Fakta om Fatima Sadiqi

98 procent. Så mange af pladserne i Egyptens nye parlament er besat af mænd. I parlamentet, som blev valgt i januar 2012 i kølvandet på det arabiske forår, skal man altså kigge sig meget grundigt efter for at få øje på en kvinde.
Tallene har skuffet mange både i og uden for Egypten. Fatima Sadiqi, professor i sprogvidenskab og køn på Fez Universitet, Marokko, er en af dem:
“For et land, der grundlagde sin feminisme for snart et århundrede siden, i 1920’erne, må det næsten siges at være en joke,” siger hun.

To svar på kvinders status efter det arabiske forår

Fatima Sadiqi deltager i KVINFOs konference i København om netop, hvordan det er gået kvinderne halvandet år efter det arabiske forår. Status er, at der er to svar: Det ser bedst ud for kvinder i Maghreb-landene (Tunesien, Algeriet, Marokko, Mauretanien og Libyen). Mens det iflg. Fatima Sadiqi ser værst ud for kvinder i Egypten samt Yemen og Kuwait.
Et eksempel: Både i Tunesien og Egypten fik islamiske partier stor valgsucces. Men dermed ophører lighederne også.
I Tunesien var kvinder repræsenteret i forfatningskomiteen forud for valget. Og efter valget, hvor partierne havde kønskvoterede opstillingslister, fik tunesiske kvinder 27 procent af pladserne i parlamentet.
“Patriarkatet i vores kultur har andre former end i Vesten. I Vesten er man optaget af fremstillingen af kvinderne, for eksempel i medierne. Hos os handler det grundlæggende om rum – det fysiske -, det symbolske og det sociale rum. I dét rum sætter mænd reglerne”. 
I Egypten var ingen kvinder med i forfatningskomiteen. Fortidens kvindekvoter til parlamentsvalg blev afskaffet. Mens dagens parlament som sagt kun tæller to procents kvinder.
Hvad er forklaringen? Hvad skete der egentlig med kvinderne? Det har Fatima Sadiqi spekuleret en del over.
Hun mener, at årsagen skal findes dybt inde i det politiske maskinrum i landene. Nemlig i det, hun kalder politikkens natur. Det vil sige, hvordan styreformen og regeringsførelsen defineres og praktiseres i et givet samfund. Det handler om, hvordan autoritet forhandles og manifesterer sig i det offentlige rum. Både den politiske og religiøse autoritet. Og i særdeleshed kvinders autoritet.

Rummets patriark

For at forstå hvad der foregår med kvinderne i den politiske proces i i MENA-regionen (Mellemøsten og Nordafrika), er man først nødt til at kridte scenen op, fastslår Fatima Sadiqi.
For i både Mellemøsten og Nordafrika knytter kønslige magtstrukturer sig i meget høj grad til begrebet “rum”.
“Patriarkatet i vores kultur har andre former end i Vesten. I Vesten er man optaget af fremstillingen af kvinderne, for eksempel i medierne. Hos os handler det grundlæggende om rum – det fysiske -, det symbolske og det sociale rum. I dét rum sætter mænd reglerne. Det er mændenes og drengenes rum. Derfor ser du for eksempel meget seksuel chikane på gaden. Selv jeg, i min alder, føler mig ikke tryg på gaden. Det er ikke et rum, der er behageligt at opholde sig i. Ingen tvinger mig til noget. Jeg gør, hvad jeg skal gøre. Men jeg skynder mig altid. Hjem,” siger hun.
“Køn blev altså et meget stærkt tema. Det blev instrumentaliseret i den offentlige debat. Det blev så vigtigt, at islamisterne selv brugte det strategisk. De begyndte at sige: “Vi har skam også feminister. Se, her er de.””
“Rummet” er altså som udgangspunkt mændenes. Derfor har kvinder, som udgangspunkt, heller ingen autoritet i rummet. Det er ilde set at sidde på café som kvinde. Kun prostituerede sidder på cafe, siger man. Går man på gaden som kvinde, møder man som regel tilråb, men man svarer ikke igen. For så er man selv ude om det, når man efterfølgende har en hale af tre – fire nærgående mænd bag sig.
Men rummet er mere end gaden. Der er også det symbolske og politiske rum, hvor visse emner kan diskuteres og andre ikke, og hvor nogle temaer får status af vigtige samfundsanliggender og andre ikke. Og det er lige præcis her, at en af de væsentligste skillelinjer mellem landene i regionen går, mener Fatima Sadiqi.
For mens nogle lande har et offentligt rum, hvor køn og ligestilling er et legitimt tema, der favnes af ledere med både politisk og religiøst autoritet, er situationen i andre lande slet ikke sådan.

