En af verdens første standarder for arbejdsmarkedet var Konventionen om moderskabsbeskyttelse fra 1919. Den blev indført af Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO, som var blevet etableret samme år. Siden da har ILO arbejdet for social retfærdighed på arbejdsmarkedet og lige rettigheder for alle arbejdere – mænd og kvinder – som et selvstændigt organ under FN.

Den 8. marts 1999 indkaldte ILOs nye generalsekretær Juan Somavia alle ansatte i hovedkvarteret i Geneve til at fejre den internationale kvindedag. Det var første gang i den gamle organisations historie, at begivenheden blev markeret på det niveau, og det indvarslede et nyt fokus på ligestilling. Somavia erklærede med en ny handlingsplan i hånden, at køn skulle øverst på dagsordenen i hele ILOs arbejde. Organisationen skulle være førende inden for mainstreaming og tænke køn ind i alle projekter, alle programmer, alle policies og alle evalueringer.

På det tidspunkt var Helle Poulsen ansat som køns- og ligestillingsekspert i ILO. Hun arbejdede i tre år for organisationen i Tanzania og var bl.a. med til at udarbejde en handlingsplan for Afrika på ligestillingsområdet. Den erfaring fik hende til at ville forske i, hvilke forestillinger om køn og ligestilling ILOs mainstreamingarbejde bygger på.

Hun nærlæste organisationens dokumenter og var med i felten på projekter i Indonesien og Tanzania, hvor de gode intentioner skal omsættes til virkelighed. Resultatet blev afhandlingen The Elusive Gender. The International Labour Organisation and the Construction of Gender Equality, som Helle Poulsen forsvarede på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet i januar i år.


Fra kvinder til køn

Helle Poulsen beskriver i afhandlingen, hvordan man er gået fra at tale om “kvinder i udvikling” til “køn og udvikling” i ILO. Den gamle tilgang blev kritiseret for at sætte kvinder ind i en traditionel udviklingstankegang baseret på mandsdominerede sociale og økonomiske strukturer, i stedet for at udfordre disse strukturer.

Skiftet markerede en ny forståelse af køn som sociale relationer og konstruktioner, og et nyt fokus på magtrelationer mellem mænd og kvinder. “Kvinder” skulle ikke længere være en isoleret kategori, hvor både problemerne og løsningerne kunne findes. Men der er langt fra den nye sprogbrug i ILOs dokumenter til den almindelige praksis i organisationen, påpeger Helle Poulsen.

– Jeg talte med en vicedirektør i Tanzania, som sagde det meget direkte: “Jeg troede, at køn betød kvinder”. Man kan næsten sige, at man har brugt en søg-og-erstat-funktion og sat “køn” ind, hver gang der stod “kvinder”. Der sker en reproduktion af den progressive retorik, men uden at det stikker dybere. For mange føles det meget usikkert og uklart, når man begynder at udfordre kønskategorierne. Derfor bliver det nemmere at bruge det nye sprog, men stadig holde fast i de gamle kategorier, fortæller Helle Poulsen.

Og kategorien “kvinder” lever i bedste velgående i ILO, viser Helle Poulsen. At være kvinde er at være heteroseksuel, mor og omsorgsgiver. I de 3. verdens-lande, hvor meget af ILOs arbejde foregår, betragtes kvinder typisk også som ofre, fattige og analfabeter. En af hovedkonklusionerne i Helle Poulsens analyse er, at ILOs tilgang udelukker en masse kvinder, som ikke passer ind i denne forestilling. Dermed bliver de faktiske forskelle mellem kvinder usynlige.

Samtidig fremstilles kvinder altid som “kvindelige arbejdere”, med særlige kvindeproblemer. Ligeløn behandles fx som en udfordring, der kun vedrører kvinder. Når det handler om seksuel chikane, er der fokus på kvinder som ofre, der skal have mere magt og selvtillid, og ikke på mænds magtposition.

Køn kommer derfor typisk i spil på to måder: Enten som emner, der kun har relevans i en kønnet kontekst – fx reproduktive rettigheder. Eller som et særligt perspektiv på mainstream-emner, hvor kvinders problemer ses som anderledes og specielle – fx sundhed og sikkerhed.

