Los Angeles – De er overalt, og de er kæmpestore. De strutter vildt og skamløst og er for det meste ude i det fri. Andre gang snor de sig umuligt om et lår og presser så hårdt mod et stramt bukseben, at det ser ud til, at de vil sprænge gennem alle syninger og forhindringer. De sidder på cowboys, matroser, motorcykelbetjente, landmænd og ham, der kommer forbi for at reparere fjernsynet.
Der er tale om pikke, penisser, tissemænd, lem, dillere, eller hvad der nu virker passende, og det er den finske kunstner Tom of Finland, der har tegnet dem alle i heftig og lykkelig leg. I disse dage hænger de på stribe på væggene på MOCA Pacific Design Center i Los Angeles, hvor de deler pladsen med fotografen Bob Mizers værk.

Blandt de mest betydningsfulde inden for erotisk kunst

Det er første gang, et amerikansk museum giver sig hen til Bob Mizer (1922-92) og Tom of Finland (1920-91), og i den lille tekst, der følger med udstillingen, står der, at de to er blandt de mest betydningsfulde, når det gælder erotisk kunst i det tyvende århundrede. Der står også, at de er forfædre til den homoseksuelle kultur, der spirede frem i efterkrigsårene.
Tom of Finland har i hvert fald skabt et meget genkendeligt og vel nærmest ikonisk værk, siden han begyndte at tegne i 1940’erne og nappede de tydeligste heteroseksuelle arketyper – skovhuggere, politibetjente og cowboys – og gjorde dem til stolte og meget ivrige dyrkere af homosex.
Tegningernes glade budskab synes at være, at det heldigvis ikke er svært at støde på en homoseksuel mand: Faktisk venter han lige om hjørnet.

For eksempel findes han i et badehus, hvor der dyrkes gruppesex i så vild en grad, at væggene giver efter, og alle mændene eksploderer ud på stranden til stor forbavselse for den bikiniklædte kvinde i tegningens yderligste hjørne. Eller han hviler sig i græsset, men springer op og bagbinder den mand, der prøver at stjæle hans motorcykel. Han er tit klædt i en uniform af en slags, og der er masser af dominans og underkastelse i tegningerne.
Ifølge udstillingsteksten skabte Tom of Finland også grobunden for en homoseksuel læderkultur: Han forestillede sig de læderklædte mænd, tegnede dem, mens virkelige mænd lod sig inspirere og trak i læderbukser, læderjakker og læderkasketter. Tegningerne afspejlede altså ikke kun en eksisterende subkultur: De muliggjorde også bestemte udfoldelser af den.

Andy Warhol kopierede

Tom of Finland hed egentlig Touko Laaksonen, men fotografen Bob Mizer besluttede, at det var alt for vanskeligt for tegnerens amerikanske fans at udtale, og derfor fik han et kunstnernavn.
Laaksonen havde sendt sine tegninger til Mizer i 1956, og året efter prydede en meget glad og muskuløs skovhugger forsiden på det lille magasin Physique Pictorial, der var huspublikation og katalog for foto- og filmstudiet Athletic Model Guild. Mizer havde etableret studiet i 1945, og han fotograferede både muskelbundter og unge mænd, der lignede naboens sønner.
Siden kopierede Andy Warhol rammen, da han skabte sit Factory, og en af Mizers modeller, Joe Dallesandro, blev også en af Warhols såkaldte superstars.

Julemand med røven bar

På MOCA i Los Angeles findes Physique Pictorial i to montrer, mens stills og storyboards fortæller om tilblivelsen af historierne.
Her er en glad julemand med røven bar, tre rumkaptajner med sølvpapirshatte, en læge, en fnisende djævel og unge halvnøgne mænd i brydekamp på stranden.
I et af de udstillede magasiner fortælles historien om Aztec Sacrifice: En ung mand låner en bog på biblioteket om aztekerne, og samme nat kommer de til ham i en drøm, binder ham, smører ham ind i olie og tvinger ham til at tage en levende slange i munden. Da den unge mand vågner, opdager han, at hans værelseskammerats slange er undsluppet og nu ligger på hans bryst. Begge unge mænd er let påklædt og bredt smilende.
Der er opslag med små portrætter af en række unge mænd med oplysninger om mål og hjemmeadresse, lige som der er prislister og praktiske oplysninger vedrørende køb af film, stills og tegninger.

Ubesværet, pjattet og legesyg intimitet

Tonen er indforstået og rar som i et medlemsblad. Mizers nøgne mænd har det tydeligvis skægt, og deres intimitet fremstilles som ubesværet, pjattet og legesyg. Der er ikke noget erigeret at se, og det hele virker ganske uskyldigt.
Men billederne er selvfølgelig langt fra uskyldige. De er banebrydende, netop fordi de ikke rummer spor af skam i en tid, hvor homoseksualitet var ulovlig og dermed både tabuiseret og for langt de fleste ganske usynlig.

Fortrop for den seksuelle revolution og homorettigheder

I 1947 blev Mizer i øvrigt dømt for at distribuere obskønt billedmateriale med posten, og i Physique Pictorial er der løbende opdateringer fra verserende retssager.
Det virker rimeligt at give Tom of Finland og Bob Mizer rang af fortrop: Da den seksuelle revolution og kampen for homorettigheder endelig begyndte at rulle i USA i 1960’erne, havde de for længst sat billeder på lysten, skabt genkendelse og identitet. Og det er en vigtig pointe med udstillingen.
Men, som en af kuratorerne skriver, så pløjer tegningerne og fotografierne sig også bare vej gennem årene, der er gået, og diskursen, der omgiver dem, og ender med at ramme lige der, hvor det hele tiden var meningen, de skulle mærkes: Mellem benene.

http://www.youtube.com/watch?v=jkCnzCI66RQ