Heteronormativ-fri zone

I et langt sug inhalerede jeg Kate Atkinsons Familiehistorier. Normalt er jeg ikke til krimier. Men i år går ferien til England, og da bogen foregår i Cambridge, gav jeg bogen en chance. Stærkt beroliget af bogens placering på Orange Prize’s longlist 05.

Og jeg skal lige love for, at man kommer tæt på. Selvfølgelig på England, men især på familien og ikke mindst far-datter forholdet. Her er ingen pussenussede Laura Ashley roser, men total heteronormativ-fri zone fortalt i en rå og humoristisk tone, der er en fryd at læse.

Med tre helt afsindige mordsager trevler den fraskilte detektiv, Jackson Brodie, de uhyrlige mordsager og dermed familiehistorier op, samtidig med at hans egen ekskone konstant forhindrer ham i samvær med deres fælles datter. Tragedierne er ubærlige, menneskelige og aldrig blodige. Men midt i alt det grumme, finder bogens skæve, mærkelige eksistenser alligevel en vej i tilværelsen. Og det er stærkt opmuntrende.

Anita Frank Goth, Redaktør


Hemmelig læseklub i Teheran

“At læse Lolita i Teheran” er Azar Nafisis fortællinger om livet i Iran fra den islamiske revolution i 1979 til 1997, da hun og hendes familie flygter til USA. Azar Nafisi er professor i engelsk litteratur og tilhører en gammel intellektuel persisk familie, hendes mor var en af de første kvinder i parlamentet og hun har selv studeret i udlandet.

Hendes unge kvindelige studenter har mere beskedne familiebaggrunde og den fundamentalistiske kulturrevolution rammer dem hårdt. Azar Nafisi viser, hvad præstestyrets sharialovgivning, udrensninger på universiteter og kritiske aviser, lukning af boghandlere, tortur og fængslinger og voldsomme kvindeundertrykkelse gør ved disse unge kvinder og deres selvopfattelse.

Når det bliver umuligt for Azar Nafisi at fortsætte som underviser på universitetet samler hun sine dygtigste kvindelige elever til en hemmelig læsekreds hver torsdag i sit eget hjem. Læsekredsen bliver en personlig og intellektuel kvindelig modstandskamp mod præstestyrets censur og hjernevask.

Gruppen læser en række vestlige klassikere; Nabokovs “Lolita” og “Invitation til skafottet”, Jane Austens “Stolthed og fordom”, Scott Fitzgeralds “Den store Gatsby” og Henry James “Miss Daisy” og mange flere. Analysen farves af den politiske samfundsmæssige situation i Iran og af kvindernes egne personlige problemer.

Læsningerne viser, hvilken betydning skønlitteraturen får i et totalitært samfund og hvilken kraft de gamle klassikere besidder. For det fulde udbytte af bogen er det en fordel af kende forfatterskaberne på forhånd – og så er der læsning nok til en hel sommerferie i hængekøjen.

Katarina Blomqvist, Forskningsbibliotekar


Et liv efter døden

Midt i en gestus, midt i aftensmaden, midt i “Skat, gider du lige ….”, døde forfatteren John Gregory Dunne af et massivt hjerteanfald. Hans kone var forfatteren Joan Didion og de havde været gift i næsten 40 år. De arbejdede begge hjemme og var hinandens bedste ven, kritiker, samtalepartner og elskede. Sammen var de i et celebert, liberalt par på den litterære scene i USA.

Otte måneder efter Dunnes død begyndte Joan Didion at vride sin sorg for ord og skrive The Year of Magical Thinking (2005), der nøgternt og nøgent opruller hendes liv efter døden. Hverdagslivets ritualer, der for altid er forvandlet. Den kontinuerlig samtale, der med ét er forstummet. Ingen at tale med. Ingen at lytte til.

I et år smed hun ikke hans sko ud. Måske kom han alligevel ind ad døren næste morgen og var slet ikke død. Det hele var en misforståelse. Han fik brug for dem igen. Magisk tænkning.

Magisk læsning – tankevækkende og sorgfuld. Kan anbefales.

Annette Nielsen, Redaktør

Livet under belejring

I de sidste mange år, har jeg som så mange andre tænkt om Palæstina-konflikten, at nu kan det da ikke blive værre, for blot at konstatere, at jo, det blev værre, og det bliver stadig værre. Mens historien om en tilfangetaget israelsk soldat aktuelt får krisen/krigen til at eskalere med voldsomme konsekvenser for civilbefolkningen, købte og læste jeg under et ophold i Amman den palæstinensiske arkitekt, Suad Amirys (født 1951) dagbog fra Ramallah Sharon and my Mother-in-Law fra 2003.

Muligvis lyder det ikke som den mest oplagte sommerlæsning, men Suad Amiry er en livsbekræftende og forunderlig anderledes beretning om livet under israelsk belejring fra 17. november 2001 til 26. september 2002. Bogen er opstået som e-mails til vennerne, hvor hun får luft for det enerverende samliv med den 92-årige svigermor. Hun vil have sine måltider på klokkeslæt, og kan ikke vælge, om det er den lilla eller den gule kjole, der skal med, da den handlekraftige Suad udsætter dem begge for fare ved at bjerge svigermor ud af huset klods op af Arafats hovedkvarter.

Flytningen af svigermoderen er en af mange absurde situationer, som livet på Vestbredden under israelsk besættelse byder på. Suad Amiri er en vittig, begavet, rasende og selvbevidst fortæller. Hun viger ikke tilbage fra at overbevise om, at et stort kvindeligt hysteri som et sundt svar på et sygt samfund kan være det, der forløser en fastlåst og ubærlig situation.

