“My family wasn’t a kissy family,” sagde den amerikanske fotograf Imogen
Cunningham i en portrætudsendelse for mere end 20 år siden i dansk
fjernsyn. Anledningen var vistnok hendes udstilling på Charlottenborg af
små, blide, følsomme sort-hvid fotografier, og det gjorde et stort
indtryk på undertegnede, at der var en forbindelse mellem kunstnerens
barndom og opvækst og hendes fotografi.

En livsklog gammel dame, der døde i en alder af 93 år i 1976, en kvinde,
der således havde en kærlighedsfuld, omfavnende udveksling med levende
vækster og blomster som hun ikke havde haft med sine forældre. Det var
ikke sentimentalt men konstaterende, et objektivt fotografi på en
subjektiv baggrund. Megen skønhed opstår i slipstrømmen af problemer og
derfor kom blomsterne og billederne til at betyde nærhed, ja måske endda
en ny slags familie for Imorgen Cunningham.

Vi kunne udvide familiebilledet til også at omfatte maleren Agnes
Martin, der flyttede fra New York i 1967 for at søge nærhed til tingene,
ro og balance i den vestamerikanske ørken, hvor hun stadig maler sarte
hvide billeder, der hedder love og happiness og den slags
suspekte titler samt ikonet Georgia O’Keeffe, der døde sammesteds 99 år
gammel i 1986 efter at have sagt det med blomster gennem flere
generationer.

Mærkelig mangel på kvinder

Cunningham og O’Keefe er med på Louisianas nye udstilling ‘Blomsten som
billede’, men mærkeligt nok som nogle af de få kvinder, der har blomsten
som kunstnerisk forløsende motiv. Og lad os lige dvæle ved den
kendsgerning, for selvfølgelig har Louisiana forpligtet sig overfor et
stort publikum til at vise den bedste moderne internationale kunst, men
når Louisiana selv tilrettelægger udstillingen og direktør Poul Erik
Tøjner i katalogets indledning fastslår, at motivationen skyldes
kvinder, er det betænkeligt at vi er nede på en 10.-del kvindelige
kunstnere i den samlede udgave. Moderne kunst synes at begynde og ende
ikke med en Lilly-model, men en van Gogh-ditto.

Lad os plukke lidt fra katalogets smukke vildnis: “Ideen til Blomsten
som billede… udsprang af et møde for mange år siden med Skagensmalerne
og Fynboernes kunst og dannede sig løst omkring den iagttagelse, at
kvinderne i kredsen syntes at male mere frigjort end mændende. Måske
fordi de forholdt sig til nære og konventionelle motiver og ikke både
skulle opfinde og retfærdiggøre verden hver eneste gang – som mændende
forekom at være forpligtet til,” skriver Tøjner. Interessant! Hvorefter
man læser et langt nydeligt essay på 20-30 sider, der levner 10-20
linjer til Georgia O’Keeffe, der er den eneste kvinde som rammes af den
kuratoriske solstråle i kunstens imposante vindueskarm.

For verdenskunstens mestre trænger sig på. Van Gogh og Manet. Matisse,
Nolde, Polke og Picasso. Cézanne og Gauguin. Monet, Mondrian og
Mapplethorpe. Warhol, Léger og Hockney. Helt fantastiske kunstnere med
helt fantastiske billeder har fundet vej til udstillingen. Også blandt
stjernefrøene, der tæller endnu 20 navne. Moderne kunstnere,
samtidskunstnere som man siger, der her vokser frem og op i lyset.
Syntese. Mænd med grønne fingre og den gamle gartner deruda’ på
Louisiana. Virkelighedens guld og grønne skove i mangfoldige udgaver.
Ret fornemt.

Men mærkeligt med de piger. For hverken Anna Syberg eller Anna Ancher er
med, og de er jo ikke ældre end mange af de gamle mestre, der maler
moderne omkring 1880. Måske er det forbudt at male ‘frigjort’ og ‘nært’,
måske har det internationale udstillingsliv blot den selvforståelse at
verden og kunsten skal retfærdiggøres hver gang et billedesøm slås i
væggen, og det gøres bedst ved at glemme det mødrene ophav.

Der er jo kvinder med, vil nogen sikkert indvende. Natalia Goncharova
maler tidsler i 1920’erne – stikkende ukrudtsplanter som man(d) gifter
sig med – “ræk mig lige roundup’en skat” og videokunstneren Pipilotti
Rist, der ælsker blomster surfende afsted på verdens overflade som en
æggende forførerske i et peepshow. David Hockney er næsten dame med sin
skamløse letlevende penselføring i pangfarver, ‘Iris med Evian-flaske’
dirrer blåviolet og elegant, men englænderen er også homoseksuel i
tredje potens. Som også fotografen Robert Mapplethorpe er det med sine
erigerede liljer og blottede vaginale orkidéer. Hvilken rislen.
Blomsterhandleren og Statens Museum for Kunst-udstilleren Tage Andersen,
næh, Erik Berings buketter med et stænk af brudeslør? Eller penis i
vase?

Sammenlign engang disse nåleprikskarpe Mapplethorpe-fotografiers sorte
mystik – i medlemsbladet Louisiana Magasin citeres kunstneren for at
sige “Når jeg fotograferer en blomst eller en pik, gør jeg ikke to
forskellige ting” – med Imorgen Cunninghams nære blik på væksterne. Her
gælder det fællesskabet og identiteten, ikke den kølige sadistiske
pin-point, blomsten er blot et afsæt ind i en ukendt verden, poetisk og
hudnær.

