alene er at forstå som en forretningsrelation mellem køber og sælger og at glemme alt om, at prostitution er en fortælling om kvinder, og om mænd, der køber kvinder. For at få den nye fortælling om sexarbejde til at gå op, må billedet af kvinden i prostitution moderniseres. Den postmoderne version af “den lykkelige luder” er derfor en stærk, selvstændig forretningskvinde, som ved, hvad hun vil, og som ikke finder sig i noget.

Kajsa Ekis Ekman viser, hvordan den prostituerede overtager feministens rolle, mens den kritiske feminist gøres til den onde patriark, der undertrykker den frie sexarbejder, og hindrer hende i at realisere sit potentiale. Sexsælgeren er den ultimative nye feminist, som sættes i modsætning til den gammeldags onde, bornerte feminist. Hvor sexsælgeren elsker luderollen, er aktiv subjekt, træffer egne valg, er uafhængig af mænd, ikke er bange, har en veludviklet magtanalyse, står den traditionelle feminist alene for censur og kontrol.

Derfor udgøres hovedrollerne i den nye moralske hvidvaskning af prostitution af luderen og feministen, hvor feministen sortmales, mens sexarbejderen overtager den nye tids heltinderolle. Hun er den ultimative feminist, som skaber sine egne regler i et patriarkalsk samfund, mens feministen bliver gjort til den forbydende patriark. Den ideologiske kamp om prostitution er blevet et drama mellem gode og onde feminister. At have sex med mange ligestilles med at sælge sin krop for penge.

Prostituerede – den moderne feminist

I debatten om prostitution låner den prostituerede, i hendes ret til at forsørge sig som sexarbejder, argumentationer fra det feministiske forsvar for kvinders ret til en selvstændig indkomst og til at få betaling for hidtil ulønnet kvindearbejde. Endelig gøres prostitution til en seksuel tilbøjelighed, som kvinden har ret til at leve ud, en alternativ seksualitet, der sammenlignes med den homoseksuelle frigørelse.

For 100 år siden blev prostituerede opfattet som sociale og psykiske afvigere, som tjente som opretholdere af ægteskabet, som et nødvendigt afløb for dele af en mandlig seksualitet, som ikke kunne rummes i ægteskabet. Jo mere kvinderne fornedrede sig, jo mere hjalp de samfundet. Gennem kvindernes fald kunne manden udlede de undertrykte drifter, afreagere på en lavere samfundsklasse af kvinder, som alligevel ikke duede til noget.

Som et eksempel på en dansk forskning, der i 1936 forklarede prostitution som et overvejende biologisk begrundet fænomen, nævner Kajsa Ekis Ekmann Tage Kemp, der i sin undersøgelse af 600 prostituerede stemplede hovedparten som viljesvage, svagtbegavede, psykopater, alkoholikere. Prostitueret var ikke noget, man gjorde, men nogen man var. I dag har prostituerede fået rollen som normbrydere, som moderne feminister, der sprænger grænser for kønsroller og ophæver seksuelle tabuer. I kølvandet opstår imidlertid et nyt tabu. I dag tabuiseres relationer mellem mennesker, magtrelationer mellem mænd og kvinder, magtrelationer mellem unge og ældre og magtrelationer skabt af økonomisk ulighed mellem mennesker.

Kajsa Ekis Ekmans analyse af offer-begrebet er et godt eksempel på, hvordan der vendes op og ned på sproget. Et menneske bliver definitorisk offer ved at blive udsat for noget af en anden. Men i dagens retorik benyttes betegnelsen offer som et karaktertræk ved en svag og hjælpeløs person. Derfor afvises det kategorisk, at den prostituerede er et offer. Men det udsatte menneske behøver selvfølgelig ikke være et passivt objekt, det udsatte menneske kan sagtens være et aktivt kæmpende subjekt. Den nyliberale orden, skriver Kajsa Ekis Ekman, hader forestillingen om ofre, fordi det udsatte menneske peger på behovet for retfærdighed og et socialt sikkerhedsnet. Pointen i forhold til den aktuelle legitimering af prostitution er, at hvis man fjerner offeret, fjerner man også forestillingen om, at der er nogen, som gør andre til ofre. Et offer er et menneske, som udsættes for overgreb af en anden. Men den prostituerede kan både være offer for overgreb og samtidig et aktivt handlende subjekt, der udvikler strategier for overlevelse.

