Kære bedømmelsesudvalg, Kære familie, kære kollegaer, Kære venner, kære tilhører,
Tusind tak fordi I er mødt så talstærkt op i dag for at høre mig præsentere min ph.d-afhandling, Ma(d)skulinitet. Det betyder meget for mig, for dagen i dag er en stor dag. Den markerer nemlig afslutningen på 3 ½ års arbejde med maskulinitet i madprogrammer. Jeg ser frem til at fortælle om dette arbejde og diskutere det med bedømmelsesudvalget.
Da jeg forberedte denne præsentation kom jeg til at tænke på en ting, nemlig at min fascination af maskulinitet i madprogrammer går meget længere tilbage. Jeg var nemlig et meget mærkeligt barn, der brugte det meste af sin fritid på mad. Dette var ikke helt almindeligt for en dreng i 1990’ernes Sønderjylland. En stor del af tiden gik med at læse kogebøger og se madprogrammer: Meyers Køkken, Boserups Kærlighed og Keith Floyds eksotiske rejseprogrammer var blandt favoritterne. De blev set igen og igen. Det gik endda så vidt, at jeg sammen med en nær ven forsøgte mig selv som tv-kok hjemme i mine forældres køkken med et videokamara, der var lånt af ungdomsskolen.
Tilhøreren vil her måske genkende en yngre udgave af dagens forelæser. I de sidste tre ½ år har den drengede entusiasme været erstattet af den halvmodne forskers kritiske blik på madprogrammerne. Motivationen for at foretage dette skifte kan måske bedst forklares ved at vende blikket mod en udgave af Time Magazine fra marts 2012.
D. 26. marts 2012 kunne man finde den danske kok René Redzepi på forsiden af det prestigefyldte tidsskrift Time Magazine. Han er – som de fleste danskere burde have fundet ud af – køkkenchefen på den navnkundige restaurant NOMA, det Ny Nordiske Køkkens mekka.
Som Politikens reporter understregede det, er det sjældent, at en kok får så fornem en plads i et magasin, der har haft Barack Obama, Steve Jobs, Mark Zuckerberg, Vladimir Putin, Michael Jackson og mange andre på forsiden.
Overskriften Locavore Hero uddybes i manchetten: “Danish Chef René Redzepi sparked a worldwide culinary revolution. But he’s not your typical celebrity chef”. I bladets artikel om den 34-årige kok betones hans ukrukkede, simple og dedikerede levevis: selvom han styrer verdens bedste restaurant, har han ikke købt fast ejendom. Den amerikanske reporter studser også over, at han kører sin datter i skole hver dag – på cykel. Redzepis overskud manifesterer sig ikke i materiel kapital, men i hans investering i “nærmiljøet” (både familien og den lokale natur).
René Redzepi kom dog kun på forsiden af de ikke-amerikanske udgaver af Time Magazine den pågældende uge (tidsskriftet udkommer både i en amerikansk, asiatisk, europæisk og mellemøstlig udgave). I USA måtte den danske stjernekok lade pladsen for en historie om, at kvinder er ved at overtage den traditionelt mandsdominerede forsørgerrolle i de amerikanske husholdninger, og at kvinder derved er ved at blive det rige køn, som overskriften profeterede.
De to historier, som kom på forsiden af Time Magazine den uge i marts 2012, illustrerer de to iagttagelser, som inspirerede mig til at påbegynde arbejdet med denne afhandling. På den ene side usikkerhed omkring og opbrud i kønsrollemønstrene i de senmoderne samfund, hvor traditionelle maskuline positioner og roller synes truet og tvunget i bevægelse jf. The Richer Sex-artiklen. På den anden side fremkomsten af en ny toneangivende figur på den populærkulturelle scene: den mandlige kendiskok.
Det er afhandlingens idé at undersøge, hvordan disse markante mandlige modeller gennem madrelaterede praksisser forholder sig til den usikkerhed og de dilemmaer, som omgiver den moderne maskulinitet.
Megen af den relativt begrænsede forskning i maskulinitet i madprogrammer fremhæver, at genren fremelsker og reproducerer kønsstereotyper og følgelig opretholder kønshierarkier. Dog er der også eksempler på det modsatte. Særligt er det banebrydende show The Naked Chef med Jamie Oliver fra 1999 blevet fremhævet som eksempel på, at genren også rummer muligheder for at reformulere den maskuline identitet, da en mandlig madlaver blev iscenesat i en ny ramme, et tidligere kvindeligheds konnoteret rum: det hjemlige køkken.
