I en afsidesliggende islandsk landsby mister en 54-årig mand sit arbejde på maskinfabrikken og giver sig til at dyrke grøntsager. Til en fest i Brooklyn får en antisexist øje på et par flotte bryster. I et sommerhus i Nordsjælland tager en (erklæret heteroseksuel) mand en anden (erklæret heteroseksuel) mands pik i munden, mens “gutterne” står ved siden af og griner.
Det er tre af de situationer, vi præsenteres for i antologien Mandens Byrde, som udkom på Informations Forlag 2. oktober. Hvad har de tre situationer til fælles? Måske ikke vældigt meget. Og det er netop en del af pointen. De senere år har det ikke skortet på fortællinger om “manden”. Han er metroseksuel – denne særlige kategori for mænd, som både går op i deres udseende og går i seng med kvinder. Han er en forvirret, feminiseret skvatmikkel. Han er – senest – “tabermanden”, som ikke kan manøvrere i det moderne samfunds idealer om ligestilling og frigørelse; manden, hvis traditionelt maskuline værdier ikke længere værdsættes, og som havner på overførselsindkomst i udkantsdanmark. Især tabermanden har været genstand for debat, politisk bekymring og krav om handling.
Og han findes da, tabermanden. Det er efterhånden ganske veldokumenteret. Men det betyder ikke, at fortællingen om “tabermanden” er fortællingen om manden i det 21. århundrede. Derfor er det også ganske befriende, at redaktørerne bag Mandens Byrde for det første med undertitlen “Moderne mænd, nye perspektiver” gør det klart, at de ikke sigter mod en færdig fortælling. Og at de for det andet allerede i forordet gør det klart, at mandens position også i det nye århundrede er en privilegeret position: den er normen, hvorudfra alle øvrige positioner defineres. Eller som de skriver:
“Det er, som om den hvide, veluddannede, heteroseksuelle mand altid har været lige så usynlig, som han har været allestedsnærværende. Det er ingen hemmelighed, at samfundets institutioner er indrettet ud fra dette perspektiv.”
Det er karakteren af denne norm, Mandens byrde ønsker at belyse fra flere sider. Men som ethvert andet objekt, der bliver belyst på den måde, kaster antologiens “mand” mere end én skygge.

“Tabermanden” tur-retur

Bidragene stritter både stilistisk og tematisk i mange retninger, der omfatter personlige beretninger, undersøgende journalistik og kønspolitiske indlæg. Tættest på fortællingen om “tabermanden” kommer vi i Jonas Moodys beretning fra landsbyen Bolungarvík i Island. Gunnar bliver arbejdsløs, da det fiskeudstyrsfirma, han arbejdede for, opkøbes af en multinational konkurrent. Der er ikke mere arbejde at få i Bolungarvík. Men samtidig er islandsk maskulinitet, siger Moody, bygget op om fordringen að halda landinu í byggð – at kolonisere landet. Så hvad skal en midaldrende arbejdsløs islænding gøre: forlade udmarken og søge mod de større byer eller holde den maskuline fane højt og blive boende ude på landet?
Gunnar tilbydes arbejde sydpå, men han hverken kan eller vil opgive den traditionelle mandsidentitet, og han og konen Hlédis bliver boende i Bolungarvík, selv om fiskefabrikken er lukket, trawlerne trukket på land og begge parrets børn for længst er flyttet til større byer i jagten på arbejde. Her går Gunnar rundt i en T-shirt fra sin tidligere arbejdsplads med det ironiske tryk “Samlet vi står” og hører gamle Billie Holiday-plader. Men han dyrker også grøntsager. Med succes. Selvom folk havde sagt, at det var et håbløst projekt. Og apropos Gunnars maskulinitet: Denne islandske “man’s man”, der uden at blinke tvinger firehjulstrækkeren igennem en snestorm, så den gravide svigerdatter kan føde på hospitalet, og som nægter at kapitulere over for samfundsudviklingen og fraflytte lillebyen, er også medlem af den lokale amatørteatertrup og dyrker sin kreative side ved at plaske rundt og synge i landsbyens svømmehal under opførelsen af et absurd teaterstykke.

Penislege blandt heteromænd

Hvis der er et fællestræk ved mange af bidragene i Mandens byrde, må det være kroppen som brydningspunkt for idealer, præstationer og myter. Anders Haahr Rasmussens “Mikkels pik” går tæt på kropslig intimitet blandt mænd. En gruppe af journalistens barndomsvenner – alle mænd, alle erklæret heteroseksuelle og alle i dag i starten af trediverne – mødes fra tid til anden til fest og ballade.
Det er et mandefællesskab, hvor de øvrige medlemmer omtales “gutterne”, og hvor der bliver drukket, snakket beskidt og set pornofilm over frokosten. Og så bliver der også fra tid til anden leget med Mikkels pik. Et par gange er det blevet til fellatio. Men det er ikke et udtryk for åben leg med seksualiteten, når “gutterne” forlyster sig med Mikkels pik. Som Anders Haahr Rasmussen selv formulerer det: “Det er anerkendt adfærd at tage Mikkels pik i munden, men det ville vække anderledes mistanke, hvis jeg åbent erklærede mig helt tosset med at sutte pik som sådan.”
Artiklen bliver i stedet til en afsøgning af, hvilke omstændigheder, der tillader gutterne i sommerhuset at sutte pik og samtidig bevare deres selvforståelse som urokkeligt heteroseksuelle. Det bliver både til en tur omkring mandlig hverdagsintimitet i Pakistan samt til et par dyk ned i historien til både det gamle Grækenland og mandevenskaber i det prævictorianske England. Det er både velskrevet, begavet og interessant.