Hvad betyder disse forestillinger om kvinder, mænd og ulighed mellem dem for mainstreamingarbejdet?
– Mainstreaming betyder ikke noget i sig selv – der skal være et indhold: Hvad er det, der skal mainstreames frem til? Folk har forskellige ideer om, hvad ligestilling er, og man kan bruge de samme redskaber til meget forskellige mål, siger Helle Poulsen.

– Det så jeg et tydeligt eksempel på i Tanzania til et møde for internationale donorer. Det tanzaniske ligestillingsministerium fremlagde en plan for en række projekter, som donorerne kunne have interesse i at støtte. Men rundt om hele bordet – fra Danida, finnerne, tyskerne og diverse FN-organisationer – var reaktionen, at man havde meget svært ved at tage det med hjem til sit bagland, for som de sagde, “Det her er jo kvindeprojekter, og vi mainstreamer”.

Ideen om, at mainstreaming ikke omfatter indsatser målrettet til kvinder, er et generelt problem, påpeger Helle Poulsen. For store uligheder mellem kønnene betyder, at det mange steder stadig er relevant med særlige projekter for den kvindelige befolkning.

Du skriver, at mainstreaming risikerer at blive en undskyldning for helt at nedprioritere kønsuligheden som område?
– Ja, og der er en fare for, at kønsekspertisen bliver nedlagt. For nu ligger ansvaret hos alle, når man skal tænke køn ind på områder som sundhed, vand og infrastruktur. Mange projektmedarbejdere er oprigtigt interesserede i ligestilling, men de ved ikke, hvordan de skal gribe det an. Derfor bliver det meget mekanisk og kommer til at handle om tal: Hvor mange kvinder kan vi få til at deltage? Uden at man ser på, hvordan de deltager. Ligestilling bliver noget, man kan veje og måle, mens eksperterne i køn forsvinder.


Køn og ligestilling – et vidensområde

En undersøgelse af mainstreamingstrategien for den offentlige forvaltning i Danmark i 2005 viste, at der er stor uklarhed om, hvad køn og ligestilling overhovedet betyder, og at det er en barriere for forandring. Din afhandling identificerer også et stort definitionsproblem ifht. begreberne?
– Ja, det er en konklusion, der går igen og igen i vurderinger af mainstreaming, også i ILO’s egne evalueringer. Alligevel får man ikke klargjort, hvad det handler om. Det er vigtigt for mig at være med til at skabe refleksion over, hvad man mener med begreberne.

– Det skal være legitimt at tale om uenighederne. Vi har hele retorikken om, at ligestilling er vigtig. Vi tror, vi ved, hvad vi mener med det, og at vi mener det samme. Men det gør vi jo ikke. Det kan man se, når der skal afstemmes i Folketinget – de er alle sammen “for ligestilling”, men helt uenige om, hvordan man skal gøre det. Og det handler bl.a. om, at det er forskellige ligestillingsbegreber, man bruger, siger Helle Poulsen.

Din analyse peger også på, at det skaber berøringsangst og dermed risiko for, at man vælger slet ikke at beskæftige sig med emnet?
– Mange inden for ILO – både kvinder og mænd – kan ikke se, hvad køn har af relevans for deres specifikke områder. Og slet ikke, hvis de kun får meget generelle introduktioner til køn. En af de gode ting, man har gjort i ILO, var at man i 2002 begyndte at lave interne evalueringer af kønsmainstreamingen, den såkaldte gender audit. I udvalgte afdelinger af hovedkvarteret og landekontorer kiggede man på de konkrete opgaver, og hvordan køn tænkes ind der, fortæller Helle Poulsen.

– Folk var meget begejstrede, for pludselig gav det mening for dem. De har hørt om køn i årevis og fået det ene fact sheet efter det andet. Men først når de konkret ser på deres eget arbejde, og hvordan køn har en betydning der, giver det mening.

– Det er dér, man har brug for eksperterne, som kan være sparringspartnere og sige, “Du har viden om hvordan man laver veje. Jeg har viden om, hvem det er, der laver vejene, og hvilken betydning det får for mænd og kvinder i lokalsamfundet, at der kommer en vej her.” Alle kan ikke have forstand på det hele – det er et område, man kan have ekspertise inden for.