Denne afhandling vil tidsmæssigt koncentrere sig om tiden efter The Naked Chef, og vil gennem næranalyser af et udvalg af madprogrammer fra Frankrig, Storbritannien og Danmark forsøge at svare på følgende spørgsmål: 1) Hvilke konstruktioner og forhandlinger af maskulinitet igennem madlavning finder man i madprogramgenren i tiden efter The Naked Chef? 2) Hvordan kan de maskulinitetskonstruktioner og maskulinitetsforhandlinger, der fremlæses af analyseeksemplerne, forstås i forhold til en større revision af den maskuline identitet i den aktuelle (flydende) modernitet?
Med begrebet Ma(d)skulinitet har jeg ønsket at fange den grundlæggende forståelse af madlavning og “mandelavning” som to gensidigt konstituerende praksisser. Min hensigt med at lancere begrebet er at åbne for en undersøgelse af, hvordan det “at gøre mad” (altså alle madkulturens sociale handlinger fra indkøb til opvask) kan bruges til at forhandle udtryk for maskulinitet.
Afhandlingen skriver sig ind i en tradition for studier i maskulinitetsrepræsentationer. Repræsentationsforskningen forholder sig til de modeller for maskulinitet, som en kultur producerer på alle mulige platforme. Den bidrager netop til at forstå en kulturs måde at forestille sig maskulinitet på og kan danne en forståelsesramme for studiet af “rigtige mænd”.
I min analytiske tilgang er jeg særligt inspireret af en bestemt del af den særlige britiske tradition for kultur-og repræsentationsforskning, som kaldes Cultural Studies. Særligt af bogen Making Sense of Men’s Magazines, da den er rundet af et dynamisk maskulinitetsbegreb og ser det som en central opgave for repræsentationsanalyser af maskulinitet at beskrive dynamikkerne i de betydninger og ambivalenser, kulturen kobler til maskulinitet og til mandekroppen.
I min udforskning af ma(d)skulinitet i madprogrammer er ambitionen i forlængelse heraf at lave en nuanceret analyse, der går efter betydning, dynamik og ambivalens uden at presse en teoretisk model nedover disse populærkulturelle tekster.
Det har været en ret uoverskuelig opgave at udvælge analyseeksemplerne, da der findes så utrolig mange madprogrammer, og der konstant bliver flere og flere. Jeg har valgt at fokusere på næranalyser af et relativt lille korpus frem for at lave store syntetiserende læsninger, da det netop er nuancerne, jeg er interesseret i (jf. mit analytiske making-sense perspektiv).
Ved at inddrage flere lande antog jeg, at diversiteten ville være større, og at denne forskellighed i analyseeksemplerne kunne bidrage til at nuancere forståelsen af madlavning som maskulin praksis på tv.
Disse eksempler er altså på ingen måde repræsentative for den måde, mænd laver mad på i deres nationale kontekst, men eksempler på ma(d)skulinitet i forskellige kulturelle kontekster.
Jeg har valgt tre programmer – et fra hvert land -der iscenesætter mænd som madlavere i forskellige rum, da rum netop blev centralt med det nye maskulinitetsudtryk i The Naked Chef, altså legitimeringen af hjemlig madlavning for mænd.
Valget faldt på 1) det britiske program The F-word sæson 1-3 (Channel 4, 2005-2010) med Gordon Ramsay 2) det danske program Spise med Price, sæson 1-3 (DR1, DR2, 2008-?) med brødrene James og Adam Price, 3) det franske Le Chef En France, sæson 1-2 (M6 2012) med kokken Cyril Lignac. Her iscenesættes mænd, der laver mad i meget forskellige rum, nemlig et professionelt køkken (The F-word), et sommerhus (Spise med Price) og på farten (Le chef en France).
Afhandlingen falder i tre dele og 7 kapitler. Del 1 udgøres af Kapitel 1-3 som er en række indledende teoretiske, historiske og metodiske betragtninger. Del 2 er den analytiske del, der består af tre analyser af de omtalte programmer. Perspektiverende prøver del tre, at diskutere analyserne og trække nogle mere generelle tendenser.
