E.L.James’ Fifty Shades trilogi er netop kommet på udsalg efter at have solgt 70 millioner eksemplarer siden udgivelsen. Hverken nedgørende anmeldelser eller prædikater som husmorporno har kunnet bremse successen. Måske ved de (kvindelige) læsere noget, som kritikerne ikke har opdaget – helt i stil med t-shirt-teksten under en en tegning af en dynge lort: “A thousand flies can’t be wrong” noget.
Samtidig fejrer O’s historie af Pauline Réage 50 års jubilæum til næste år. Det har både professor Christian Graugaard og skribent Anders Haahr Rasmussen (bogaktuel med Mandens byrde) taget forskud på med begejstrede artikler i henholdsvis Politiken og Information. Graugaards artikel hedder “Erotisk klassiker skildrer ung kvinde i sansernes vold,” og beskriver den som “…spændstig som en ridepisk og…andet og mere end forglemmelig husmorbondage,” en tydelig reference til Fifty Shades, mens Haahr Rasmussen kalder sin artikel ‘”Elsk mig, pisk mig” og finder O’s underkastelse og “…denne begejstrede beskrivelse af at give sig hen…på samme tid fremmed og pirrende.”
Men er O virkelig i sine sansers vold, og skælver hun af “orgastisk fryd, når piskesmældene regner ned over hendes ryg”, som Graugaard hævder, eller er Haahr Rasmussen nærmere ved sagens kerne, når han siger, at “Der er noget lyksaligt over denne selvfortabelse”?
O er i sine følelsers vold, og de få gange hun får orgasme, skyldes det regulær genital manipulation, mens den fysiske mishandling er nøjagtig lige så smertefuld som for de af os, der ikke tænder på S/M. O’s kærlighed til René og senere til Sir Stephen lutres gennem hendes lidelser som en Jesus på korset eller Jeanne d’Arc på bålet.
O’s historie var en skandalesucces, da den blev udgivet, men allerede i 1955 blev den belønnet med den fornemme Deux-Magots pris og regnes nu for en del af den franske, litterære kanon.

Anastacia og Christians gammeldags romance

Fifty Shades trilogien har ingen litterære prætentioner. Den australske litteraturforsker Jodi McAllister påpeger i artiklen Fifty Shades of Genre, at den kombinerer pornografi, erotika og romance litteratur. Historien om Anastasia Steele og Christian Grey er struktureret som en traditional roman med et spændingsfyldt plot, hvor BDSM livsstilen [Bondagesadomachochistisk, red] fungerer som et subversivt, kinky krydderi, der sætter hovedpersonernes passionerede kærlighed i relief. Hard core pornografi har derimod sjældent en traditionel handlingsstruktur og består typisk af løst sammenkædede sexscener, hvor de involverede indgår i nye kombinationer på tværs af køn, følelser og seksuel orientering.
Anastasia og Christian er begge to voldsomt jaloux, og modsat O får Ana den ene orgasme efter den anden under deres binde- og spanking seancer, og den næsten religiøse lidelse, som O gennemgår, er her erstattet af sexlege, der nok ser lidt voldsomme ud på papiret, men som ikke påvirker de deltagende mere, end når en tegnefilmfigur er blevet kørt over af en damptromle og uanfægtet rejser sig bagefter og fortsætter jagten.

Romancelitteratur har tradition for modsatrettede følelser

Anastacia er en nørdet 21-årig jomfru, der modvilligt og rødmende må indrømme overfor Christian, at hun ikke engang onanerer, hvorpå han nænsomt vækker hende erotisk med blid vaniljesex.
Han på sin side er et skadet barn, der blev adopteret som fireårig, men er vokset op i en god og kærlig adoptivfamilie. Som teenager blev han udnyttet seksuelt af en ældre kvinde, der lærte ham at tænde på BDSM livsstilen, men takket være Anastacias udholdende kærlighed bliver Christian efterhånden i stand til at kombinere sex med følelser.
I romance litteratur er der tradition for, at helt og heltinde har antagonistiske følelser overfor hinanden, når de mødes, og må gennem hver sin læreproces før de kan realisere deres kærlighed.
Det tog Elizabeth Bennet over halvdelen af Pride and Prejudice [Jane Austen, red.] at sige ja til Mr. Darcy. Den navnløse fortæller i Daphne du Maurier’s Rebecca forelsker sig i Max de Winter ved første øjekast, men først i slutningen af bogen bliver hun klar over, at han også hele tiden har elsket hende. Og det tog Lord Peter Wimsey hele fem bøger, før han blev gift med sin Harriet.