– Det var også derfor, jeg ville undersøge det her nærmere. For at vise, at kompetence inden for køn og ligestilling skal opfattes som en kvalifikation. Når man fx i en dansk politisk sammenhæng taler om mainstreaming, bliver det meget teknisk: “Vi skal have nogle instrumenter til at gøre det”. Men det er også et politikområde, og et fagligt område. Det handler ikke kun om redskaber, som eksperterne kan udvikle, og som man så bare kan tage og bruge – der er brug for viden, forklarer Helle Poulsen.

Faktisk viser du, at jo længere ned i organisationen og ud i felten man kommer, jo mere stereotype bliver opfattelserne af kvinder og mænd. Hvad kan man gøre ved det?
– Det handler om konkrete analyser. Man må fx spørge, hvordan familieforholdene egentlig ser ud på stedet. Folk skal ikke til at læse queer teori, men normerne kan udfordres ved at se på det konkrete. Problemet i mange 3. verdens lande er så, at der mangler data ifht. køn og ligestilling. Igen: Det er et vidensområde, og vi har brug for nogle tal, så vi ved, hvordan det faktisk ser ud.


Kvindelige værdier og usynlige mænd

Mænd er stort set usynlige i ligestillingsdiskussionen i ILO. De repræsenterer den ukønnede og universelle norm for en arbejder – det ideal, som kvinder afviger fra og skal op på niveau med. Ligesom forskelle mellem kvinder ikke italesættes, forudsættes alle mænd at være fuldtidsarbejdende, raske og heteroseksuelle fædre. Og Helle Poulsen er kritisk over for ILOs tilgang til de mænd, der ikke passer ind i den rigtige maskulinitet og fx ikke opfylder rollen som forsørgere:

– Det bliver et spørgsmål om at hjælpe de mænd, der ikke lever op til normen, frem for at se på hvad der er galt med dén. Man får gjort disse mænd til ofre efter helt samme skabelon som kvinderne – de er noget “andet” end idealet. Samtidig eksisterer der også andre idealer for kvinder, som fx at de skal levere de “kvindelige værdier”.

Ideen om, at kvinder repræsenterer særlige værdier, som er gunstige for udviklingen, finder vi også, når køn skal legitimeres som fokusområde i dansk bistandspolitik. Kan man bruge argumentet om kvindelige værdier ifht. vækst til noget?
– Jeg har det dårligt med argumentet om de kvindelige værdier. Det forudsætter, at der findes en fasttømret kvindelighed, som ekskluderer de kvinder, som ikke passer ind i den. Det er med til at cementere konventionelle forestillinger om køn – og dermed uligestillingen.

– Et af de mest grundlæggende vilkår i ligestillingsdiskussionen er jo spørgsmålet om barsel. Man kan se det i uligelønnen, i glasloftet. Hvis man siger, at der findes nogle kvindelige værdier, som er forbundet med omsorgsrollen, bliver det fx svært at sige, hvorfor mændene også skal tage en del af barslen.

– Vækstargumentet er farligt. For hvad sker der, hvis det viser sig, at ligestilling ikke er specielt godt for bundlinjen? Der er analyser, som viser, at det er den – men også nogle, der siger, at det ikke betyder noget. En undersøgelse konkluderede for nylig, at ja, det går godt for virksomheder, der ansætter mangfoldigt – men det skyldes ikke repræsentationen af kvinder eller andre minoriteter i sig selv, men derimod en virksomhedskultur, som så bl.a. afspejler sig i, at man ansætter hen imod mere ligestilling.

– Jeg vil slå meget mere på menneskerettighedsargumentet: Det er bare ikke god praksis at diskriminere, hvis man vil tale om demokrati og menneskerettigheder. Så er det lige meget, om folk kommer med nogle særlige værdier eller ej, fastslår Helle Poulsen.


Globale forskelle og fælles projekter

I din afhandling viser du, hvordan kvinder i 3. verden opfattes ikke kun som afvigere i forhold til en mandlig norm, men også i forhold til ideen om en vestlig frigjort kvinde?
– I ILO-sammenhænge er det tydeligt, at man hovedsageligt beskæftiger sig med ligestillingsproblemer alle andre steder end i den vestlige verden. Det bliver en forstærkning af forestillingen om, at vi er kommet så langt, mens det er synd for de andre. Man oplever det også i debatten herhjemme, hvor ligestilling er gået hen og blevet en dansk værdi. Det er noget, vi har. De andre, der kommer her, har problemet, for de forstår ikke, at der er ligestilling mellem kønnene i Danmark.

