Athene springer ikke længere fuldt udvokset ud af Zeus’ pande. De herskende fortællinger om forplantning forbigår ikke mere kvindekroppen som udskifteligt hylster og beholder for mandens guddommelige sæd. Tværtimod. Al reproduktiv opmærksomhed er i dag fokuseret på kvinden, hendes krop, sundhed, psyke og relationerne til afkommet, både som foster og som baby. Barnets fader, der ofte også er kvindens mand eller partner, er reduceret til rekvisit eller statist. I reproduktionsvidenskaben fremstår forplantningen som et rent kvindeanliggende. 

Manden fra ophav til statist

I det enogtyvende århundrede har manden allerhøjst en birolle i reproduktionens institutioner og diskurser. Manden er blevet “det andet køn” i forplantningssammenhænge. Det ønsker en ny medicinsk-antropologisk bog kritisk at undersøge og forsøge at ændre. Hele tre ud af bogens fire redaktører er danske antropologer. Det yderst fortjenstfulde projekt Reconceiving the Second Sex (et uoversætteligt ordspil på genundfangelse og nyforståelse), retter fokus på mænd, maskulinitet og reproduktion – og kan kun hilses velkomment. Imidlertid er bogen både redelig og kedelig. Den er kvalitativt ujævn og generelt underteoretiseret, og derfor er bogen både en kilde til glæde, nysgerrighed og indsigt samt til frustration og skuffelse.

Antropologien som kønsteoretisk guldgrube

Hovedproblemet ligger i den snævre medicinsk-antropologiske tilgang, der i for begrænset grad er i dialog, endsige øjenhøjde, med kønsantropologien. For netop feministiske kønsantropologer har helt siden halvfjerdserne produceret et overflødighedshorn af indsigter omkring kønsforholdenes manglende universalitet.

Kvinder og mænd, femininitet og maskulinitet er dybt indlejrede i kulturelle kontekster, og kønnet er en langt mere kulturel og historisk størrelse, end vi almindeligvis forestiller os. At gøre – og at blive gjort til – hhv. mand og kvinde er processer med enorm global variation, og forestillinger om maskulinitet og femininitet er alt andet end naturgivne og statiske. Mænd kommer ikke fra Mars, og kvinder ikke fra Venus, selvom mælkevejen forsøges heteroseksualiseret. Selv på vores lille klode kan alt levende ikke inddeles i han- og hunkøn og slet ikke i hhv. femininitet og maskulinitet. Eller rettere: det kan det sagtens, men forskellige kulturers kønsmytologier udviser radikale forskelligheder. 

Antropologisk feltarbejde og detaljestudier fra alverdens kulturer har dynamiseret vores forestillinger om mænd og kvinder, femininitet og maskulinitet, og tvunget os til at forbedre vores vanetænkning om biologiske og sociale køn, seksuel adfærd og mandlighed og kvindelighed. 

Køn skal tænkes i flertal og ikke nødvendigvis som binære modsætningsforhold. Og slægtsskabsstudier helt tilbage fra Levi Strauss’ strukturalistiske systematiseringer over Gayle Rubins skelsættende analyser af “kvindetrafik” til Judith Butlers seneste undersøgelser af “kinship” har for længst bevist, at antropologien er et fantastisk redskab til en kritisk dekonstruktion af nutidens tilfældige og midlertidige forestillinger om “natur” og “uforanderlighed”.

Mand=Maskulinitet?

På den baggrund er det nedslående at se, hvor ureflekteret mange af bidragene reproducerer common sense-forståelser af køn, seksualitet og forplantning. Bogens teoretiske lavpunkt synes at være Tine Tjørnhøj-Thomsens tautologiske definition af maskulinitet:

“I also argue that masculinity – which refers here to the thoughts of and practices connected with being a man – is constituted relationally and contextually” (s. 227).

Desværre er hun ingen enlig svale: Opfattelsen af maskulinitet, som “de tanker og praktikker, der er forbundet med at være en mand”, går igen i store dele af bogen. Jeg havde ikke troet, at man i 2010 kunne komme med en så doven definition på “femininitet” som: “de tanker og praktikker, der er forbundet med at være en kvinde”. Men den medicinske antropologi skriver tilsyneladende stadig, som om jorden var flad. Queerteoriens, for slet ikke at tale om transteoriens, udfordringer af kønsbinaritet og biologistiske kønsforestillinger er næsten fraværende i bogen, der synes upåvirket af Judith Butlers “kønsballade”, for slet ikke at tale om Judith Halberstams forestillinger om “kvindelig maskulinitet”. Her er en spade en spade, og maskulinitet tautologisk knyttet til mænd.

