De danske medier og biografpublikum ynder ubeskedent at tro, at dansk
film må være berømt for sine mange kvindelige filminstruktører. Hertil
svarer en af landets højest placerede kvindelige producere, Meta Louise
Foldager:

– Jamen, har vi mange kvindelige filminstruktører?,
spørger Meta Louise Foldager prompte, og fortsætter: – Fx i 2005 var
der kun en kvindelig filminstruktør [Charlotte Sachs Bostrup med filmen
Veninder, red.], men 31 spillefilm. Det billede vi har af os
selv som havende mange kvindelige filminstruktører i Danmark, er
forkert. Men vi oplever det sådan, fordi medierne tegner det billede,
og fordi der har været nogle kvindelige filminstruktører, der sælger
billetter. Som Susanne Bier, Charlotte Sachs Bostrup, Lone Scherfig,
Annette K. Olesen og Pernille Fischer Christensen, der vinder nogle
fine priser.

– Men hvis man tager alle de mænd med, som sælger
billetter og vinder priser, er det mærkværdigt, at man fokuserer så
meget på kvinderne. For virkeligheden ser helt anderledes ud. Men man
skiller sig ud, bare fordi man er kvinde, når man er filminstruktør. Og
det er lidt underligt, at man kan skille sig ud, når kvinder udgør 50 %
af befolkningen, siger Meta Louise Foldager.

I WIFT-rapporten Køn og arbejde i film og tv 1992-2002
fra 2004 af Mette Knudsen og Jane Rowley, som er den seneste rapport om
den danske filmbranche, tegner også et helt andet dystert billede af
branchen, når man taler om ligestilling. I perioden fra 1992 – 2002
instrueres 80 % af samtlige danske spillefilm af mænd, som dog er en
stigning med 10 % fra den forrige tiårs periode. Blandt producere af
dansk spillefilm er 81 % mænd og 19 % kvinder, og inden for samme tiår
daler antallet endda med 4%. En af rapportens konklusioner er da også,
at det samlede procent-tal for kvinder ansat i Top-5 stillinger, dvs.
instruktører, manuskriptforfattere, fotografer, klippere og producere,
er gået tilbage og ikke frem i rapportens undersøgelsesperiode. Men på
Den Danske Filmskole er der fx både i 1995 og 1999 50% kvindelige
producerelever og i 1997 stiger antallet endda til 83%. Derfor spørger
FORUM, om der så er grund til optimisme på det felt:

– Det kan
man da håbe på, svarer en ikke overbevist Meta Louise Foldager og
fortsætter: – Men hvis man ser på alle mulige andre fag fx på
universiteterne, så tyder det ikke på, at det er den vej, det går.


På universiteterne er der mange kvindelige studerende, de får også de
dyre og lange uddannelser. De får bare ikke de fede jobs. Det gør
mændene. Mændene underviser kvinderne uagtet, at der er helt op mod 95
% kvinder på et fag. Mændene løber med forskerstillingerne og
professoraterne.

– Åh, jeg har virkelig ikke lyst til at tale
om ligestilling! Det er så kedeligt. Jeg ville sådan ønske, at det bare
var der. Men der er bare meget uligestilling, og derfor
bliver vi nødt til at blive ved med at tage det op. Det er frygtelig
kedeligt at tale om, men det er også forfærdelig kedeligt, at det
stadig er, som det er. Det er svært at pege specifikt på filmskolen
eller filmbranchen uden at brede det ud til resten af samfundet og
generelt til kulturen. Det ligger dybt inde i os allesammen.


Jeg er fx også mandschauvinist – i hvert fald er en del af mig. Det
ligger i vores kultur, det sidder i os med den årtusinder gamle
historie og kultur, vi bygger vores samfund ovenpå. Det er jo dét, der
har skabt vores identitet. Man kan prøve at bryde ud af mønsteret og
gøre sig bevidst om det. Jeg har fx også lagt budgetter, hvor jeg har
givet mændene mere i løn end kvinderne. Det opdagede jeg lige
pludselig. Det var jo ikke fordi, jeg gik ind for ulige løn mellem
kønnene, men fordi jeg kunne få dem billigere. Kvinderne er ikke lige
så hårde at forhandle med som mændene.