Helle Poulsen peger på, at kvinder og mænd i 3. verden deler nogle kampe og betingelser, fx ifht. globalisering. Men de stereotype forestillinger om mænd og kvinder betyder, at der ikke tales om, hvordan køn hænger sammen med globale uligheder. Alle kvinder antages at have de samme interesser og udfordringer. Men ideen om fælles mål for alle kvinder viser sig meget problematisk, når det kommer til globalt samarbejde om kvinders rettigheder, er Helle Poulsens erfaring.

– Nogle af de aktive på området taler om, hvorvidt tiden er løbet fra et globalt projekt. I forhold til Kvindekonferencen i Beijing i 1995 viste det sig langt sværere for kvindeorganisationerne, da de mødtes fem år senere ved Beijing +5, at nå frem til nogle fælles mål eller bare bibeholde det, man var blevet enige om dengang. I dag gælder det mere om at lave strategiske alliancer. Et godt eksempel er, at man kan lave alliancer om fx reproduktive rettigheder, selv om man har nogle forskellige udgangspunkter og mål med det.

– Samtidig er der kritikken, som går på, at det underminerer feminismens projekt, hvis vi går væk fra at tale om kvinder som fælles interessegruppe. Hvis vi ikke har udgangspunkt i den kategori, der hedder “kvinder”, hvem taler vi så på vegne af? Jeg har mødt eksempler på folk, som tidligere har været på barrikaderne og talt for et skift fra kvinder til køn, men som nu er bekymrede for, om begrebet køn er blevet for opløst til, at vi kan bruge det.


Den lange vej til mainstreaming

Siden mainstreaming af køn kom højt på ILOs dagsorden sidst i 1990’erne, har Helle Poulsen oplevet, at der er kommet et meget større fokus på ligestilling blandt folk i organisationen. Ikke mindst fordi man nu har et ligestillingskontor, som refererer direkte til generaldirektøren. Alligevel konstaterer hun, at der er langt igen, til mainstreamingpolitikken virkelig slår igennem.

– Efter alle disse år er det stadig ikke en integreret del af den måde, man arbejder på. For eksempel kan projekter, der scorer lavt på kønsdimensionen, men får point på andre kriterier, sagtens gå igennem, når der skal uddeles fra en pulje med donorpenge.

Du nævner i afhandlingen, at der er en sammenhæng mellem problemerne med at få implementeret de gode intentioner og det faktum, at mænd dominerer i toppen af organisationen?
– Desværre tror jeg, at der skal flere mænd på banen, som indser, at de har et køn, og at det er et vigtigt område. Jeg siger “desværre”, fordi vi så er tilbage ved, at der skal mænd til at give et område prestige. Men i ILO-sammenhæng er der en forventning om, at kvinderne skal bære ligestillingsdiskussionen. Derfor er et af argumenterne for kvinders deltagelse også, at det er dem, der skal få ligestilling på dagsordenen. Og sådan er det også i praksis. Men samtidig bliver det let marginaliseret, når det ses som et kvindespørgsmål.

Hvorfor er det momentum, man fik i ligestillingsarbejdet i ILO, ikke slået mere igennem?
– Det er jo de samme mennesker, som sidder i ledelsen. Samtidig har ligestillingsafdelingen været vant til at kæmpe fra en meget marginaliseret position i organisationen. Det kan være svært at begynde at arbejde på en anden måde. Mit indtryk var, at man valgte at køre det på samme måde, som dengang man lå og rodede rundt længere nede i hierarkiet. Man pressede ikke ledelsen på ligestillingen, selv om man kunne have sagt: “Hvis I vil se godt ud i generaldirektørens øjne, har vi nogle bud på hvad I skal gøre”.

– Det er en af de ting, som mange, der beskæftiger sig med mainstreaming, peger på: Barriererne ligger i, om der er politisk vilje på alle niveauer. Det er ikke nok at have fx en generaldirektør, som synes det er sagen, hvis mellemlederne ikke prioriterer det. Mit indtryk er, at det er meget personafhængigt, ligesom det jo også er herhjemme: Sidder der nogle folk, som brænder for det, kan der ske noget, konkluderer Helle Poulsen.