“Hvor mange her i salen har prøvet at deltage i en mandecirkel?” En skov af hænder, tilhørende mænd i alle aldre, flyver i vejret. Vi sidder i en proppet biografsal i Grand, og spørgsmålet kommer fra terapeut Tomas Friis, der sammen med resten af debatpanelet er bænket foran filmlærredet. Her har vi netop oplevet premieren på den nye danske dokumentarfilm “About Men”, hvor en amerikansk mandegruppe folder sig ud i fuldt flor. Nu har KVINFO budt op til debat om mandegrupper, der har fået vind i sejlene – i en tid, hvor maskuliniteten er under pres.
Mandegrupper – er det ikke noget med at løbe nøgen rundt på en mark med skumgummikøller, blive døbt i øl og råbe “Pik er Gud?” Nej, ikke hvis man spørger Tomas Friis. Han er specialiseret i coaching af mænd og fortæller, at mandegrupper pibler frem overalt i Danmark.
“For mændene handler det om at tilbageerobre samtalen. Med mandecirklen [hvor en gruppe mænd sidder i en rundkreds, red.] skaber man et rum, hvor mændene kan åbne op og mærke sig selv. Jeg oplever, at der er 8-10 gange så mange mandegrupper i Danmark som for fem år siden. Selv har jeg lige startet en ny mandegruppe op for 14 dage siden. Den består af 16 mænd – og fælles for dem er, at de på en eller anden måde har fået prygl af livet. De er den danske udgave af de mænd, vi lige har oplevet i filmen,” fortæller Tomas Friis.

Et kig ind i et lukket mandeunivers

Bare overkroppe, gruppekram, glædesskrig – og masser af tårer. Følelserne sidder uden på kroppen hos de mænd, kameraet zoomer ind på i dokumentarfilmen About Men. Filmen udspiller sig i den lille by Sandpoint i Idaho, hvor den danske instruktør Maja Bugge har fået lov til at være fluen på væggen hos en mandegruppe. I filmen følger vi fire af mændene tæt og oplever blandt andet, hvordan én af mændene bryder hulkende sammen under en sofapude, mens de andre mænd ligger i en bunke oven på ham. “Jeg er brudt ud af mine følelsesmæssige lænker,” lyder det fra manden, da han kommer til sig selv efter sit sammenbrud på sofaen.
I mandegruppen finder mændene et sted, hvor de kan dele deres frygt, drømme og håb for fremtiden, og for Maja Bugge har det været en stærk oplevelse af få lov at følge mændene uden filter. “Det var en fed måde at dykke ned i et meget aktuelt tema om maskulinitet, og det var overvældende at opleve nogle mænd, som i dén grad var i kontakt med deres følelser. De glemte helt, at kameraet var der,” fortæller Maja Bugge.
I slutningen af januar havde filmen premiere i en propfyldt biograf i mændenes hjemby. “Mændene fik en meget positiv respons. Filmen har gjort en stor forskel for dem, og de nyder stor respekt i lokalsamfundet,” fortæller Maja Bugge. Hun mener, at det er på tide at omdefinere, hvad det vil sige at være en stærk mand.
“Jeg tror, at både mænd og kvinder kan bruge denne film til at blive bedre til at forstå mænd. Det handler ikke om, hvorvidt man er stærk eller svag, men om at lytte til hinanden uden fordomme,” pointerer Maja Bugge.

Brug for sunde fællesskaber

En af de mænd, der er taget ind for at se premieren på About Men i Grand, er Lars Mygind. Han er selv aktiv i en mandegruppe og tager hele vejen fra Aalborg til København for at mødes med sin gruppe hver anden uge. Lars Mygind har deltaget i mandegruppen i fire år og føler selv, at det har gjort ham mere nærværende.
“Vi mænd har brug for nogle sunde fællesskaber, hvor vi kan føle os trygge. Ellers visner vi som mennesker,” siger Lars Mygind med et stærkt blik i øjnene. Han tror, at én af årsagerne til mandegruppernes popularitet er, at mænd har svært ved at navigere i en hverdag, hvor de stiller for høje krav til sig selv.
“Som mænd oplever vi et pres fra alle sider. Vi skal forsørge familien, forstå konen, være gode elskere, klare os godt på arbejdet og være gode til sport. Men vi har også brug for at have et sted, hvor vi kan være uperfekte og tale om vores fejl. Der findes en masse fordomme om, at det kun er bløde mænd, der taler om følelser, og som mand kan man godt opleve at blive drillet af vennerne, hvis man åbner op. Men jeg mener, det er en styrke at turde sige sandheden. Rigtige mænd går i mandegrupper,” griner Lars Mygind, inden han går ind i biografsalen.

Hvad så fims!

