I et forsøg på at ændre kvinder, så de opfører sig mindre som sig selv og mere som mænd, og ved at straffe mændene for at opføre sig som mænd, har vi skabt en ond cirkel af fejlkommunikation og misforståelser – fra bogen “Lad os arbejde sammen”
I bogen “Lad os arbejde sammen” belyser Barbara Annis og John Gray otte forskellige blinde pletter, hvor kønnene går galt af hinanden og tolker hinanden forkert på arbejdspladsen. De otte punkter opsummerer og generaliserer mere end 100.000 kvantitative og kvalitative udsagn fra mænd og kvinder indsamlet via spørgeskemaer verden over. Når en kvinde dropper karrieren og står af ræset, er den officielle forklaring ofte, at det er hensynet til familien, der får hende til at prioritere. Det er en taknemmelig forklaring, som tilfredsstiller de fleste, og så er det venligt, for argumentet fornærmer ikke nogen, og hun lukker ingen døre hårdt efter sig. Men når man interviewer de kvinder, som har sagt op, er det kun 30 % af de kvinder, der begrunder deres opsigelse med ønsket om at få arbejde og privatliv til at hænge bedre sammen, mens 68 % af kvinder, der siger op, begrunder opsigelsen med, at de ikke føler sig værdsatte på arbejdspladsen. 65 % føler sig udelukket fra teams og beslutninger, 64 % klager over et mandsdomineret arbejdsmiljø og 55 % har oplevet manglende muligheder for forfremmelse.
Barbara Annis, der er en international anerkendt ekspert inden for “inclusive leadership” og “Gender Intelligence”, har i 30 år rådgivet og undervist mere end 800 store virksomheder verden over i ledelsesudvikling, herunder American Express, IBM og Deloitte. Hendes nye bog “Lad os arbejde sammen” med undertitlen “Afskaf misforståelser på arbejdspladsen” har hun skrevet sammen med John Gray, der er forfatter til den internationale bestseller “Mænd er fra Mars. Kvinder er fra Venus” (1992).

One of the boys

Annis og Grays nye bog “Lad os arbejde sammen” er solgt til 27 lande og udkommer i Danmark på Nyt Nordisk Forlag. Bogens hovedsynspunkt er, at arbejdspladserne stadigvæk er formet af en mandlig tradition og fungerer på mænds præmisser på trods af, at kvinder i stort tal kom på arbejdsmarkedet i løbet af 1960’erne og på trods af, at kvinder har uddannet sig på lige fod med mænd gennem 80’erne, 90’erne og 00’erne. Forventninger til kvinder er imidlertid, at de tilpasser sig eksisterende normer på arbejdspladsen. Kravet til de kvinder, der gerne vil til tops i en karriere, er, at de for overhovedet at få en chance, skal opføre sig, som om de er mænd.
Mennesket er et meget tilpasningsdygtigt dyr, så det meste kan læres. Realiteten er, at de fleste kvinder kører trætte i forsøget på tilpasning. De mister forbindelsen til deres autentiske jeg. Mønsteret er, at mange tjekker ud, når de er i 40’erne. De siger op, forsøger måske hos konkurrenten, for blot at konstatere, at konkurrenten kræver mere af det samme, hvorefter de starter egen virksomhed eller slår sig ned som selvstændige konsulenter.
Barbara Annis ved, hvad hun taler om. For da hun selv begyndte at kede sig i sin højtprofilerede lederstilling i SONY, begyndte hun som selvstændig konsulent at undervise karrierekvinder i, hvordan de bedst tilpasser sig en mandlig kultur, lige fra upåfaldende påklædning, et lavere stemmeleje og til at manipulere mænd til at tro, at de vinder, selv om man som kvinde lige har opnået, hvad man ville. De fleste kurser var dengang baseret på mandlige adfærdsprogrammer. Kvindelige ledere blev dengang typisk undervist i, hvordan man løser problemer i rækkefølge og uden følelser, hvordan man tager hurtige og selvsikre beslutninger, og hvordan man bedst er opgaveorienteret og målrettet. Ledelse er i erhvervslivet udviklet og formet af mænd, og der var ingen kvindelige rollemodeller, der kunne vise andre kvinder, hvordan man kombinerer kvindelighed med magt og indflydelse. Når kvinder trænes i at efterligne mænd i ledende stillinger, kan de fleste lære at blive både hårde, kraftfulde og vedholdende. Problemet var og er bare, at de mennesker, de skulle lede, ikke kunne lide de kvinder og ledere, der kommer ud af det. Assertion blev til aggression, og betegnelsen “Bully Broad”, bøllekællinger, blev opfundet til at beskrive de kompromisløse kvinder med høj gennemslagskraft. Intelligente, ambitiøse unge kvinder blev pludselig en fiasko. I lederundersøgelser scorede de højt på alle negative karaktertræk.

