– Det første vi hørte, var skudsalver neden for vinduerne. Bagefter kom den ene politibil efter den anden. Men ellers så vi det meste i fjernsynet ligesom alle andre.

Laurence Tabala er handelsskolelev og bor i Rose des Vents-kvarteret i Aulnay-sous-Bois, et af de første ghettokvarterer uden for Paris, som op til den 1. november eksploderede i optøjer mellem ofte helt unge drenge og massive politistyrker.

Op mod 10.000 biler blev stukket i brand over hele Frankrig sammen med butikker, skoler og sportshaller under de tre uger lange uroligheder, som kostede over 1,5 milliarder kr. i ødelæggelser.

I Aulnay-sous-Bois ligger en sortsveden brandtomt i stedet for Renault-forhandleren. Men bag det engang næsten fashionable indkøbscenter, Les Trois Milles, bugner markedet som sædvanlig af kassavarødder og couscousgryder, guldbroderede djellabaer og billigt tøj fra Kina.

Beboere, som har boet her siden betonejendommene med 10-15-etager blev bygget på pløjemarkerne omkring Aulnay-sous-Bois i 70’erne, kan stadig huske forhenværende naboer, der var skolelærere, politibetjente eller handlende. Denne middelklasse er for længst flyttet væk, og i stedet er massearbejdsløshedens skibbrudne skyllet i land på det, som er blevet en øde ø i det franske velfærdshav. En ghetto med sit fysiske forfald, der hverken er værre eller bedre end i Le Gros Saule-kvarteret i Clichy-sous-Bois, hvor urolighederne brød ud, eller i Quartier des Quatre Mille i La Courneuve, et andet af de berygtede kvarterer omkring Paris.

I alt tæller Frankrig 750 såkaldt “følsomme bymæssige bebyggelser” med tilsammen fem millioner indbyggere. Kvarterer, hvor enkelte renoverede boligblokke stikker af mod andre med afskallede mure, gennemrustede altangitre og græsplæner, ingen længere besværer sig med at klippe. Arbejdsløsheden er her dobbelt så høj som landsgennemsnittet på knap ti procent og nogle steder overstiger den 40 procent. Og indvandrere og franskmænd med anden etnisk baggrund udgør flertallet af beboerne.

Det er her, Laurence Tabala er vokset op som datter af en mor fra fransk Guyana og en far fra Congo.
– Vi talte selvfølgelig meget om optøjerne i skolen. Da de blev ved så længe, var de fleste af os enige om, at det var for meget, sådan at brænde bilerne og alting af. Der var også en kvinde, der blev forbrændt, da der blev smidt en molotovcocktail mod en bus. Men i starten kunne vi godt forstå, at drengene gik amok, fortæller Laurence.

– På en måde er det sværere at være dreng, for drengene bliver altid behandlet, som om de var bøller og kriminelle, også selv om de ikke er det, bare fordi de ser ud på en bestemt måde og kommer fra kvartererne, siger Laurence, som godt ved, at en mørklødet hudfarve og en adresse i et af kvartererne, som man kalder de sociale ghettoer, ikke er det bedste visitkort, når man skal søge arbejde.

– Jeg har aldrig selv oplevet diskriminationen, for jeg går stadig i skole. Men jeg har et afrikansk navn, så den dag jeg skal søge arbejde, bliver det måske svært, siger den unge pige.


Drenge eksisterer kun i gaden

Adskillige undersøgelser viser, at diskriminationen på arbejdsmarkedet mod personer med anden etnisk baggrund end fransk er et reelt problem i Frankrig. En rapport udarbejdet i 2004 af en af fransk erhvervslivs prominente virksomhedsledere dokumenterer, at navn og bopæl spiller en afgørende rolle for virksomhedernes valg af ansatte. Uanset uddannelsesniveau, og altså også for de højtuddannede, er ledigheden dobbelt så stor blandt personer med udenlandsk oprindelse.

– Den sociale udstødelse i disse kvarterer er enorm, siger Sihem Habchi, næstformand i organisationen Ni Putes Ni Soumises, Hverken Ludere eller Slaver, som siden 2002 har rejst sig mod den macho-kultur, som i de sociale ghettoer giver kvinderne valget mellem hijab eller voldtægt. Mellem at underkaste sig en radikaliseret, islamiseret udgave af den traditionelle kvinderolle eller at blive betragtet som ludere.

– Vores første kvindemarch gennem Frankrig i 2003 var netop en March mod kvindeundertrykkelse og mod ghettoerne. Pigerne har i vid udstrækning været solidariske med drengenes oprør i november, for ghettoernes piger har det også sværere på arbejdsmarkedet end piger fra andre miljøer, siger næstformanden i Ni Putes Ni Soumises.

– Jeg er fuldstændig solidarisk med de unge, der gjorde oprør, siger også Mimouna Hadjam, formand for organisationen Africa 93 og en af de markante kvindestemmer i de parisiske ghettoer.
– Jeg har altid sagt, at den vold, kvinderne udsættes for i ghettoerne, er et resultat af den sociale udstødelse, der rammer ghettoens beboere og i særdeleshed mændene. Der er ikke noget nyt under solen. Det har altid været sådan, at undertrykte mænd sparker nedad og undertrykker kvinderne. Optøjerne i november var en social revolte. Men det var en slags selvødelæggende revolte. Det er ikke særligt revolutionært at forgribe sig på skoler og børnehaver, men der er ikke nogen tradition for politisk kamp i ghettoerne, fortæller Mimouna Hadjam.