– Statistik er uhyre
interessant i forbindelse med ligestilling. Med tallene bliver det
konkret, frem for at man fordyber sig i følelser om identitet og
seksualitet, som ellers ofte gør det umuligt at diskutere ligestilling
på saglig vis.

– Derfor er WIFTs undersøgelse vigtig, så vi
kender de nøjagtige tal. Fx at vi har 19 % kvindelige producere i dansk
spillefilm. Til dem, som synes vi er mange nu: Bare vent til vi bliver
50 %, griner Meta Louise Foldager.

En utraditionel karrierevej

Meta
Louise Foldagers cv er med fødselsåret 1974 imponerende og
overraskende. Med et af Danmarks mest berømmede producer-job kunne man
måske forvente, hun var udklækket på Filmskolen. Men nej, hun har selv
målrettet sin uddannelse som producer, mens der står cand.mag. i
filmvidenskab på eksamensbeviset.

– Jeg begyndte på
universitetet som 18-årig og ville være producer meget tidligt i
studieforløbet. Derfor lavede jeg et visitkort, hvorpå der stod, at jeg
var producer. Om morgenen stod jeg op og opførte mig som en producer og
gik i gang med at lave film. Samtidig teoretiserede jeg over det, jeg
lavede. Fx havde jeg dramaturgi på universitetet samtidig med, at jeg
havde en fremtidspolitiserie i udvikling hos TV2. På den måde kunne jeg
betragte serien både fra et praktisk og teoretisk synspunkt. I
mediesociologi analyserede jeg Filminstituttets omlægning, og dermed
blev jeg klar over, hvad jeg selv fandt interessant ved branchen; hvad
jeg vidste noget om, og hvor jeg havde huller i min viden. Viden om
økonomi hentede jeg på Handelshøjskolens bibliotek, da jeg vidste, at
økonomi spiller en central rolle i en producers arbejde.

– For
at beskytte de stakkels fremtidige gymnasieelever, har jeg hele tiden
arbejdet målrettet hen imod producerrollen, så jeg ikke skulle blive
gymnasielærer, fortæller Meta Louise Foldager med et skælmsk smil.
Samtidig understreger hun, at den akademiske tilgang med
problemformuleringer er en arbejdsmetode, hun dagligt anvender i sit
arbejde.

Drop kønnenes kamp imod hinanden

Køn
har ikke fyldt meget i Meta Louise Foldagers studieforløb, derimod har
køn haft en central rolle i hendes politiske arbejde som medlem af Det
Radikale Venstre.

– Vi får ikke ligestilling, før vi opdager,
at det ikke er kønnenes kamp imod hinanden. Ligestilling bør ophøre med
at være et feminint område eller noget med at være en blød mand. Det er
bare politik, det er helt simpelt. Og mænd bliver ikke mindre mænd af
at interessere sig for ligestilling. Mange steder er vores lovgivning
heller ikke til mændenes fordel. Især i vores lovgivning og praksis i
forhold til deres børn. Når mændene opdager, at det er et interessant
projekt og bliver alliancepartnere, så får vi ligestilling. For så er
der mere end 50 % af befolkningen, der kan se fidusen ved
ligestilling og dermed et flertal til at arbejde for sagen.