Hjerneforskning

Sidst i 1990’erne og først i 00’erne, da dot-com-boblen i Silicon Valley tiltrak højtuddannede unge kvinder inden for management, teknologi og ingeniørfagene, skete der noget nyt. Kvinderne fik assertionstræning med det formål at lære at holde på deres ret, mens de respekterede andres, og lære at give udtryk for deres meninger, behov og følelser uden at såre andre. Målet var at lære kvinder, hvordan de kunne være uenige uden at være ubehagelige.
Det er banalt at fastslå, at mænd og kvinder er forskellige. Det kan enhver tale med om. Og alle taler gerne med, for vi har alle et køn, en viden og en erfaring. Et af de genkommende temaer i debatten går stadigvæk på den klassiske diskussion om arv og miljø, men Barbara Annis går i sine bøger om Gender Intelligence, direkte til hjerneforskningen. I mere end tyve år har forskere på Harvard kortlagt markante forskelle på, hvordan mænd og kvinder bruger hjernen. En kortlægning, som dokumenterer, at hjernen simpelthen fungerer forskelligt i hovedet på de to køn. Det handler ikke om forskelle i intelligens, men det handler om, at vejen frem til intelligente svar er forskellig for de to køn.
Der er mange interessante og detaljerede forskelle, men den enkleste at formidle er, at mænd (overvejende) bruger enten venstre eller højre hjernehalvdel, mens kvinder (overvejende) har aktivitet både i venstre og højre halvdel af hjernen samtidig. Når mænd derfor er i det rationelle spor, er optaget af opgaveløsning, er følelser koblet fra, mens kvinder hele tiden har adgang til følelser, også når de tænker rationelt, abstrakt og fokuseret. Forskellen kan helt enkelt dokumenteres gennem scanninger af hjerneaktivitet. Der er ikke så meget at diskutere.
Opdagelser gjort af neurologer, biologer og psykologer har – uden nogen tvivl – fundet, at mange af forskellene er kodet direkte i mænds og kvinders hjernestruktur, og det påvirker den måde, hvorpå de to køn behandler information, finder mening i situationen, kommunikerer, tager beslutninger, håndterer stress og forholder sig til verden.

Undersøgelser af hjernen på mere end en million deltagere i mere end tredive lande har fastslået, hvordan fysiologiske forskelle i mænds og kvinders hjerner påvirker sprog, hukommelse, følelser, syn, hørelse og rumlig orientering. (Fra bogen “Lad os arbejde sammen”).
Pointen i forhold til arbejdsmarkedet er, at det er en afgørende fordel, at mænd og kvinder arbejder sammen. Der er intet forkert i den måde, mænd tænker og agerer på. Der er intet forkert i den måde, kvinder løser en opgave på og knækker en kode på. Vi skal ikke lave hinanden om, men lære at acceptere at vi er forskellige. Vi kan på hverdagsplan undgå mange misforståelser, når vi anerkender forskellen, når vi holder op med at tro, at alle andre fungerer lige som os selv. Hvis virksomheder og arbejdspladser skaber rum for forskellen, vil det påvirke evnen til at fastholde de højtuddannede kvinder, skabe større trivsel og bedre resultater.
Hjerneforskningens dokumentation af mænds og kvinders forskellige måder at bruge hjernen på, er for de fleste ny viden, og for mange ikke mindst i ligestillingsmiljøet vil det også være provokerende forskning. For hvem har ikke, mig selv inklusive, citeret Simone de Beauvoir, der i “Det andet køn” (1949) slog fast, at man ikke fødes som kvinde, det er noget, man bliver! Underforstået, at kønnet fra det første øjeblik formes gennem socialisering. Kønsforskningen har bevæget sig i det spor stort set uafbrudt lige siden, og det er der ingen grund til at begræde, tænker jeg, for i forhold til socialisering er der fortsat meget at komme efter. Kønsroller kan ændres og formes, og stivnede mønstre fastlåser stadigvæk dagens mænd og kvinder i fortidens spor.