Feminisme som magtstrategi

I hendes eget hjemland, Marokko, er køn et tema, man ikke kan komme udenom, hvis man vil noget i politik, fortæller Fatima Sadiqi. Det er der en politisk forklaring på.
Marokko er verdens ældste regerende monarki, og styreformen har overlevet både kolonialisme og kommunisme. Det særlige ved monarkiet er, at både den politiske og religiøse autoritet er samlet i én og samme person: Monarken, dvs. kongen. Et andet særkende er, at de marokkanske monarker altid har været “moderne”, også når det angår kvinders stilling i samfundet, fortæller hun.
“Man kunne også kalde det statsfeminisme. Budskabet har været: Vi kan ikke udvikle os som samfund hverken økonomisk eller socialt uden kvinderne,” siger Fatima Sadiqi.
Men køn fik en yderligere dimension som vigtigt samfundsemne i midten af 1980’erne, da politisk islam kom til Marokko.
“Politisk islam var på det tidspunkt en trussel mod monarkiet – og kvinder. Så feminisme blev brugt strategisk. Både monarkiet og feministerne havde deres egne dagsordener. Men de samarbejdede i modstanden mod politisk islam. Køn blev altså et meget stærkt tema. Det blev instrumentaliseret i den offentlige debat. Det blev så vigtigt, at islamisterne selv brugte det strategisk. De begyndte at sige: “Vi har skam også feminister. Se, her er de.” Lige siden har køn været en måleenhed i den offentlige menings barometer. Hvor meget eller hvor lidt feminisme kan man tilbyde? Det er en test, man skal bestå. Alle er nødt til at adressere det emne,” siger Fatima Sadiqi.
“Gennem hele regionens historie har kvinder spillet en særlig rolle i mobiliseringsfaser. I uafhængighedskampen. Under kriser har kvinder altid deltaget. Men når kriserne slutter, forsvinder kvinderne. Det er der intet nyt i. Sådan har det altid været.”
Hun oplever samme fænomen i Tunesien. Køn, ligestilling og kvinders rettigheder er et issue. Det så man, da Tunesien gik i gang med at reformere landets familielovgivning, og køn kom højt på den offentlige dagsorden. Dermed fik kvinder, indirekte, mere autoritet i det offentlige rum. Fordi deres stilling i samfundet pludselig blev blåstemplet og anerkendt som en vigtig sag. Sådan var det ikke i Egypten.

Politik uden magt

Den største sejrherre ved valget i Egypten i år blev de islamiske partier. De kom til at sidde på 75 procent af alle pladserne i parlamentet. Og selvom også Marokko, Tunesien og andre lande i regionen har oplevet stigende tilslutning til islamisterne, er der en væsentlig forskel, mener Fatima Sadiqi. Nemlig at kvinder eller kvindespørgsmål slet ikke spiller nogen rolle i Egypten på nuværende tidspunkt. Det gør kvinder derimod i Maghreb-landene, hvor også de islamiske partier naturligt stiller med en kvindelig minister-kandidat eller et ligestillingsemne.
“Trods det faktum, at Marokko eksempelvis har mere analfabetisme end Egypten, står kvinderne bedre. Jeg har for eksempel svært ved at forstå, at der ikke var en eneste kvinde repræsenteret i den komite, der havde til opgave at skrive en ny forfatning! Der var nul. Egypten har et par yderst stærke islamiske feminister. Hvor er de? Vi ser dem ikke. Vi ser Det muslimske broderskab, vi ser salafisterne – men hvor er feministerne?” spørger hun.
Det ironiske er, at netop de egyptiske kvinder blev symbolet på det arabiske forår. De unge, oprørske kvinder, der stod på Tahrir-pladsen i den egyptiske hovedstad Kairo, mens de twittede fra demonstrationerne, er iflg. Fatima Sadiqi forsvundet. Nogle af dem har dog ramt de internationale mediers forsider, fordi de blev udsat for krænkende jomfru-tests, da de blev anholdt og tilbageholdt.
“Kvinder kan komme til syne i det offentlige rum som mobilisatorer. Men de er ikke ønsket som beslutningstagere. Fordi samfundet og kulturen ikke ønsker dem i den rolle. Det er vi nødt til at indse.”
Fatima Sadiqis analyse er, at Egyptens kvinder er symptomer på en politisk kultur, hvor patriarkatets fornemmelser for rum, kvinders manglende autoritet og den politiske natur tilsammen udgør en yderst uheldig cocktail. Egypten er ikke et land, der rent magtmæssigt er så homogent som Marokko.
“I Egypten har de al-Azhar, en religiøs institution, som tager sig af religion. Politik tager præsidenten sig af. Præsidenter kommer og går. Men al-Azhar er der hele tiden. Ideologien er mere konservativ, og er blevet næret af, at Mubarak har massakreret den offentlige religion,” siger hun.
“Som egypter er du splittet mellem de to: Præsidentskabet og religionen. Det betyder noget for køn og ligestilling. For uanset hvad den officielle statspolitik omkring køn går ud på, siver det ikke ned gennem samfundet til befolkningen. Det har ingen autoritet, ingen legitimitet. Mubaraks kone, Susanne Mubarak, var en fremtrædende fortaler for kvinders rettigheder, og under Mubarak var der kvindekvoter i politik. Nu, hvor styret er væltet, er kun to procent af parlamentsmedlemmerne kvinder. Det billede taler vist for sig selv.”