Hverken
Meta Louise Foldager eller hendes samlever, filminstruktør Nikolaj
Arcel, har i flere sammenhænge været blege for at hæve
ligestillingsflaget. Fx tilkendegav Nikolaj Arcel i Information, at
Meta Louise Foldager havde gjort ham til feminist:


Mandschauvinisme er en form for racisme, det var dét argument, der fik
ham til at forstå det, griner Meta Louise Foldager og fortæller,
hvordan hendes egen bevidsthed om samfundets uligestilling blev vækket:

– Da jeg var yngre og ligestilling blev bragt på banen, spurgte
jeg altid retorisk, “hvad snakker du om?”. Med min handlekraftige mor
som forbillede, der var den som sad og råbte op under fodboldkampene,
og som har kravlet i skorstene for Greenpeace og startet firmaer, kunne
jeg slet ikke forstå den megen snak om uligestilling. For jeg er
hverken vokset op med en mandschauvinistisk far eller mor. Men da jeg
for en 3-4 år siden fandt ud af, at mænd på samme niveau som jeg
igennem et liv ville tjene over 5 millioner kroner mere end jeg, så
begyndte jeg pludselig at forstå, at der var noget om snakken! Det er
et jo helt hus, han tjener mere end jeg for det samme arbejde!

At gribe de chancer man får

Allerede
inden eksamen var i hus i 1999, arbejdede Foldager først som assistent
og senere som producer i filmselskabet Zeitgeist. Fra 2001 arbejdede
hun som producer i Nimbus Film i fem år, og siden 2006 har hun været
producer på Zentropa. Allerede et år efter ansættelsen på Zentropa, har
hun markeret sig stærkt med bl.a. filmene De fortabte sjæles ø og den omdiskuterede mockumentary-film AFR om
statsminister Anders Fogh Rasmussen, der havde premiere i april. Her
trådte Meta Lise Foldager også frem i debatten og har allerede nu
etableret sin egen platform både i filmens verden og i offentligheden.


Det var som at blive skudt ud af en kanon. Selvfølgelig skal man også
vide, hvad man laver, men det handler også meget om held. Min første
spillefilm var Kongekabale [2004, som Meta Louise Foldager
lavede sammen med sin samlever, filminstruktøren Nikolaj Arcel, red.].
Herefter producerede jeg Nordkraft [2005, red.] og bliver så
ansat på Zentropa. Der er noget magisk ved, at det hele skete på så
kort tid. Jeg tænkte, at nu skal jeg bare nyde det, knokle og se, hvor
det kan bringe mig hen. Så det har jeg så gjort det sidste halvandet år
– altså knoklet.

– Jeg tænker ikke bevidst strategisk,
fortæller Meta Louise Foldager. – Men jeg har tænkt, at det her kan
være toppen af hele min karriere, så nu skal jeg bare nyde det, leve
det og være der. For det kan være, at det en dag glider fra mig, eller
jeg bliver træt af det. Så kan man altid få fødderne ned på jorden en
anden gang.

Mande- og kvinderoller

Et
samarbejde med en instruktør er et spørgsmål om at kunne tale sammen på
et fælles stykke jord, fortæller Foldager, og derfor er fremstillingen
af kvindelige og mandlige karakterer sammen med mange andre parametre
et afgørende punkt for Meta Louise Foldager i hendes valg af projekter
og samarbejdspartnere. Hun vil fx heller ikke bryde sig om at arbejde
sammen med en racist. Personligt har hun længe været optaget af manden
som køn:

– Mandeidentiteten er i total krise, de er 30 år
bagud. Det er her, slaget imod uligestillingen skal stå nu, efter min
mening. Vi må holde op med at debattere uligestilling, som om mændene
er onde og dermed tørre årtusinders kulturhistorie af på dem. Det er
useriøst og bringer os ingen vegne. Hvad med mandens plads på
arbejdsmarkedet i dag? Kunne man forestille sig, at mændene dør, fordi
de er skaffedyr? Og hvad betyder det for mændenes frihed og deres
personlige udvikling? Selv synes jeg, det er interessant at diskutere,
hvor frie og magtfulde mændene egentlig er. For nok har de mere formel
magt end kvinderne i fx Folketinget og i erhvervslivet, men hvad med
magten over deres eget liv?
Hun dyrker ikke selv nogle særlige
forbilleder og rollemodeller, men karaktertræk fra forskellige
mennesker. Fx at kunne slås som Bruce Lee pga. hendes mangeårige
interesse for kampsport, argumentere som Thøger Seidenfaden eller have
en lige så fantastisk tankevirksomhed som Lars von Trier.