I første kapitel udvikler jeg mit teoretiske perspektiv, der har rod i poststrukturalismen og især den danske kønsforsker Dorte-Marie Søndergaards begreb posttraditionelt køn. Begrebet det posttraditionelle henter hun fra den britiske sociolog Anthony Giddens. Det posttraditionelle samfund er karakteriseret ved individernes relative frisættelse fra samfundet, der ikke længere styres af kollektiv tradition. Individernes livsbane er ikke kortlagt fra fødslen, tværtimod “må selvet skabes refleksivt… midt i et forvirrende virvar af muligheder og tilbud”.
Den maskuline identitet i den posttraditionelle kultur er en balancerins akt mellem gamle og nye forståelser af maskulinitet, som Søndergaard så malerisk formulerer det:
“Det samfund og den kultur, de (de posttraditionelle mænd) nu er en del af, indeholder imidlertid også disse kønsegalitære idealer. Dem må man leve op til for at være moderne. Og her må balanceres. …Man skal ikke være en vatpik, men man skal heller ikke være en gammeldags macho-mand. Her ligger modsætningen for den moderne maskuline position.”

Søndergaard insisterer også på, at det posttraditionelle køn/maskulinitet forhandles i meget forskellige praksisfelter. Min pointe med at fokusere på madkulturen er, at madlavning rummer en bred vifte af potentielle kønnede konnotationer, hvis betydning afhænger af kontekst. Man kan altså ikke sige, at madlavning er enten mandlighedskonnoteret eller kvindelighedskonnoteret – som fx markant kønnede felter som omsorgsarbejde eller teknologiarbejde. Madkulturen har et stort potentiale for både at følge, spille op ad og overskride de traditionelle kønsroller.
Med dette perspektiv skriver afhandlingen sig ind i en serie af nyere studier, der vil nuancere en af de dominerende teorier i maskulinitetsforskningen: teorien om hegemonisk maskulinitet. Denne teori forstår maskulinitet hierarkisk, hvor én bestemt maskulinitetsform, den hegemoniske, dominerer alle andre maskulinitetspositioner og kvinder. Jeg finder det problematisk – både som teoretisk og analytisk udgangspunkt – at tale om et hegemonisk ideal for maskulinitet i de aktuelle vesterlandske samfund, snarere ser vi en række konkurrerende bud på, hvilke praksisser, der er passende for en mand. Jeg vil endda sige, at maskulinitet er noget, mænd “gør” ved at trække på forskellige maskulinitetsrepertoirer.
Kapitel to er en repræsentationshistorisk gennemgang af forskellige, nyere modeller for maskulinitet i medierne. Her kombinerer jeg mit teoretiske udgangspunkt med en idé om aktuel maskulinitet som bricolage. Bricolagen er i denne afhandling et ekstra lag til Søndergaards fremstilling af posttraditionelt køn som forhandling og balancering. Med bricolagebegrebet gælder det om at analysere hvilke maskulinitetsrepertoirer, analyseeksemplerne bruger, absorberer og omformer, og hvordan disse diskurser vægtes og koeksisterer. Kapitlet slutter med en analyse af traditionelle legitimeringer af madlavning som maskulin aktivitet. Her fremsætter jeg på baggrund af tidligere forskning tre modeller: den professionelle kok, diætistlægen og hedonisten.
Kapitel 3: Madprogrammets anatomi og kønning gennemgår madprogrammet som genre og dets traditionelle kønning. Jeg præsenterer også min analysemodel, som vil styre mine læsninger i del 2. Analysemodellen ser madprogrammet som en læringsplatform, hvor værten oplærer seeren i sin personlige vision af god mad, men også i det sociale liv omkring mad, herunder forestillinger om passende maskulin opførsel.