“Der skal være plads til os alle sammen”

På engelsk har vi to forskellige ord for biologisk og socialt køn: sex og gender. På dansk skelner vi ikke, vi har kun et og det samme ord, nemlig køn. Personligt har jeg altid haft det sådan, at det i mine øjne er mindre afgørende, om de forskelle, vi oplever og erfarer, har biologiske eller sociale begrundelser. Der skal være plads til os alle sammen. Vi er forskellige, og vi opfører os forskelligt, og vi skal under alle omstændigheder gøre op med forestillingen om manden som normen og kvinden som afvigelsen fra normen. Men lige præcis det opgør står tilbage. Det er den helt store udfordring, selv i et samfund som det danske.
I mine øjne er den kropslige, biologiske forskel i sig selv så skelsættende og afgørende, at der ikke er grund til at styrke den yderligere. Tværtimod. Der er grund til og behov for at bygge bro, at gøre det let for piger og kvinder at forbinde kvindekroppen med adgangen til resten af verden, og der er behov for at lette vejen for drenge og mænd til det barn, som i udgangspunktet er symbiotisk forbundet med mor.
Er der så grund til bekymring over, at hjerneforskningen dokumenterer, at biologien også slår igennem i en forskellig måde at bruge hjernen på? Biologien har historisk været brugt mod kvinder som et argument til at holde kvinder nede og ude. Eksemplerne er legio, og derfor er der en velbegrundet skepsis over for ny viden, som dokumenterer kønsforskellen biologisk. Men nej, det ændrer ikke på, at ny viden altid er en fordel. Viden i sig selv er aldrig problemet, det handler alene om, hvad vi bruger vores viden til.
Barbara Annis vil bruge den nye viden til fordel for begge køn og til fordel for erhvervslivet, som udmærket er klar over, at de har et problem, når de ikke kan fastholde en meget stor del af de dygtigste. Den nye viden bekræfter kvinder i, at det ikke er dem, der er noget i vejen med, når de slår sig på mandlige normer og en mandlig domineret kultur. Mænd føler sig overvejende godt tilpas i arbejdslivet, og generelt kan de ikke se nogen grund til at ændre det, mens kvinder hellere vil have, at arbejdspladsen også indretter sig efter dem, så de både kan føle sig autentiske og motiverede. Mange mænd føler sig usikre i samarbejdet med kvinder. De oplever kvinder som følelsesbetonede og personligt nærtagende. De ønsker ikke at holde kvinder ude, men de forstår ikke, at kvinder er anderledes skruet sammen, eller at vi ikke alle sammen er ens.
Deres blinde plet er, at de ikke er bevidste om, hvordan deres adfærd i dette primært mandsopbyggede miljø påvirker kvinder, mens kvindernes blinde plet er, at de antager, at mændenes adfærd er bevidst – fra bogen “Lad os arbejde sammen”.
Jeg mødte Barbara Annis første gang for tre år siden, hvor hun fortalte mig om sit arbejde og om den nye indsigt i, hvordan kønsforskellen slår igennem på arbejdspladserne. Klassisk ligestillingspolitik løser ikke misforholdet mellem kvinders kompetencer og kvinders indflydelse. Klassisk ligestillingspolitik fører ikke til større forståelse endsige samarbejde mellem kønnene. Klassisk ligestillingspolitik løser heller ikke virksomheders behov for højtudannede kvinder. Der skal noget andet og mere til. Det fik vi for tre år siden en første lang samtale om, og jeg blev efterfølgende inviteret med på den anden workshop Barbara Annis holdt for danske erhvervsledere i København. Det er en pointe, at der er lige mange kvinder og mænd på de workshops, hun gennemfører. Gender Intelligence handler ikke om kvinder, det handler om mænd og kvinder.
Som forberedelse læste jeg hendes bog “Same Words. Different language” (2010), hvis pointer blev bekræftet, da jeg som observatør deltog i Barbaras Annis workshop i København. Jeg har fulgt emnet kvinder og ledelse gennem mange år, så de kvindelige ledere kunne ikke fortælle mig noget afgørende nyt. Men alt, hvad de mandlige ledere sagde, var for mig nyt og overraskende. Barbara Annis deler undervejs deltagerne op i kønsopdelte grupper og giver dem den opgave at tale om, hvad der gør samarbejdet med det modsatte køn svært? Hvad er svært for mænd? Hvad er svært for kvinder? De fleste – øjenåbnende – svar kan man læse sig til i den nye bog, som bygger på et stort erfaringsmateriale verden over. De tilstedeværende mandlige erhvervsledere var mindst lige så engagerede i emnet, som kvinderne. De var helt bevidste om, at danske virksomheder har et problem, og de var virkelig interesserede i at få adgang til ny viden, som kan ændre på kulturen.