Som alle andre mennesker kæmper prostituerede da også for at klare sig igennem og udvikler strategier for overlevelse. Og det er der brug for. Hvordan skal hun forstå sig selv? Og hvordan skal vi forstå hende? Dagens påstand er, at sexsælgeren ikke sælger sig selv. Hun er jo den, der sælger. Men hvad er det, hun sælger? Hvad er varen, lyder Kajsa Ekis Ekmans udfordrende spørgsmål?

Den prostituerede må gøre kroppen til noget stumt og følelsesløst

Den sex, den prostituerede sælger, er imidlertid det mest mystificerede, det, der aldrig forklares. Sex bliver en ting, et substantiv, en del af en krop, aldrig den prostituerede selv. Den prostituerede er et jeg, som sælger sin krop, men for at kunne gøre det, forudsættes en spaltning i et jeg og en krop.

Når en prostitueret citeres for at udtale, at hun vælger at sælge sin vagina, er hendes vagina blevet en vare, en vare, som kan sælges uden at blive spurgt. Den prostituerede er delt i to, et jeg, der sælger og en vagina, der bliver solgt. Den prostituerede er en sælger, den vi handler med, en person, men det hun sælger er hendes egen krop. Spaltningen i et jeg og en krop er total. Men hvordan kan man forsvare alle menneskers lige værd, og samtidig forsvare, at kvinder sælges fra et butiksvindue. Hun er til salg, og mænd køber, men det er ikke hende, de køber. Det er kun hendes vagina. Hun er ikke selv den kvinde, de knepper, hun er en forretningskvinde, der sælger et knald.

Men også forestillingen om alene at sælge kroppen, er blevet for svær at forsvare, derfor sker der et yderligere sprogligt skred, så det nu er seksuelle ydelser, den prostituerede sælger. Ifølge Kajsa Ekis Ekman er prostitution ikke et kapitalistisk, men derimod et patriarkalsk fænomen. Prostitution opstod ikke, fordi mennesker begyndte at udveksle varer, men prostitution har sine rødder i forholdet mellem mænd og kvinder. Men med kapitalismen, hvor prostitution bliver en del af en avanceret markedsøkonomi, bliver magtforholdet mellem kønnene til en vare. Kapitalismens DNA er ikke alene at gøre alt til varer som f.eks. arbejde, bolig, omsorg, skole og kultur, og konstant opfinde nye markeder.

Spaltningen i et jeg og en krop er et velbeskrevet filosofisk og religiøst beskrevet fænomen, og netop denne spaltning er selve kernen i prostitution. I fortællingen om sexarbejderen skilles jeg’et fra kroppen, og det samme må den prostituerede gøre i virkeligheden. Hun må være til stede, men forestille sig, at hun ikke er der. Hvor sex er en måde at skabe nærhed mellem mennesker, skaber prostitution afstand, i den seksuelle relation er kvinden i højeste grad et menneske og mere end nogensinde en krop, men den prostituerede må for at overleve gøre kroppen til noget stumt og følelsesløst.

Over hele verden viser det sig, at prostituerede har udviklet universelle forsvarsstrategier. Uden at kende hinanden, uden at udveksle erfaringer, har de udviklet strategier, der alle handler om afstand: Undgå fysisk kontakt, forblive passiv, lukke af, oprette fysiske grænser, overholde tiden, skjule eget navn og undgå kunder, man kender eller kunne få lyst til at kende.

For at overleve må den prostituerede fremmedgøre sin seksualitet ved at betragte seksualiteten som adskilt fra hende selv. En prostitueret bruger udtrykket, at hun sammen med kunden “flytter op i hovedet”. Et præcist udtryk for den fuldstændige splittelse mellem krop og sjæl. Hun forvandler sig til en vare, gør sin krop til et produkt, som skal føle så lidt som muligt. For bagefter at kalde kroppen til live igen, lære sig selv at kunne føle igen. At leve under dette vilkår kan fremkalde voldsomme skader, som man kan finde hos krigs- og torturofre. Et fysisk forekommende traume er oplevelsen af følesløshed i bestemte kropsdele, en reaktion, som opstår hos mennesker udsat for ekstreme overgreb.

Manden vil ikke have en vare, men kvinden

Når seksualiteten bliver en vare, bliver den mekanisk og rutine. Men manden vil netop ikke have mekanisk sex. Han vil have den ægte vare, kvinden, der ikke er skilt fra sin krop, han vil have hele kvinden. Han vil have en kvinde, der lader som om, hun ikke arbejder, en liderlig, ophidset kvinde, der elsker at ligge med netop ham. Internetsider, hvor sexkøberne anmelder prostituerede, viser, at den mest almindelige kritik rammer prostituerede, der opfører sig “som om det var rutinearbejde”.

