– What I feel on the inside is not what is shown on the outside…cause I feel 20, siger den 45-årige Kenna i det amerikanske realityprogram Extreme Makeover. Hun præsenteres som skolerådgiver og enlig mor, der siden folkeskolen har elsket at spille tennis, gerne i den bagende sol smurt ind i babyolie.
 
Det har sat sit præg på hendes hud, men dengang vidste man ikke bedre, fortæller hun selv. Makeoveren skal nulstille fortidens foreteelser og kroppens forgængelighed. Kenna skal have en ny chance i livet. Men det kræver, at hun gennemgår omfattende kosmetiske operationer, et hårdt træningsprogram og bliver stylet fra top til tå. 

En forunderlig forvandling

I samme program møder vi 36-årige Michelle, der spankulerer over parkeringspladsen i sine vandrestøvler, løstsiddende cowboybukser og sweatshirt. Voiceoveren fortæller os, at Michelle ønsker at udskifte sin maskuline fremtoning med en mere feminin for bl.a. at kunne tiltrække mænds opmærksomhed. Michelle bekræfter med tårer i øjnene: 

– You know you’re a girl […] but when people perceive me, initially its very androgynous, it is a gender identification issue and that’s kinda why I want to complete this process of a makeover. 

Makeoveren skal kurere identitets- og kærlighedsproblemer – og kuren er enkel og altid den samme: Deltagerne skal kønsmærkes på mere entydig vis. Michelle skal også have en ny chance i livet. Hun må, som Kenna, gennemgå omfattende ommøbleringer af sin krop og sin stil.

Entydig kønsmærkning

Programmets dramaturgiske plot er Kennas og Michelles kamp for at forbinde deres indre følelse af (køns)identitet med et ydre udtryk for samme. De er begge henrykte, da Dr. Morello viser dem et computergenereret billede af deres kommende udseende:

– It’s like your reading my mind! udbryder de uafhængigt af hinanden – og Kenna tilføjer: – That’s what I feel like on the inside!, mens hun peger på computerskærmen. 

Denne indre følelse lader sig åbenbart bedst fremmane ved hjælp af digitale visualiseringsteknologier. Derefter ridses disse computerfrembragte billeder ind i huden på Kenna og Michelle, der dermed bærer teknologiens mærker på deres kroppe. Det katharsiske højdepunkt er den store afsløringsscene i slutningen af programmet, hvor det nye udseende afsløres for venner, familie og seerne. Som Michelle fortæller os: 

– Before I had my surgery I’d look in the mirror and I’d see something totally different but if I closed my eyes I’d see that individual. Now it’s great, because I look in the mirror, my eyes are open and I see the person that I believed was underneath. 

Også kærligheden ligger tilsyneladende lige om hjørnet nu. Som Kennas søn siger: 

– I am sure that a lot of guys will be knocking down the door, waiting to take her.

“Supersize take-away queen Trudy” møder “Superskinny marathonrunner Kim”

Trudy og Kim har også valgt at opsøge et tv-program for at få hjælp til deres problemer. De optræder i det engelske reality program Supersize vs Superskinny, der som titlen antyder hjælper overvægtige og undervægtige med en livsstilsomlægning. Trudy præsenteres som Supersize take-away queen, mens Kim præsenteres som Superskinny marathonrunner. Deres første møde er ved den såkaldte Dinner Pipe kun iklædt hudfarvet sloggi-lignende undertøj. Her kortlægges og kommenteres deres daglige indtagelse  af Dr. Christian Jessen. Wienerbrød, chokolade, chips, pommes frites og pølser i butterdej vælter ned gennem røret (The Dinner Pipe). 

Det ser ikke godt ud – og det er ikke godt, fortæller Dr. Christian. Trudy overspiser og Kim underspiser. Programmet gennemsyres af en (lægelig)videnskabelig retorik og diskurs, og vi får bl.a. forklaret, hvorfor eliteløber Kim har brug for protein: 

– The essential amino acids found in protein rich food like meat and fish are needed for the body’s sensual nerve system, immune system and brain function. 