Dagbogen indledes af et selvbiografisk kapitel, der fortæller familiens bevægende historie fra flugten fra Palæstina i 1948. Emnet til trods en bog til alle årstider, inklusive sommerferien. Da jeg kom hjem fra Amman, fandt jeg ud af, at bogen ikke bare er en stor forlagssucces og udkommet på 11 sprog, men at den også findes på dansk med titlen Sharon og min svigermor: dagbog fra krigen: Ramallah, Palæstina udgivet af Arvids forlag i 2005.

Elisabeth Møller Jensen, Direktør


Kølige beskrivelser


Sommerhus, senere af Judith Hermann er noveller, som beskriver nutidens storbyliv – mest blandt unge mennesker i Berlin og i Tyskland. Tonen er mærkelig kølig, men god til sommervarmen.

Bogen er svær at lægge fra sig. Fortællinger som “Røde koraller”, “Sommerhus, senere” eller “Camera Obscura” suger læseren ind i Judith Hermanns særlige distancerede verden om mislykket kommunikation. Personerne ejer ikke evnen til at være lykkelige – enten har de mistet den eller de har aldrig haft den. Hele tiden venter de på, at der sker noget – men der sker ingenting. De keder sig – men det gør læseren ikke!

Titelhistorien “Sommerhus, senere” handler om storbyborgernes drøm om et hus på landet. Drømmen bliver til virkelighed, men forvandler sig hurtigt til et mareridt: Sommerhuset er en ruin, venner og veninder svigter, og til sidst brænder huset ned. Så bliver sommerhuset til en drøm. Igen.

Bogen, der udkom i Tyskland i 1998, var Judith Hermanns debut. God fornøjelse!

Beate Detlef, Bibliotekar

Portræt af en mor

Knud Romer er født i Nykøbing Falster. En ikke helt ligegyldig information i forhold til forfatterens debutroman Den som blinker er bange for døden. En passage på bagsiden gav lyst til at læse og blive ved, til sidste side var læst. Den samme tur tog jeg så et par dage efter, og jeg ved, det er en af de bøger, jeg allerede nu glæder mig til at læse for tredje gang. Det lokkende citat på bagsiden lyder som følger:

“Nykøbing Falster er en by, som er så lille, at den begynder med at holde op. Hvis du er inde, kan du ikke komme ud – og hvis du er udenfor, kan du ikke komme ind. Du går lige igennem, og det eneste spor, som byen efterlader, sidder i tøjet og lugter af gødning om sommeren og sukkerroer om vinteren. Her blev jeg født i 1960, og det var det tætteste, jeg kunne komme på ikke at findes.”

Hvis man tænder på den slags sprog, billeder og stemninger kan man roligt gå videre, for Knud Romers bemærkelsesværdige erindringsroman klinger som ren poesi på trods af og i kraft af et særdeles prosaisk indhold. Født i 1960, kan forfatteren næppe kaldes for et krigsbarn, men som søn af en tysk mor, bliver han alligevel et forsinket produkt af 2. Verdenskrig. På den længselsfuldt ventede første skoledag, møder han i skolen iført korte Lederhosen og grønne knæstrømper, og “langsomt og taktfast istemte skolen det kor, som jeg skulle høre resten af dagen og alle årene igennem og livet ud:”Tys-ker-svin! Tys-ker-svin! Tys-ker-svin!”.

At moderens unge kæreste blev henrettet af Hitler-Tyskland tæller ikke i det provinsdanmark, hvor hun søgte tilflugt, fik arbejde og familie. Men hun forblev tysk og stolt, og lod sig ikke knække. Til gengæld blev hun behandlet som nazist og hendes venlige revisormand udelukket fra det gode selskab. Fra positionen som enebarn i en lille, isoleret familie fortæller Knud Romer sin utrolige historie med pointeret skarphed og med et sprogligt og menneskeligt overskud, der forsoner læseren med en dybest set ubærlig realitet.

Elisabeth Møller Jensen, Direktør

Manden, der påpeger de blinde pletter

Mød et nyt menneske og begynd forfra, helt forfra på billedet af dig selv, lyder et af Niels Franks digte. Udsagnene får en helt ny betydning, når man læser en af Hollands mest læste forfattere, Connie Palmen, og hendes bog Din Hengivne fra 2005. For selvom bogen har den karismatiske, afdøde Salomon Schwartz som omdrejningspunkt, er det de fem kvinder, der flyder i hans slipstrøm, som efter mødet med den lysende intelligente Don-Juan og stjerne-kolumnist må begynde forfra, helt forfra på billedet af sig selv.

Mens Connie Palmen kæderøg, fortalte hun under et interview til FORUM i 1998 med rødvinsrusten stemme, at hendes næste roman vil handle om kærlighed. Virkelig kærlighed. Hendes egen store kærlighed til hendes netop afdøde mand. Det blev til Din Hengivne.

Men tro ikke sangen går på den frygtelige troløse mand og de stakkels kvinder, der ligger efterladte og skamferede tilbage. Kalejdoskopisk fortælles kvindehistorierne af en psykiater, en prostitueret, en skuespiller, en nonne og kvinden C, som skriver Salomons biografi. Sammen tegner de konturerne af sidste halvdel af det 20. århundredes kultur og mennesker. Tidens særlige psykologiske kendetegn indkredses og romanen tydeliggøre og kritiserer de patriarkalske og ødelæggende familiestrukturer med husmor og slipse- og skaffefar, der senere kommer til at stå i vejen for børnenes evne til kærlighedsrelationer og i det hele taget at være i verden. Og samtidig viser bogen et ganske tydeligt billede af Holland i de sidste mange år. En tankevækkende bog, der lever længe i ens indre.

Anita Frank Goth, Redaktør