I marts 2009 var der dømt fest på Cafe Oscar i København. Lange klapsalver og glædesskrig i en af hovedstadens mest populære homobarer markerede, at der i sandhed var tale om en særlig dag for Danmarks bøsser og lesbiske: Den 17. marts vedtog et flertal i Folketinget en højst kontroversiel lov – homoseksuelle fik lov til at adoptere børn på lige fod med heteroseksuelle og enlige.

Men mens mange jublede, var der en, der havde svært ved at finde skåltalerne frem. For selvom adoptionsforsker Lene Myong Petersen fuldt ud støtter lovændringen, savner hun en langt mere kritisk adoptionsdebat. Generelt. For den debat, som har kørt siden 1999, da homoseksuelle fik lov til at adoptere stedbørn, har nemlig været stærkt begrænset. Den har for det meste handlet om, hvorvidt homoseksuelle kan være lige så gode forældre som heteroseksuelle, hvad konsekvenserne for deres potentielle adoptivbørn bliver, hvis de skal vokse op med to forældre af samme køn, og hvordan reaktionen vil være i børnenes fødelande, hvis forældreparrene er homoseksuelle.

Men den “store” historie om transnational adoption taler ingen om: Den, der handler om, hvordan den hvide middelklasse fra det globale Nord får børn fra det globale og fattige Syd. Eller om hvad transnational adoption faktisk betyder for dem, det hele handler om: de adopterede.

Adoption – en win-win-situation for alle

– Transnational adoption bliver i den offentlige debat fremstillet som et udtryk for altruisme og som en win-win-situation for alle. Men man taler ikke om, hvordan transnational adoption også er en velfærdsydelse, som dækker et reelt behov for børn i Danmark, og hvilke forhold der gør sig gældende for de mennesker, som afgiver børn. Ligesom man heller ikke problematiserer, hvordan hverdagslivet for transnationalt adopterede udspiller sig i Danmark, siger hun.

Hun har brugt næsten fire år på at forske i fænomenet transnational adoption med fokus på, hvad det betyder for identitet, slægtskab, selvopfattelse, kærlighed, seksualitet og andre vigtige parametre i de tilblivelsesfortællinger, som mennesker, der er født i Korea og vokset op som adopterede i Danmark, bliver fortalt og fortæller om sig selv. 

I denne uge forsvarer Lene Myong, der selv er adopteret fra Korea, sin ph.d.-afhandling Adopteret – Fortællinger om transnational og racialiseret tilblivelse på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet. Hendes forskning, der har feministisk teori som forståelses- og analyseramme, bygger på dybdegående interview med i alt 35 mænd og kvinder, der er blevet adopteret hertil fra Korea. Tilsammen viser deres interviews nogle tydelige mønstre: De opfattes både som ‘danskere’ – og så alligevel ikke altid.

En rigtig familie

Hvem er du? Det spørgsmål bliver de fleste stillet på et tidspunkt. Med spørgsmålet følger forventninger om bestemte svar, og de er ofte tæt knyttet til slægtskab, mener Lene Myong, der kredser om begrebet igennem hele sin afhandling. 

Et stort spørgsmål handler om, hvilken rolle slægtskab spiller i transnational adoption – ikke kun forstået på formel vis således, at staten bestemmer, hvem, der må adoptere og dermed få adgang til et slægtskab, men også – og i langt højere grad – hvordan slægtskab bliver konstrueret af og for de adopterede selv. I familien: Er man sine danske forældres barn – eller de biologiske forældres? I samfundet: Er man ‘dansker’? Er man mere ‘dansker’ end en 2. generationsindvandrer med pakistansk baggrund? For sig selv: Er der noget, der binder en sammen med andre adopterede fra Korea – eller har man intet tilfælles?

– Slægtskab er interessant, fordi det er en grundlæggende konstruktion i samfundet. Slægtskab siger noget om i hvilke konstellationer, vi kan leve sammen – hvilke relationer bliver mulige, og hvilke bliver ikke? Hvem er det muligt at være i familie med, og hvem ikke? Og det handler helt grundlæggende om tilblivelse, siger hun.

På den måde udgør transnational adoption en prisme, hvorigennem man kan aflæse herskende forestillinger om, hvad der tæller som et rigtigt slægtskab i en dansk senmodernitet.

Den komplicerede fortælling om familien

I Lene Myongs interviewmateriale bliver det tydeligt, hvor stor en indflydelse heteronormative konstruktioner af slægtskab har på vores liv. Fordi de fleste mennesker lever gennem forestillingen om, at en rigtig familie består af ét forældrepar eller alternativt: kun én forælder – så bliver det svært for den adopterede at have en fortælling om sig selv i hvilken, han eller hun faktisk kan have to sæt ligeværdige forældre, de biologiske og adoptivforældrene.