De romantiske helte

Christian fra Fifty Shades indeholder tydelige elementer af Mr. Darcy, Maxim de Winter og Lord Peter, mens Anastacia mest ligner den navnløse hovedperson og fortæller i Rebecca.
I Fifty Shades er der både eksplicitte og implicitte intertekstuelle referencer til Rebecca og Pride and Prejudice. Anastacia er engelskstuderende og har derfor læst Jane Austen. Og Rebecca står til Anastacias forbløffelse blandt førsteudgaverne i Christians bibliotek, hvor hun en aften sætter sig til at genlæse den.
Ved deres første møde falder Anastacia over sine egne ben på vej ind i Christians kontor, mens hun læser Rebecca, hvor den kommende Mrs. de Winter vælter en blomstervase udover sit bord på den restaurant, hvor Maxim de Winter også sidder og spiser. I begge tilfælde er det kærlighed ved første blik, hvad ingen af de implicerede tør erkende overfor hinanden. Ligesom Lord Peter er Christian en fremragende klassisk pianist, styrtende rig og har en altmuligmand, der som Lord Peters ufejlbarlige Bunter og Maxim de Winters Crawley redder hans liv, når det virkelig brænder på.
At påpege, at trilogien Fifty Shades er “dårligt” skrevet, er som at sige, at vand er vådt, hundehvalpe nuttede og Marilyn Monroe sexet. Det er en kioskbasker og ikke en finlitterær roman.

Men inde under det lave lixtal, de melodramatiske begivenheder og de utallige sexscener findes mange af eventyrenes urelementer. Christian er både prinsen på den hvide hest og en stakkels mishandlet lille dreng, som prinsessen må befri for den splint af troldspejlet, han har siddende i hjertet. Da Christian i slutningen af første bind overskrider Anastacias grænser, går hun sin vej. Da de bliver genforenet i andet bind, bliver de ligestillede partnere og kan sige ja, da han frier.

Hvad tænder kvinder på

Den canadiske psykolog Meredith Chivers undersøgelser af mænds og kvinders seksualitet viser, at kvinders seksuelle ophidselse modsat mænds er “udifferentieret,” idet deres genitalier reagerer på alle former for visuel seksuel stimulering, uden at de registrerer det bevidst. Mænd derimod reagerer kun i overensstemmelse med deres seksuelle orientering.
Den forskel kan være en del af forklaringen på Fifty Shades trilogiens utrolige popularitet. De kvindelige læsere har ikke nødvendigvis lyst til at prøve alle de kinky udfoldelser, som Anastacia og Christian dyrker, men tænder på dem. Samtidig identificerer de sig med den veluddannede og ambitiøse Anastacia, der på god, gammeldags vis får prinsen og det halve kongerige.
Og vel at mærke en prins, der tænder lige så meget på hendes begavelse og selvstændighed som på hendes sexede ydre. Christian giver ganske vist Anastacia en Askepot makeover, der forvandler hende til en “hottie,” men uden at hun må opgive sin selvstændighed og styrke, som Christian har så hårdt brug for.
Anastacia og Christians kinky romance er en våd drøm og et eventyr for voksne med et letfordøjeligt moralsk subplot, hvor det er i orden at hengive sig til politisk, ukorrekte fantasier og rollespil, hvis det er der, orgasmerne findes, men hvor det også gælder om ikke at gå på kompromis med sin overbevisning, lige meget hvor forelsket man er.
I The Feminine Mystique [på dansk Farvel, kvindesag, red.], der udkom i 1963 året før O’s historie og blev en feministisk klassiker, beskriver Betty Friedan en mandsdomineret livsstil, hvor kvinder udelukkende definerer sig selv som hustru, mor og elskerinde uden mulighed for en karriere udenfor hjemmet. Den virkelighed illustrerer Marilyn French også i romanen Kvinder, som blev en international bestseller. Den eksistentielle elendighed, som de ikke kan formulere og ikke ved, hvad de skal stille op med, kalder Friedan for “the problem that has no name.”
I O’s historie er løsningen på problemet kvinders totale underkastelse og accept af rollen som frivillige og lykkelige sexslaver og kan læses som en symbolsk beskrivelse af den ideologi, Friedans og Frenchs bøger handler om, drevet ud i sin yderste konsekvens.
Fifty Shades trilogien har derimod en løsning, der på en gang er pragmatisk og utopisk. Anastacia og Christians liv er et senmoderne, letlæst eventyr, hvor prinsen og prinsessen er ligestillede i det halve kongerige, hvor de i slutningen af tredie bind lever lykkeligt med deres to børn. Men om det bliver til deres dages ende, må tiden vise.