Kapitlet slutter med en eksposition af analysemodellen via en grundig analyse af The Naked Chef. Denne analyse betoner især, at programmet gør op med de traditionelle modeller for madlavning som maskulin praksis. Man kan ligefrem tale om en decideret dechefisation, hvor Jamie smider kokkeuniformen og meget eksplicit tager afstand fra kokkerollen, der traditionelt har en vigtig model for maskulin madlavning. I The Naked Chef kobles madlavning til nyere maskulinitetsrepertoirer og mere samtidige måder at repræsentere mandekroppen på. Jamie udlever sin indre drengerøv, når han i episoden Band fester igennem med sine musikvenner, som han efter en vellykket koncert inviterer hjem til “hot curry” og de fester til den lyse morgen. Samtidig er Jamie åben for en flirt med en blødere maskulinitet. Dette bliver tydeligt i en episode, hvor Jamie passer sine niecer og lærer dem at lave ravioli.
Min grundlæggende pointe i denne analyse er altså, at Jamies maskulinitetsperformance i The Naked Chef kan læses som en ret bredt favnende bricolagemaskulinitet, der giver en løsning på det dilemma, som Søndergaard hævdede, at posttraditionelle mænd stod over for. Jamie skifter mellem forskellige maskuline repertoirer og tilpasser sin maskulinitet til kontekst. Herved kan han navigere mellem de forskellige roller, den moderne mand forventes at udfylde. Det er vel at mærke madlavningen, der giver ham en mulighed for at skabe dette flydende og balancerede maskulinitetsudtryk.
Del tre rummer således tre analyser af maskulinitet i madprogrammer efter The Naked Chef.
Først analyseres The F-word med Gordon Ramsay. Hvor The Naked Chef markerede en afstand til kokkerollen og den traditionelle maskulinitet, som var knyttet hertil. Så ser vi i The F-Word nærmest en decideret rechefisation, hvor restaurantkøkkenets hårde maskulinitet ophøjes. Helt konkret ser vi i programmets intro, at Gordon afklæder sig sit civile tøj og tager kokkeuniformen på, mens han med faste skridt og fokuseret blik går i retning mod køkkenet, som en bokser på vej til nok en tur i ringen.
Så hvor Jamie vil flyde med den flydende modernitet og skabe et flydende maskulinitetsudtryk, så står Gordon fast midt i det flydende. Han holder fast i de fasttømrede traditionelle forestillinger om maskulinitet. Her finder han en model i restaurantkøkkenet. Det er også bemærkelsesværdigt, at han forsøger at eksportere dette rums kønnede orden til andre dele af samfundet.
Det er nok tydeligst i hans make-over af to veninder, der bor sammen i en lejlighed i en britisk provinsby. De omtales konsekvent som to Bridget Jones’er. Gordon besøger dem som en del af hans “getting women back in the kitchen”-projekt, som har til formål “at få kvinder til at genfinde glæden ved at lave mad”. De to BJ kan ikke lave mad. Deres køkken er proppet med cocktailshakerer og fungerer primært som bar. Nærmest som en forlængelse af deres kulinariske inkompetence og deres “misbrug” af køkkenet, iscenesættes deres bofællesskab som en upassende forvaltning af deres liv, da de begge er modne kvinder, som i stedet for at feste igennem burde følge deres “naturlige” skæbne og blive mødre. Deres kulinariske inkompetence er altså et symptom på et større problem: de er stagneret i en teenageragtig tilværelse med fest, alkohol og – må man formode, hvis de er ægte Bridget Jones’er – en masse tilfældig sex.
Gordon kobler således sin gastronomiske makeover med en romantisk makeover, da han ikke bare viser de to, hvordan man skal lave en middag, som enhver mand drømmer om: “Oldfashion steak and chips”. Han tager også ud i byen og støver to dates – og potentielle familiefædre – op på den lokale gågade. Til sidst sidder de fire ved et firkantet bord med en mand og en kvinde på hver side, således at de fire personer tydeligt er delt op i “forståelige” parvise enhed.
Gordon udstyrer ikke bare kvinderne med gastronomiske kompetencer, han “leder” dem fra deres nuværende upassende – ja, nærmest “perverse” – situation ind i “klassiske” kønsroller. Gordon er ikke bare en gastronomisk mentor, han genopretter kønsorden ved at disciplinere amoralske kvinder.