Den manglende mand

Heldigvis er alle bidrag ikke i samme grad underteoretiserede. Indledningen og de første bidrag fremhæver veldokumenteret den store mangel omkring mænd og forplantning i den eksisterende reproduktionsforskning. Som bekendt har medicinen en udviklet gynækologi, mens andrologi (alene ordet afvises af min stavekontrol!) kun er i sin vorden. Med andre ord er fertilitetslæger først for nylig begyndt at trække bukserne af mændene. Dette gælder også andre videnskaber som sociologi, demografi og antropologi. Forplantning og kvinder er tidligere set som to sider af samme sag. Mænds roller som lovgivere, befrugtere, fædre, forsørgere, forældre, arbejdsgivere, vold(tægt)smænd og beslutningstagere er underbelyste områder. 

Flere bidrag udpeger nye felter for forplantningsforskningen som mandlig infertilitet, mænds anvendelse af nye medicinske produkter som viagra mod erektile dysfunktioner, mænds brug af svangerskabsforebyggende teknikker, mænds forhold til kunstig befrugtning, mænds oplevelser af kønssygdomme, prostatakræft og forplantningssundhed i det hele taget. Mandlig infertilitet er f.eks. stadig et tabu, som Helene Goldberg viser gennem feltarbejde på fertilitetsklinikker i Israel. Gennem tværkulturelle undersøgelser udført af antropologer fra fire kontinenter bliver der forsøgt at råde bod på manglerne, og læseren føres vidt omkring både tematisk og geografisk. Men desværre sjældent i dybden.

Find ti fejl

Med Matthew Gutmanns veloplagte indledningsessay The Missing Gamete? Ten Common Mistakes or Lies about Men’s Sexual Destiny udfordres fordomme omkring mandlig seksualitet. Gutmann hævder, at det er på høje tid at “queere” vores kedsommelige forståelse af maskulin heteroseksualitet, og argumenterer for, at der er flere forskellige slags heteroseksualiteter, heteronormativiteter og maskuliniteter. 

Robert Connells artiklel viser, hvordan den “hegemoniske maskulinitet” er tæt knyttet til mænds fertilitet. Så at have “mosevand i sprøjten” er “demaskuliniserende”, også fordi manglende frugtbarhed – fejlagtigt – kobles til impotens.

Gutmann peger på den biologiseringsfare, som præger så mange af bogens øvrige bidrag: 

“That so enormous and everyday a topic as male heterosexuality and reproduction has gone largely unnoticed in anthropology and the other social sciences shows both the importance and urgency of the task at hand, because left under examined and under analyzed it is too easy to rely on facile biologisms that reduce men and their sexualities to man and his sexuality” (s. 22). Den skæve tilgang til feltet er han desværre temmelig alene om i bogen.

Gutmanns liste over de hyppigste “fejl” på feltet omfatter antagelsen om, at reproduktiv sundhed kun omfatter kvinder (eller evt. kvinder og mænd med aids), at mandlig forplantning er ensbetydende med mandlig seksualitet, at mænd pr. definition ikke tager ansvar for fødselskontrol, at mænds seksualdrift er naturgiven, at kærlighed ikke har noget med mænd, seksualitet og forplantning at gøre, at mænd er uden for kvindelig pædagogisk rækkevidde, at seksualpraktikker kan studeres præcist, og at traditionelle mænd har andre opfattelser af feltet end moderne mænd. Efter Gutmanns bidrag er vi godt påklædt til et nuanceret og reflekteret blik på mænd, reproduktion og maskulinitet. Desværre bedre end ved flere af de øvrige bidragydere.

Sædceller som minimænd

Også Lisa Jean Moores essay bidrager til både en kritisk afmystificering og humoristisk dekonstruktion, når hun i sin retoriske analyse undersøger sædens rolle i videnskabelig tænkning og ikke mindst en populærvidenskabelig fremstilling og visualisering gennem tiderne. Ligegyldigt, hvor udviklet og præcist sædcellerne beskrives, er de altid omgærdet af en massiv ideologisk omklamring, som Moore konkluderer:

“Regardless of the triumph of scientific ingenuity to capture and program individual sperm cells through their studies of human sperm competition, scientists present sperm as having distinct personalities and jobs” (s. 66-7).

Sædcellerne kaldes ofte jægersoldater eller kamikazepiloter, og dermed viser Moore, at jo mere forplantning fjernes fra mænd, jo mere får sædcellerne tildelt egenskaber som små hypermaskuline mænd.

Mathew Dudgeon og Marcia Inhorns to fællesskrevne artikler om hhv. køn, maskulinitet og reproduktion og om mænds indflydelse på kvinders reproduktive sundhed er mindre underholdende, men ganske værdifulde forskningsoversigter.

P-piller til mænd?

Med Laura Oaks artikel om lanceringer af mandlige “p-piller”, der virker hæmmende på hormonproduktionen, er vi tilbage i den underholdende afdeling. Hun påpeger generelle kulturelle smertepunkter og tabuer omkring mandlig seksualitet. Hormonel forplantningsforebyggelse for mænd er forblevet på konceptplanet, og det peger på den generelle kønslige ulighed i fødselskontrol, hvor det stadig synes “naturligt”, at det er indgreb i kvindens hormonsystem, der satses på. Kvinden må alene lægge krop til familieplanlægning.

