Forleden måtte den (konservative) amerikanske nyhedsstation Fox News
dementere en af deres historier, der havde sået tvivl om den
demokratiske præsidentkandidat John Kerrys maskulinitet. Kerry blev
citeret for at sige: “Ser mine negle og neglerødder ikke godt ud? …Jeg
er metroseksuel – han [Bush, red.] er en cowboy.” Det er næsten det
samme som at beskylde John Kerry for at være bøsse. Fox rykkede ud med
en undskyldning til Kerry – historien var det pure opspind.

På det republikanske partikonvent i september beskyldte Californiens
guvernør, Arnold Schwarzenegger, John Kerrys rådgivere for at være
“økonomiske tøsedrenge” (girlie-men).

Konstant bliver politiske modstanderes maskulinitet draget i tvivl i den amerikanske valgkamp.

Den californiske professor i psykologi og psykoanalytiker Stephan Ducat
mener, at denne form for konkurrence på det maskuline truer den
politiske kultur i USA, og i den tankevækkende bog The Wimp Factor. Gender Gaps, Holy Wars, & the Politics of Anxious Masculinty
(2004) stiller han skarpt på maskulinitet og politik i amerikansk
sammenhæng specielt efter 1988. Wimp betyder tøsedreng, skvat, pjok –
slapsvans.

Præsidenten som alfa-han

For at oppe sin maskuline troværdighed og valgbarhed blandt hvide mænd i
løbet af valgkampagnen har John Kerry fx kørt rundt på en
Harley-Davidson, skudt fasaner, windsurfet og spillet ishockey. Hans tid
i militæret er blevet hans store kvalifikation, og han har injiceret
sin retorik med steroider for at demonstrere, at han er et rigtigt
mandfolk, en rigtig he-man – aggressiv, beslutsom, krigerisk.

Det er lykkedes for George W. Bush efter terrorattentatet den 9.11.2001
at lancere sig selv som et mandfolk, der helst ville køre rundt i sin
truck med cowboyhat på sin ranch og tygge tobak – hvis ikke det lige var
fordi han skulle forsvare nationen. Bushs testosteron-oppumpede tale
blev efter terrorattentatet til soundbites stjålet fra amerikanske
B-westerns. Om Osama bin Laden sagde Bush: We want him dead or alive. We´re gonna smoke him out.
Da han erklærede den seneste Irak-krig overstået og vundet, blev han
iscenesat som den ultimative, falliske præsident og landede på et
hangarskib iklædt flyverdragt udstyret med en overdimensioneret bule i
buskerne for at understreje hans status som alfa-han.

I Stephan Ducats Freud-inspirerede optik er denne
“hyper-maskulinisering” baseret på en maskulin skræk for det kvindelige –
femi-fobi, kalder han det: En maskulinitet, der distancerer sig fra
alt, hvad der opfattes som feminint. Ducats tese er, at der er en
direkte relation mellem en mands femi-fobi og hans tilbøjelighed til at
tilslutte sig højrefløjens politisk dagsorden.

Psykologi og politik

På den politiske scene i USA er (republikansk) konservatisme blevet tæt
forbundet med maskulinitet, mens (demokratisk) liberalisme er forbundet
med femininitet. Og ifølge Stephan Ducat er hvide mænd blevet mere og
mere politisk konservative. Ducat ser på det paradoksale forhold, at
hvide mænd med arbejderbaggrund, der traditionelt har stemt demokratisk,
er blevet stadigt mere konservative gennem de sidste 25 år, selvom
republikanske regeringer fra Reagan og frem har udhulet deres
jobmuligheder og økonomiske fremtid.

I perioden er politikområder blevet “kønnet” og polariseret: Områder som
fx miljø, velfærd, integration, og rettigheder for homoseksuelle er
feminine, mens fx krig og militær er maskuline områder. De kønnede
politikområder udtrykker en politisk afstand mellem kønnene, det “gender
gap”, hvor kvinder stemmer på dem, der har en positiv holdning til de
førstnævnte områder, mens mænd stemmer på de kandidater, der har en
kritisk holdning til de selvsamme områder og en positiv holdning til fx
militæret og krig. Mange mænd er tilbøjelig til at se en stor statslige
sektor – døbt “the nanny state” af tidligere Præsident Reagan – som en
kvælende guvernante-stat, der hindrer maskulinitetens frie udfoldelse.

Hvis man er i tvivl om, hvorvidt Ducat går lidt for langt i sin
psykologiseren af amerikansk politik eller om han har fat i noget af det
rigtige, kan lidt “googling” på ord som “bush masculinity politics”
understøtte hans analyse: I den konservative politiske kommentator
Arthur Bruzzones artikel: Masculinity Returns to Politics – Decline of the Democrat’s Feminized Male
(oktober 2003 www.americandaily.com) karakteriseres Bush’ optræden
efter terrorattentatet d. 11.9.2001 som en af-feminisering af
præsidenten. Ifølge Bruzzone startede Bush som en “feminiseret mand i
mild grad”, men efter 11.9.2001 blev han beslutsom, aggressiv, modig og
selvsikker. “Nationens og familiens styrke er afhængig af at forny den
maskuline mands dyder,” skriver Bruzzone. På det konservative site
www.townhall.com skriver Mona Charen: “Der er folk som elsker
maskulinitet, med alt dens ubestridelige uorden, ubehøvlethed og
voldsomhed, og dem som ikke gøre det. Generelt er de første konservative
og de sidste liberale. …. De liberale – og det omfatter næsten alle
europæere – tror på, at maskulinitet er upassende såvel som passé.”
(august 2003)

