Udsendelsen Et øjeblik har i uge 6 stillet skarpt på kvindernes indtog på universiteterne. Onsdag den 4.2.2004, kl. 12.50.

Speak: 
Lars-Henrik Schmidt, professor og rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, har sat sindene i kog. Han har nemlig udtalt, at det danske uddannelsessystem fremmer de kvindelige værdier, og det kan gå ud over den faktuelle viden og indlæring. Det synspunkt vil han meget gerne uddybe i Et øjeblik. Han er nemlig ked af den drejning diskussionen har taget.
Først giver han et bud på, hvorfor der er et lille overtal af kvindelige studerende på universiteterne. 

LHS: Jeg tror, at en af grundene til, at vi får flere kvinder, er den almindelige, at kønsdifferentieringen er lidt anderledes, end den var tidligere. Men det er også, fordi nogle af de måder at tænke på, som man har lært op igennem uddannelsessystemet, gør det lettere for kvinder at forstå, hvad der foregår på et universitet i dag. For 20 år ville det have været svært for de fleste kvinder at føle sig tilpas på et universitet. Det gør de i dag. Når vi kigger på historien om, hvornår kvinderne kom ind på universiteterne og sådan noget, var det jo, at de var nødt til at mandhaftiggøre sig for at forstå de værdier, der gjaldt på et universitet. Det er der selvfølgelig ingen moderne kvinde, som vil finde sig i. Det er også lykkedes dem at få ændret de mandhaftige værdier til nogle kvindagtige værdier, som er dominerende i dag.

Hvordan kan det være, at de har fået lov til det? 

LHS: Det er jo fordi … vi i den grad er opmærksomme på, at der er en intelligensreserve, som vil noget. Altså en intelligensreserve som alt andet lige er lige så stor som den, vi har fra deres mandlige kollegaer. Så det er jo et forsøg på fra samfundets side at sikre os, at vi får den intelligensreserve, der er i befolkningen og få den ind. Og her er kvinderne selvfølgelig … har den samme styrke som mænd.

Hvorfor tror du, at der er så mange kvinder, der søger til universitetet, og at mændene til dels søger væk? 

LHS: Det er fordi den konkurrencekultur, som er på universiteterne i dag, bliver til en anden, end den unge mænd er vant til. Jeg vil være så fræk sådan kulturhistorisk at sige, at vores problem i dag er, at vi ikke har brug for de unge mænd. Andre ….. vi … vi er den første generation stort set, som ikke har brug for unge mænd. De unge mænd har været creme de la creme, kulturens indsats. Men vi har ikke brug for dem mere. Vi håber stort set bare, at de springer lige direkte fra at være knægte til at blive voksne fædre, der passer deres børn. Den fase, som man tidligere havde, og hvor man skulle miste nogle af dem – den er borte. Kulturhistorisk mener jeg, det er et kolossalt problem. 

Hvor forsvinder de hen? 

LHS: De forsvinder ingen steder hen. … De går jo … Hvis du ville kigge efter i amerikanske fængsler og kigge efter i dansk kriminal statistik … de unge mænd har ikke fundet et rum, som de havde tidligere, fordi det tidligere rum var et heroisk rum. Hvem er heroerne? Hvem er det, der forsvarer kulturen? Hvem er det, der forsvarer samfundet? Jeg er lige ved .. de unge mænd … og i dag føler vi os frabedt, at de gør det. Så de er hjemløse. Det jeg prøver at antyde som tese er, at vi har et problem ved, at vi ikke har brug for de unge mænd.

Speak: Louise Runge Mortensen studerer bl.a. kvinde- og kønsforskning på RUC. Og hun har det lidt svært med denne her debat om kvindernes indtog på universitetet. 

LRM: Egentlig synes jeg det er lidt provokerende. Og egentlig synes jeg det er lidt klynk, altså. Men jeg tror – det er selvfølgelig enormt groft, fordi hvis der er nogen, der oplever det som et reelt problem, så er det måske også et reelt problem for dem. Men jeg synes, det lægger sig lige i halen på en masse anden klynk i virkeligheden – som meget handler om at blive truet på nogle områder, hvor man har været vant til at være eneherskende.

Speak: Klynk eller ej, så er universitetet under forandring og Lars-Henrik Schmidt, professor og rektor ved DPU mener, at de flere kvinder ændrer undervisningen. 

LHS: Der er måder at tale på, som bliver anderledes. Der er … Det at respektere det kvindelige univers i denne her sammenhæng, det er jo også at respektere, at der er andre måder at tale om tingene på. Det handler ikke om, hvorvidt de kan det eller ikke kan det og sådan. Det er blot det, at den måde de vil forholde sig til det at kunne og ikke kunne, er anderledes end det, som deres mandlige kollegaer har praktiseret gennem 100 år.

Kan du komme med nogle eksempler? 