Barnebarn af forfatteren Hans Kirk

Da KVINFO i april 2013 for første gang præsenterede Barbara Annis for et stort, dansk publikum
i Dronningesalen i Den Sorte Diamant, fik jeg mulighed for at interviewe Barbara Annis om hendes egen historie. Da vi mødtes første gang, vidste jeg ikke, at hun som barnebarn af forfatteren Hans Kirk oprindelig var dansk. Hendes mor, som var journalist og kommunist som sin far, var alkoholiker, og efter oplevelsen af et alvorligt, ødelæggende svigt, flygtede Barbara hjemmefra som 14-årig, brændte alle broer og søgte tilflugt hos sin storebror, der studerede i Italien. Som 15-årig giftede hun sig stormende forelsket i en af broderens studiekammerater, og allerede året efter blev hun mor for første gang. Hun uddannede sig, lærte sproget, afsluttede sin skolegang og læste sågar latin for at kunne konvertere til katolicisme. Parret fik tre børn sammen, efter to år emigrerede de til Canada, hvor de blev skilt efter elleve års ægteskab. Barbara læste på universitetet og tjente i alle årene penge gennem de jobs, der var for hånden. Hun arbejdede på restaurant, i køkken, og landede så med et job i en antikvitetsforretning.
Hendes mor havde solgt antikviteter i København, så hun kendte lidt til branchen. En dag spurgte en kunde hende, hvor meget hun tjente, og forslog hende at søge ind på det hospital, hvor hun selv arbejdede. Hun havde fjorten dage til at lære at skrive på maskine, klarede testen og fik jobbet. Midt under skilsmissen læste hun en stillingsannonce fra SONY. Da hun kontaktede dem, lød svaret, “Vi ansætter ikke kvinder som sælgere”. Det var i 1980.

Why don’t you just pick yourself a bigger problem?

Det endte med, at de efter fem hårde ansættelsesrunder ansatte hende, og hun arbejdede sig op til senior management niveau i SONY. Hun var den første kvinde i SONYs salgsafdeling i 25 år, og hun lærte ikke bare meget om forretning og kunder, men hun lærte også en masse om mænd, og hvordan man som kvinde navigerer i en mandlig domineret forretningskultur. Hun lærte også meget om interkultur, for hun var ikke bare den eneste kvinde i ledelsen, hun var også den eneste ikke-japaner. Barbara Annis havde stor succes i SONY, og havde intet imod at være den eneste kvinde. Hun havde det godt med “the first woman syndrome”, men efter syv år begyndte hun simpelthen at kede sig. Hun havde et samarbejde med Dr. Fernando Florez fra University of California Berkley, som gav hende inspirationen til at blive den, hun ønskede at være. Hun ønskede at udrette noget stort og større, og han gav hende det enkle råd at vælge sig et stort og et større problem: “Why don’t you just pick yourself a bigger problem?”.
Barbara Annis valgte kvinder som sit store emne og problem. Gennem mange år var hun gået i terapi for at overvinde barndommens svigt. Hun lyttede i årevis til andre menneskers stærke historier, og det slog hende, hvor dybt de fleste sad fast i fortiden. Det fik hende til at stille sig selv spørgsmålet, hvad hun selv skulle stille op med det, der var blevet gjort mod hende? Skulle hun forblive et offer hele livet? Skulle hun sidde i støttegrupper resten af livet, høre andres historier og fortælle sin egen historie om svigt og overgreb. Vendepunktet kom en dag, hvor hun tog sin søster med til et af møderne, og de begge to bare blev ulykkelige og græd. Da var det, hun indså, at det vigtigste spørgsmål, hun kunne stille sig selv, var, hvad hun ville stille op med det, andre havde gjort mod hende. Om hun var parat til at acceptere, hvad der var sket og fortolke det skete på en måde, som ville gøre hende stærkere. Svaret var ja. Når hun havde kunnet klare det, hun havde været udsat for, fortolkede hun barndommens svigt på den måde, at hun fremover ville kunne klare hvad som helst!
Da Barbara Annis skulle til København i april 2013, døde hendes alvorligt syge mor. Mit interview fandt sted dagen efter begravelsen. På en måde var ringen sluttet. Barbara flygtede fra moderen og København, da hun var 14 år gammel. Dagen efter moderens begravelse præsenterede hun for første gang sit skelsættende arbejde for et stort dansk publikum. Og, som hun selv siger: “If I can make it, any woman can make it”.