Der glider også jævnligt faktabokse over skærmen, der i særdeleshed videreformidler de mulige risici ved Trudy og Kims livsstil. Sociologen Ulrich Becks Risikosamfund er her og nu – og vi skal passe på, hvad vi propper i munden. Strategien minder om mange europæiske regeringers initiativer for at dæmme op for den omsiggribende usunde livsstil. Disse er dog oftest rettet mod det, der af WHO betegnes den “globale fedmeepidemi”. I Supersize vs Superskinny kæmpes kampen mere bredt mod den vestlige verdens forskruede forhold til mad og kropsidealer, men altid iscenesat som et personligt problem. De økonomiske og sociale omstændigheder, der måtte afholde deltagerne fra de mere sundhedsrigtige indkøb og vaner, forbigås.

Terapi og livsstilomlægning 

Et væsentligt terapeutisk element i livsstilsomlægningen er, at Trudy og Kim skal spise hinandens mad i 5 dage. Som Dr. Christian forklarer, handler det om at bryde vaner:

– I want you to love and embrace food, but in a healthy and sense full way and not in this destructive way. 

Ingen af deltagerne er begejstrede for den andens mad: Kim væmmes ved synet af friturebomben foran hende, mens Trudy vægrer sig ved den friske fisk. Men de gør det, for som Dr. Jessen påpeger, er dette et frigørende projekt:
 
– I wanna liberate you and your attitude towards food. 

De er nemlig begge slaver af mad og gamle vaner. Dette bliver endnu tydeligere senere i programmet, hvor både Trudy og Kim fortæller, at deres madvaner er afledt af traumatiske begivenheder og følelsesmæssig stress. Den overvægtige og den undervægtige indser herefter, at de trods alle forskellene har et fælles problem. Som Dr. Christian alvidende påpeger for seeren: 

– They both use emotions to control their eating. 

Hans opgave er derfor – to teach them to master those emotions.

Dr. Christian benytter dog ikke kun den ombyttede mad som terapeutisk redskab, men præsenterer også Kim for close-up fotografier af hendes benede krop. Han prøver at få hende til at indse, at hendes livsstil ikke kun bringer hendes krop i sundhedsmæssig fare, men også skæmmer hendes udseende. Som han siger: 

– I think that looks like an old lady. 

Dette får tårerne frem i Kims øjne, og nu er hun for alvor klar til en livsstilsomlægning. Dr. Christians måde at overbevise Trudy er ved at lade hende møde en kvinde, der kaldes The morbidly obese Lisa Weeler. Udsigten til at ende som Lisa Weeler og ikke længere kunne klare sig selv motiverer Trudy.

Efter tolv uger med deres nye madplaner mødes Trudy og Kim igen, nu festklædte og stylede, for at blive vejet. De fortæller smilende om bedre selvværd – og som Kim siger:
 
– Overall the results and experience has been fantastic, totally life changing. 

Kenna og Michelle går i lighed med Trudy og Kim fra minus til plus, fra mindreværd til selvværd.

Selvbranding i freakshow-format 

Extreme Makeover og Supersize vs Superskinny er eksempler på den form for reality-tv, der siden begyndelsen af årtusindeskiftet har oversvømmet sendefladen. Her gøres alt til genstand for “makeovers”, hvad enten det er hjemmet (Roomservice, TV2), haven (Hokus Krokus, DR1), bilen (4 hjul og en overhaling, TV2), familiære relationer (Super Nanny, TV3), kærlighedslivet (Bonde søger Brud, Kanal 4), den personlige stil (What Not to Wear,TVDanmark) eller kroppen (Extreme Makeover, TVDanmark,Supersize vs Superskinny, TV3 og The Biggest Loser, Kanal 4).

Hovedparten af disse programmer bliver produceret i England og USA, men sendes på tv-kanaler over hele verden, eventuelt versioneret nationalt. Der er en tendens til, at amerikansk producerede programmer som Extreme Makeover fokuserer på den enkelte deltagers mulighed for at indfri den amerikanske drøm. Der lægges typisk vægt på den enkelte deltagers mulighed for succes, hvilket er direkte aflæselig i eller på den kropslige overflade. Derfor fremstilles makeoveren, som Michelle siger, som – a badge of honour saying to myself you got through this and you’re moving on to this next important fase of your life. 