Filmbranchens glasloft

I dette forår deltog Meta Louise Foldager i International Female Festival
i Malmö d. 18-20. april, hvor hun var inviteret til at deltage i et
debatpanel om moderne ligestilling i forhold til filmbranchen.
Alligevel fastholder hun, at både den diskussion og
kvindefilmfestivaler generelt er problematiske:

– Jeg har
svært ved at isolere filmbranchen, for det hænger sammen med det øvrige
samfund og hele det ligestillingspolitiske område. Af tallene fra
eksempelvis WIFTs rapport kan man konstatere, at der er et glasloft.
Spørgsmålet er dog, hvad det består af, og hvordan det er opstået.


For jeg mener ikke, det er mændenes skyld, at glasloftet eksisterer.
Det er snarere et udtryk for vores kultur og den måde, vi tænker køn.
Selv er jeg blevet fuldstændig allergisk over for, at vi hele tiden
sætter mærkat på, hvad der er kvindeligt og mandligt. Ved kvindernes
kampdag i år kom det pludselig frem, at danskerne opfattede økonomi som
noget mandligt. Det er fuldstændig sort, at økonomi er mandligt, og at
man kan kønsbestemme det – og i øvrigt meget andet, som vi forestiller
os er kønsbestemt. Vi er nødt til at opløse de forestillinger, for det
er med til at skabe og fastholde uligestilling. Vi må holde op med at
betragte jobbet som filminstruktør som noget mandligt eller kvindeligt
– eller det at bestemme, interessere sig for økonomi, drikke kaffe,
have sex på en bestemt måde eller passe sine børn.

– Men det
er svært. For jeg bliver fx selv ked af det, når nogle mennesker siger,
jeg taler som en mandlig general. For jeg vil gerne være kvinde. Eller
som det kom frem ved filmfestivalens debat i Malmö, hvor en deltager
var overrasket over en ny undersøgelse, der dokumenterer, at kvinder
køber de fleste elektroniske gadgets. Pludselig sad jeg og skammede mig
over min taske, der var fuld af PSP’er, IPod, Gps, headsets og to
mobiltelefoner. Eller når der tales om mænds og kvinders seksualitet,
tænker jeg altid, at jeg må være en mand… Og så er der noget galt,
for jeg er jo en kvinde. Når vi kønsbestemmer alle de ting, fratager
det os retten til at være os selv.

– Derfor synes jeg, det er
problematisk at holde en kvindefilmfestival. For hvad er en kvindefilm?
Hvad er mine film så? Hvordan kan film pludselig få et køn? Og så
bliver jeg igen ramt, for jeg elsker Kung Fu-film, som jeg vil gætte
på, at mange ville mene er mandlige film. Og er jeg så ikke en rigtig
kvinde?

Ifølge Meta Louise Foldager holder den type af
festivaler os fast i forestillinger om køn, og hun mener, at en
instruktørs værker i høj grad også er præget af alder, klasse, psyke,
opdragelse og race.

Selv hader hun at blive spurgt til noget specifikt, bare fordi hun er kvinde og har det tøj på, som hun har lyst til.


Da jeg fik det her job, kom Berlingske Tidende ud for at lave en
artikel og tage nogle billeder af mig. Og den dag havde jeg høje røde
læderstøvler og rød læderjakke på. Bagefter blev det kommenteret af
mange mennesker. I et senere interview spurgte en journalist, hvorfor
jeg havde stillet op til fotografering i dét tøj og så høje støvler,
når jeg nu interesserer mig for ligestilling. Mit første svar var, at
jeg har støvler, som er endnu højere. Og mit næste var, at jeg ikke
besvarer den slags spørgsmål, før Mærsk McKinney Møller svarer på,
hvorfor han går med slips eller Peter Aalbæk forklarer, hvorfor han går
med gummisko.