Den anden analyse omhandler Le Chef en France, hvor den franske kok Cyril Lignac, der er et stort navn i den parisiske madscene, udforsker sit hjemlands landlige egne. Programmet iscenesætter et møde mellem den posttraditionelle unge mand og de gamle mænd på landet, der lever et traditionelt liv. Det er således ikke bare et møde mellem det posttraditionelle bymenneske og de traditionelle udkantsmennesker. Det er også et møde mellem en posttraditionel og en traditionel måde at være mand på. Flere gange kommer den stylede unge mand til kort i mødet med det traditionelle liv. Fx går det galt, da han skal hjælpe til under en fåreslagtning. Cyril skal trække to får til slagtepladsen. Det ender dog med, at hans lange, men slappe krop bliver fanget af de små pelsede dyr. Heldigvis springer to traditionelle mænd til, og med deres små, tætte kroppe og faste håndelag, får de kontrol over fårene og fører dem til skafottet. Der er dog også momenter, hvor Cyril føler en form for forbrødring med de traditionelle mænd, som da han laver mad til besætningen på en jomfruhummerfiskekutter. Han er betaget af disse modige mænd, der dagligt sætter deres liv på spil for at opretholde den franske madkultur.
Le chef en France påpeger forskellen mellem posttraditionelle og traditionelle mænd, men programmet går også imod udkantsdiskursen, og slår et slag for et affirmativt møde med det autentiske, da Cyril gennem sin udveksling med disse traditionelle mænd forsøger at reetablere deres agtværdighed. Han betoner: 1) at de er en vigtig del af det franske samfund 2) at de qua deres livsstil er beundringsværdige og kan noget, som fx Cyril med sin fimsede bykrop ikke er i stand til 3) at de kan inspirere det posttraditionelle menneske og give dette menneske noget tabt “autenticitet.
Programmet postulerer således også, at det moderne (mandlige) subjekt er i ubalance, da det har mistet kontakten med præmoderne værdier. Cyril forsøger på baggrund af denne erkendelse at integrere og sammentænke den traditionelle verdensorden med den posttraditionelle, således at det traditionelle igen bliver fundamentet. Som afslutning på sit besøg i Bretagne skaber Cyril en sofistikeret dessert, der netop er skabt på en bund af tradition, den originale, bretonske Kouign Amann-kage. I analogi hermed valoriserer han det maskuline fundament, som han møder hos de traditionelle mænd, og forsøger at integrere det i sin bricolageidentitet.
Den sidste analyse omhandler det folkekære danske program Spise med Price. I hvert program følger vi de to brødre James og Adam Price lave mad en dag i et isoleret sommerhus. Analysen tager udgangspunkt i Michel Foucaults begreb heterotopi, som betegner steder, der på en eller anden måde både tidsligt og stedsligt er uden for det omkransende samfund og fremstår som modrum til det mainstreame. Spise med Price kan læses som en flugt fra den sociale scene, som Jamie Oliver forsøgte at erobre gennem madlavning. De to brødre flygter op i et sommerhus, hvor de kan dyrke en gastronomisk mandehørm. Her bliver de to brødre nærmest som børn på ny, der bogstavelig talt leger med maden. Legetøjet er blot skiftet ud med masser af køkkenmaskiner. Det barnlige udtrykkes gennem den ironiske leg med familiekrøniken, ikke mindst svæver faderen John Prices ånd over programmet. Som ham dyrker de to brødre et politisk ukorrekt køkken, der er fyldt med smør og lader hånt om “kvindelige” madlavning med fokus på det praktiske og sundheden.
Således kan man sige, at dette modrum bliver et hæmningsløst rum, hvor mad og maskulinitet kan udleves på måder, som ikke er acceptable i samfundet generelt. Madlavning bliver et kompensationsrum, en flugt fra alle de forventninger og forhandlinger, som den moderne mand står over for i sit liv uden for denne heterotopi. Den gastronomiske mandehørm iscenesættes dog i en selvironisk stil, der destabiliserer og punkterer den mandekultur, de to brødre dyrker. Heterotopien er således ikke en utopi.
I afhandlingens diskussionsdel forsøger jeg på baggrund af mine analyser, supplerende eksempler og anden forskning at skitsere fire tendenser i koblingen mellem mad(lavning) og maskulinitet i madprogrammer efter The Naked Chef.
For det første er der Rechefisation-tendensen, hvor den traditionelle kokkeuniform og restaurantkøkkenkultur (igen) kommer til at spille en vigtig rolle i iscenesættelsen af den mandlige kok. Det sker dog ofte i kombinationen med andre maskuline myter, der dyrker særlige mandlighedskonnoterede modeller for kreativitet, originalitet og virksomhed: Den romantiske kunstner eller videnskabsmanden.