Humoristisk reklameudkast til en imaginær lancering af “p-piller” for mænd. Foto fra bogen

Reproduktionsmyter i Østen

Nguyen Thi Thuy Hanhs artikel om forplantningsparadokser i Vietnam undersøger, hvorfor landet har så mange aborter, mens Aura Yen bygger på feltarbejde i et etnisk minoritetssamfund i Det sydvestlige Kina og viser på oplysende vis, hvordan mandlige lokalpolitikere har haft held til at opbygge en myte om en enkelt landsbys måde at opfylde statens et-barnspolitik gennem anvendelse af traditionelle metoder som urter og plantemedicin.

Herved er indbyggerne blevet fritaget fra sterilisationsindgreb og har fået status som mønstersamfund, men Yen fortæller en anden, skjult historie om illegale aborter, børneudsætninger og skjulte børn, en historie, der i høj grad iscenesætter kvinderne som de skjulte ofre for mandlige forplantningsforhandlinger mellem lokalelite og statsapparat.

Forhandlinger omkring mandlighed er i fokus i både Tine Tjørnhøj-Thomsens feltarbejde fra danske fertilitetsklinikker og Marcia Inhorns arbejde omkring testikeloperationer i Ægypten og Libanon, der skal afhjælpe manglende frugtbarhed, men i realiteten er så godt som værdiløse. At de alligevel udføres i stort omfang fortæller både om et korrupt lægevæsen, men især om en patriarkalsk kultur, der lægger vægt på mænds evne til at avle børn, ikke mindst sønner. Koste hvad det vil.

“Vi er gravide”

Delt forældreskab er tema for Tsipy Ivrys artikel We are pregnant, om israelske fødselsforberedelseskurser, hvor begge forældre deltager. Hun antyder problemer ved at engagere mænd og fastholde deres interesse og analyserer det militaristiske sprogbrug, både mænd og kvinder benytter sig af, men knytter desværre ikke iagttagelser til bredere kulturelle koder i Israel, og ligesom mange af de andre feltarbejdebaserede bidrag har hun vanskeligt ved at hæve sig over informanternes niveau.

Her som andre steder savner jeg dristige hypoteser og mere overordnede konklusioner samt dialog med anden tværvidenskabelig forskning omkring sæd og visualisering som Murat Aydemirs afhandling Images of Bliss: Ejaculation, Masculinity, Bliss for bare at tage et eksempel.

Israelsk illustration, der viser, hvordan sæd visualiseres med militært billedsprog. Foto fra bogen

Ædle vilde

Janneli Millers analyse af fødselspraktikkerne hos Rarámuri-indianerne opridser alt for firkantet modsætningen mellem lokale praktikker, hjemmefødsler, hvor mænd agerer fødselshjælpere for deres hustruer, og moderne mexicanske, “patriarkalske” forhold, hvor kvinderne føder på klinikker. Den antropologiske undersøgelse degenererer til harmoniserende skønmaleri omkring “den ædle vilde” i en økofeministisk projektion. Her er ikke et øje tørt.

Homofædre

Maruska la Cour Mosegaards vægtige bidrag fokuserer på homoseksuelle fædre ud fra kvalitative interviews, og hun viser, hvordan nye regnbuefamilier udfordrer traditionelle heteronormative forestillinger om slægtskab og familie.

Desværre hæver hun sig ikke rigtigt op over feltarbejdeniveauet, og besynderligt nok relativerer hun ikke sine fund med den livlige queerteoretiske debat på området.
Som den eneste gruppe udspørges bøssefædrene om deres motivation for at ville have børn, og dette er naturligvis en vigtig konfliktakse i den aktuelle debat. Mosegaard kommer dog – sikkert ufrivilligt – til at lade den politiske dagsorden sætte ramme for sin undersøgelse, for hvorfor bliver ingen af de barnløse heteropar udspurgt om ønsket om at få børn? Automatkoblingen mellem børn og heteroseksualitet overtages således kritikløst i denne bogs spørgen.

Ligesom mange af de øvrige bidrag er også denne artikel underteoretiseret. I bogen som helhed er der tale om livsvigtige emner, som det er en stor fortjeneste at søge viden om. Men en kombination af medicinsk antropologi og kønsantropologi og en mere skæv og performativ tilgang til hele forplantningsindustrien kunne have ført til langt mere tankevækkende, dristige og øjenåbnende resultater. Den foreliggende bog demonstrerer både frivilligt og ufrivilligt, hvor mange blindheder, reproduktionsforskningen stadig besidder. Sæden efterlader ikke kun hvide pletter på lagenet, men også på forskningslandkortet.