Paneldebatten efter filmen kredser om den moderne mand. Den aggressive maskulinitet er yt, og mange mænd søger efter et sted, hvor de kan finde nye måder at være mand på. Det kan paneldeltager Anders Haahr Rasmussen nikke genkendende til. Han er forfatter til bogen Mandens byrde, arbejder som journalist med speciale i maskulinitet og er selv med i en mandegruppe. Han fortæller, at mandegruppen for ham er et tiltrængt afbræk fra de ‘stodder-fællesskaber’, han ellers oplever med andre mænd.
“Jeg har brug for at gøre op med de machonormer, jeg oplever blandt mænd. Det handler meget om sport, konkurrence og om at vise sig frem. Hvis man prøver at tale om sine følelser, bliver man ofte mødt med et ‘Hvad så fims!’ Jeg synes, at man som mand ind imellem oplever at blive en del af en fælles opførsel, som det er svært at sige nej til,” pointerer Anders Haahr Rasmussen.
Mandeforsker Kenneth Reinicke tager mikrofonen og tilføjer, at det er interessant, at mænd via mandegrupperne dvæler ved deres køn og begynder at diskutere maskulinitetens pris. Sociolog Emilia van Hauen, der med sin knaldrøde læbestift lyser op i mandepanelet, er enig.
“Pludselig er det manden, der er det definerede køn. Det slog mig, at der i filmen er tale om nogle meget modige mænd, der arbejder med at finde en vej hen til at blive det individ, de har lyst til at være,” siger Emilia van Hauen.

Din kvinde er ikke din veninde

20 minutters paneldebat med fokus på mandegrupper som tidsfænomen er langtfra nok. Men efter en intensiv perspektivering af filmen, ledet af journalist Johanne Mygind, er det tid til at gøre plads til nye biografgæster. Udenfor Grand Teatret har tusmørket sænket sig, og en flok mænd samler sig i en lille gruppe.
“Min kone blev rigtig sur, da jeg startede i mandegruppe,” fortæller en ung mand med blazerjakke og sixpence. En midaldrende mand med briller stemmer i.
“Ja, mange mænd oplever et enormt bøvl med deres koner, når de starter i en mandegruppe. Jeg tror, det er fordi, kvinderne pludselig ikke kan kontrollere deres mænd,” siger han med et grin og tilføjer: “Men det er jo fjollet – for jo mere manden står op for sig selv, jo mere kan kvinden slappe af.”
I filmen har Maja Bugge interviewet koner og kærester til de mænd, der deltager i mandegruppen. Kvinderne er ved at dø af nysgerrighed, og i filmen fortæller én af kvinderne, at hun rundt omkring i huset har fundet små sedler, hvor der står ‘power’, ‘eventyr’ osv. Men hendes mand holder kortene tæt ind til kroppen, og det er helt på sin plads, mener de tre mænd uden for Grand. De er enige om, at kvinderne skal blande sig uden om – de har ikke noget at gøre i mandegruppens univers.
“Din kvinde er ikke din veninde.” siger manden med brillerne.

Angst for at blive forladt

Debatten om filmen forplanter sig til de københavnske stræder, og biografgæsterne styrer hen mod en café. Her fortæller terapeut Tomas Friis, at han ofte oplever, at det at gå i mandegruppe ikke er populært hos konerne og kæresterne.
“Kvinder har en grundlæggende angst for at blive forladt. Deres mand har måske siddet stille i sofaen i mange år, og pludselig sker der noget – han handler. Relationen ændrer sig, og det skaber utryghed hos kvinden,” pointerer han. Emilia van Hauen tilføjer:
“Det handler også om, at manden begynder at lægge sin energi et andet sted. Som par finder man ofte ud af, at man ikke er afhængige af hinanden, men kan vælge hinanden til. Denne frihed er sindssygt skræmmende, og for mig at se handler det moderne parforhold i høj grad om at forvalte denne frihed.”
Med i tasken har Emilia van Hauen et eksemplar af sin nye bog,” Ladycool. Dit køn er en styrke- brug det.” Her slår hun et slag for, at man som kvinde skal føle sig elsket, fri, smuk og vigtig – og at man skal træde mere ind i sin kvindelighed.

Ladycool og Man cool

Men hvis kvinderne har travlt med at være lady cool, og mændene har travlt med at finde sig selv i en mandegruppe, hvor er samhørigheden så henne?
“Faktisk mener jeg, at jo mere lady cool kvinder formår at være, des mere man cool kan mændene være.
Hvis manden står ved sin maskulinitet, så bliver det lettere at være kvinde. Så har vi polariteten tilbage i parforholdet – og så bliver det sjovt igen,” siger Emilia van Hauen.
Tomas Friis er enig: “Vi lever i et samfund, hvor en halv million kvinder ikke kan finde en mand, de gider have. Vi har brug for gnidninger – for de skaber energi. Så det er vigtigt at slå fast, at mandegrupper ikke er et udtryk for en kamp mod kvinderne, men handler om, at manden skal finde ud af, hvad han selv brænder for. Så han kan vokse som mand – og som menneske.”

http://www.youtube.com/watch?v=Pkp6mKuwg-g