Grimhed og lykke fremstilles i vid udstrækning som den enkeltes valg og ansvar. Samtidig handler det om selvbranding, om at gøre den enkelte deltager til en attråværdig vare for deltageren selv og/eller signifikante andre. Engelsk producerede programmer somSupersize vs Superskinny har en tendens til at fokusere på den enkelte deltagers opdragelse og indvielse i en bestemt livsstil. Det er arbejderklassen, der opdrages i middelklassens smag, livsstil og værdier. Den veltrimmede, velklædte og veltalende Dr. Christian er den perfekte ekspert, der er og har alt dét, som deltagerne mangler: nemlig klasse. 

På den ene side er programmet et freakshow, hvor der i nærbilleder dvæles ved de to bizart fremstillede kroppe og deres madvaner. På den anden side fremstår programmet som et seriøst sundhedsprogram med tips til ernæring og motion.

Spørgsmålet er i forlængelse heraf, hvordan seeren adresseres? Jeg mener, at Extreme Makeover og Supersize vs Superskinnytilgodeser en form for social voyeurisme, den distancerede betragter, samtidig med, at seeren adresseres som en mulig kunde, der kunne inspireres til selv at opsøge hjælp, altså, den involverede betragter.

Programmerne giver os på den ene side mulighed for en ublu og nysgerrig stirren på mennesker, som taler, handler og spiser alt det, som vi godt ved er forkert inden for en særlig etikette. Dermed bekræftes vi i vores egen normalitet og (middelklasse)status. På den anden side opfordrer programmernes fokusering på den enkeltes historie og kamp til identifikation. Set i det lys fungerer de også som en slags hjælp-til-selvhjælp, hvor seeren får ideerne til og troen på, at også de kan lægge deres liv om.

Makeovermani

Makeover er ikke bare blevet en udbredt tv-genre, men er også blevet en integreret del af vores begrebs- og forestillingsverden. Et opslag på google med søgeordet “makeover” giver således hele 21.000.000 hits. Ifølge kulturanalytikere er det ligeledes blevet en trang, som store dele af den vestlige kultur lider af: Vi er grebet af makeovermani og de hurtige forandringers muligheder (Johansson 2007, Sobchack 2000). Denne trang har kapitalen tydeligvis interesser i, og derfor fremstår mange af programmerne også mere eller mindre eksplicit som reklamesøjler for forskellige industrier og teknologier. 

Extreme Makeover er det åbenlyst kosmetisk kirurgi, der promoveres, som var det et tryllepulver til kurering af enhver lidelse. Og det virker, for antallet af udførte operationer er steget markant efter lanceringen af netop programmer som Extreme Makeover (Wegenstein 2007, Tait 2007). Også staten har stærke interesser i, at vi konstant overvåger og optimerer vores kroppe, da det mindsker de samfundsøkonomiske udgifter. Overvægt er én af de samfundsøkonomiske byrder, der lægger et stigende pres på sundhedssystemerne og medfører produktionstab i form af nedsat arbejdsevne (Se Indenrigs- og sundhedsstyrelsen 2007). Dertil kommer de psykosociale omkostninger såsom lavt selvværd og social isolation, som makeoverprogrammerne elsker at dvæle ved.

Televisuelle skriftestole

Programmer som Extreme Makeover og Supersize vs Superskinnyvirker som televisuelle skriftestole, hvor deltagerne grædende bekender deres synder. Programmerne kan således betragtes som en videreudvikling af dét, filosoffen Foucault betegnede som “det bekendende samfund”. Og som Foucault påpeger, er det ikke den “bekendende”, men den “lyttende”, der er i en magtposition. Eventuelle “problemområder” italesættes også flittigt af ekspertteamet og udpeges glædeligt af kameraet i de mange udleverende nærbilleder af blævrende, voluminøse, slappe, rynkede eller benede kropsdele. 

De kommercielle reality-programmer tager over, hvor de statslige initiativer kommer til kort. Tilsyneladende har disse programmer mere held med og penge til at normalisere og optimere den euro-amerikanske befolkning, end de forskellige regeringer har. Resultatet er imidlertid, at sociale problemer gøres til et spørgsmål om personlig udvikling, som den neoliberale samfundsborger selv er ansvarlig for. Som seer får vi lov at nyde kroppen som både et stigmatiseret og fetisheret objekt.