Kvinder med begrænsninger

Så hvad har det arabiske forår egentlig betydet for kvinderne? I de internationale medier er kvinderne for længst blevet udråbt til oprørets vindere – trods valgstatistikker.
Mange af frontløberne i mobiliseringen af folk var nemlig unge kvinder. De var at finde på internettet, i cyberspace, og på gader og stræder som for eksempel på den legendariske Tahrir-plads i Kairo.
Der blev snakket entusiastisk og meget om disse unge bloggende, aktivist-kvinder. Om hvordan kvinder stod side om side med mænd i protesterne mod urimelige og udemokratiske regimer med krav om frihed, rettigheder og demokrati. Det virkede som om, kvinderne havde tiltaget sig en ny plads i det rum, der ellers var forbeholdt mændene. Men var det bare tom tale?
“Gennem hele regionens historie har kvinder spillet en særlig rolle i mobiliseringsfaser. I uafhængighedskampen. Under kriser har kvinder altid deltaget. Men når kriserne slutter, forsvinder kvinderne. Det er der intet nyt i. Sådan har det altid været,” understreger Fatima Sadiqi.
“Cyberspace har betydet nye friheder for kvinder. Det hersker der ingen tvivl om. Nettet demokratiserer i form af kommunikation. Men hvem har adgang til nettet? Ikke alle. De fleste analfabetiske kvinder har ikke. Det er et urbant fænomen.”
“Kvinder kan komme til syne i det offentlige rum som mobilisatorer. Men de er ikke ønsket som beslutningstagere. Fordi samfundet og kulturen ikke ønsker dem i den rolle. Det er vi nødt til at indse. Kvindernes sociale plads er ikke i det offentlige rum. Hun kan få uddannelse, ja. Vi vil også gerne have, hun engagerer sig religiøst. Men hvor mange lytter, når hun udsteder en fatwa? Ingen. Ikke engang kvinderne lytter. En fatwa ¬- fra en kvinde?!,” siger hun.
“Jeg har forsøgt at finde forklaringer på, hvorfor det er sådan. Det er ikke islam, der er problemet, men fortolkningen af islam. Jeg har interviewet adskillige religiøse, og de siger: Ifølge Sharia kan en kvinde ikke lede fredagsbønnen. Hun kan ikke få taletid. Hun har ikke kvalifikationerne, fordi hun er kvinde. Og hvis hun ikke må lede fredagsbønnen eller tale i en offentlig forsamling, så bør hun heller ikke lede familien. Eller nationen. Hun kan ikke blive statsleder.”
Men, understreger Fatima Sadiqi, billedet er ikke sort-hvidt. For der er jo kvinder, der bliver valgt i parlamentet, får ministerposter og høje politiske positioner.
Ligesom religionsministeriet i hendes eget land, Marokko, har uddannet kvindelige religiøse guider. Et succesfuldt initiativ, som også blev forsøgt i Egypten, hvor det derimod mødte brutale protester. Og det er her, analysen for alvor bliver interessant, mener hun. Hvorfor kan marokkanske islamister acceptere kvindelige religiøse guider, når egyptiske ditto ikke kan? Og i forlængelse heraf: Hvorfor kunne tuneserne vælge en kvinde ind i parlamentet på lidt over hver fjerde plads efter oprøret – men ikke egypterne?

Frigørende cyberspace?

Med det arabiske forår fik det globale samfund øjnene op for, hvilken massiv betydning internettet og sociale medier som Facebook og Twitter har for folkelig opstand. Også når det gælder kvinder.
De unge kvindelige bloggere blev internationale superheroes. Og i et samfund, hvor “rum” og adgang til rum ifølge feminister er hjertet i patriarkatet, giver det derfor god mening at spørge, om ikke cyberspace, der jo er et helt nyt “rum”, kan give revolutionerende muligheder for dem, der er forment adgang og indflydelse i det gamle rum, kvinderne?
“Jeg var tæt på at være enig med den teori,” siger Fatima Sadiqi.
Med henvisning til, at da internettet for alvor gjorde sit indtog i MENA-regionen, var der feministiske teorier om, at cyberspace ville frigøre kvinderne. Kvinder, der ikke kunne læse eller skrive, kunne sælge tæpper og håndværk på nettet og dermed gøre sig økonomisk og praktisk uafhængige af gængse samfundsstrukturer. Tabuiserede emner som seksualitet kunne diskuteres uden frygt – og anonymt. Unge kunne møde hinanden – og kvinder kunne svare igen, hvis de blev mødt med “tilråb”.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.


“Men det er jeg ikke mere. Cyberspace har betydet nye friheder for kvinder. Det hersker der ingen tvivl om. Nettet demokratiserer i form af kommunikation. Men hvem har adgang til nettet? Ikke alle. De fleste analfabetiske kvinder har ikke. Det er et urbant fænomen. Og cyberspace har heller ikke brudt med den grundlæggende patriarkalske strukturs opfattelse af rum. Det har ikke dæmmet op for den seksuelle chikane af kvinder i det offentlige fysiske rum. Dét rum er stadig mændenes og drengenes rum. De føler jo ikke den utilpashed, jeg føler, når det er blevet mørkt, og jeg skal gå hjem,” siger Fatima Sadiqi.