For det andet ser vi også mange eksempler på, at TV-kokken i stigende grad gør sig som social entreprenør som Gordons “Getting Women back in the Kitchen”. Disse følger ofte samme skabelon. Først fremsættes en “case”, der udstiller kvinder, som mangler kulinariske kompetencer. Det understreges, at den manglende kompetence i køkkenet dækker over et større moralsk forfald. Heldigvis kan den mandlige tv-kok hjælpe kvinderne med at få styr på deres utilstrækkelighed – både den kulinariske og den livsstilsmæssige. I flere tilfælde er den kulinariske dannelse altså forbundet med at lede kvinder tilbage i klassiske kvinderoller jf. eksemplet med de to Bridget Jones’er.
Den udforskning af “hjemlandet”, som vi finder i Le Chef en France, bør forstås som en mere generel tendens. Hvor vesterlandske tv-kokke tidligere drog ud i verden for at afdække eksotiske køkkener og kulturer, så ser vi nu et øget fokus på, at hvide tv-kokke udforsker deres eget “nærmiljø”, deres egne nationale territorier. Værten positioneres som én, der kan skabe bånd mellem forskellige dele af nationen. I Le Chef en France er det den gamle, landlige verden og den moderne, urbane verden. I et andet eksempel på tendens Jamie’s Great Britain er det mellem de forskellige etniske grupperinger i Storbritannien. I et maskulinitetsperspektiv er det bemærkelsesværdigt, at vi ikke ser kvinder, der indtager en rolle i sådanne revisioner af den nationale madkultur. Denne rolle synes kun at kunne udfyldes af dynamiske, unge, hvide mænd. I disse maskulinitetskonstruktioners kobles køn meget tydeligt til race og territorialitet .
Den sidste tendens er madlavning som maskulin ekspisme, som blev dyrket i brødrene Prices homosociale heterotopi. Fælles for disse programmer er, at de viser mænd lave mad og lege med maden uden for en hverdagslig kontekst. Disse rum er bygget op omkring fantasi, leg, drømmebilleder og fjolleri og er hermetisk lukkede for kvinder. Hermed bygger programmerne på en fælles modsætning mellem på den ene side det kvindelige, der kommer til at repræsentere alt det, der ikke er til stede i programmerne: de sociale arenaer, byen, sundheden, overfladen, det komplicerede, det alvorlige. Heroverfor står det mandlige, der kobles med alle de tilstedeværende elementer: det isolerede, naturen, vellevned, det ægte, det ukomplicerede og ikke mindst latteren. I disse maskuline flugtforsøg fremstår latteren netop som markøren for en “autentisk” maskulinitetspraksis, som kun kan realiseres i disse flygtige stunder langt væk fra den posttraditionelle virkeligheds krav om mobilitet og kønsforhandling.
Afhandlingen må således konkludere, at det kønseksperimenterende og den fornyelse af manderollen, der blev lanceret i Jamie Olivers første program, ikke er fortsat. Tværtimod synes madprogrammet efter The Naked Chef at være blevet en platform for revitaliseringer af traditionelle maskulinitetsdiskurser.
Ønsket om en revitalisering af en traditionel maskulin identitet er nok mest eksplicit i The-F-Word og i eksemplerne fra rechefisationtendensen. Her bliver den traditionelle maskulinitet, der stadigvæk dominerer i restaurantkøkkenkulturen, hyldet. Når de mandlige madformidlere forsøgte sig som sociale entreprenører, handlede de madpolitiske projekter også om at få genetableret en kønnet orden. I de programmer, der omhandlede udforskningen af de “nære” territorier, blev genoprejsningen af nationen og territorial rodfæstethed vigtige komponenter i værternes maskulinitetskonstruktioner. I Spise med Price-programmerne og i de andre eskapismeprogrammer, så vi mænd aktivt sætte sig uden for den posttraditionelle verden. Mændene flygtede ind i forskellige modrum, hvor de kunne “kompensere” for deres almindelige posttraditionelle liv.
