En google-søgning på “mænd og ligestilling” bonner ud med over 1,3 millioner resultater og indikerer dermed, at ligestilling i dag også handler om mænd og deres behov. Mænd og ligestilling får også plads i det øvrige mediebillede. Opmærksomheden er især rettet mod udsatte mænd i fx udkantsdanmark, mænd, der mister terræn i forhold til kvinder, og drenge, der klarer sig dårligere i skolen end piger.
Parallelt med den øgede medieinteresse har både den afgåede ligestillingsminister, Lykke Friis (V), og SRSF-regeringens nye mand på posten, Manu Sareen (R), i deres politiske udmelding prioriteret, at mænd bliver omfattet af ligestillingsarbejdet. Men interessen for den mandlige del af befolkningen har faktisk allerede udmøntet sig i konkrete initiativer. Fra paletten kan nævnes, at Selskab for Mænds Sundhed og Sundhedsstyrelsen med årlige sundhedsuger sætter fokus på de særlige udfordringer, mænd har i forhold til deres helbred. At den nye regering er i gang med at lovgive om øremærket barsel til fædre. Og at en række forskere og fagfolk i foråret gik ind i Tænketanken VM – Viden om mænd for at samle viden om de udfordringer og specielle forhold mænd som køn står over for inden for alle samfundsområder. Netop Tænketanken VM har lige lanceret 30 forslag til initiativer, der kan skubbe mænds ligestilling i den rigtige retning.

Efterbilleder af klassisk, privilegeret patriark over til moderne far

Man skal imidlertid ikke beskæftige sig meget med mænd og ligestilling, før man møder ambivalente følelser og skarpe politiske kanter. Det er der naturligvis mange forklaringer på, men tre årsager er dog særlig tydelige:
For det første er det ofte modstridende manderoller, der er i spil i dag. De spænder fra efterbillederne af den klassisk og privilegerede patriark over de moderne familiefædre til de såkaldte tabermænd, dvs. gruppen af udsatte eller marginaliserede mænd.
For det andet er offerrollen – og så endda pga. kønsuligheder – en uvant rolle for mænd. Rollen harmonerer dårligt med en klassisk opfattelse af maskulinitet. Samtidig har mænd i modsætning til kvinder heller ikke været vant til at blive betragtet som et køn med kønsspecifik adfærd eller erkendte kønsspecifikke behov.
Og for det tredje oplever en del mænd et modsætningsforhold mellem de to køn, fordi nogle kvinder omsider er rykket helt op i samfundets top.

Offerrollen og maskulinitet

Den mandeprofil, der netop nu er markant fremme i medierne, er gruppen af mænd, der har fået etiketten “tabermænd” hæftet på sig.
Det er et faktum, at danske mænd generelt har et ringere helbred og lever kortere tid end deres kønsfæller ude i Europa, og de halter også langt efter de danske kvinder. Der er imidlertid også store forskelle mellem mændene, som skyldes sociale forhold. Forskningen dokumenterer, at lavtuddannede mænd, single mænd og mænd i udkantsdanmark er dem, der har allermest behov for at få forbedret deres sundhed.
Chefpsykolog Svend Aage Madsen, der er én af dem, der herhjemme ved mest om mænd og sundhed, peger i et interview i KVINFOs Webmagasin på, at især den traditionelle mande- og machokultur har haft en negativ indflydelse på mænd og mænds sundhed:
“Det er en del af det. Det er jo mænd, der omkommer. Og det er mænd, der dør af ulykker. Helt dramatisk meget. Dobbelt så hyppigt som kvinder”, siger Svend Aage Madsen i interviewet, hvor han samtidig vurderer, at det, der ser ud til at have den største positive indflydelse på mænd og deres forhold til egen sundhed, er unge mænd i rollen som fædre.