“At se på klokken” giver dårlige karakterer, lige som “passiv” eller nægte kys, oral- eller analsex udløser utilfredse kommentarer. Og lige præcis den frustration forstår Kajsa Ekis Ekman som mandens paradoks.

Han både vil og vil ikke, at prostitution skal være et arbejde. Han vil have ret til at købe sex, men kravet er, at hun skal lade som om, hun ikke blev betalt. Han vil have en kvinde, men lige meget hvad og hvor meget han ønsker sig af hende, ændrer det ikke på, at hun gør det for penge. Han vil have hendes krop, hendes personlighed, hele hendes jeg. Sexkøberen befinder sig derfor i en konstant tilstand af selvbedrag, der fører ham længere og længere i ønsket om at ville have det, der ikke kan købes. Det uløselige dilemma er, at prostitution aldrig kan blive et almindeligt arbejde, fordi den prostituerede hele tiden må skjule prostitutionens karakter. Den prostituerede arbejder med sex, men hun skal lade som om, hun ikke får penge for det.

I de seneste udviklinger inden for prostitution, går GFE, girlfriend experience, bevidst efter at ligne et kæresteforhold mest muligt. Her skal kysses, spises middag, samtales, bades og spises morgenmad sammen. Manden betaler for hele pakken, og grænserne er næsten opløst. Hele kvindens jeg skal være tilgængelig, og det er netop pointen. Hele kvinden er til salg, men i det øjeblik, hun ikke gør, som han ønsker, forsvinder romantikken, for den, der betaler, er den, der bestemmer. For at kunne arbejde med sex, kræver det, at kvinden ikke oplever det, der sker som seksuelt. At hun lukker af. Men lige præcis det forsvar, ønsker manden at nedbryde. Han vil have hendes følelsesmæssige engagement.

Den prostituerede lever lige som manden i et selvbedrag, fordi hun ofte tror, at det er muligt, at opfylde mandens ønsker. At hun kan give ham, hvad han ønsker og samtidig forblive sig selv. Men i det lange løb er det umuligt at bevare sig selv og sit eget følelsesliv intakt i prostitution. Sexsælgeren er nødt til at tro på, at det er muligt at sælge kroppen uden at sælge jeg’et. Og hun gør, hvad hun kan for at opretholde splittelsen. Den moderne fortælling om prostitution idealiserer den splittelse, der finder sted. Det, der sker fysisk i prostitution, sker sprogligt i fortællingen om sexarbejderen. Fra venstre til højre heppes der på den moderne sexarbejder i et forsøg på at overbevise alle om, at splittelsen er helt normal, at man kan prostituere sig uden skader. Tilmed hyldes den prostituerede for en indsats, som kun de særligt stærke individer kan gennemføre.

Surrogatmoderskab og avlsdyr 

Bogens sidste kapitel handler om surrogatmoderskab, der er blevet en voksende og lovlig industri i USA, Ukraine og Indien. Kajsa Ekis Ekman gennemgår argumenterne, som de har formet sig fra 1970’ernes USA, hvor fænomenet opstod som en løsning for barnløse par, der søgte en kvinde, der mod betaling lod sig inseminere med mandens sæd og efterfølgende adopterede barnet. Da det blev muligt at indsætte et befrugtet æg i en kvindes livmoder, opstod muligheden for at udvikle det marked, der er i fuld gang i dag, hvor ikke mindst amerikanske par betaler en indisk rugemor for at føde et barn, som de ikke selv er biologisk forbundne med.

Rugemoderen får rollen som et avlsdyr, der mod betaling frasiger sig retten til at tage sig af det barn, hun har født. I det store perspektiv tegner Kajsa Ekis Ekman et billede af en splittelse med dybe rødder i det patriarkalske samfund. Mellem sexualitet og reproduktion, luder og madonna.

Aldrig nogensinde, skriver hun, har ønsket om at opdele kvinden i luder og madonna fået så tydeligt et aftryk på jordens fysiske geografi. Thailand bliver leverandør af kvinder til sex, mens Indien bliver leverandør af madonnalignende rugemødre. Man kan hverken købe et menneske eller sælge et barn. Og det kræver nogle helt nye, potente fortællinger at overbevise om, at det ikke netop er det, der finder sted i prostitution og i rugemødre-industrien. Denne læser er ikke overbevist. Tværtimod. Kaja Ekis Ekman er en fremragende guide til at forstå, hvad det er, der er på spil i prostitutionsdebatten.