– Det biologiske slægtskab og adoptivslægtskabet konstrueres som gensidigt ekskluderende: Man har forladt det koreanske slægtskab for at få et nyt dansk slægtskab. Og det er ikke umuligt at jonglere med begge dele, men det kræver noget mentalt arbejde, fordi man hele tiden bliver stillet i situationer, hvor man skal tage stilling til; hvem er det, der er mine rigtige forældre? Hvor mange forældre kan jeg have? Vi tænker os selv igennem en slægtskabsmodel, hvor man kun har ét sæt rigtige forældre. Og i den transnationalt adopteredes tilfælde bliver det så de danske forældre. Mange af informanterne vokser op og kan slet ikke forestille sig, at de har et andet sæt forældre, siger Lene Myong.

Nogle af informanterne har adoptivforældre, der oplever et biologisk slægtskab som truende for deres egen forælderposition. Andre støtter deres børn i forsøget på at opsøge biologiske forældre.

Netop denne søgen efter et biologisk ophav – og vaklen mellem to slægtskabsudgaver – er noget, de danske tv-seere er vilde med.

Danmarks Radios seersucces Sporløs, der hjælper danskere med at finde slægtninge, de gerne vil i kontakt med, har haft millioner af seere, når den rullede over skærmen. En del af Sporløs’ cases er voksne adopterede, der finder frem til deres biologiske rødder. Og her spindes, ifølge Lene Myong, en interessant ende. Godt nok understreges det biologiske slægtskabs betydning som præmis for programmet: Selvfølgelig vil man da lede efter sine biologiske forældre! Men ofte er det adoptivslægskabet, der løber af med sejren. Mange cases ender med, at de søgende gennem deres detektivarbejde og møde med de biologiske rødder faktisk finder ud af, at de i virkeligheden mest er danskere – og at det er den danske adoptivfamilie, der er deres ‘sande’ familie.

Og netop danskhed er et andet væsentligt kriterium for slægtskab.

Slægtskab og etnisk identitet

Hvad gør man, når man som adoptivforælder ønsker for sit nye barn, at det skal vokse op i tolerance og accept og blive mødt af sine omgivelser præcist på samme måde som alle klassekammeraterne i skolen, der er født af en hvid, dansk far og mor? 

Man sørger for at fortælle sit barn, at det er ligesom alle andre: dansker. Som en af mødrene til informanterne siger, når datteren spørger, hvad hun skal svare, når de andre børn spørger, hvor hun kommer fra: “Du kommer hjemmefra.”
 
Lene Myongs forskningsmateriale viser, at mens race og raciale forskelle inden for familien bliver nedtonet og stort set ikke italesat i adoptivfamilierne, så bliver etnicitet tilsvarende opskrevet.

– Der er blevet lagt meget vægt på, at informanterne skulle blive danske børn , og at danskheden er det, man deler i adoptivfamilien. Det at dele en fælles danskhed bliver en måde at skabe forbundethed i familien, som på nogle måder kompenserer for fraværet af en biologisk komponent. Fordi forestillingen om biologisk forbundethed ikke eksisterer i adoptivfamilien, så etableres der andre forbundetheder bl.a. igennem en fælles etnisk identitet. Etniciteten konstrueres som en lim, der kan binde sammen, hvorimod race erfares som noget, der skal skille ad. Det siger noget om, hvorfor det ene optones og det andet nedtones, siger hun.

De informanter, Lene Myong har interviewet oplever sig alle sammen som danske i en eller anden grad. Og dog. For nok kan man have “sovs og kartofler i rygsækken,” som en formulerer det, men hvis ikke rygsækken er åben, når man kommer gående på gaden, så risikerer man at blive udpeget som fremmed og anderledes af det danske majoritetssamfund. At have sovs og kartofler i Fjällræven, få studenterhue og gå på højskole udelukker med andre ord ikke spørgsmål som: “Hvor kommer du fra?” Eller at blive udspurgt til sociale sammenkomster om, hvorvidt man har overvejet at søge efter sine biologiske forældre.

– I familierne er der som sagt ikke blevet talt ret meget om racialiseret forskelighed, og det er bl.a. sket ud fra en tankegang om, at i Danmark er vi farveblinde, vi er et farveblindt samfund, hvor race ingen betydning har. Men der opstår så et skisma. På den ene side opdrages adopterede med forestillingen om, at vi lever i et farveblindt samfund, og på den anden side erfarer mange adopterede, at de bliver racialiseret og udpeget som anderledes i forhold til en hvid norm.

Gennem sit interviewmateriale viser Lene Myong, at der er stærke assimilationslogikker på spil i hendes informanters fortællinger. Et eksempel er, at mange af dem – især da de var yngre – valgte hvide partnere som kærester. For andre forbliver det utænkeligt at have en asiat som partner. Måske fordi man med en hvid partner i højere grad bliver aflæst som dansk. 

– Hvis man vælger en hvid partner, så kan race som kategori gøres umarkeret – “race betyder ikke særligt meget for mig, det er jo bare naturligt, at jeg i Danmark vælger en hvid person”. Hvorimod at hvis man vælger at rette sig mod en asiatisk partner, så risikerer man at signalere: “Race, og måske endda adoption, betyder rigtig meget for mig.” Dvs. kategorierne markeres og løftes frem.

Relationen mellem seksualitet, køn og race fylder generelt meget i afhandlingen.