Tabermanden tager selv ordet

Normalt udtaler andre sig om mennesker, der anses for at være marginaliserede i samfundet. Derfor har det måske overrasket nogle, at “tabermanden” nu selv har taget ordet i medierne og gjort politikere og andre med indflydelse opmærksomme på, at mænd også har brug for ligestillingsindsatser.
Invalidepensionisten Johannes C. Jensen, der selv kalder sig for en tabermand, skriver bl.a. i et debatindlæg i Politiken i oktober:
“at det, at tabermænd lever kortere end kvinder, ikke skyldes, at de går for lidt til lægen; det skyldes, at de er ensomme og ikke har noget at leve for”. Samtidig mener Johannes C. Jensen, at den moderne powerkvinde heller ikke ønsker at have noget at gøre med gruppen af udsatte mænd.
Johannes C. Jensen efterlyser på den baggrund en “Marshall”-plan, der kan løse op for de problemer, mænd og drenge møder i forhold til uddannelse, job, kæreste, kærlighed, sex og familierelationer. Der er, mener han, behov for den samme type af støttemuligheder og kønskvotering for disse mænd og drenge, som samfundet i dag tilbyder kvinder.

Kun en tøsedreng frygter powerkvinderne

Johannes C. Jensen mener altså, at marginalisering af mænd skyldes, at kvinderne er på vej frem i samfundet. Lars Henriksen og Erik Holm, der har skrevet én af efterårets meget omtalte bøger, “Manddomsprøven – powerkvinderne kommer”, mener omvendt, at de stærke kvinder giver mænd en historisk chance.
Her skriver de, at afstanden mellem mænd og kvinder ser ud til at vokse, og at antallet af mænd og kvinder, der lever en singletilværelse, stiger. Men de to forfattere argumenterer samtidig for, at mændene, hvis de gør sig fri af traditionelle opfattelser af maskuliniteten, “står over en kæmpe chance, hvor belønningen er et samliv med veluddannede kvinder og et mandeliv med historisk frihed.”
Med kønsforskeren Bertil Nordahl som kilde, peger forfatterne på, at 10-15 % af mændene i dag kalder sig moderne mænd. Den gruppe ser den nye situation som et potentiale, hvor de kan udnytte, at de ikke længere behøver at være familiens primære forsørger. Det giver overskud til at være en god partner og en nærværende far. I den anden ende af skalaen ser forfatterne en gruppe på 10-15 %, der føler sig truet af de stærke kvinder. De reagerer aggressivt og kvindefjendsk. De to grupper udgør dog kun toppen af isbjerget. Det altafgørende bliver, hvad der sker i den store mellemgruppe, skriver Lars Henriksen og Erik Holm. Disse mænd tvinges inden for få år til at vælge, om de vil favne udviklingen som den første gruppe eller slå ud efter den, som den sidstnævnte gruppe af mænd.

Stop så det ævl om tabermænd

“Ingen bliver hjulpet af, at mænd bliver kaldt tabermænd. I værste fald fører det til yderligere stigmatisering”, skriver forstander på Kofoeds Skole, Robert Olsen, i Information, og lægger dermed kraftig afstand til brugen af begrebet “tabermænd” og “taberdrenge”.
Robert Olsen, der også er medlem af Tænketanken VM – Viden om Mænd, mener, at udviklingen i de sidste 40 års kønsroller har gjort den moderne mand til en vinder, og Robert Olsen kalder ham derfor for en mangfoldighedsmand, der kan være mand på mange måder.
Mænd er ikke længere enten hårde eller bløde. Robert Olsen lægger sig dermed på linje med de to forfattere til “Manddomsprøven – powerkvinderne kommer” og med sine mange års erfaringer som leder af Mændenes hjem og nu Kofoeds Skole, peger han på, at man ikke behøver at være en taber, selv om man er socialt udsat.
Det sociale arbejde handler netop om at finde ressourcerne hos det enkelte menneske og bygge videre på det, skriver Robert Olsen og afviser, at mænd fylder i de sociale statistikker, fordi der er øget ligestilling mellem kønnene, og at der er kommet flere kvinder til tops. “I mere end hundrede år har der blandt hjemløse og misbrugere været en massiv overvægt af mænd”.