At den sociale protest netop er kommet til udtryk i gadeoptøjer overrasker heller ikke Sihem Habchi.
– Gaden er det eneste sted, drengene eksisterer. De eksisterer ikke i skolen, hvor de klarer sig dårligt, og de eksisterer ikke på arbejdsmarkedet. Gaden, det eneste offentlige rum i ghettoerne, tilhører derimod drengene, og de tænker kun i termer om dominans og underkastelse, om hvem der har magten over hvem, påpeger hun.


Drenge har magten, fordi de bestemmer over pigerne

Denne analyse deles af sociolog Chahla Chafiq, som blandt andet arbejder med kvinderådgivning i de sociale ghettoer i Paris.
– Under deres opvækst er det i gaden, drengene opbygger deres maskuline identitet, mens pigerne er henvist til det private rum. Denne maskuline identitet konstrueres omkring vold, omkring spørgsmålet om, hvem der er stærkest. Forældrene kan bestemme, når de har magten over deres børn, bandelederne har magten fordi de bestemmer over bandemedlemmerne. Og drengene har magten, fordi de kan bestemme over pigerne. Dialog og forhandling eksisterer ikke i disse kvarterer, hvor det eneste, der tæller, er magt. Det afspejler sig i forholdet mellem mænd og kvinder, og det afspejler sig i optøjerne.

– I den forstand var optøjerne udtryk for macho-kulturens triumf. Et af kravene bag optøjerne var et krav om respekt fra resten af samfundet. Og i ghettoerne er respekt noget man får, når man er den stærkeste, ikke noget man gør sig fortjent til, påpeger Chahla Chafiq.

Hendes analyse bekræftes af en meningsmåling foretaget blandt beboerne i de sociale ghettoer i Lyon, hvor det ikke var flere penge, højere løn eller højere sociale ydelser, der stod øverst på ønskesedlen efter optøjerne, men netop respekt og anerkendelse som borgere på lige fod med andre.
– Nøjagtig samme machokultur udtrykkes af indenrigsminister Nicolas Sarkozy, når han bejler til det yderste højre med løfter om “at rense ghettoerne for indvandrerbøller med højtryksrenser”, påpeger Chahla Chafiq.

Ghettoernes macho-kultur er et resultat af flere sammenfaldende faktorer, mener sociologen.
– Beboerne har rødder i gamle patriarkalske kulturer, som blander sig med en radikal udlægning af islam. Og endelig er ghettoerne præget af en udbredt pornokultur, der promoverer sex som et forbrugsgode og kvinder som føjelige sexobjekter, siger hun.


Uddannelse ikke en vej ud for pigerne

– Alle søger tilflugt i den gammeldags patriarkalske kultur, fordi den giver en form for identitet, som ghettoens beboere ikke får i kraft af social anerkendelse ude i samfundet, mener Sihem Habchi.
– I lang tid holdt pigerne ud og satsede på uddannelse, fordi det var en vej ud af ghettoen og en vej til frigørelse. Men pigerne får også sværere og sværere ved at få plads i det franske samfund og accepterer derfor i stigende grad den traditionelle kvinderolle og mændenes magt, beklager næstformanden i Ni Putes Ni Soumises, Sihem Habchi.

Hun peger derfor på, at feminismen har en central rolle at spille i forsøget på at skaffe demokratiske værdier tilbage i ghettoerne.
– Der er meget få, der stemmer i disse kvarterer, selv om mange er franske statsborgere og har stemmeret. Vi arbejder for, at kvinderne tager det offentlige rum tilbage og bidrager til at skabe en demokratisk debat, der kan erstatte volden som udtryksmiddel. Det er vigtigt, at hele debatten om ghettoerne og den sociale integration får en kønsdimension. Vi skal alle have lige adgang til og lige chancer på arbejdsmarkedet. Men vi skal også tage fat i ligestillingen mellem mænd og kvinder i ghettoerne, mener Sihem Habchi.

Det forudsætter, understreger hun, at man ser kritisk på, hvordan islam bruges til at undertrykke kvinderne. Men uden at forfalde til islamofobiske generaliseringer.
– Jeg er muslim, men betragter det islamiske tørklæde, hijab, som et symbol på kvindeundertrykkelse. Men omvendt kan jeg ikke acceptere, at hele ghetto-problematikken reduceres til et spørgsmål om islam eller om indvandring. Det er at springe over, hvor gærdet er lavest og lukke øjnene for den sociale dimension i den problematik, der udløste optøjerne, siger Sihem Habchi.

– Optøjerne har bekræftet det, vi længe har sagt i Ni Putes Ni Soumises. At ghettoerne er sprængfarlige. Med optøjerne har volden fået en tand opad. Nu er det vigtigt, at ghettoernes unge ikke bare afvises.

Eller, som sociolog Chahla Chafiq udtrykker det:
– At møde ghettoernes machokultur med en officiel macho-kultur, der sætter hårdt imod hårdt, løser ingen problemer, men skaber tværtimod en ond cirkel af eskalerende vold.

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.