Et rigtigt menneske

Mindre stærkt står Andrew Boyds bidrag. Boyd får på tværs af et menneskeproppet loft i Brooklyn øje på en smuk kvinde. Eller rettere, han får øje på en kvindes smukke bryster. Det meste af bidraget går med Boyds spekulationer omkring, hvordan han skal få kommunikeret til kvinden, at han er tiltrukket af hende, uden at virke som “sådan en fyr, der lægger mærke til hendes bryster fra den anden ende af lokalet og så går hen til hendes bryster, konverserer med hendes bryster, inviterer hendes bryster ud og har et kortvarigt, følelsesmæssigt uærligt forhold til hendes bryster”.
Hans kvaler med, hvorvidt han skal “forholde sig til det hele, komplekse, brystløse menneske” eller presse på og give hende et dvælende og machismofyldt elevatorblik løser sig ikke så let, og er ganske underholdende fortalt. Men det bliver sgu også pinagtigt. For det virker, som om Boyd er parat til at indtage lige nøjagtigt en hvilken som helst position, der får ham i kanen med kvinden. Og det er ovenikøbet lidt synd for ham: “Hun har ingen ide om den vanskelige ideologiske hjernegymnastik, jeg gennemgår for hendes skyld.” Virkelig? For hendes skyld?
Værst bliver det, da Boyd endelig træffer beslutning om at gå hen og snakke med kvinden: “Jeg ser nu tydeligt, at denne forbløffende skabning ikke er summen af sine kropsdele. Hun er et komplekst og dybt menneske, en dybt sexet kvinde, som jeg er parat til at behandle med respekt, jævnbyrdighed og spandevis af begær.” Andrew Boyd forsøger muligvis at være morsom på sin egen bekostning, men mine tånegle er ved at arbejde sig godt op i fodsålerne. Det minder om den gang, Line Baun Danielsen på morgen-TV uforvarende kom til at kalde en sort mand for “abe” og rettede sig selv ved at sige: “Det er et rigtigt menneske”. Den kvinde, Andrew Boyd gerne vil i seng med, er altså et rigtigt menneske. Godt spottet!

Har du hørt om Macrolane?

Krop og kropsidealer er centrum i Christopher Holmbäcks afdækning af den potentielle skandale omkring præparatet Macrolane, der uden forudgående kliniske tests blev sendt i brug til penisforstørrende operationer overalt i verden med adskillige mishandlede penisser som følge. Det er den mandlige pendant til sagen om de eksploderende franske Rofil-implantatbryster, der fyldte medierne i slutningen af 2011. Men har du hørt om Macrolane og fejlslagne penisoperationer? Nej vel. Og det er en del af Holmbäcks pointe. Plastikkirurgi og det angstfyldte forhold til idealkroppen omtales fortrinsvis hos kvinder. Sjældent eller aldrig hos mænd.
I 2004 og 2005 var det en stor historie i de landsdækkende svenske medier, at op mod hver fjerde kvinde var parat til at lade sig “skønhedsoperere”. Men som Christopher Holmbäck pointerer: “Da præcis det samme spørgsmål blev stillet af Statens institutt for forbruksforskning i 2009, svarede 15 procent af de unge mænd, at de godt kunne tænke sig et indgreb, mod kun 11 procent af de unge kvinder. Det skabte ingen overskrifter.”

At give manden et køn

Der er også andre bidrag. Om at skifte køn fra kvinde til mand og samtidig undslippe arven fra maskulinitet af den værste type i form af en voldelig og seksuelt misbrugende far. Om at være heteroseksuel, men ikke kunne døje den forestilling om det heteroseksuelle normalliv, forbrugerkapitalismen faldbyder. Om sexkunders usikkerhed. Om de myter om mandlig seksualitet, der holder liv i patriarkatet.
Mandens byrde ønsker ifølge redaktør Lisa Bartfai “at give manden et køn”. Mens kvinder altid har været opfattet som kønnede væsner, og feminismen i høj grad har formået at nuancere opfattelsen af, hvad det vil sige at være kvinde, fremstår manden ofte uden køn, som det universelle subjekt. Det er selvfølgelig en magtposition. Men den unuancerede norms bånd er også snærende. Som de to redaktører skriver i forordet: “Mandens byrde giver et lille billede af maskuliniteter, som de er i dag, med håb om, at de kan være friere i morgen.”
Bogens største styrke er også dens største svaghed: Bidragenes forskelligartethed og – for manges vedkommende – personlige karakter gør det lettere at sætte spørgsmålstegn ved deres relevans. Bidragyderne tilhører stort set alle sammen den intellektuelle, hvide middelklasse, og man savner for eksempel et ikke-hvidt, “ikke-vestligt” perspektiv – en mangel redaktørerne er fuldt bevidste om. Men i sidste ende præsenterer Mandens byrde en række velskrevne og insisterende, forskelligartede og interessante blik på hvid, heteroseksuel maskulinitet i Vesten. Og der er god grund til at blive ved med at insistere på, at det at være mand – og menneske – ikke er at være én og samme ting. Som den amerikanske digter Walt Whitman skrev i 1855:
Do I contradict myself?
Very well then I contradict myself,
(I am large, I contain multitudes.)