– Når journalisten får et svar, der er
interessant ud fra et kønsperspektiv, fra de mænd, så kan vi tale om
det. Men ikke før. Jeg går i kvindetøj, fordi jeg er kvinde. Jeg er
også blevet spurgt om, hvordan jeg bruger mit køn på mit arbejde. For
det første lyder det ulækkert, sådan umiddelbart. På den mindre ulækre
måde, så gør vi det vel alle. Men jeg bruger også min alder, jeg bruger
jo hele mig, og det kan man altså ikke adskille fra hinanden.

Forestillingerne
begrænser og hæmmer allermest, når man kategoriserer. Selvom verden
bliver mere kompliceret, hvis man ikke gør det, bliver det mere
interessant og mere frit. Og kønsboksene bør sløjfes, ifølge Foldager.

Hvorfor lave kvindenetværk, når magten er hos mændene?

Meta
Louise Foldager afviser, at kvindelige instruktører,
manuskriptforfattere og producere har sværere end mændene ved at få
støtte til deres projekter.

– For første gang har der i den
seneste periode kun siddet kvinder på pengekasserne inde på Det Danske
Filminstitut. Og det har ikke ændret billedet. Hvilket er godt, selvom
man måske kan synes det er ærgerligt. Men det er i hvert fald ikke et
udtryk for, at der en særlig aftale mellem den mandlige financier og
mandlige filminstruktør. Og da der er flest mandlige instruktører,
bør støttetildelingerne jo også afspejle det forhold.

– Selv
bliver jeg ikke holdt ude af noget, fordi jeg er kvinde. Heller ikke
netværksmæssigt. Jeg har været med i nogle kvindenetværk. Men har
droppet det igen, for hvis man laver et kvindenetværk ud fra den teori,
at mændene sidder på magten og har et mandenetværk, hvorfor skulle man
så lave et ikke-magtfuldt netværk? Hvorfor ikke bare netværke med
mændene, der har magten for at komme til den? Det er surt at lave et
parallelt netværk, som oven i købet ikke har lige så megen magt. Det er
fint at netværke med kvinder, men teorien bag er ulogisk.

Samtidig understreger Meta Louise Foldager, at på websitet dvoted,
der er oprettet på opfordring af Nordisk Ministerråd og som har til
opgave at coache unge filmbrancheinteresserede, og hvor hun var en af
de første gæstementorer, at her tænker hun ikke i køn. Tværtimod, for
hun ønsker at inspirere lige så mange drenge som piger.

Projekter i fremtiden

I slutningen af april fik filminstruktør og Sølvbjørnevinder Pernille Fischer Christensen 6,4 millioner i støtte til filmen Drenge og piger danser, som Foldager også er ved at producere. En kærlighedshistorie, der ligesom En Soap, som var Pernille Fisher Christensens prisbelønnede debutfilm, også handler om mænds og kvinders seksualitet. Og om dans.

I øjeblikket arbejder hun på en ny film af Lars von Trier om Antichrist, hvor Satan er kvindekønnet.


Der er i forbindelse med filmen lavet en masse research på, at kvinden
er Satan, at Satan skulle være inde i kvinderne. Ikke at jeg mener, det
er sandt, for jeg tror slet ikke på Satan. Men det er et sjovt syn på
mænd og kvinder, det vender det hele lidt på hovedet. Og det er
interessant, at Lars oplever det sådan og finder det inspirerende at
tænke sådan. Det er sikkert også vildt provokerende for nogen. Men det
har nu ikke provokeret mig, for det er hans billeder, hans leg og syn
på forskellen mellem mænd og kvinder. Vi diskuterer hele tiden.