Kastrerende førstedamer

The Wimp Factor er delt op i syv kapitler, hvor drenges
socialisation undersøges og maskulinitetens historie i amerikansk
politik kortlægges. Bogens titel henviser til den nuværende George Ws
far, som under hele sin embedsperiode måtte lide den tort, at pressen og
politiske modstandere satte spørgsmålstegn ved hans maskulinitet. Det
var fx nyhedsmagasinet Newsweek, der opfandt udtrykket “the wimp factor”
i 1988. Også George H.W. Bush’s historie gennemgåes af Ducat. Og hvor
det er lykkedes for sønnen at vinde troværdighed som jævn mand, blev
faren forbundet med den privilegerede amerikanske Østkyst-overklasse han
(og sønnen) tilhører – og blev dermed anskuet som “feminiseret”. Så
selvom han blev klædt i pilotjakke og gnaskede flæskesvær, blev han
aldrig troværdig i rollen som én af drengene. Krig mod Irak øgede dog
hans maskuline appel betragteligt.

I to afsnit Vaginas with Teeth and Castrating First Ladies og Permulations of the Presidential Phallus
analyserer Ducat den såkaldt “mandlige” angst for stærke eller
“kastrerende” kvinder. Først diskuterer han Hillary Clinton, som den
kastrerende førstedame nr. 1. Husbond Bill måtte gennem sine to
embedsperioder som amerikansk præsident se sin maskulinitet betvivlet –
om det var ham eller hende, der havde bukserne på. I kontrast til Bill
og Hillary står forholdet mellem George W. Bush og hustruen Laura.
Sidstnævnte har udtalt, at hendes liv først startede, da hun blev gift med George. Og at hun så nødigt diskuterer politik med ham, for det kan så nemt blive opfattet som om, hun hakker på ham.

Siden diskuterer Ducat, hvordan Bill Clinton paradoksalt nok blev
remaskuliniseret oven på “I never had sex with that woman”-episoden med
Monica Lewinsky. I republikanernes iver efter at vælte præsidenten med
tak til hans “Penis På Afveje” kom de til at understøtte præsidentens
rolle som hele nationens misundelses- og attråværdige alfa-han. Ifølge
Ducat nød Bill Clinton enorm høj popularitet blandt vælgerne oven på
Lewinsky-affæren.

Maskulinitet på briksen

Med udgangspunkt i terrorattentatet mod USA den 9.11.2001 ser Ducat i bogens sidste kapitel Gender in a Time of Holy War
på den religiøse fundamentalistiske femi-fobi: både hos kristne og
muslimer – ikke mindst fordi begge fløje er “meget beskæftiget med at
disciplinere det kvindelige”, som Ducat lakonisk skriver. Ducats
teoretiske udgangspunkt er som bekendt psykoanalysen, og han læser frem,
at flykaprernes attentat på det ubevidste plan, blev opfattet som en
kastration af USA. World Trade tårnene og Pentagon blev som falliske
symboler på USA’s økonomiske og militære magt – helt og delvist ødelagt
ved at blive penetreret af tre fly og ejakuleret med altødelæggende
brændstof. USA var med andre ord “ikke mand nok” til at modstå et
bagstræberisk angreb.

Analysen understøttes af reaktionen fra USAs højre-religiøse ledere
umiddelbart efter attentatet, nemlig at det var “de vantro,
aborttilhængere, feminister, homoseksuelle, lesbiske og liberale”, der
have feminiseret og dermed svækket USA, der stod åben for et attentat.
På samme måde som USA’s højre-religiøse ledere tager afstand fra det
feminine, ser Ducat, hvordan fx Mohammed Atta, den ledende flykaprer fra
attentatet også tog afstand fra det feminine. Han efterlod sig et brev,
hvor det fremgår, at han ikke ønskede kvindelig deltagelse ved sin
begravelse ligesom han heller ikke, mens han levede, ønskede at fx give
hånd til en kvinde.

USA, der allerede ifølge Ducat, havde slået vejen ind på et
hyper-maskuliniseringsspor før terroranttentatet, blev tiden efter
11.9.2001 kastet endnu længere ud ad det samme spor. Attentatet gav
anledning til en “kulturel” remaskulinisering af landet – et nationalt
bolværk mod feminisering, hvor den heroiske mandlighed kom på dagsorden i
form af New Yorks brandmænd, politi, redningsfolk og andre rigtige
mandfolk. Ikke så mærkeligt i en amerikansk sammenhæng at præsidentens
maskulinitet i endnu højere grad ses som et garant mod enhver form for
fremmed indtrængen.

Ideen til The Wimp Factor opstod ifølge et interview med Ducat i
netavisen www.sfgate.com i 1988 under valgkampen mellem George H.W. Bush
og Michael Dukakis. Siden den gang har Ducat samlet materiale i form af
satiriske tegninger, politiske kommentarer, tv-udsendelser,
undergrundspublikationer og ressourcer fra nettet. Bogen refererer til
denne omfattende samling af anekdoter og blandes med hans egen
forskning, der ganske overbevisende argumenterer hans hovedpointer
igennem. Med ekskursioner til traditioner blandt stammefolk på Ny Guinea
og andre steder, skriver han arketypiske former for maskulinitet frem,
der understøtter hans projekt: At sætte amerikansk maskulinitet anno
2004 på den psykoanalytiske briks.

Det er klart, at alt ikke kan forstås ud fra en psykoanalytisk optik, men The Wimp Factor
er et tiltrængt bidrag til en politisk debat, der i USA som i andre
lande, bliver mere og mere polariseret ikke mindst i forhold til køn.

Annette Nielsen er redaktør af FORUM.

Stephan J. Ducat:The Wimp Factor. Gender Gaps, Holy Wars, & the Politics of Anxious Masculinty, 2004. Kan lånes på KVINFOs bibliotek.