Der er så mange ting, instruktøren af “Jernladyen”, Phyllida Lloyd kunne have gjort anderledes med historien om den konservative Thatcher, der var premiereminister i England fra 1979 til 1990. Hun kunne have lavet en politisk film, der enten hyldede eller hånede Thatchers politiske virke. Hun kunne have sat fokus på de 11 år, Thatcher regerede England med kompromisløs jernvilje. Hun kunne have fortalt historien om et England i økonomisk krise og ikke mindst krig. Men i stedet har Phyllida Lloyd taget det modige og vellykkede valg at fortælle om en kvinde, der trods alle odds fik mere magt, end nogen kvinde havde haft før hende.
På den måde bliver “Jernladyen” en film for alle feminister, ligestillingsinteresserede og kønsubevidste mænd og kvinder. Uanset politisk ståsted.

Et genialt greb

Manuskriptforfatteren Abi Morgan har været konsekvent i sin omgang med den, med rette, forkætrede genre biopic’en (den biografiske film). En genre med et utal af immanente snubletråde. For hvordan koger man et helt liv eller en hel historisk periode ned til omtrent to timer? Det gøres kun vellykket ved at stå ved de mange fravalg, der tages.
Ved at fokusere og zoome ind på få elementer, der så kan opleves allegoriske for historiens hele krop. Ved at hugge en hæl og klippe en tå, uden dog at miste fodfæste. Det er præcis, hvad Abi Morgan i samarbejde med instruktøren Lloyd har gjort. Og det fungerer som et genialt greb.

I erindringens tåger

“Jernladyen” starter, hvor det hele er ved at slutte. Margaret Thatcher lever et ensomt liv i en lejlighed, hvor hun bliver holdt under opsyn af plejepersonale og familie. Thatcher er godt oppe i firserne og lider af senildemens.
Hun taler med sin afdøde mand Dennis, hun glemmer, hvor hun er, men derimod tænker hun ofte tilbage på, hvem hun er, og hvad der var afgørende for, at hun blev netop denne kvinde. Filmen byder dermed på en lang række flashbacks, der slår ned på både personlige og samfundsmæssige historiske begivenheder. Som da hendes mand Dennis falder for hende, fordi hun stædigt kæmper for det, hun tror på, eller som da hun bliver valgt ind i Underhuset i 1959 og oplever, hvilken mandeklub, hun er blevet en del af.
For først og fremmest handler “Jernladyen” om en kvindes kamp mod kønsmæssige traditioner og en kamp for at nå magtens tinde. Kampe, der har været brutale. Hun bliver ikke inviteret med, når mændene skal diskutere politik. Hun bliver kritiseret for at være styret af sine følelser, når hun fremlægger sine politiske synspunkter. Hun bliver bedømt først som kvinde, dernæst som politiker. Alt sammen noget, der vækker (eller bør vække) en retfærdig harme hos publikum.
Strukturen er tåget, præcis som minder altid er det. De historiske tider væves sammen i et voldsomt flimrende, men alligevel skarpt erindringstæppe. Og det er med til at bløde op for forbitrelsen over historiens mandschauvinisme, såvel som over for Thatchers egen konservative chauvinisme. Med andre ord nuanceres begivenhedernes gang ved at foreslå netop denne idiosynkratiske og subjektive tilgang til erindringen. Historien om Margaret Thatcher er alt dette, men også alt muligt andet og meget mere.

Fokus på den magtfulde, politiske – og senere demensramte kvinde

Thatcher bliver ikke beskrevet som noget overstrømmende sympatisk menneske. For at nå hele vejen til tops i det politiske liv, må hun være kompromisløs, og det er hun ved gud – også i sin politiske linje.
Familien lider naturligvis afsavn, men i stedet for at komme med skjulte bebrejdelser over denne “ukvindelige” opførsel, vælger filmen (i modsætning til en tv-serie som den danske “Borgen”), at fokusere på magtkvinden, den politiske kvinde, og på den demensramte kvinde. Uden dog at ignorere de private problematikker, der følger i kølvandet herpå. Det er sjældent godt. For hvor ofte får man lov til at se det hele menneske på godt og ondt i et kvindeportræt? Det er en af grundende til, at “Jernladyen” er sådan en formidabel film.
En anden grund er hovedrolleindehaveren Meryl Streep. Hun formår at indgyde den historiske karakter lige dele værdighed, sårbarhed og stædighed, sågar fanatisme. Det mangefacetterede portræt giver filmen sjæl og ånd. Og er alt andet end kønsløst, om man så må sige.
Da filmen for nyligt blev vist på Berlins Internationale Film Festival, erklærede Meryl Streep til et efterfølgende pressemøde, at Margaret Thatcher var feminist.
“Hun skulle trækkes, sparkende og skrigende til feminismens alter, men feminist, det var hun”, lød ordene fra Streep, der ydermere beskrev sit arbejde med rollen som helt på linje med andre roller, hun hidtil har haft. “Grundlæggende spiller jeg altid den samme person”, sagde hun. Og det er netop fremhævelsen af det almenmenneskelige, der gør portrættet af Margaret Thatcher så stærkt.

http://www.youtube.com/watch?v=h8cWavne9FU&feature=player_embedded