LHS: Det er sådan noget med … og det er mit eget udtryk … sådan noget med. Det ville være et kærkomment eksempel ik’, det er at man ikke er præcis i sin udmelding, men at man mener, at den udmelding man har står til diskussion. Altså man inviterer til diskussion af den udmelding man har. Og hvis vi tager et fag som matematik, som skulle være for os det … være det som netop ikke kunne diskuteres. Så må vi jo konstatere i dag, at selv det der er de matematiske sandheder, ja, det kan problematiseres i det man kalder ethno-mathematics – altså, at der er forskel på, hvordan man laver matematik det ene sted og det andet sted. Og det tror jeg er et af de … der har rystet mange uddannelsesforskere. Sådan noget, som vi bare mente var indlysende, det i dag står til diskussion. Altså et af filosofihistoriens store markeringer det er jo, at to og to er fire. Og to og to er ikke fem. Nu har vi en situation, hvor vi begynder at diskutere, under hvilke betingelser er to og to fire. Eller under hvilke betingelser kunne de ikke være fem. Og det er en klog strategi i betydningen, at man bliver klogere ved at debattere det, men det er samtidig et spørgsmål om, at man ikke bøjer sig for klassiske regler i denne sammenhæng. Og det er det jeg mener, at det som jeg tillader mig at kalde de små skostørrelsers filosofi har fået en stor betydning for den måde, vi i al almindelighed diskuterer resultater inden for videnskaben.

Men hvilke konsekvenser vil det her så få?

LHS: Det vil få den konsekvens, at man vil vurdere det at kunne tematisere sit problem, at man kan tale om sit problem, højere end resultatet. Og det er det, der er klart efter min opfattelse i den måde, vi evaluerer og eksaminerer, og vi finder måder, hvorpå vi kan bedømme folk nu om dage, det der hedder assessment. Det ligger ved … at vi sådan set ikke er interesseret i, hvorvidt de når frem til rette resultat, vi er interesseret i, om de kan forklare, de er nået frem til det forkerte resultat. Den type af tænkning er efter min opfattelse en måde, hvorpå vi kan se, at det, man kunne kalde en feminisering af kultur slår igennem.

Hvad er der galt med det?

LHS: Det er jo det svære. Fordi, der er jo sådan set ikke noget galt med det. Det er jo at acceptere, at sådan tænker vi så i dag. Og sådan har vi … nu vi har vi jo brugt matematikundervisningen som et eksempel. Sådan har vi jo ønsket det skulle være. At folk skulle ikke gå ud og fortælle et eller andet, som de ikke selv forstod. Altså at de skulle have en simpel regelfølge – I just followed orders, ikke. I stedet for blot at lære folk reglerne, så har det været os magtpåliggende, at de skulle forstå reglerne. Og den … den måde, hvorpå man så insisterer på, at man skal have en forståelse for det man siger, det er det nye. Og mit problem er så, at det favoriserer en bestemt type af snakkesaglighed, som jeg hævder, at de små skostørrelser har lettere ved end dem, som har store skostørrelser. 

Men mit problem, hvis jeg må tillade mig at udtrykke det på den måde, det er jo, at vi her kaster vrag på det, at der også skal være en simpel viden. Du skal have en viden som … om ting som du ikke nødvendigvis har den store forståelse for. Slaget ved Dybbøl … det er jo … en stor katastrofe i den danske historie, men altså vi forlanger vel for fa’en ikke, at folk skal kunne forklare, hvorfor det gik sådan som det gik. 

Men vi ville måske gerne vide, at en af grundene til at vi i Danmark i dag taler så få sprog – nemlig dansk – altså det var blandt andet, at vi tabte ved Dybbøl. Sådan nogle simple ting … er… en paratviden, men som vi også er nødt til at respektere. Og her tænker jeg også noget så enkelt som det, vi berørte for et øjeblik siden om regneregler. Altså hænger det sådan sammen, at man skal bare banke regneregler ind i hovedet på børnene, for det handler ikke om, at de skal kunne forstå det. 

Men det er altså vigtigt, at de på forhånd faktisk bare er i stand til at bruge det. Ligesom det handler om at køre på cykel. De færreste folk forstår, hvorfor man kan køre på cykel, men de folk kan køre på cykel. 

Hvad er grunden til, at vi er nået hertil, hvor vi er i dag?

LHS: Det er en kulturteoretisk tese. Altså det er, for de der med de små skostørrelser, som vi kalder kvinder, de har det med, at det er vigtigt for dem at undgå nederlag. Hvor i mod det er for dem i de større skostørrelser, at de vil have en sejr. Hvor de tænker deres liv i henholdsvis ikke at lide nederlag og at få en sejr. Og da tror jeg, det er disse magtstrategier, altså måden at tænke på, vi skal kigge på i højere grad end det er køn. Altså vi skal kigge på attituder i forhold til det at overleve i vores uddannelsessystem. Så det er jo ikke galt i den forstand. Vi skal jo have begge dimensioner, men på den anden side, er det vigtigt at sige, hvad er det, der nyder fremme i vores system. Og det, der nyder fremme i vores system, er efter min opfattelse, det vi kunne kalde de feminine værdier.