Blomsten bliver maskuliniseret

Fotografer, malere, installationskunstnere og skulptører arbejder i
Louisiana-blomsterhaven, nogle mere overbevisende end andre. Nobuyoshi
Araki, der altid går i kødet på sine motiver og Andy Warhol er gode,
fordi de er dekorative og farlige i deres kølighed, hvor fotografen Karl
Blossfeldt kun udleverer nøglen til skønhedsregistranten ligesom
oversete Ellsworth Kelly, der dog tegner som en drøm. Sigmar Polke er
genial og Emil Nolde er sig selv, når han er bedst. Se Polskes
‘Vintergækker’ som hvide sæddråber eller sjove piller og Noldes
‘Valmuer’ som ren opium, orange eksploderende sole. Men altså,
festfyrværkeri eller erotik, hvad skal vi med disse blomster? Se på dem.
Glædes. Eller stille spørgsmål.

Udstillingens kurator Ernst Jonas Bencard stiller henved et halvt
hundrede af slagsen, måske flere, i sin 10 siders lange artikel ‘Nogle
spørgsmål til Flora’ i kataloget. Konklusionerne er forbavsende få, men
interessante! “I dag vil kvinder ikke længere nøjes med at male
blomster, og mænd gør det stadig gerne,” står der og hvis hjemmearbejdet
ellers havde indbefattet dansk udstillingsliv ville man vide, at
Charlottenborg for få år siden havde en ganske god
blomstermaleri-udstilling sub-rosa udelukkende med kvindelige deltagende kunstnere.

Det er Louisiana, der maskuliniserer blomsten mere end det er
kunstnerne, tror jeg, for heller ikke i Bencards artikel møder vi nogle
af udstillingens udvalgte kvinder – overhovedet ikke én er genstand for
analyse, men der er dog andre godbidder til at skærpe appetitten fra
trivialitetens overdrev: “Ser man på vores almindelige dagligliv, er
blomster stadig overvejende noget for kvinder og homoseksuelle, mens det
ikke er noget ‘rigtige mænd’ går op i. Blomster synes kun at indgå i
mænds repertoire, når de vil opnå noget hos kvinderne. Blomster kan
byttes for kvinders hjerter, sex eller mad – eller fred og kolde øl til
fodboldkampen, sådan som Interflora viser det under sloganet ‘Husk hvad
blomster kan gøre.’ De kan åbenbart forårsage en hel masse mellem
kønnene.”

Således kan man måske slutte at Piet Mondrians tørre starutter af Døende solsikker kunne byttes for en god gang hed sex eller Egon Schiele for sin Solsikke kunne få en hurtig udløsning hos en mindreårig, som han havde for vane? Jeg spørger bare.

‘Blomsten som billede’ på Louisiana vækker til eftertanke, såmænd.

Man savner kun damerne

Jorden er gødet på Louisiana for en publikumstræffer og det må fastslås at det er berettiget, hvis det skulle gå hen og lykkes.

For Tøjner/Bencard er ikke dummere end at det penetrerende blik ledes
gennem et columbiansk begravelsesritual efter først at have fået en
knaphulsblomst på 12 meter stukket ud af Mark Quinn udenfor indgangen.
Den vaginale lange gang, der fører ind til udstillingssalene rummer en
hel væg af unge María Fernanda Cardoso, der byder velkommen inden man
ledes over i kvindernes favntag.

O’Keefe som endevægsmester, Cunningham som den stille eksistens ved hendes side.
Det er næsten som at møde Dame Edna og hendes grå Madge, der bare lytter
og finder sig i den sekundære placering i livet ligesom tidselfrøken
Goncharova, der er jævnaldrende med Picasso, men en af udstillingens
absolutte højdepunkter.
Inde i junglen møder vi så alle de billeder, der er drevet frem af
potens og andre virkemidler. Det meste af det der er, er horribelt godt,
fra Odilon Redons og Jean Fautriers febersyner til James Rosenquists
skærende og splintrende flotte pop-kunst. Der er tænksomhedskulpturer,
installationer og videoer.

Man savner faktisk kun et nyere mesterværk, Fischli/Weiss med deres
diasshow af banale planter og blomster der toner ind og ud af hinanden
som nordlys og så måske damerne, de fynboer og skagboer som virkede
fødselsforløsende for ‘Blomsten som billede’. De indesluttede perifere
kvinder, der endte som farve-, friheds- og lyshystader, der åbenbart er
fundet for lette til deltagelse eller blot har udløst præstationsangst
hos arrangørerne.

Men hvad. Når nu trangen til at købe en plakat eller to fra udstillingen
for en gang skyld og helt ægte melder sig fordi, man har set
vidunderlig kunst, må det forbehold vel fjernes. Louisiana har gjort det
igen. Skaffet landet et vindue til kunstens grønne verden uden at give
køb på kvaliteten. Og hvis man nu er ensom eller ikke har haft en ‘kissy
family’ bliver man omfavnet af blomsternes mangfoldige fællesskab i
Humlebæk helt ind i den mørke vinter.

Erik Steffensen er fotograf, maler og forfatter. Han er professor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Denne artikel blev først bragt i Information den 10.9.2004