Afhandlingen bidrager således til maskulinitetsforskningen på flere planer. For det første ved at komme med en stort anlagt udredning af de måder, mad og maskulinitet “gøres” på i madprogrammet i starten af det 21. århundrede. For det andet giver den nogle indikationer om, hvorfor madkulturen synes at være blevet et felt, hvor den maskuline identitet i særlig grad forhandles i disse år. Afhandlingen peger nemlig på, at det “at gøre mad” giver nogle gode muligheder for at indgå i kønsforhandlinger og i kønsdebatter uden at adressere køn direkte. Jamie Oliver kommer ikke med et postulat om, at han vil forny manderollen i The Naked Chef, men det “gør” han, når han går imod madkulturens traditionelle kønning. På samme måde er de “backclashs” mod moderne kønsroller, som man kan læse ind i Gordons “Getting Women Back in the Kitchen”-kampagne ikke direkte adresserede som angreb mod feminismen eller som ønsker om at geninstallere traditionelle kønsroller. Det kønspolitiske udtrykkes via en madpolitisk dagsorden om “at genfinde glæde ved at lave mad”.
Afhandlingen understreger også, at både sted og kontekst er helt centrale for, hvordan den maskuline identitet bliver konstrueret og forhandlet i dag. Bestemte rum giver plads for og fordrer bestemte maskulinitetskonstruktioner, mens andre maskulinitetskonstruktioner ikke er mulige eller ønskelige i de samme rum. I forhold til denne kontekstuelle maskulinitetsforskningstradition bidrager afhandling særligt med den centrale pointe, at heterotopibegrebet forekommer centralt i forholdet mellem mad og aktuel moderne maskulinitet.
Afhandlingen bidrager også til en revurdering af idéen om hegemonisk maskulinitet og påpeger det frugtbare i en mere dynamisk forståelse af forholdet mellem forskellige maskulinitetsformer. I kommentarerne til min afhandling, udtrykker bedømmelsesudvalget en vis bekymring over, at jeg smider Connell – der har fremsat teorien om hegemonisk maskulinitet – ud med badevandet. Det er nok rigtigt, at jeg skriver mig op imod en lidt forenklet udgave af Connell. Hun har siden har modificeret sin position. Jeg vil dog stadigvæk fastholde, at forestillingen om en hegemonisk maskulinitet bedst fungerer i makroperspektiver, der ikke som dette studie fokusere på kontekstuelle nuancer, dynamikker og forhandling. Jeg vil også påpege, at jeg i konklusionen erklærer mig enig med Connells centrale pointe om, at maskuliniteter skabes via hierarkiske relationer til andre maskuliniteter og til kvinder. Så hun er ikke helt smidt ud. Det, jeg forsøger, er nærmere en gentænkning af ideerne.
I forlængelse heraf sætter bedømmelsen også spørgsmålstegn ved min fastfrysning af Jamie i The Naked Chef som analytisk udgangspunkt, imod hvilket jeg sætter de andre analyseeksempler op. Det er jo naturligvis en styret framning, der ikke mindst er valgt, da det giver et godt narrativt forløb i afhandlingen. Fortælling kunne være anderledes med en anden fastfrysning som udgangspunkt. Jeg mener dog, at The Naked Chef er et godt udgangspunkt, da programmet, som jeg og andre viser, markerer et vigtigt brud, og dette brud genererer svar – ikke mindst med Gordons rechefisation – og indleder en diskussion om hegemonisk ma(d)skulinitet.
Slutteligt, vil jeg påpege, at afhandlingen også åbner for en række nye spørgsmål om relationen mellem mad og maskulinitet. Det helt centrale er for mig at se, hvordan påvirker disse ma(d)skuline modeller “rigtige mænd” og deres forhold til mad?
Herved er vi således på underfundig vis tilbage ved starten. Tilbage ved den ranglede dreng, der lavede tv-køkken i midt 1990’erne. Han synes dog ikke længere så ualmindelige.
Siden han var ung, er der fremkommet en række nye rekonfigurationer af forholdet mellem mad, medier og maskulinitet. Man kunne måske tale om en “gastromandificering” både i sociale medier og i de posttraditionelle samtalekøkkenerne.
Næste opgave for ma(d)skulinitetsforskningen bør være at undersøge disse konstellationer nærmere. Jeg håber med denne afhandling at have bidraget til udviklingen af et sprog, der kan bruges i en sådan udforskning.
Tak.