– En af mine væsentligste pointer er, at seksualitet og race hænger sammen. Man tænker ofte spørgsmål om seksualitet og begær i forhold til kønskategorier, men informanternes fortællinger viser, at seksualitet ikke kun handler om køn – men også om race og etnicitet. Ikke sådan at køn ikke har en betydning, men det får kun betydning i samspil med andre kategorier. Det, at langt de fleste af mine informanter aldrig har kunnet forestille sig at være sammen med en asiatisk partner, især da de var yngre, men de har derimod aldrig haft problemer med at forestille sig at være sammen med en hvid partner, siger noget om, at begær må anskues som en racialiseret konstruktion. Race får en enorm betydning for hvilke intime relationer, vi kan tænke os selv som en del af.

Altruisme skjuler en ulige verden 

Lene Myong forsøger med sin afhandling at kvalificere og pirke til den danske adoptionsdebat. Frem til nu har der ikke været særlig meget forskning på området i Danmark.
 
Forskeren peger på, at transnational adoption generelt er genstand for en stærk idealisering i offentligheden: Det ses som udtryk for en altruistisk gerning af den danske stat og aktørerne på feltet, at de sørger for, at børn fra det fattige syd kan få nye slægtskaber i det rige nord. Den diskurs har også været fremherskende i hele debatten om homoseksuelles ret til at adoptere.

“Børn verden over lever under kummerlige forhold. De børn kan tilbydes en tryg og kærlig opvækst hos homoseksuelle forældre,” som man eksempelvis kunne læse i en pressemeddelelse fra Pernille Rosenkrantz-Theil, Enhedslisten, i debatten tilbage i 2002.

– Jeg håber, min forskning vil blive brugt til at revurdere nogle af de herskende forestillinger om transnational adoption. Jeg synes ikke, at transnational adoption per definition er forkert, men den idealisering, der pågår, tildækker de asymmetriske magtforhold og uretfærdigheder, der også gør sig gældende. Medkonstruktionen af transnational adoption som en nærmest romantisk slægtskabsform, kan man så undlade at tale om, hvorfor der egentlig er behov for transnational adoption. Det er der fordi, der er fattige mennesker, ulige fordeling af de økonomiske ressourcer i verden, mangel på menneskerettigheder osv. Alle de ubehagelige spørgsmål bliver udvisket med de her stadige idealiseringer. 

Lene Myong undrer sig også over, hvordan det biologiske slægtskabs betydning bliver understreget, når danske børn bliver tvangsfjernet, og man taler om, at det er vigtigt, at de bevarer en relation til deres biologiske forældre. Der bortadopteres nemlig forsvindende få børn i Danmark i forhold til antallet af adoptioner af udenlandsk-fødte børn. Men når det er de udenlandsk-fødte børns relationer til biologiske forældre, det handler om, så er logikken den omvendte. Danmark praktiserer, i modsætning til et land som USA, kun lukkede, anonyme adoptioner, hvilket betyder, at når først adoptionen er kommet i stand, så har de biologiske forældre ingen rettigheder eller kontakt til barnet. Her er altså ingen principper om, at det er vigtigt, de bevarer en relation til det biologiske ophav.

– I transnational adoption er det nogle helt andre standarder, der gælder. Der bliver den biologiske relation ikke prioriteret. Man kan heller ikke forestille sig, at nogen i Danmark ville holde det op som en attraktiv mulighed for de unge enlige mødre, at de skulle bortadoptere deres børn: Bortadopter jeres børn, for så vil de få det bedre. Den forskel synes jeg er meget tankevækkende.

Nye slægtskaber på vej

Lene Myong håber også, at hendes forskning vil inspirere feministiske kønsforskere til at se anderledes kritisk på transnational adoption som fænomen.

– I feministisk teori har der generelt været en tendens til at opskrive alternative slægtskabsformer, hvor transnational adoption var én af dem. Det budskab identificerer jeg mig for så vidt også selv med – at der findes mange måder at leve på. Men jeg vil gerne gå skridtet videre: For transnational adoption handler også om at overvejende brune kvinder afgiver børn, så overvejende hvide, vestlige kvinder kan realisere drømmen om slægtskab og moderskab. Det stiller nogle udfordringer til den feministiske kønsforskning, som jeg håber vil blive taget op. For man har taget det for givet, at transnational adoption er en uproblematisk praksis.

Indtil det sker skubber nye udviklinger på. I dag findes der er en stor diaspora af de godt 200.000 børn og voksne, der blev født i Korea og adopteret til lande som Danmark, Sverige og USA. Mange indgår forskellige fællesskaber med hinanden, og et stigende antal flytter til Korea i kortere eller længere perioder.

– Det tror jeg ikke, man forestillede sig i 60’erne og 70’erne, da transnational adoption for alvor slog igennem. Men det siger noget om, at transnational adoption også er en migrationsproces, som ikke er afsluttet. Det er måske ikke et specielt stort antal adopterede, som flytter til Korea, men tendensen er stigende. I disse år sker der også en stor mobilisering blandt adopterede, som indbefatter politisk aktivisme, kunst, forskning osv.. Det udfordrer på meget spændende vis hele grundforestillingen om transnational adoption som en uproblematisk win-win-situation.