Modsætningen mellem de to køn

Den del af debatten, der kredser om magtdeling og modsætningsforholdet mellem de to køn, handler bl.a. om kønskvotering til bestyrelserne i børsnoterede selskaber, fædres retsstilling i forhold til børn, øremærket barsel til mænd og forskellen mellem kvinder og mænd i forhold til værnepligt.
Men et af de steder, hvor konfrontationen mellem kønnene på grund af udviklingen på ligestillingsområdet lige nu er mest rødglødende, er imidlertid på landets universiteter. Her er især to temaer oppe i tiden. Dels en bonusordning, der blev indført i 2007 for at få ansat flere kvinder i professorstillingerne end de blot 16 %, der på det tidspunkt beklædte professorater. Dels diskussioner af, hvilke konsekvenser det fagligt og samfundsmæssigt kan have, at antallet af kvindelige studerende er i stærk vækst på højstatus fag, som tidligere har været domineret af mænd. Det gælder fx jura og medicin.

Professor: Ordning diskriminerer

Bonusordningen, som tidligere ligestillingsminister Lykke Friis (V) var initiativtager til, mens hun var prorektor på Københavns Universitet, betyder, at fakulteter får penge til ekstra professorstillinger, når ansættelsesudvalg vælger kvinder til ledige professorater. Hans Bonde, professor ved Institut for Idræt, er stærkt kritisk over for ordningen, og han har ved flere lejligheder taget emnet op i debatindlæg.
Hans Bonde mener, at ordningen diskriminerer mænd og siger i oktober til Politiken, at den bl.a. medfører, at stillinger bliver nedlagt på universiteterne. Rektor for Københavns Universitet, Ralf Henningsen, peger derimod i avisen på, at ordningen er saglig og har været en succes. De seneste opgørelser viser, at ordningen fra 2007 til 2010 har øget andelen af kvindelige professorer fra 16 % til 27 %. Se her nærmere og her

I dag kvoteres mænd ind på studier

Hans Bonde argumenterer for bløde løsninger som fx mentorordninger. Men vælger man disse løsninger, vil der først være ligestilling på universiteterne om 246 år, skriver ph.d.-studerende og forkvinde for Foreningen for Kønsforskning, Gry Høngsmark Knudsen, i et debatindlæg på koensforskning.dk.
Hun peger samtidig på, at man er begyndt at kvotere mænd ind på studier, hvor der er kommet en overvægt af kvindelige studerende. Det gælder bl.a. dyrlæge-, medicin- og pædagogstudierne, hvor man via den måde, man optager studerende på, bevidst prioriterer mænd ind, og det er der ingen, der hidtil har peget fingre af.

Konkurrencen skærpes

Netop det lægevidenskabelige studium er i frontlinjen i universiteternes kønsdebat. Debatten har sit udspring i, at flertallet af medicinstuderende i dag er kvinder, og at antallet af kvindelige og mandlige læger i løbet af de seneste år har nærmet sig hinanden. I dag er der således omkring 12.000 mandlige og 7.500 kvindelige læger.
De bekymrede for kvindernes begyndende dominans inden for medicin mener bl.a., at det kan føre til lægemangel, idet kvinderne iflg. dem prioriterer deres familie, og dermed ønsker at arbejde på deltid, ligesom de efter deres opfattelse undgår at påtage sig overarbejde. De mener også, at kvindelige læger vil prioritere kommunikation og omsorg på bekostning af evidensbaseret medicin dvs. en faglig vurdering af, hvilken behandling, der virker bedst.
I en leder i Ugeskrift for Læger afviser Torben Risør, Institutt for Samfunnsmedisin ved Universitetet i Tromsø, dog bekymringerne. I forhold til arbejdstid viser forskning, skriver Torben Risør, at praktiserende lægers arbejdstid er øget, og at det især skyldes, at de kvindelige læger arbejder mere – og mere end mændene. Torben Risør peger også på forskning, der viser, at flere kvindelige læger kan være en fordel. Undersøgelser viser nemlig, at flere kvindelige læger tværtimod fører til mere evidensbaseret medicin, og at man sparer udgifter til diagnose og behandling.
Set i det lys kan de faglige argumenter imod kvindelig majoritet opleves som en indikator på noget andet. Nemlig et naturligt forsøg på i en skærpet konkurrencesituation at forsvare sin position på områder, hvor mænd før har været dominerende.